Gozran, 4710 AR

Aredlon og følge bevæger sig mod Templet og Jhod. Sommersolen bager ned på dem og myggene sværmer om dem. De følger Thorne River mod The Narlmarches som viser sig som et stort grønt tæppe mod vest.

_______________________

Hvor mange er med? Alle spillere har mulighed for at deltage hvis de melder retur inden klokken 10 den 9.11.

OOC

Morten. Det er vist kun Aredlon - hvem har han med eller rejser han alene?

Han tager knægten Androv med. Så er der en der kan bringe besked om hans endeligt hjem til de andre når det går galt.

Rejsen har taget Aredlon og den unge Androv op af Thorne River. Planen er at rejse op til hvor Aredlon og hans kompaner for et år siden fandt en lejr af banditter og nedkæmpede dem. Derefter dreje mod vest og nå Temple of The Elk. Det burde ikke tage mere end et par dage, og indtil nu har rejsen været behagelig.

Androv er tydeligvis mere afslappet når han er ude i naturen. Det synes at bekomme ham bedre, og han bliver nemmere at tale med. Indrømmet så forstår Aredlon ikke helt disse mennesker, og menneskebørn virker så "primitive" men alligevel udviser drengen mere modenhed end elverbørn gør når de er på hans alder.

De finder lejren. Den er underligt at stå der igen. Banditternes knogler ligger spredt over området som ræve og andre dyr har nydt godt af ligene. Aredlon står og funderer over fortiden da han ænser at Androv er begyndt at være mere anspændt. Nu Aredlon tænker over det så har Androv nok været det siden de kom ind i The Narlmarches. Feer gør Androv anspændte og nervøs, og Aredlon kan se hvordan drengens øjne farer henover omgivelserne.

Da de drejer mod vest og begiver sig dybere ind i skoven så kan Aredlon godt mærke den ur-kraft der synes at hvile her i skoven. En kraft dybere og ældre end elverne selv. Snart virker skoven trykkende og i nogle områder direkte ond. Solen synes næsten ingen magt at have i disse områder.

Og både Aredlon og Androv føler de overvåges...

_______________________________________

OOC

Rul Perception for Aredlon.
(Androv har ikke rigtig stats endnu så ingen rul for ham)

Skoven indeholder mysterier ældre end elverne selv ...

This message was last edited by the GM at 06:17, Sat 10 Nov 2012.

Aredlon rolled 13 using 1d20+6. Perception

Aredlon kan mærke øjne stirre på dem fra skovens skygger men kan ikke få øjne på hvem der spionerer på dem. Androvs nervøsitet tager til som skovens lyde dæmpes og til sidst ophører. Den unaturlige stilhed giver en anspændt stemning som de nærmer sig templet.

Da de kommer til en lille bæk i skoven ser de et syn der får dem til at standse op. Androv gisper men til hans ros der fortrækker han ikke en mine. Små 20 skridt fra dem er der to grantræer der er væltet ind mod hinanden. Grenene er faldet og nu former de to træstammer et primitivt stående X. På det X er Jhod Kavken bundet - det der er tilbage af ham. Han lever for de ynkelige lyde der kommer fra ham gør ondt på Aredlon. Jhod er nøgen. Blændet og forslået. Størknet blod klæber til hans ansigt ved øjne og mund. Hans manddom afhugget og hans krop dækket af sår, størknet blod og blå mærker. Omkring ham står måske to dusin små væsener (måske 20 cm høje) af grene, mos og kviste og stikker i ham med små spyd. Samtidig er der måske fire elvere i hobbit størrelse der ser smilende og ondt på Aredlon og følge. Måske fire for de synes at forsvinde ud og ind af eksistens, og at sige de ligner elvere er en fornærmelse. Men der er helt klart træk fra Aredlons noble race i disse afskyelige væsener.

"Vi har ventet på jer, indtrængende!"
This message was last edited by the GM at 19:42, Sat 10 Nov 2012.

Aredlon kigger på de fire skikkelser. Han er overbevist om at der er tale om fey. Han prøver at granske sin hjerne for om der er noget der kan give ham en ide til hvad de er. Men han må forbande sig selv at hans søster ikke tog med. Hun ved væsentligt mere om skovens væsener end hans selv gør.

Deres tydelige fjendtlige adfærd får Aredlon til at trække sin bue og gøre sig klar på at konfrontere disse væsener.

Så siger han: "Jeg er Aredlon Ingfedisel. Jeg kræver at I straks løslader denne mand og fortæller mig hvad I laver her. Hvis I ikke følger mine meget simple krav, så skal jeg sikre jer at I kommer til at bøde for jeres handlinger."

Luften er mættet af spænding. De små væsener af mos og grene standser og begynder ondskabsfuldt og fnisende at langsomt sprede sig ud i kampformation. De andre fevæsener begynder at grine hånligt da de hører Aredlon præsentere sig. Rimfrost begynder at sprede sig ud fra Androv og dække græsset, mens at Aredlon ser en lille sne-storm danne sig mellem Androvs hænder - drengen må besidde visse kræfter, tænker Aredlon, da han pludselig hører en stemme i øret som han genkender.

Det er Tug-Tytter-Tit der lavt hvisker "Pas på, Aredlon Elver, og lad være med at handle."

Aredlon kan ikke se Tug-Tytter-Tit ud af sin øjenkrog men ser derimod pludselig et egern blive synlig på en lav sten mellem Aredlon og hans modstandere.

Egernet der bliver synlig tegner et lysende segl foran sig. Tegnet som Aredlon ikke genkender hænger lysende og grønt sitrende i luften, mens at egernet med overraskende høj og myndig stemme brøler på Sylvan.

"Jeg er Snifftiff, Bærer af Det Fjerde Tegn, Quresh og Budbringer for Everlight, Betroet Aöeana af Lysets Frue, og jeg befaler jer at stoppe!"
This message was last edited by the player at 00:22, Tue 13 Nov 2012.

De standser alle og de små mos-væsener trækker sig hvæsende væk fra Seglet. De andre fe-væsener hvæser og den ene fnyser hånligt.

"Du er langt væk hjemmefra, og din magt er svag. Vi tjener Fruen og har ikke vendt vores Arv ryggen som andre har!"

"Hvad ved du og din slags om Arven? I kender ikke jeres plads, for gjorde I det ville I vide at Lyset regerer nu. Det er Lysets Frues Tid og det er jeres magt der er svag. Lad så det menneske gå og lad Elver-sønnen og hans menneske drage bort! Det er Lysets Frues vilje!"

"Snart vil Everlight falde og så vil min Frue være den eneste Dronning over dette land. Vi vil ikke have indtrængende på vores Land. Vi er Frie og vil ikke bøje os for menneskernes fremmarch - eller for elvernes svig!"

"I er ikke Frie! I er alle trælle for jeres Frue og ved ikke hvad det vil sige at leve i Lyset af Everlight. Lad så mennesket gå så han kan blive bragt tilbage til Thorneburg, og så har I mit og Aredlon Elvers ord på at de forlader The Narlmarches for denne gang.

Har jeg ikke ret, Aredlon Infedisel af Thorneburg?"

Stemning er anspændt og det er tydeligt at eet forkort ord vil føre til blodsudgydelser. Det er sandt hvad Shivira altid har sagt - feernes følelser er uden grænser. Kærlighed er endeløs - og det er had også.

Tyg-Titter-Tut hvisker i øret på Aredlon. Hendes stemme ryster af rædsel. "Uanset hvad så lyd myndig. De respekterer det og de kan lugte din frygt."

Normalt i Thorneborg har Aredlon forsøgt at passe sig ind i menneskenes stil med sprogbrug og væremåde. Men nu taler Aredlon med en røst der vidner om over hundrede års erfaring og følelser. Hans stemme overrasker Androv.

Som I ved er jeg Aredlon Infedisel, og I skal vide denne mand står under min beskyttelse. Hvis I ønsker at skade ham, så må I først gå gennem mig. Det kan godt være, at I tror I kan besejre mig, men I kommer ikke alle levende herfra. Samtidig skal I vide at elvernes hævn kan være mindst lige så grusom som folket fra den første verdens. Jeg er parat til at gå videre, men er I?
Men inden I gør noget som jeres kære kommer til at fortryde så tænk over dette:
Ligesom mit folk går jeres folk mod deres efterår. Denne tidalder og den der kommer bliver menneskenes og de andre kortlivedes. Det kan hverken I, Everlight eller mit folk gøre noget ved.
Mens Ardelon taler, stiger han af hesten, han signalerer til Androv at han skal blive siddende på sin pony. Så finder en træstup og sætter sig på den.
Det vi selv kan være med til at bestemme, er hvor blodig og hurtigt overstået dette efterår bliver. Hvis I handler med aggression og vold vil I blot skubbe menneskene til at handle på samme måde. De er flere end jer, de formerer sig hurtigere og det vil kun føre til at I bliver udslettet før I ved af det.
Hvis I derimod gør som mit folk eller som Everlight gør - samarbejder med menneskene, så kan vi sammen få dette efterår til at blive langt hvor mange af jeres og min art kommer til at opleve det. I kan være med til at forme hvordan menneskene kommer til at arve Golarion fra os. I bestemmer om arven skal vær blodig eller den skal være smuk.
Jeg fornemmer også, at jeres folk ikke har spillet den sidste rolle i udformningen af denne verden, men hvis I fortsætter på denne måde, så bliver den rolle I kommer til at spille, rollen som jeres egne banemænd.

OOC

Denne scene blev spillet færdig rundt om bordet.

Aredlon og hans følge trak sig langsomt tilbage med Jhod Kavken og forlod The Narlmarches.