Re: The Saga of Menkrax of Tytalus
Det sidste Menkrax sanser, er at de tre bønder Vis synes at eksplodere i hans hånd - så bliver alt sort!
Da han kommer til sig selv, ligger han på en mægtigt slette, beklædt med lavt, halvvissent græs. Over ham synes himlen overvældende, lyseblå med skyer i flødefarvede, gule, orange og violette nuancer.
Menkrax sår har lukket sig nogenlunde, men smerter frygteligt. Tørsten er ulidelig og hans nøgne krop er halvt dækket af størknet blod.
Åndemaneren ser sig omkring. Sletten synes uendelig - faktisk opdager han er horisonten ikke synes at krumme sig - men der er alligevel intet til at bryde monotonien.
Bortset fra et lille skur af et hus, omkring hundrede skridt væk. Det er bygget af træ, med en lille skorsten, næppe mere end en hul som røgen kan stige op ad. Ved siden af står et pudsigt træ med en slynget stamme og hundredevis af små fine blade.
Menkrax kravler hen til huset, og opdager at der både er brænde og forsyninger (mel, sære tørrede frugter, saltet kød) til månedsvis. Han hylder sig ind i et tæppe, drikker under store smerter noget vand og tænder op i ildstedet for at få varmen.
De næste dage har Menkrax en høj feber, idet hans krop kæmper mod en lungebetændelse. Men det lykkes ham at kaste sygdommen af sig, og dage hvor han kæmper for sit liv bliver afløst af dage hvor han finder sig til rette i sin nye hverdag, mens hans sår gror sammen.
Han laver sig et improviseret sæt tøj af tæpper, og bruger dagene på at iagttage himlen. De mangefarvede skyer antager former, der synes at fortælle historier fra fortiden og fra den tid som vil komme.
Han opdager at der på væggen i hytten er sømmet en stor jernbøsse fast. Der står skrevet på oldgræsk:
"Giv en donation efter evne."