In reply to Robert of Piaggio (msg #50):

Jeg tror Alffrida vil føle sig mere tryg med et følge hun stoler på. Hvem stoler på Muselmænd? Hun beder derfor Ferran og Hard om at eksortere hende når tid er. Det er også en smule mere inkognito :-)

In reply to Alffrida of Bonisagus (msg #51):

Ferran kan da ikke andet END at vække opsigt! :-)

In reply to Robert of Piaggio (msg #52):

Det er derfor man har opfundet munkekutter... de dækker bare på den vildt fede måde :-)

Alffrida kan sagtens hjælpe Francisca med spontan magi! Hun kan f.eks. invitere Francisca til Ouroboros og kaste en spontan Creo Corpus level 20 formular, der giver +3 til childbirth (basis level 4), ved berøring (+1 magnitude), indtil både fuldmånen og nymånen har vist sig på himlen (+3 magnituder). På den måde undgår I at Alffrida rent faktisk behøver vise sig under fødslen.

Hvad angår Alffridas afhandling, så skal hun blot aflevere den i Durenmar i upoleret tilstand. Så vil rådet der udvælger tekster til Husets Folio sørge for at den bliver renskrevet og illumineret sammen med de øvrige udvalgte tekster.

Med mindre Alffridas Creative Writing kast fucker totalt op, havde jeg forestillet mig at hun og Gregorius ville rejse til Durenmar i midten af 1140. Det ville blive omdrejningspunktet for næste eventyr (som vi spiller fredag den 1. juli).

In reply to The Storyteller (msg #54):

+3 til et childbirth roll er egentlig ikke så tosset, men det levner stadig plads for at det kan gå galt. Alffrida frygter nok at hvis det går galt, selvom hun har gjort sit bedste, ja så bliver hun jo helt sikkert brændt på bålet!

Jeg tror egentlig at Alffrida hellere ville være tilkaldevagt hvis noget skulle gå galt i løbet af fødslen.

Men det kommer også an på Robert. Tør han virkelig lade de lærde mænd og kvinder fra bologna hjælpe hans kone med fødslen?

Robert tør godt lade De Lærde hjælpe hans hustru, men Ferran bliver ikke lukket ind. Hans udseende alene er nok til at køerne giver sur mælk og høns ligger skidne æg ...

Seriøst - hvis folk spotter Ferran i området og det er i en tørke-periode eller lignende, så har vi en flok bønder med høtyve der render Covenantet over ende.

Robert tager i hvert fald mod hjælpen fra De Lærde. Intet må gå galt til den fødsel, ellers så bliver Robert sit gamle sure jeg igen og begynder at udføre massakrer igen og igen og igen og igen ... meget opslidende for en ung mand må du forstå.

Det er en mørk og stormfuld nat i slutningen af Januar. Den sorte himmel flænges af tordenild. Francisca skriger af smerter i sin barselsseng, mens en tjenerinde dupper sveden fra hendes pande. Den lokale kloge kone virker som jordemoder, holder Franciskas hånd og tvinger hende til at presse. Jordemoderen rynker brynene, det går ikke vel og kan hurtigt ende i en tragedie. Pludseligt bliver der stille i det lille kærteoplyste kammer. Alle øjne vender sig mod døren, hvor en kutteklædt skikkelse står. Alffrida lader kutten falde og afslører sin frygtindgydende skønhed. Hun hvisker sagte på gebrokkent italiensk: "Robert har bedt mig komme. Jeg kan lette fødslen. Blot stol på mig." Alffrida lægger sin hånd på Franciscas mave og siger nogle ord på latin. Noget synes at ske! Pludseligt går fødslen meget lettere, og inden kort tid ligger en velskabt lille lyserød dreng på maven af Franciska som ler af glæde og lettelse. Alffrida er væk....


Nu har Robert fået en arving :)
This message was last edited by the GM at 15:19, Sun 05 June 2011.

In reply to The Storyteller (msg #57):

En arving som vil have al Roberts jord og rigdomme. En fremtidig rival til magten. Hvor er det smukt :-)

Adele kommer en dag til Alffrida og ser lidt underlig ud i hovedet.

"Min Frøken, jeg synes der er noget De skal se i Rådssalen. Vi har .. vi .. der er kommet en gave. Jeg .. det .. jeg synes De skal følge med."

Adele leder dig ned af trapperne og du kan svagt høre lyden af dyr komme fra Rådssalen, men kan det virkelig passe at der er dyr inde i Rådssalen? Da I er nået ned af trapperne åbner Adele den store trædør og træder et skridt til side.

Ganske rigtig. I Rådssalen ser du nogen af jeres tjenestepiger der ser meget skræmte ud. Den ene står oppe på bordet og er rædselsslagen. Og årsagen til postyret er to kæmpemæssige ulvehunde. Store langhårede kæmper af hunde.

Adele rømmer sig og rækker et brev frem til dig. Håndskriften er Roberts. Der er lidt stavefejl og håndskriften er elendig. Selv sprogvalget er tydeligvis ikke noget der passer sig til en lærd mand eller kvinde - men Robert er jo heller ikke en af jer husker du dig selv på.

Brevet siger:

"Kære Alffrida,

Tusind tak for din jælp .. hjælp .. til føslen min søns fødsel. Jeg tænkte at du burde have en gave for jeg er mejet meget taknemlig. Disse hunde er de bedste jeg har kunne finde. Ægte ulvehunde. Jeg kan forstå at i vores forfædres tid, dengang da vikingerne hærgede da var hunde en kongelig gave. Jeg synes derfor det var en god måde at vise hvor glad jeg var.

Ærbødigst

Robert"

Du hører en af tjenestepigerne hyle lidt da den ene hund letter ben op af pejsen. Adele lukker øjnene og ser meget træt ud.


OOC:

Large Guard Dog

ST 9; DX 11; IQ 4; HT 12
Will 10; Per 12; Speed 5.75; Dodge 8; Move 10; SM 0; Weight 90 lbs

Traits

Chummy; Disciminatory Smell; Domestic Animal; Quadroped; Sharp Teeth; Very Fit.

Skills

Brawling-13; Tracking-13

Special Trait

Superb Conditioning (Very few dogs are capable of attaining such a fine pitch of physical perfection, but those which can are much sought after. Grants Very Fit

Value $2000 each (2 pounds of Mythic Silver per dog)
This message was last edited by the player at 22:35, Tue 07 June 2011.

In reply to Robert of Piaggio (msg #59):

Alffrida ryster på hovedet, mens hun kigger opgivende på brevet. Derefter tager hun de to hunde og trækker dem ud i det fri hvor hun tøjre dem til et træ. Derefter henvender hun sig til Adele.

Adele. Det er muligt at disse dyr godt kan være til nytte. De vil måske med den rette træning kunne advare os i god tid når ubudne gæster lister rundt og spionerer på vores covenant. Giv hundene til Ferran. Han ved hvordan de skal behandles og trænes.

Alffrida klør en af de store hunde bag øret inden hun vender omkring og trisser tilbage til sit studie.

In reply to Alffrida of Bonisagus (msg #40):

I slutningen af 1139 (beklager den lille tidsanomali) søger Ferran tiltræde for Alfrida.

Ærede mistress.

Jeg har kun få glæder i dette liv: At tjene dem. En god jagt eller en intens kamp. Og så at opdrætte jagtfugle og hunde. Som De nok har opdaget, så har jeg fanget en falk, som jeg er begyndt at træne op. Den er efterhånden blevet en helt god jagtfugl, så hvis Fruen ønsker en diet i form af specielle fugle eller gnavere, så har jeg redskaberne til at skaffe det.
Adele har nu imidlertidig gjort mig opmærksom på, at her på egnen er det forbeholdt adelen at jage med falke. Dette ærgrer mig svært. Jeg vil derfor bede om Deres tilladelse til at indgå et samarbejde med vores lokale Lord Roberto. Jeg er villig til at give ham min falk, som en gave. Min plan er samtidig at blive hans falkoner. Det må pynte på hans omdømme, hvis han mestrer at jage med falke. Og hvis han tillader det, så kan jeg med tiden danne et falkeopdræt, som kan vinde ham yderligere hæder. Samtidig får jeg forhåbentlig friere tøjler.
Jeg vil understrege, at min loyalitet ligger ubetinget hos dem frue. Det vil jeg også få gjort ham klart. Men at knytte vores covenant yderligere til Roberto kan kun være til alles fordel.
Hvad siger De? Har jeg Deres velsignelse?

Ferran knæler foran Alfrida.

In reply to Alffrida of Bonisagus (msg #40):

I slutningen af 1139 (beklager den lille tidsanomali) søger Ferran tiltræde for Alfrida.

Ærede mistress.

Jeg har kun få glæder i dette liv: At tjene dem. En god jagt eller en intens kamp. Og så at opdrætte jagtfugle og hunde. Som De nok har opdaget, så har jeg fanget en falk, som jeg er begyndt at træne op. Den er efterhånden blevet en helt god jagtfugl, så hvis Fruen ønsker en diet i form af specielle fugle eller gnavere, så har jeg redskaberne til at skaffe det.
Adele har nu imidlertidig gjort mig opmærksom på, at her på egnen er det forbeholdt adelen at jage med falke. Dette ærgrer mig svært. Jeg vil derfor bede om Deres tilladelse til at indgå et samarbejde med vores lokale Lord Roberto. Jeg er villig til at give ham min falk, som en gave. Min plan er samtidig at blive hans falkoner. Det må pynte på hans omdømme, hvis han mestrer at jage med falke. Og hvis han tillader det, så kan jeg med tiden danne et falkeopdræt, som kan vinde ham yderligere hæder. Samtidig får jeg forhåbentlig friere tøjler.
Jeg vil understrege, at min loyalitet ligger ubetinget hos dem frue. Det vil jeg også få gjort ham klart. Men at knytte vores covenant yderligere til Roberto kan kun være til alles fordel.
Hvad siger De? Har jeg Deres velsignelse?

Ferran knæler foran Alfrida.

In reply to Ferran the Hunter (msg #62):

Alffrida kigger skælmt på Ferran da han foreslår at gå i Roberts fold. Ferran synes at kunne ane et lille smil på Alffrida's læber:

Ferran. Det lyder umiddelbart som en god idé at høre Robert om han har brug for en falkoner. Der kan være nogle faldgruber dog. For det første lader det til at dit udseende skræmmer Robert og hans følge. Men mon ikke han med tiden kunne vænne sig til det. For det andet så kender jeg Robert. Rækker man ham en lillefinger så griber han fat om hele armen. Så hvis han i givet fald siger ja til at have dig som falkoner så skal du passe på at han ikke beslaglægger al din kostbare tid. Der vil i en ikke så fjern tid komme opgaver til dig som er vigtigere end at være falkoner.

Alffrida holder en lille pause, mens hun fortsætter i noget nær en hvisken:

Hvis du skulle få jobbet hos Robert så har jeg en ekstra lille opgave til dig. Den kræver ikke noget specielt. Du skal blot holde øjne og ører åbne og rapportere alt hvad du finder interessant til mig. Lad være med at opsøge oplysninger. Det er for risiko fyldt. Du skal blot rapportere det videre som helt tilfældigt dumper ned i skødet på dig. Denne opgave bliver kun mellem dig og mig indtil videre.

In reply to Alffrida of Bonisagus (msg #63):

Så vil jeg overrække Roberto hans gave. En af dagene vil jeg tage til Brindisi for at få lavet en falkonethandske. som kan være en adelsmand værdig. Et pund sølv må være nok

Ferran trækker sig tilbage.

OOC:

Uhhh ..intriger .. I love it! :-)

Husk I også har fået to hunde af Robert. En hund koster i GURPS $200 (svarende til 1/5 mythic pound sølv) så en hund til 2 pund sølv er en stor gave. Til sammenligning skal en bonde bruge et pund sølv om året til at overleve ...

Ferran kunne evt. bruge den første halvdel af 1140 til at træne de to ulvehunde og en sporhund? Så kunne mastifferne være vagthunde udenfor, til brug for jeres sværdkrigere, mens ulvehundene bor indenfor og vogter over Dragano og Adele (husk på at de fleste af jer har The Gift, så hunde vil ikke lade jer nærme sig).

In reply to The Storyteller (msg #66):

Inden afrejsen til Durenmar har Alffrida lagt sidste hånd på sin afhandling som har givet den følgende snørklede titel:

"Bringing Closure to gaps in the theory of hermetic magic using optimum vis;
 Preserving fertility using Creo optimum vis in longivity potions."

Alffrida lille artikel er dels en gennemgang af hvordan hendes nye longivity kan produceres og de eksperimenter der ligger til grund for opdagelsen. Derudover har hun et længere afsnit hvor hun filosofere over om Vis mon indeholder flere muligheder for magier end først antaget. Måske er en longivity potion som bevare fertiliteten kun første skridt på vejen til at gøre det hermetiske system perfekt.

Alffrida regner med at bruge Durenmars skrivere og illuminatorer til at gøre artiklen helt perfekt :-)

I den tidlige sommer 1140 modtager Alffrida en pakke og et brev fra Roberts broder Thybalt. Pakken indeholder en smuk mørkeblå silkekjole, som sikkert er mindst et dusin pund sølv værd! Brevet lyder på fejlfrit latin:


"Ærede Frøken Alffrida fra Bologna,


jeg håber at De vil modtage min ydmyge gave og brev i den venskabelige ånd, hvormed de er sendt. Jeg ved at De sikkert har et ufavorabelt billede af mig - min broder omtaler mig altid som var jeg ikke mere værd end en krybende intrigant slange. Dette viser måske blot, hvor let det er at få et dårligt rygte, hvis man vover at bruge hjernen, hvor de fleste af mine barbariske normanniske brødre altid bruger sværdarmen.

Hvad angår min broders dyd, kan jeg kun spørge: Hvem af os slog Giraud ihjel i barnligt raseri over skæbnens luner? Og til min broders evner: De gange undtaget, hvor I Lærde Mænd har hjulpet ham, hvad har han nogenside opnået andet end at blive tilfangetaget og få alle sine trofaste krigere slået ihjel?

Hvis det land som I bor på tilhørte mig, ville jeg ikke forlange sølv fra Jer, men snarere belønne Jer for at udvise mig den store ære at bebo det. Det står klart, at Robert ikke ønsker fred i Piaggio - han vil ikke helme før han eller jeg ligger seks fod under jorden. Nuvel, lad det være så. Jeg beder ikke om jeres hjælp i den strid som kommer. Jeg beder jer blot holde jer upartiske - og lade den bedste mand vinde.


Deres Ærbødigste Tjener,

Thybalt af Piaggio."

In reply to The Storyteller (msg #68):

Kære Thybalt af Piaggio

Jeg takker mange gange for den vidunderlig smukke kjole. De er i sandhed en mand som forstår sig på en kvindes smag.

De har ganske ret i at deres broder ikke taler pænt om dem. Faktisk kan jeg fornemme på Robert at han ville græde tørre tårer hvis de skulle gå bort. Jeg forstår egentlig ikke denne familie splid og had. Man skulle mene at i samme ville kunne stå stærkere. Men det er selvfølgelig jeres sag om i vil bruge uanet resourcer på at bekæmpe hinanden istedet for at opbygge et storslået rige.

I den tid vi har været her har vi indtil videre været underlagt 2 forskellige herremænd. Vi kender vores plads og betaler den skat vi bliver pålagt uden at kny. Vi er også klar over at vi bliver nødt til at tjene vores herremand så godt vi kan således at han er venlig stemt overfor os. Vi kan simpelthen ikke risikere andet.

Jeg kan derfor love dig at vi vil prøve den svære kunst at balancere på en knivsæg og ikke at hjælpe nogen af jer. Det er jeres kamp. Dog må du forstå at hvis Robert pålægger os nogle opgaver, uanset hvor urimelige de måtte forekomme for os og for dem, så bliver vi nødt til at udføre dem så godt vi kan. Det er selvfølgelig ikke altid at vi lykkes med de opgaver som vi udfører.

Håber for os alle at striden snart må få en ende, således at dalene omkring Piaggio igen kan blomstre.

De ærbødigste hilsner,

Alffrida

OOC:

Det er ikke fordi at jeg som Storyteller ønsker Roberts magt eroderet. Men vi har hele tiden beskrevet Thybalt som en listig snog, så jeg synes at det er på tiden at han træder lidt i karakter :)

Angående artiklen, så skal Alffrida blot overdrage den i upoleret stand til Folio rådet i Durenmar. Hvis den bliver udvalgt til en plads i det næste Folio, så vil Durenmars skrivere scribe og illuminere den sammen med de andre udvalgte artikler (peer review anybody)?

In reply to The Storyteller (msg #70):

OCC: Jeg synes det er et sejt move af Thybalt. Alffrida ønsker heller ikke Thybalt som sin nye herremand, men hun mener at det er bedst at være lidt strategisk... man ved jo aldrig hvem der vinder en sådan magtstrid. Men en ting er sikkert hvis man spillede lidt for meget på den tabende hest så er man i big big trouble :-)

OOC:

Jeg så det ikke som om at du forsøgte at erodere Roberts magt. På nogen måde overhovedet. Faktisk synes jeg det er dejligt at Thybalt kommer i aktion nu. Jeg ser ham som en smooth satan. Typen i arabisk silke, som bader og bruger parfume. Lille perfekt klippet goatee-skæg og nyklippet konstant. Fashion Sense og Smooth Operator. Og med en dybt religiøs intrigant Iron Lady som mor.

Så Thybalt skal da på banen og måden han kom det på er helt perfekt :)

Tak! Vi skal nok få meget glæde af Thybalt :-D

In reply to The Storyteller (msg #73):

En dag ikke kort tid efter, at Robert forærede Alfrida de to ulvehunde, der opsøger Ferran Rectoraen.

Ærede frue. Undskyld forstyrelsen. Jeg er nødt til at forstyrre dem med to ting.

Den første ting drejer sig om de to ulvehunde som Lord Roberto forærede Dem. Hvorledes ønsker de dem trænet? Det er prægtige hunde, som kan bruges både til jagt og til at holde vagt. Jeg kan også træne dem til at følge Dem i tykt og tynd og beskytte Dem, hvis jeg ikke er der. Dette vil kræve lidt af Deres tid, da hundene skal lære dem at kende, men det er ikke mere tid, end at De uhindret kan fortsætte deres arbejde. Hundene kan blive gode ledsagere på Deres lange gåture, som holder Dem i skøn form.

Ferran ville have rødmet, hvis ikke han var så vansiret. Så slifter han hurtigt emne...

Den anden ting drejer sig om musene her i Covenantet. Enkelte af dem opfører siunderligt. Jeg ønsker at fange dem. Jeg søger deres tilladelse til at anskaffe nogle flere katte. Måske en tre stykker?

Ferran bukker let og afventer Alfridas svar.

In reply to Ferran the Hunter (msg #74):

Ferran kan se at Alffrida er i godt humør. Efter hendes seneste gennembrud i sin forskning har hun lyst om kap med solen. Hun virker meget mere smilende og mere behagelig at være i stue med:

"Ferran jeg ved ærligtalt ikke hvad vi skal stille op med de store hunde. Der er ingen tvivl om at det vil være meget vanskeligt at træne dem til at passe på mig. Siden jeg var ganske lille har dyr ikke kunne lide mig... jeg vil derfor foreslå at du istedet træner dem til at passe på covenantet. Det er svært at liste sig forbi nogle overvågne hunde. Måske kan vi undgå overraskelses angreb på vores covenant som det vi oplevede under krigen."

Alffrida kigger Ferran dybt i øjnene samtidig med at hun stadig smiler.

"Du behøves ikke at spørge om tilladelse til at anskaffe dig nogle katte. De kan gøre stor nytte hvis vi virkelig har et museproblem. De skulle nødigt komme i vores forrådskammer."