Thaumont 1, 1025 AC

Lugten, lydene og synet er næsten for meget. Mørket i rummet får stedet til at virke endnu mere klaustrofobisk end templet egentlig er. Lugten af røgelsen hænger i tøj og næse og gør hovedet tungt. Lyden af korets messen blander sig med lyden af den prustende okse der giver sig i de tunge kæder der har hævet den mod loftet. Det eneste naturlige lys kommer fra hvad lidt sollys der kan trænge gennem røgelse-tågerne i det lille hul der er i templets loft.

Oksen hænger i kæderne over Deymians far som står i midten af rummet og er nøgen. Hans behårede fedladne krop er ikke et behageligt syn og mængden af krigsar gør det kun bedre. På Demyans side står den blinde Koc Baykal som i dag indvier Lokis nye tempel. En gave fra Deymians far til hans lensherrer. Ikke et tegn på religiøsitet men i stedet et politisk træk, for den der støttes af Hule har magten - og magt er Artyums eneste ønske i livet.

Korets messen begynder at nå en ekstatisk højde og trommerne hjælper til at overdøve oksens rædselsfulde brølen. Så kommer der et nik fra Koc Baikal og et svedende fed tempeltjener træder frem og støder et spyd ind i oksens halspulsåre, og med et arrogant brøl breder Artyum selvsikkert og triumferende sine arme ud som oksens varme blod vælter ned over ham i stride strømme. Koc Baykal smiler skævt og korets hylen lyder som tusinder af banshees fra Tunguska.

Deymian synker en klump i halsen...
This message was last edited by the GM at 22:04, Fri 07 June 2013.

....men prøver på ikke at vise sin ubehag. Han ved at som arving til den Sorte Høg, forventes han at møde verden med stoisk ro.

Selv om han ofte fejler at leve op til sin faders forventninger - med sit svagelige helbred - så ønsker han intet stærkere end at gøre sin fader stolt.

Demyan finder ikke meget glæde i de brutale og primitive ritualer til Loki. Han lytter derimod, når Yakov fortæller ham om de Guder som kom før, det er virkeligt et spraglede og spændende pantheon!

Han lytter også til historierne om Guderne der vandrede blandt os, men altid med skjult nysgerrighed, for han ved at det er forbudte historier!

Triumferende og grinende står Demyans far dækket af blod mens at tyren hævet over ham langsomt holder op med at ryste og krampe. Artyum er en simpel mand, ivrig for at vinde hæder og ære. Mistroisk over for alle og villig til at sælge sig selv til den højestbydende. Og nu er hans mål nået - han har opført et tempel til Loki og med dette ritual er han pludselig blevet ophøvet til Beskytter af Lokis Kirke.

Demyan ser sine far nedsænke sit legeme i det store kar i templets sidegemakker og derved blive renset for oksens blod. Det er sikkert det første bad i lang tid som Artyum har taget, og det er derfor underligt for Demyan at se sin far med rent hår og skæg.

Artyum iklædes den mørke kåbe som tegn på hans bånd til Lokis Kirke og velsignes af den gamle Koc Baykal, som efterfølgende lykønsker ham.

"Det glæder mig at De i sådan grad tænker på Kirken og er så gavmild over for Kirken. De er en særdeles visionær mand, en kæmpe blandt mindre mænd, og det vil væres os en glæde at støtte Deres ambitioner."

"Fine ord, Baykal, men jeg forventer også at I støtter mig efter denne gave! Et tempel er ved guderne ikke billigt!" Han lyd irriteret. Diplomati havde aldrig været hans stærke side og ej heller lærdom. Det var faktisk usikkert om Artyum overhovedet kunne læse og skrive.

Upåvirket at Artyums ord forsætter den gamle blinde præst ufortrødent. "Vi er klar over hvilket offer De har bragt, men store mænd bringer altid ofre." Han tager en lille pause og et grumt smil breder sig på hans ansigt "Måske De ønsker at knytte endnu tættere bånd på Kirken - og dermed stærkere bånd til Hule og Hulemesteren selv?" Han ligger hovedet lidt på skrå "Måske De kunne tænke Dem at sende Deres søn til os? Vi vil med glæde opdrage ham i Kirkens dogmer og dermed knytte endnu tættere bånd. Hvem ved? Måske vil Hulemesteren selv give støtte til Deres ambitioner. Måske en dag vil De blive kendt som Kongen af Yalu?" Præstne smiler igen sit grumme smil og vrider sine gamle hænder.

Artyum ser ud til at overveje det. Det er altid tydeligt når han tænker. Han rynker brynene og panden og begynder at klø sig på hagen. Ej heller tankevirksomhed er hans stærke side. Ser skiftevis på præsten og på Demyan ...

Demyan bider sig i læben, men det lykkes ham at se modig ud, idag han møder faderens og præstens blikke.

Mest af alt har han lyst til at løbe ud i vildnisset og gemme sig i en dyb hule.

OOC: kaster 18 på sit will save for at se modig ud.

Det kunne som sådan være skægt hvis Demyan tilbragte nogle år i Hule.

Det ville måske ændre kampagnens spor, men han kunne jo sagtens vende tilbage på et tidspunkt.


This message was last edited by the player at 15:07, Thu 06 June 2013.

Artyum griner højlydt. "I får ham ikke. Tror I ikke jeg har luret jer?" Han griner hoverende som om hans intellekt gør ham hævet over alt og alle. "Den lille lort der er min søn. Min eneste overlevende søn og derfor min arving. Hvis I får ham så kommer I til at arve mine jorde og det sker ikke. Næææ ... I får ham ikke. Ikke før jeg finder en der kan erstatte ham. Forstået!"

Det er utroligt at præsten ikke fortrækker en mine, men i stedet blot nikker anerkendende. "Deres vid er strålende og jeg erkender mit nederlag. Lad os håbe vi måske i fællesskab kan finde en løsning på Deres lille problem med en fornuftig arving." Han ligger en hånd på Artyums skulder. "Lad os trække os til Deres sale og lad os fejre hvordan De har knyttet bånd der vil bringe Dem hæder, ære og jorde."

De to mænd begynder at gå mod udgangen af templet for der at ride til Castle Black Hawk. De følges af et stille følge af hofmænd og tavse præster. Efterladende den lille dreng alene tilbage i templets mørke glemt af alle - især af hans far.

Demyan har ikke specielt lyst til at tage hurtigt tilbage til borgen, for at møde sin faders sviende spot.

Istedet ser han sig nysgerrigt omkring i templet, lister sig forsigtigt fremad for at udforske det forbudte sted!

Hvis han finder Koc Baykals kammer, vil han kigge efter korrespondencer han kan kigge i.

OOC: drengen kaster 15 på stealth og 11 på sit perception check.

This message was last edited by the player at 16:33, Fri 07 June 2013.

Den unge nysgerrige dreng lister sig gennem templets mørke korridorer. Dette sted synes stort for den lille dreng, men havde han set større byer eller fordums tids storhed så ville han vide hvor lille og ubetydelig dette sted er. Templet er dog opført i sten hvilket er ret usædvanlig på disse egne hvor træ er det mest almindelige byggemateriale.

Det er kun held der sørger for at den unge dreng ikke bliver opdaget af stedets præster. Han bevæger sig op af vindeltrappen og hen af svalegangen med udsigt over Yalu-flodens brune vand og den lille landsby. Han kan lugte møddingen og ildstederne, høre folk tale og faldbyde deres varer. Se børn der leger i landsbyens støvede gader. Forårssolen bager godt i dag, men her i svalegangen er der herligt køligt. Han ender ved en trædør. Den er solid og desværre også låst, og Demyan aner at Baykals kammer er bag den dør. Det vil være typisk ham at lade sit domicil være i landsbyens højeste bygning.

Han ser sig omkring. Der er ganske rigtigt et vindue højere oppe af tårnets side og skoderne er ikke lukket til. Muren er måske til at klatre på men det vil ikke blive nemt ...
This message was last edited by the GM at 20:35, Fri 07 June 2013.

Demyan kigger op på vinduet, overvejer et øjeblik og tørrer så sveden af sine håndflader, og begynder at klatre.

Til at starte med vil han klatre, så han rammer svalegangen, hvis han falder ned, og ikke falder ned fra bygningen.

OOC: kaster 14 på sit climb roll.

This message was last edited by the player at 20:55, Fri 07 June 2013.

Det føles som evigheder som han hænger der på siden af tårnet. Bange for at falde, bange for at blive opdaget. Men ingen synes at opdage ham, og det er med rystende og tilsyrede arme at han til sidst får hevet sig op i Baykals kammer.

Stedet overrasker ham ikke. Der er en vindeltrappe ned (han mistænker den fører til et kammer etagen under og derved også til den store egetræs dør han så tidligere), og vinduet giver et imponerende vue ud over Yalu-floden og ned mod The Old Forest. Stedet er indrettet ganske behageligt og det er tydeligt at Baykal nyder rigdom i samme grad som Artyum gør. Baykal synes bare at have mere stil. Der er en stor seng med edderdunsdyner og bjørneskind. Der er et bjørneskind på gulvet foran ildstedet mellem de to store trøstole der står der. Ellers er det et arbejdsbord der dominerer kammeret. Et stort tungt egetræsbord med fem stole omkring det. Det flyder med papirer men der synes dog at være et system i rodet (uden at Deymian egentlig helt kan overskue systemet).

______________

OOC

Rul Perception

Jeg kan ikke se dit Character Sheet? Hvis du lægger det ind skal jeg nok rulle for dig en anden gang hvis du ikke har tid.

OOC: kaster 10 på perception :/

Jeg har lagt mit sheet ind, men det kan godt være du ikke kan se det.

Deymian er glad for at der ikke er andre i tårnet. Det vil give ham god tid til at snuse rundt for Baykal vender næppe tilbage før sen aften og de vil næppe opdage at Deymian ikke er at finde ved spisebordet.

Fra vinduet kan han tydeligt se Yalufloden og de små bådebroer hvor handlende lægger til med deres flodbåde. Langs breden mod syd kan han også se de mange små træbure der indeholder slaverne. Efter at Hule kom til blev slaveriet genindført og mange steder i det gamle Zuyevo er stavnsbåndet også blevet genindført. Det er som om alle forsøger at udrydde de sidste rester af hvad De Fire opførte. Men det er også nemt, for hvor meget kan fire mennesker egentlig nå at skabe på blot fem år?

Deymian ryster på hovedet og river sig ud af sit dagdrømmeri og ikke et minut for tidligt for han hører pludselig en person nyse på etagen nedeunder ...

Demyan lister sig hastigt hen til sengen og ruller ind under den.

Han føler sig sikker under bjerget af bjørneskind over sig. Han kigger forsigtigt ud gennem sprækken mellem gulvet og sengekanten.

OOC: kaster 9 på sit stealth roll. Kaster 10 på sit perception roll.


This message was last edited by the player at 21:30, Sat 08 June 2013.

Op af trappen kommer Baykals tjener, den lille fede dværg ved navn Hasan. Det røde ujævne skæg gør ikke hans ansigt kønnere på nogen måde. Han pruster som han bevæger sig op af trappen med en kurv med vasketøj og ligger det pænt på plads i dragkisten lige ved sengens fodende. Han vralter efter en 10 minuters tid videre og ned af trappen igen ...

_______________

OOC

Jeg ruller 3 i Perception

Demyan ånder et lettelsens suk, og kravler ud fra under sengen. Han begynder rimeligt systematisk at kigge på dokumenterne.

Hans læremester Yakob har trænet ham i Hules alfabet og grammatik med slag over fingerspidserne med en grøn kvist fra et piletræ.

Drengen kigger på et dokument af gangen og sørger for at lægge dem tilbage på nøjagtigt samme plads.

The Storyteller, on behalf of Demyan, rolled 5 using 1d20+3. INT - Search papers.
________________________

Måske er det Demyans unge sind, frygten for at blive opdaget eller bare generel spænding der gør det, men uanset hvad så synes det svært for den unge dreng at rent faktisk få hoved og hale på papirerne. Mange af dem synes at være ligegyldige lister over kirkens inventar (det lader til at kirken mangler stearinlys) og nogen noter til næste prædiken (der vil omhandle nyttigheden ved svig og snilde). Men intet der omhandler Rezel eller Deymians familie.

Demyan kravler ned fra vinduet og begynder at snige sig ud af templet.

Han har ikke opdaget noget vigtigt, men han er beruset af spændingen ved at have sneget sig ind i præstens hemmeligste kammer!

OOC: kaster 22 på climb, 8 på stealth og 23 på perception.

Beruset af spænding kommer Deymian ned på jorden uset og sikker. Han har bestået sin lille prøve og er for første gang i lang tid lykkelig. Han løber tilbage til sin hest for at begive sig tilbage mod Castle Black Hawk og sine pligter.

Færden der til er kort og begivenhedsløs og han kan mærke hvordan hans hjerte holder op med at slå som han nærmer sig hans trøstesløse hjem. Der var engang hvor ... nej .. det er en løgn. Det sted har aldrig været lykkelig, men der var i det mindste engang hvor der var flere mennesker der. Han havde jo fem brødre, men sygdom tog to af dem, de udøde een af dem, en turnering mod Grevskabet Tûr tog een og den sidste døde under et drukgilde hvor han kan op og slås mod Artyum. Og Deymian mor faldt ned af trappen een gang for meget. Nu er Deymian tilbage som den sidste og mest hadede af dem alle.

I det mindste har han Yakov. Deymians gamle far er for dum til at indse af Yakov er en rigtig troldmand og ikke bare en lærd skriver. Jo. Ham kan den unge dreng stole på.

Han afleverer sin hest til en stalddreng og kan høre højlydt latter fra spisesalen. Deymians mave knurrer men han opgiver og går i stedet op til sit kammer og lægger sig til at sove mens han drømmer om store eventyr.

Thaumont 2, 2025 AC

Dagen starter med kaos. Larm fra borggården som en rytter kommer ind med sådan fart at to store tønder med vin bliver tabt og knust mod brostenene i borggården og rytteren springer af og løber ind i rådssalen.

Snart er der panik i borgen hvor Artyum glædesstrålende brøler om krig. Rytteren har bragt nyt fra det sydvestlige Rezel og fortæller hvordan at zombier er kommet ud af skoven og Kulikovo og nu truer landsbyerne.

Tjenere og terner render forvirret rundt i Rådssalen hvor at Artyum forsøger at få styr på situationen og finde ud af hvordan man bedst samler tropper. Han står bøjet over et bord og ser på et kort sammen med Nadem Erul, hans rådgiver fra Hule, men han stopper et øjeblik da han ser Deymian og de to mænd stirrer på den unge dreng.

"Ved Thanatos selv - hvad vil du din lort?" Drengens far fik altid folk til at føle sig velkommen.

Demyans mund er tør, og hans tunge klæber til indersiden af hans mund.

Men det lykkes ham alligevel at få sagt med nogenlunde klar stemme:

"Fader, jeg er ikke længere end dreng. Jeg har min egen hest og mit eget sværd.

Jeg vil ride med dig og hjælpe dig med at knuse de udøde der truer vores land."

"Dig?!" Manden ser helt overrasket ud. "Hvad taler du om? En mand? Du er ikke halv den mand som dine brødre var. Du kan ikke måle dig med dem! Du er søn af en hore .. en vanskabt lille ... jeg....!" Han er rød i ansigtet af raseri og griber ud efter sin økse på bordet.

"Min Herre..." Nadem ligger sin hånd beroligende på Artyums skulder. "Hvis jeg må have lov? Drengen kan jo være til nytte for Dem. Det vil tage tid at samle tropperne og pøblen har brug for at se at de ikke er glemt. Måske Deres søn kunne ... ja ... være fortroppen? En slags moralsk støtte ...?"

Artyum ser helt overrasket ud men falder straks til ro ved Nadems ord. "... moralsk ... støtte...?" Artyum smager på disse fremmede ord.

Nadem smiler. "Ja, min Herre. Hvis De sender Deres søn vil folket tilbede Dem, og skulle han falde er det jo ikke et egenlig tab - men folket vil sørge med Dem. De kan ikke tabe i denne situation, kan De vel?"

Artyum griner langsomt. "Åh, min ven. Du er sgu en lille snog. Udemærket ... Nadem .. lad mig være alene med drengen." Nadem bukker let og bakker skrabende ud af salen med sædvanlig østerlandsk flair.

Artym vender sig om mod Demyan. "Nå. Du hørte min rådgiver. Tag dine ting og rid til Gum. Forbered forsvaret og hold Gum så længe som muligt. Er Gum allerede faldet så holder vi stand ved Kaluno. Det er en bedre slagmark, men vi har dårligt råd til at miste Gum. Forstår du det din ånds-amøbe?"
This message was last edited by the player at 19:09, Mon 10 June 2013.

"Ja fader. Jeg vil kæmpe og gøre dig stolt."

Demyan sadler sin hest og fæstner sværd og kastespyd til sadlen, sammen med en vanddunk og noget tørret kød.

Så rider han afsted til Gum så hurtigt han kan!

Som drengen rider sydpå af den støvede landevej, føler han sig ikke specielt heroisk.

Selv om han nok er nysgerrig efter at se udøde for første gang, så har han intet ønske om at se dem på en klinges afstand.

Men han ved at han bliver nødt til at gøre det. Hvis alle folk gjorde hvad de havde lyst til, ville samfundet falde fra hinanden!

Rejsen mod Renoya som er første stop på hans færd mod Gum forløber gnidningsfrit. At være alene på landevejen giver Deymian frirum fra hans dominerende far også selvom han har en oplevelse af at det er ... åh ... hvad er det nu at Yakov kalder det? ... Deymian tænker så det knager indtil at han pludselig højt udbryder "URIAS!". Lyden af hans egen stemme får Deymian til at grine og hans tanker vandrer mod hans lærermester Yakov og hans fortælling om det gamle Thyatianske sagn om Urias.

Det er da han når Renoya at han i landsbyens udkant at han ser en gruppe af 20 ryttere hvile ved søens bred. Rytterne er tydelig fra Hule, og bærer på Hules banner og er iklædt de farestrålende gevandter der synes at være mod blandt folk fra Hule - og alle zuyevanere der forsøger at slikke Huleansk røv.

En enkelt mand - lederen hvis man skal tro på hans forestrålende gevandter - går frem og hæver hånden for at vise fred og for at stoppe drengen i sin færd.
This message was last edited by the GM at 19:04, Tue 11 June 2013.

Manden med de store tatoveringer i ansigtet nikker til drengen. "Vær Hilset, Deymian af Den Sorte Høg. Min Herre, Nadem Erul, sender sine hilsener og beder mig fortælle Dem at måden De med stor autoritet udkommanderede en patrulje af Huleanske tropper der tilfældigvis var på disse egne, viser blot Deres strategiske evner, Deres naturlige lederegenskaber og Deres klarsyn. De gør Deres Hus ære." Han lyder ikke umiddelbart som om han gør nar af Deymian.

Demyan spørger om krigerens navn og siger:

"Gurum, vid at den Sorte Høgs hus vil ikke glemme de modige krigere fra Hule, som har stået Rezel biiiiii i nødens stund".

Drengen rødmer som hans stemme knækker hen mod slutningen af sætningen. Han har mest af alt lyst til at grave sig ned i et kaninhul.

Han gestikulerer spagt at gruppen skal fortsætte mod syd.
This message was last edited by the player at 19:38, Tue 11 June 2013.

Gurum står helt stille og ser på Deymian "Min Herre, Nadem Erul, siger også at De skal huske på på at ikke alle De ser som fjender er fjender og ikke alle som siger de er venner er venner."

Han ser ned af vejen mod nord mod en dreng på Deymians alder der sidder på en ganger og siger "... og De har gæster ..." Han vender sig om og giver tegn og brøler en ordre om rytterne til at gøre sig klar. Der er lidt sukken og stønnen for de har redet langt og hurtigt og er dækket af et fint lag støv-

Demyan vender sig mod den anden dreng og ser ham an.

Demyan selv er høj og stærk af sin alder, men virker meget genert. Han har halv-langt glat sort hår og sjælfulde øjne.

Han er iklædt sort læderrustning, som nu er godt støvet til. På brystet bærer han den Sorte Høg.

På hesten bag ham hænger der et langt sværd og tre kastespyd.

In reply to Demyan (msg # 37):

På en gammel afmagret krikke sidder en ung mand på Deymians alder. Drengen er lang og ranglet, klassisk udseende for en knægt, der lige har oplevet en vækstspurt, hvor muskelmassen ikke er fulgt endnu. Knægten har smalle skuldrer og fremstår usikker og nervøs. Han er iklædt en slidt læderbrynje og en rusten pothjelm. Ingen af delene er tydeligvis lavet til drengen. Han er bevæbnet med en simpel kølle, et lille træskjold og en let armbrøst i en sørgelig forfatning.

Drengen kigger på Deymian med mørke øjne ud gennem krøllede lokker af kulsort hår. Hans øjne flakker usikkert rundt på soldaterne. Så får han øje på Deymians våbenskjold. Han slår øjnene ned,  hopper af sin hest og falder ned på et knæ foran Deymian med hovedet bøjet.

"Herre. Mit navn er Feliks Sokolov. Min fader er købmanden Igor Sokolov. Jeg er på vej mod Gum, som repræsentant for min fader, da han ønsker at udvide sine forretninger i denne by. Hvorledes kan jeg tjene Dem? "

Feliks forbliver på det ene knæ.

"Feliks Sokolov, rejs dig. Jeg har hørt om din fader. Det er en stor glæde at møde dig.

Gum er under angreb af udøde. Du vil være i stor fare i byen, så jeg vil råde dig til at vende om.

Men.... du ser ud som om du forventer kamp?"


This message was last edited by the player at 06:29, Wed 12 June 2013.

In reply to Demyan (msg # 39):

"Øhhhh de gode soldater fra Hule kan jo ikke være allesteds. Der er så mange.....  rebeller rundt omkring. Min mester ville bestemt tage mig det ilde op, hvis jeg ikke benyttede denne mulighed for at tjene Deres familie. Tillad mig at ledsage Dem og Deres soldater på denne farlige færd. "

Feliks skæver til soldaterne og kigger dernæst på Deymian, imens han prøver at se modig ud.....

Demyan går helt tæt på Feliks og sænker stemmen.

"Feliks, er du helt sikker på at det er hvad du ønsker? Der er hjernespisende udøde i Gum. Har du ikke lyst til at leve længe nok at stifte familie?

Jeg er sikker på at din fader vil forstå det hvis du vender tilbage. Hvis du ønsker at tjene mig, kan du i stedet bringe en besked til Hawk Castle for mig."


OOC: Demyan ønsker at give Feliks en chance for at redde sit unge liv.

Han ved ikke at Feliks opgave er at observere de udøde :)

In reply to Demyan (msg # 41):

Feliks kan ikke skjule sin frygt ved tanken om, hvad hans fader ville gøre, hvis han vendte tilbage uden at have været i Gum.

Nej nej, det er helt i orden. Jeg vil mægtig gerne med til Gum. De må ikke afvise mig. Lad mig hjælpe. Jeg kan holde øje med bagtroppen, eller bære den unge mesters udstyr. Lad mig hjælpe!!!.....

Demyan ved ikke, om han skal ynke den unge mand eller væmmes ved ham, men han er ihvertfald ikke i tvivl om, at Feliks er mere bange for sin fader end for de hjernespisende udøde.....

"Udmærket, så kom med. Vi har brug for enhver en våbenfør mand... eller dreng!"

Demyan griner og klapper Feliks på skulderen. Han føler sig mere tilpas i selskab med drengen, der er hans egen alder.

Gruppen sætter sig op på deres heste og fortsætter mod Gum i rask tempo.

In reply to Demyan (msg # 43):

Feliks ånder lettet ud og forsøger at få den gamle krikke til at følge med de andre....

Som de rider afsted, ser Feliks hvordan Demyan forsøger at holde sig rank i sadlen.

Men der er noget over drengen, som virker en kende usundt: Hans tynde hvide hud, de blålige årer, hans raspende åndedræt....

På et tidspunkt der de to drenge hinanden i øjnene, og Feliks kan se at hertugens søn er dødsensangst for udsigten til at kæmpe mod udøde.

--------

Efter at være vendt tilbage fra Gum, begynder Demyan at tænke over hvad Yakov har fortalt ham om båndet med Landet.

At regenter med magiske evner kan lære at tappe den rå magi fra Landet selv, således som Nikolai Borokov efter sigende gjorde det.

Demyan vil gøre det til sit ypperste projekt de næste år at udforske det bånd, som han i kraft af sit Blod har til Rezel.

OOC: Demyan vil forsøge at skabe en level 1 source holding gennem rollespil. Det vil sikkert tage flere år - eller måske ikke lykkes - men jeg synes at det tematisk passer godt.

Tænk Arturs mystiske bånd til Landet i filmen Excalibur - "The Land is the King and the King is the Land".

Jeg ved ikke helt hvordan det kan udspille sig rollespilsmæssigt, men det vil sikkert centrere sig omkring den del af riget hvor Sourcen er stærkest.

Det kunne enten være den store mystiske sø, eller den dybe ældgamle skov. Måske bliver han sat på opgaver af ånder, der repræsenterer Landet?

Sådanne nogle eventyr kunne også sagtens involvere Feliks og Vladimir, hvis Karsten og Dan synes det kunne være skægt.

Spring Season, 1025 AC

Der er gået nogen uger siden at Demyan forlod sine venner ved Kaluno og det har ikke været nemme uger. Hans far lider stadig grundet sårene fra Kaluno. Loki-kirkens bønner har lægt sårene (og det kostede ikke så få guld-Dvinai donationer) men alligevel ikke helt. Såret i farens ben vil ikke læge og der er konstant betændelse i benet. Det har ikke gjort hans humør bedre, men i det mindste virker det som om han til en hvis grad har fået lidt mere respekt for Demyan.

Nadem Erul har sin konstante gang på slottet og rådgiver faren uden egentlig at give ham nogen brugbare råd. Baronen af Tür har heldigvis ikke udnyttet situationen og angrebet Rezel, men det skyldes måske at Tür selv blev angrebet af Yazak-orker.

Koc Baykal er dog begyndt at bekymre den unge Demyan der synes at ane hvordan der oftere end tidligere er tjenere af Loki som følger og venligt hilser på den unge Demyan når han forlader slottet.

Det er derfor med en hvis lettelse at han i dag sidder med sin lærermester Yakov i skyggen af et egetræ nord for Olonov og ser ud over Yalu-floden hvor en flodbåd kan ses dovent glide ned af floden.

"De virker så eftertænksom min unge lærling. Er der noget der hviler Dem tungt på sinde?" Den gamle mand rynker brynene og ser på Demyan mens han rækker ham et stykke æble som han lige har skåret over.

Demyan tager æbleskiven og propper den i munden med en fraværende gestus. Så vender han sig og ser på den vise mand med et bekymret udtryk i ansigtet.

"Yakov, siden vi forsvarede Gum har jeg haft drømme. Jeg... svæver over Rezel, ser skyggerne som skyerne kaster bevæge sig hastigt over landskabet.

Det er som om jeg ingen krop har, men alligevel kan jeg se eller - fornemme - hvert et græsstrå, hver en myre på jorden langt under mig.

Jeg ser den skovene, floderne, landsbyerne, Høge-søen, bakkerne og bag dem Yazak-stepperne. Det er som om nogen kalder på mig.... men jeg ved ikke hvem.

Drømmene er meget virkelige og foruroligende. Jeg ved ikke om jeg er ved at blive gal. Måske kan du brygge mig en mikstur som kan give mig en rolig søvn?"


This message was last edited by the player at 09:21, Mon 15 July 2013.

Yakov ser underligt på Demyan før han hoster let. "Det vil være nemt at brygge Dem en mikstur der kan give Dem en dyb søvn, men måske De kunne prøve noget andet?" Han holder en kort pause før han forsætter "Måske De skal se Deres drømme som en ..trang .. til at se Rezel? Måske De vil få mere nattero når De har set baroniets jorde?"

Han ser ud over floden og vender så sit blik tilbage til den unge Demyan "Jeg er en gammel mand og gigten plager mig, men jeg vil gerne følge Dem på noget af Deres færd hvis De ønsker det, men jeg frygter at de mere vilde områder vil være for meget for mine gamle knogler." Han smiler lidt skævt.

"Det lyder som en glimrende ide.... som altid giver De mig de bedste råd. Lad os straks forberede rejsen!"

Demyan planlægger rejsen. Han vil starte med at ride ned til Krenian, Renayo og Doba, hvor han vil efterlade Yakov.

Han vil så rejse med en lokal vejviser op langs Høge-søen til de Sorte Bakker, hvor han vil besøge ruinerne ved Petras mur.

Derfra hente Yakov, rejse ned til Kaluno, Minsko og Gum, hvorfra han lader Yakov rejse hjem, da resten af rejsen bliver noget vild.

Herfra ned til den Sorte Skov med en lokal vejviser, tilbage til Gum og herfra til den Gamle Skov, hvor han vil tilbringe en del tid, blandt andet blandt baronens skovhuggere.

Fra den Gamle Skov tilbage til Olonov med flodpram. Traditionen tro underlader han at besøge Savatchi, som er et mygge-infesteret hul.

Undervejs vil han tale med landbyernes repræsentanter og høre om deres problemer. Han nyder det ikke specielt, vil hellere galloppere på sin hest, svømme i floderne og klatre i træerne, men han ser det som sin pligt og vil huske hvert et ord til de siger til ham.

OOC: Det passer nok meget godt at rejsen vil tage tre måneder, omtrent hele sommeren.

Vi behøver ikke rollespille hver en landsby - men selvfølgeligt hvis der er oplagte eventyr kan vi spille dem ud :)

OOC

Jeg deler rejsen op i dele således at du kan nå at gribe ind hvis der er du synes at Demyan vil handle på noget. Nogen dele af rejsen vil derfor også være mindre interessante end andre dele.

_______________________________________

Få dage efter deres samtale drog Demyan og hans gamle lærermester afsted fra Olonov. Demyan ville næppe blive savnet af hans far der nu brugte det meste af tiden på at bande over at hans halv-rådne ben gjorde det svært af fange friller.

Deres rejse førte dem først til den lille landsby Krenian. En samling af huse beliggende ved udkanten af et stort mose-og hedeområde hvor landsbyens beboere tjente til dagen og vejen ved at grave tørv. Tørvene blev da fragtet til Olonov for at blive brugt til blandt andet brænde. Landsbyen var fortørnet over de øgede skatter som Demyans far havde påført dem, men havde ellers ingen klager. Beliggende som tæt på Olonov førte til at alle trusler til landsbyen hurtigt blev slået hårdt ned og det var mange år siden der sidst havde været et monster i område.

Renoya var anderledes. En lille by som grundet sin beliggenhed så tæt på grænsen til Tür ofte havde været under angreb. Lokis Kirke havde størstedelen af magten i byen. Det var muligt at byens burgomeister svor troskab til Olonov men det virkede på Demyan som om at Lokis Kirke havde mere magt i byen end baronen havde. Byen var beliggende ved Hawk Lakes breder og fiskeri havde en lige så stor betydning som landbrug. Det var en ordentlig by og væsentlig mere rolig end Olonov, og måske skyldtes det at Loki Kirkens præster og tempelkrigere patruljerede om natten til stor irritation for byvagten.

De blev en helt uge i byen før de drog videre langs søen til Doba. En lille isoleret landsby der blev noget overrasket over at baronens søn ankom. Doba synes at have en del gamle traditioner der går langt tilbage. Beboerne er venlige og ærbødige og forsikrer Demyan mange gange om at de skam har betalt deres skatter. Yakov og Demyan var indkvarteret i den lokale hetmans hytter og der var her at Demyan ledte efter en stifinder til at føre ham op i bakkerne til ruinerne.
This message was last edited by the GM at 19:13, Fri 19 July 2013.

Som Demyan rejser gennem landsbyerne, husker han sin farfar, Ivan den Grusommes, ord:

"Du skal behandle din bonde som du behandler din bedste hund: elsk den, men tugt den.

Og lad den ikke et øjeblik være i tvivl om at du er dens herre - så vil den vende sig mod dig."



Ordene var godt nok rettet til Demyans ældre brødre, Ivan regnede vist aldrig med at den svagelige Demyan ville leve længe nok til at få hår omkring sit lem.

Demyan husker disse ord. Somme tider føler han en nærhed til bønderne, når han ser dem le eller nyde de simple glæder i livet.

Men han minder sig selv om, at de trods ligheden til ham selv er af en anden art, lavet af en langt grovere materiale, og med langt simplere tanker og kapaciteter.

Han behandler dem respektfuldt, lytter opmærksomt til deres ord og bekymringerne. Han ved at Rezel ikke kan trives, hvis bønderne ikke trives.

Han tænker på Feliks og Vladimir og det venskab som er ved at spire op. Men det er noget andet. De er jo heller ikke bønder, undskylder han sig selv.


This message was last edited by the player at 21:49, Mon 22 July 2013.

Jægeren Rûn var Demyans guide til bakkerne. Jægeren var gammel og vejrbidt men alligevel var det næsten umuligt at følge med den gamle mand i det kuperede terræn. Manden var heller ikke snaksalig ved lejrbålet om aftenen for rygterne ville have det at huleanske tropper havde flået hans tunge ud efter det sidste slag hvor Zuyevo blev knust.

Disse bakker er mørke. Mørke og dystre som om at de har set deres del af lidelse. Det har de måske også. Hist og her kan man se resterne af en mur eller en vold nu halvt overdækket af bevoksning. De eneste der lever i disse bakker er de vilde dyr. Ræve, kaniner, hjorte, vilde geder og lignende.

I to dage har I rejst mod et vagttårn der kan ses i det fjerne. Blot en ruin nu og de omkringliggende bygninger brændte og borte. Stedet overgroet og vindblæst. Alene og glemt står det der og minder om en anden tid. Var det min en bedre tid? Det er svært at svare på men Rûn har allerede lidt for det der engang var, og jo tættere I kommer på jo mere fjernt bliver hans blik og jo mere knuer han om skæftet på sit gamle slidte spyd.

Han knæler på en lille høj og peger mod tårnet som nu ligger blot 1000 skridt fra hvor Demyan og hans guide er nu. Han synes ikke at ville gå længere. Demyan ser op og synes der er noget over dette sted der er svært at beskrive. En skjult skønhed. En råhed. Sorg. Himmelen virker fjernere end den plejer at være og de store tunge skyer glider hurtigere og himmelen end de plejer. Aftensolens farver er anderledes. Skyggerne længere.

Rûn begynder at stampe spyddet i jorden. Langsomt, rytmisk, dunkelt.


This message was last edited by the GM at 19:38, Mon 22 July 2013.

Demyan kigger op mod himlen. Hans øjne følger skyernes hastige rejse over aftenhimlen.

Hans pupiller udviser sig, som han kastes ind i en mild trance af den rytmiske dunken.

Tårnet synes at flytte sig. Det ene øjeblik er det fjernt borte som en skrøbelig drøm og andre gange saynes det så tæt på at det næsten omslutter Demyan. Rûn synes at blive et med bakken som han peger mod tårnet med en kroget finger mens han forsætter med at rytmisk slå sit spydskaft ned i Landet.

Demyan går langsomt, halvvejs i trance, op til tårnet.

Han tænker ikke - det virker som om skæbnerne fører hans fødder afsted.

Han føler ingen frygt, og lader sit sværd forblive i skeden på ryggen.

Demyan vågner liggende på ryggen i toppen af tårnet. Over ham glider skyerne dovne hen over himmelen og en svag brise rammer ham i ansigtet. Han ved ikke hvordan han kom der op og han husker intet. Hans krop føles tung, tungere end nogensinde før. Han kan huske sin drøm, men drømmen synes langsomt at forsvinde fra ham og jo mere han holder fast i den jo mere forsvinder den. Stenene under hans ryg føles hårde og ujævne og han opdager han er tørstig.

Demyan rejser sig langsomt, mens han prøver at holde fast i oplevelsen, som dog flyver ud mellem hans fingre som en farverig sommerfugl.

Han burde føle sig trist over ikke at kunne huske, men han er efterladt med en glad fornemmelse i maven, måske noget nær en fornemmelse af frihed, af lykke.

Han prøver at finde Rûn, eller at finde en kilde hvori han kan drikke...

Det er svært at komme ned fra tårnet. Stentrappen er usikker og skrøbelig og Demyan virker underlig svag. Han begynder at mærke sult og tørst og da han endelig kommer end af tårnet ser han Rûn siddende ved siden af et lille madbål. Han har slået telt op og det ser ud som om at han har opholdt sig i området i nogen dage faktisk. Rûn ser op og peger på et vandskind der hænger på en kroget tynd gren. Demyan ser sig omkring og kan i et kort sekund næsten genskabe tårnet og fæstningsværket i sit sind.

Demyan forstår ikke hvad der sker med ham, men han er ikke bange. Han drikker grådigt af vandet indtil han næsten kaster op.

Så kaster han sig over en lille kanin som Rûn har ristet over bålet. River den i små stykker som han sluger hele.

"Rûn, hvor lang tid har jeg været væk? Han jeg.... sovet i al den tid?"

Rûm ser op på drengen og for første gang slår det Demyan hvor gammel og svagelig Rûm rent faktisk ser ud. Så han virkelig så træt og gammel på udvejen?

Rûms øjne gennemborer drengen da han holder fire brune rynkede fingre op i vejret hvorefter han roder lidt i bålet med en pind så gløder stiger op.

Demyan er lidt chokeret over at han har været væk i så lang tid. Hvad er der sket med ham den tid?

Han kan mærke at han er forandret, men han forstår ikke helt hvordan. Han synes mere det er spændende end skræmmende.

Han beslutter sig for at drage tilbage til Doba og fortælle Yakov om hans oplevelse.

Demyan finder Yakov i Doba hvor Yakov interesseret lytter til Demyans fortælling om hans oplevelser ved tårnet i The Black Hills. Han synes ikke at have et svar rede med hensyn til hvorfor at Demyan var væk i dagevis, men synes i dagene op til deres videre færd at til tider blot sidde og studere og observere Demyan i hans daglige gøren og laden.

_________________

Rul Sense Motive

_________________

Da dagen for afrejsen oprunder bevæger de sig på deres gangere mod den vestlige del af Doba. De passerer bønder og daglejere og tyende der ærbødigt hilser på Demyan. Vejret er smukt rejsevejr - en anelse overskyet, en let brise og behagelig varmt. Lige uden for byen under et gammelt æbletræ sidder der en skikkelse. En forhutlet skikkelse klædt i fattige klæder. Demyan genkender skikkelsen som vedkommende rejser sig op da Demyan forlader Doba. Det er Rûn der nu læner sig op af sit spyd og - som om det er en selvfølge - går op på siden af Demyan og Yakov og går ved deres side uden at se på nogen af dem.

Demyan er glad for at Rûn følger med dem. Han er ikke i tvivl om at jægeren forstår at bruge sit spyd i en snæver vending.

Den pudsige gruppe fortsætter mod sydvest, i retning af Kaluno. Når gruppen når frem, vil Demyan forsøge at mobilisere byens spidser til at genopbygge den kollapsede bro.

Han vil særligt forsøge at overtale moderkirken og håndværkernes laug, som er stærkt i byen.

"Min fader, baronen, er i disse dage bundet til sengen af det frygteligt sår han pådragede sig, da han reddede jeres landsby.

Men baroniets dygtigste håndværkere og snedkere bor netop i Kaluno. Hvis vi lægger skulder mod skulder, mon ikke vi kan genopbygge broen?

Så kan folk endnu engang let krydse floden, og Rezels sydlige og nordlige del vil atter være forenet!"

OOC: kaster 10 på sit sense motive roll for at fornemme hvad Yakov tænker.

Kaster 16 på diplomacy for at overtale moderkirken til at hjælpe med at genopbygge broen.

Kaster 27 på diplomacy for at overtale håndværkernes laug til at hjælpe med at genopbygge broen (critical).


This message was last edited by the player at 15:14, Wed 31 July 2013.

Det synes umuligt at finde ud af hvad både Yakov og Rûn tænker på eller egentlig forestiller sig. De synes at studere hinanden en hel del, men taler meget lidt sammen. Alligevel synes de forbundet på en sær måde. Demyan bruger en del af sin tid til at finde ud af hvad der foregår men ved ankomsten til Kaluno får han andet at se til.

I Kaluno er det håndværkerlauget der synes at have magten. De sidder stærkt i Byrådet der styrer byen men siden gamle dage har Moderkirken en fast del af pladserne i Byrådet. Moderkirken fastholder disse pladser mens at de forskellige håndværkerlaug forbander Moderkirken langt væk for deres manglende initiativ og overraskende modvilje når det gælder forandringer. Selvfølgelig inviteres Demyan til at deltage i Byrådet og folk klapper passende og høfligt da han ankommer. De lytter med stigende spænding til Demyans dunner-tale om at genopbygge broen og forslaget bliver modtaget med jubel af de forskellige laug, men det synes nærmest umulig at overtale Moderkirken til at vise andet end høflig interesse og komme med tomme floskler om moralsk støtte.

Men arbejde tager tid og forberedelser tager endnu længere. Byrådsmøder bliver aflyst af inspektioner af breden og snak om hvorvidt broen skal være bygger af sten eller træ og om den skal kunne hæves i midten eller ej. Tekniske termer flyver henover bordene og gør Demyan ør i hovedet.

En aften sidder han i laugssalen og indtager et lille måltid sammen med spidserne i byen - sølle 50 mennesker. Troubardurer synger sange som ingen rigtig lytter til, jonglører er i gang med både bolde og fakler og en dansende bjørn brummer mens at dens dyrepasser holder dens kæde og en lav dværge-nar danser rundt og spiller på fløjte omkring den. Demyan forsøger at lytte til samtalen ved højbordet da han begynder at få kvalme. Kort efter kommer svimmelheden. Så tunnelsyn. Han rejser sig op. Han kan mærke koldsveden bryde frem. Og så bliver alt sort ....


Han vågner i en seng. Der er stille, men han kan høre hvisken og tisken uden for døren. Det lyder som pige eller kvindestemmer. Han er svag. Der dufter af røgelse i rummet, men lyset fra vinduet gør ondt i hans øjne.

I lang tid ligger Demyan med dynen trukket op over næsen. Han kan ikke bære skammen over at være besvimet foran alle Kalunos spidser.

Hans Fader har ret: han er ikke andet end en svækling, og det bliver mere og mere åbenlyst for hele Rezels Folk.

Det smerter ham at skuffe sin Fader og Folket, men det smerter ham også, at han ikke bare kan være som de andre drenge.

Når de andre drenge leger, må han altid blive i skyggen. Hvis han løber om kap, mister han pusten efter hundrede skridt.

Demyan hidkalder Yakov.

"Yakov - endnu engang har jeg afsløret min svaghed overfor alle. Jeg prøver at holde den skjult, men det lykkes ikke.....

Og.... jeg frygter at jeg ikke blot er en svækling, men også månesyg. Disse drømme jeg har.... og de fire dage der forsvandt....

Hvad er det for en grusom vittighed som Guderne udsætter mig for? Eller udsætter min Fader for? Det er ikke til at bære...."

Bitre tårer triller ned over drengens ansigt som han taler, hvilket frustrerer han endnu mere.

Den gamle mand der har siddet på en stol i hjørnet af rummet rejser sig. Han ser træt ud og der er render under hans øjne. "Så, så min unge Herre. Nu ikke græde." Han lægger en hånd på Demyans pande. "De besvimede ikke bare. De blev forgiftet. Det lader til at nogen havde kommet giften fra en Wyvern i Deres drik. Heldigvis overlevede De, min Herre." Han smiler lidt træt og trækker en skammel hen til sengen og sætter sig ned. "Rûn har våget uden for Deres dør i de sidste fire dage, og Kaluno har været på den anden side. Moderkirken sendte deres mest lærde præster til Deres hjælp, men på det tidspunkt havde Rûns urter allerede haft en virkning på Dem, og nu har vi blot våget og ventet på at De skulle komme tilbage til os."

"Giften fra en Wyvern?

Jamen hvem ville dog gøre sådan en ting?

Hvis jeg dør - hvem ville så blive baronens arving?

Har det noget at gøre med det dokument som min Fader gav Koc Baykal?

........"

"Så så, min unge Herre. Jeg ved ikke hvad De taler om når de nævner noget med et dokument, men De må jo vide at De har Deres del af fjender? Hule-kirken, Moder-kirken og Tür er blot nogen enkelte. Deres fader, Baronen, vil næppe forgifte Dem selv om han måske ikke er den mest kærlige fader, for De er jo hans søn. Listen er lang, min unge Herre. Meget, meget lang ..." han ligger hovedet lidt på skrå "..men fortæl mig om Deres drømme hvis De har lyst."

Demyan er overrasket over at han har så mange fjender. Men han er sært beroliget over, at der var en grund til at han pludseligt bevimede.

Drengen fortæller Yakov om sine drømme. Drømme om Landet, om Himlen og om Folket.

Han får et fjernt blik i øjnene som han fortæller....

Yakov lytter til Demyans fortælling og sidder derefter og stirrer på ham i stilhed. Så rejser han sig op og går over til vinduet og ser ud af det. Ser op på himmelen og på gårdspladsen neden for vinduet. Demyan kan hører lyden af folk der arbejder og en der saver. Så sukker Yakov og går over mod døren. Tager i håndtaget, vender sig om og bukker for Demyan "Vi er klar til at rejse videre når De er, min Herre" Så vender han sig om igen åbner døren og går ud af lokalet. Rûn venter derude. De udveksler blikke og Rûn lukker døren ind til kammeret efterladende Demyan alene.
This message was last updated by the player at 14:34, Sun 04 Aug 2013.

Demyan kommer sig i løbet af nogle dage, hvor han genert nyder stuepigernes kærlige omsorg.

Så gør det lille følge sig parat til at rejse videre sydpå, mod Gum. Demyan besøger Kalunos borgmester.

"Jeg er klar over at De ikke er involveret i forsøget på at tage mit liv med Wyvern-gift.

Jeg bærer ingen nag overfor Dem eller Kaluno. Mine spioner er i færd med at finde de skyldige, og de vil få deres straf.

Det glæder mig at se hvordan arbejdet med broen skrider frem. Hele Kaluno kan være stolt over dette fantastiske projekt!"

Herefter draget følget sydpå mod Gum. Demyan behandler Rûn med stor respekt, da han har reddet drengens liv.

Folk er ærbødigt mødt frem som det sømmer sig for at tage afsked med Demyan og hans følge som han rejser videre mod Gum, og det er med både skøn-sang fra kastrat-sangere, bønner og velsignelser fra Moderkirken og med borgmesterens lovning om at han så sandelig intet havde med giften at gøre at Demyan og følget bevæger sig ud af Kaluno.

Men rejsen er svær for Rûn synes svækket. Han går langsommere. Han sakker bagud. Han pruster og stønner og han er om natten tydelig træt og udmattet. Og underligt nok så virker Yakov fuldstændig upåvirket af det.

Demyan ved at de tidligt næste dag vil nå til den lille landsby Minsko som ligger mellem Kaluno og hans mål, Gum. Det er en varm sommeraften. En af dem hvor man begynder og småfryse lidt når solen forsvinder og duggen begynder at lægge sig over landet. Det høje græs svajer blidt i den stille vind. Skyerne glider over himmelen og solen er næsten gået ned derude langt mod vest.

Ved aftenbålet prøver Demyan at vise omsorg for Rûn. Han er ikke vant til at vise omsorg, han er opdraget (mere eller mindre succesfuldt) til at være stolt og krigerisk.

Men han tilbyder at skære kødet ud, og tilbereder det over ilden. Og sørger for at den gamle mand får det bedste stykke kød.

Han ved godt at Rûn har mistet sin tunge, men han forsøger alligevel at spørge ham om hans helbred er iorden. Hvor henne det gør ondt.

Han ser også manende på Yakov, som har et bedre greb om sygdom end drengen har.
This message was last edited by the player at 20:01, Tue 06 Aug 2013.

Yakov studerer drengen pleje den svækkede Rûn. Hans øjne hviler ikke på Rûn men kun på Demyan. Hans blik er svært at læse og Yakovs normalt varme væsen synes at være væk for en stund. Det er som om han ikke ønsker at komme imellem Demyan og Rûm og ikke ønsker at influere på nogen måde.

Demyan prøver at udspørge Rûn. Prøver at få ham til at mime hvor og hvorfor det gør ondt...

OOC: men det går ikke så godt. Han kaster en 2'er på sit forsøg på at forstå den gamle mand. En naturlig etter :/


This message was last edited by the player at 20:11, Tue 06 Aug 2013.

Demyan finder sig selv nikkende og smilende venligt og anstrengt som at Rûn forsøger at fortælle ham noget. Faktum er at drengen fatter intet og Rûn synes til sidst at opgive og lukke sig inde i sig selv i stedet. Han virker mere indfalden og gammel end da Demyan første gang så ham i The Black Hills for få uger siden. Dengang kunne drengen dårligt følge med manden men nu synes det næsten omvendt.

Nøste morgen drager gruppen til Gum. Her vil Demyan finde en helbreder til Rûn.

Han vil spørge Stanislav One-eye hvem der er den bedste helbreder i landsbyen.

Demyan og hans fælge drager forbi Minsko og direkte mod Gum, og det er med blandede følelser at Demyan genser det sted som gjorde ham til en mand (eller ... i det mindste en ung mand. Eller en stor dreng. Eller noget ind i mellem) ... de skader som angrebet påførte landsbyen er næsten udbedret. Begravelsespladsen er stadig mere fyldt end den burde være, men døden er en del af livet her så tæt på Kulikovo som folk synes at have vænnet sig til.

Det er med oprigtig glæde at Demyan modtages i Gum og han indser hvor falsk og overfladisk at modtagelsen egentlig har været i de andre landsbyer og byer til trods for de fine taler og store smil. Her er det folk med begge ben solidt forankret den sorte, rige mulm. Folk som dømmer en mand ud fra hans handlinger og ikke hans titel - men som samtidig har fornuft nok til at skjule eventuel mishag.

Demyan og hans følge indkvarteres straks i kroen og Demyan genser både Stanislav One-Eye og Barynov. Barynov fortæller at Vladimir ønskede at tage på langfærd og har forladt Rezel men at han ikke ved hvor Vladimir er nu. Og Stanislav oplyser (med en hvis irritation) at Sevivich er den bedste helbreder i Gum, men at hans evner sjældent er i brug da Loki-kirken tager sig betalt for den slags ting.

Demyan opsøger spytslikkeren Sevivich.

"Sevivich, du Lokis tro tjener. Min tro spejder Rûn synes at være lidt sygelig i disse dage, men jeg har brug for hans evner.

Hvis du ville tilse ham og hjælpe ham, ville jeg være særdeles taknemmelig. Jeg ville sikkert også fortælle min Fader baronen om den dygtige præst der bor i rigets udkant."

Selvfølgelig vil den spytslikkende Loki-præst med glæde bringe Lokis lys til Rûn og helbrede den stakkels mand der så længe har vandret uden at modtage Lokis velsignelse. Han gør det selvfølgelig ikke for at Baronen skal vide noget, men blot for at udføre sit ydmyge hverv - og så vil en lille donation til Loki-templet i Gum blot bringe bønnerne tættere på Loki.

Tilfreds med at Rûn nu får dne hjælp han så sandelig har brug for giver Demyan sig til at mødes med dem der tidligere kæmpede ved hans side. Det er Stanislav der fører orde mens at Barynov blot brummer samtykkende med passende mellemrum og nikker lidt i ny og næ. Det lader til at de Udøde stadig er et problem. For blot ti år siden sås der stort set aldrig Udøde på egnen men nu dukker de op med jævne mellemrum. At være hyrde og derved væk fra landsbyen er begyndt at blive farligt. Stanislav (med Barynov som 'brummer' i baggrunden) ville ønske at landsbyen var befæstet for det ville give mere ro, men det er der hverken mandskab eller penge til. Gum er udsat og det piner folk at ...

... skriget fra Loki-templet kan høres helt over til kroen på den anden side af gadekæret. Det lyder som en skrigende kælling der har set selveste Thanatos, og det er nok til at Sevivich og Barynov springer op og er på vej mod templet, mens at Yakov taber sit grus mjød da han falder ned af stolen og rammer gulvet i krostuen.

Demyan springer op og spæner over til Loki-templet!

På vejen griber han sit sværd, som han har stillet ved døren til kroen.

Kan det virkeligt være at de udøde er kommet ind i selve landsbyen denne gang?!?

De tre når templet samtidig selvom Demyan reelt set er den eneste bevæbnet. De slår dørene op til templet og ser Sevivich ligge på gulvet skrigende mens han holder sig til låret hvor de bløder voldsomt fra. "Han stak mig. Han stak mig. Han staaaaaaaak mig!" skriger han mens han peger ind i sidegemakket.

Demyan siger til mændene:

"Stå ikke bare der! Forbind hans sår!"

mens han går over til sidegemakket.

Han ånder dybt ind og forbereder sig på at give en ordenlig skideballe til Rûn.

Gemakket er lille og spartansk indrettet. En briks står i midten af rummet og der lugter af røgelse derinde. På væggene er der malet freskoer der afbilleder Lokis mange eventyr og heltmodige forræderier. Rummet er oplyst af små kærter der oser en del. Demyan ser Run stå ved briksen og er ved at tage sit tøj på. Demyan skal lige til at give ham en skideballe da han går i stå. Aldrig har Demyan set en mand med så mange krigsar. På kryds og på tværs. Stik og hug. Ild. Tarveligt lappet sammen. Hvordan den mand har overlevet er et mirakel. Han ser Demyan komme ind i rummet og forsætter roligt med at tage tøjet på. Hans spyd står op af briksen og blodet løber ned af det.

"Rûn, du har begået en frygtelig forbrydelse. Du har angrebet en indbygger i Rezel - en præst for at gøre det endnu værre.

Jeg betvivler ikke at du har grunde til at hade Lokis præsteskab. Jeg betvivler heller ikke at præsten har gjort sig fortjent til dit angreb gennem ord eller dåd.

Men når folk begynder at bryde Loven, så falder baroniet fra hinanden, og det er næve mod næve, tand mod tand. Det kan ikke tilllades."

Den lille dreng sender den gamle kriger et blik der er fyldt af hvidglødende indestængt raseri.

Rûn ser på Demyan. Hans øjne borer sig ind i Demyan og synes at se langt ind i drengens sjæl. Han rettet tøjet og fnyser mens hans blik glider over på freskoerne på væggene.

Demyan vender sig og hjælper præsten. Stanislav og Barynov er sikkert bedre til at lægge en forbinding, men han forsøger at hjælpe.

"Ærede Sevivich, det gør mig frygteligt ondt at min tjener har angrebet og såret Dem.

Jeg tager skylden fuldstændigt på mine skuldre, jeg burde have opdraget ham bedre.

Jeg håber at der er en måde hvorpå vi kan afklare denne sindsoprivende episode på, uden at bringe Loven ind i billedet.

Det er klart at De vil være svagt gående det næste lange stykke tid. Måske vil De være så venlig at tage min hest som kompensation?

Den er en fremragende hingst, i sin bedste alder og trænet til krig."

"Aaarrggh ... ååhhhhhh .... smeeeeerten ... arrhh .. jeg døøøøøøøøøøøøøør!" skriger den sårede præst der bløder på gulvet. "Åhhh LOKIIIIII, Svigefulde Fader i Det Høje! Tag din tjeeeeeener til dig!" Barynov og Stanislav ruller med øjnene og Stanislav sukker dybt mens han presser på såret med en klud. Blødningen synes stoppet faktisk.

Rûn tager sit spyd og begynder roligt at forsøge at komme forbi Demyan der står i døråbningen. "Hjælp .. hjæææææææælp .. han kommer imod mig. Han vil forsøge at dræbe mig - igen. Nej neeeeeeeeej. Jeg er Fredhellig!!! Boyar ... red mig .. reeeeeeed mig!" råber præsten og forsøger at møve sig baglæns på gulvet mens at Stanislav forsøger at få ham til at ligge stille så der stadig kan være pres på såret.

"Sevivich - prøv at udvise en vis værdighed. Ingen her - Dem selv inklusive - tror at De er ved at dø.

Jeg vil efterlade hesten i den stald, som er del af kroen. Han har tjent mig vel, og jeg håber at De vil behandle ham godt."

Demyan går med Rûn over i kroen, hvor han får skænket to krus af den lokale æblebrændevin.


"Rûn - det er på tide at vores veje skilles. Du er ikke rask, og må pleje dit helbred her i landsbyen. Gums indbyggere er gode folk der vil tage sig af dig.

Jeg er baronens søn, og jeg kan ikke blive set med en kendt overfaldsmand. Særligt en som har angrebet en Fredhellig.

Hingsten var mit mest dyrebare eje - og min ven. Og min fader vil tæve mig halvvejs ihjel, når jeg kommer tilbage uden ham.

Men jeg er alligevel glad for at have mødt dig. Du har reddet mit liv - eller i hvertfald forsøgt - da jeg blev forgiftet. Og du har været mig en kær rejsesvend i disse dage.

Skål - på helbred og et langt liv."

Rûn drikker af sit bære, rejser sig op og går ud af døren. Han ser ældre ud end før faktisk og i væsenligt dårligere helbred. Yakov sidder og studerer Demyan og læner sig så tilbage så hans ansigt forsvinder i skyggerne.

Sevivich kommer sig jo hurtigt men synes at blive i sit tempel. Når han endelig kommer ud af templet ser han sig skræmt omkring og trækker sig så hastigt inden for igen. Rûn derimod er væk og forsvundet. Ingen rigtig så ham forlade landsbyen andet end landsbytossen der siger at Rûn blev til tusinder af sommerfugle og forsvandt sammen med regnbuen og en krukke med guld.

Demyan bliver nogen dage i Gum og føler sig faktisk hjemme her men så kommer tiden til at drage videre. Han pakker sine ting og gør sig klar til en lang færd mod Den Gamle Skov og da han træder ud af kroen står Barynov og Stanislav uden for sammen kroen og venter sammen med Demyans hingst som han gav væk til Sevivich. Yakov sidder allerede oppe på sin egen hest og venter. Barynov trækker hingsten over til Demyan og rækker ham tømrerne.

"Vi har talt med præsten. Han behøver ikke Deres hest, min Herre." siger Stanislav mens at Barynov brummer og nikker bekræftende.
This message was last edited by the player at 19:49, Wed 07 Aug 2013.

Demayn skifter vægten fra fod til fod, mens han overvejer. Han er ret sikker på at præsten ikke har givet hesten fra sig frivilligt, og han burde levere den tilbage.

På den anden side er han lykkelig for at have fået hesten tilbage....

Efter nogle få hjerteslag springer han op på hingsten og rider væk sammen med Yakov.

Han er tavs igennem dagen, som de rider sydpå for at se den mørke skov. Han er på en gang lykkelig og tænksom. Hen ad aftenstide siger han til Yakov:

"Borokov-brødrene var store mænd. Og de havde en vision for Zuyevo!

Men de prøvede ikke en enkelt gang at forhandle med Hule, Dradze eller steppe-orkerne. Istedet byggede de mure og smedede sværd.

Deres fald var også Zuyevos fald. Vi må lære af deres fejl så vi ikke behøver gentage dem.

Når jeg bliver baron, vil alle der kalder Rezel deres hjem være mine børn.

Og hvilken fader vil forfordele sine børn? Sætte zuyevianere højere end huleanere, eller yechemitter højere end orker?

Men hvis mine børn øver vold mod hinanden, vil jeg møde dem med lovens hårdeste straf. De vil kysse bødlens økse og vende tilbage til Landet.

Jeg var for blødsøden mod Rûn fordi jeg holdt af ham. Men jeg vil ikke gentage min fejl ved at være for blødsøden."

Demyan vil rejse ned til den Sorte Skov, derefter tilbage til Gum og herfra til den Gamle Skov, hvor han vil tilbringe en del tid, blandt andet blandt baronens skovhuggere.

Fra den Gamle Skov tilbage til Olonov med flodpram. Traditionen tro underlader han at besøge Savatchi, som er et mygge-infesteret hul....

”Meget noble tanker, min unge Herre.” var Yakovs eneste kommentar. Demyan kunne mærke en svag tone af sarkasme i Yakovs stemme, men det var alt. Det var som om at Yakov, som normalt var en meget snaksalig mand nu var tavs og observerende. Det var som om at han studerede og evaluerede den unge Demyan, og Demyan var i tvivl om han bestod eksamenen.

Rejsen mod Den Sorte Skov forløb uden problemer. Vejret var godt og der var intet der kunne tyde på at der var fare på færde. Da de nåede Den Sorte Skov begyndte de første tegn på at der var noget galt med landet. Træerne var en anelse mere forvredne end de burde være. Kragerne skreg en anelse mere hæst end de normalt gjorde. Ulvene virkede en anelse tættere på om natten. Bålet brændte ikke nær så kraftigt som det ellers ville have gjort og edderkoppespindene var større og tykkere end Demyan havde set før.
En aften gjorde de sig klar til at natten. Bålet brændte svagt og Yakov kom noget mere brænde på bålet. ”Sov min unge Herre. De får brug for det tror jeg.” Han stemme var anderledes end ellers og da Demyans øjne langsomt gled i så var det sidste han så Yakov der sad ved bålet, mens hans læber bevægede sig langsomt …

Demyan kom til sig selv. Han havde ondt i kroppen og følte sig syg og svækket. Yakov satte en skål med brød ved Demyans side og rejste sig så op. ”De har været væk længe, min unge Herre. Vi bør komme videre.” Det var overskyet og det var regn i luften. På en bakke noget væk fra dem stod der en skikkelse. Foroverbøjet og lænende sig op af et spyd. Det var Rûn. ”Lad ham være, min unge Herre. Han har vogtet over os i de fire dage De har været væk. De ville fortryde hvis De gjorde det.” Der var noget i Yakovs stemme der gjorde at Demyan adlød ham og de sadlede deres heste og red retur mod Gum.

Opholdet i Gum var kort. Sevivich syntes ikke at nævne spørgsmålet om hesten eller om Rûns angreb på ham. Rûn havde fulgt dem til Gum. Aldrig som en del af deres følge, men man kunne altid se ham blot et par bakker væk. Han fulgte dem som en skygge men syntes at holde sig ude af Gum.

Rejsen mod Den Gamle Skov var ikke anderledes. Rûn fulgte dem i det fjerne indtil de nåede til skoven og da var han pludselig væk. Baronen havde retten til skovhugst i skoven og Demyan og Yakov opholdt sig i tømmerlejren i flere uger. Det var gode, simple og arbejdsomme mennesker der hver dag drog ud i skoven og udførte deres farlige hverv. De var overraskede over at se baronens søn pludselig dukke op i deres lejr og var nok på ingen måde lykkelige over det. Det ændrede sig dog lidt da de indså til deres overraskelse af den unge dreng godt kunne udholde strabadserne og det primitive lejr-liv. Skovhuggerne var ledet af Alexei. En lav firskåren mand der kunne svinge en økse med en kolossal kraft. Han var dog underlagt – lige som alle andre skovhuggere – baronens opsynsmand, nemlig den grove Rodulov, som tog godt imod den unge Demyan og som brugte uger på konstant at vise og fortælle at han er mere værd end skovhuggerne. Jo. Det var ganske spændende at følge livet i den lille skovhugger-lejr.

Men det blev tid til at drage videre og en flodpram ville tage dem fra Den Gamle Skov og helt op til Olonov. Demyan og Yakov gik ombord på båden der var på vej fra Savatchi med skind til Olonov. Båden var lille og skipperen var en ildelugtende lille ilter fyr fra Savatchi. Hvis han holdt sig i den ene ende af båden og Yakov og Demyan i den anden, så kunne man næsten ikke lugte ham.

Det regnede ganske let som prammen bevægede sig op af Yalu-floden. Vandet var roligt og som altid mudret. Vinden ramte Demyan i ansigtet og han nød det for vinden mindskede lugten af skipperen. Han lukkede øjnene og nød roen. Han vidste ikke om turen havde opfyldt hans ønsker men han var klar over at han sikkert vidste mere om den almindelige borger og bondes liv i Rezel end hans fader gjorde og det gav ham en hvis nydelse.
Pludselig vrinskede hestene da noget stort ramte prammen nedefra. Kaptajnen skreg og Demyan kunne mærke han faldt og se Yakov desperat gribe ud efter Demyan men det var for sent. Demyan ramte vandoverfladen og al lyd forsvandt. Han slugte vand og kom op til overfladen nogen gange. Prammen var splittet. Der var skum i vandet og heste og mænd skreg. Så trak strømmen ham ned under vandet og noget havde fat i hans ben. Panik bredte sig. Han så ned i mørket men kunne ikke se om det var noget levende eller en gren der havde ham. Ham kæmpede men han kunne ikke nå overfladen.

Og så blev alt mørkt.

Han kom til sig selv rystende af kulde. Han lå på nogen sten. Han kastede vand op og hostede og hakkede så han troede hans lunger ville falde ud. Han havde ondt i hovedet og gav sig da han rørte ved sin pande og så der var blod på hånden. Han måtte have fået en flænge for det blødte meget. Han så op og sig omkring. Han lå på bredden af Yalu-floden. Bredden her var fyldt med sten i forskellig størrelse der førte hen til Den Gamle Skov. Det regnede blidt og himmelen kunne ikke ses for grå skyer. Rûn sad på hug små tre meter fra Demyan. Hans hætte var trukket på men kunne ikke skjule hvor gammel han så ud nu. Hans ansigt var dækket af rynker. Hans øjne var indfaldne. Han lænede sig op af sit spyd og så på den forkomne Demyan. Han åbnede munden og pludselig kunne Demyan høre Rûns stemme. Det var nok til at Demyan i overraskelse kravlede nogen få skridt tilbage. Især fordi at Rûn ikke bevægede læberne når han talte. Det var blot lyd der kom ud af en åben mund, og faktisk var Demyan i tvivl om hvorvidt at lyden af den fremmede stemme overhovedet kom fra Rûn eller om det var inde i hans eget hoved at han hørte det.

”Du har set Himmelen. Du har gået blandt Folket. Du har mærket Jorden og fulgt Vandet. Du har set Landet. Du har følt Landet. Men Kongen er Landet og Landet er Kongen. Aldrig glem det og Landet vil være dit. Glem det og Landet vil knuse dig.”

Mens Rûn ’talte’ blev han træk mere grove og hærdede. Hans lemmet blev stive som at han langsom blev forvandlet til en klippeblok der kun med god vilje og megen fantasi kunne genkendes som Rûn. Der blev stille som Demyan lå tungt på ryggen og forsøgte at forstå hvad der var sket. Hans hjerte hamrede i brystet da han så pludselig hørte råb. ”Der .. han er her … han er heeeeer!” Demyan vendte langsomt sit hoved i retning af lyden og så en gruppe af skovhuggere og Yakov komme ud af skoven og løbe over i mod Demyan. De må have ledt efter ham.

Pludselig var der en masse mennesker der så ned på Demyan og hjalp op på benene. Han kunne genkende nogen fra lejren, og de så både lettede og glade ud over at have fundet ham i live.

_______________________

OOC

Den klippe vil ingen kunne genkende som Rûn. Klippen er en Source Holding som du kan gøre krav på på et tidspunkt. Du vil få en bonus til at Claime den grundet din forbindelse til den.

Demyan brugte nogen dage på at komme sig før en ny flodpram kom der kunne få dem til Olonov. Yakov vidste ikke hvad der havde ramt den første pram, men han mente at have set et stort dyr bryde vandoverfladen og knuse prammen. Uanset hvad så forløbet den sidste del af rejsen uden problemer og det er med en hvis lettelse at rejsefølget når sikkert frem til Olonov. Denne stinkende loppebefængte by som er hovedstad i Rezel.

Summer, 1025 AC

Sommeren bragte de flodhandlende til Olonov for det var her at de havde besluttet sig at at deres store Sommermarked skulle holdes. Demyans far var henrykt for selvom hans sår holdt ham fra at tage til markedet så elskede han lyden af mønterne der kom i hans skattekiste.

Såret var ikke blevet bedre. Noget af det ville læge, men bare ikke helt. Pus flød til tider heftigt fra hans sår og i sommerheden stank han af råddenskab hvilket gjorde middage med ham til en yderst ubehagelig affære.

Men det afholdt ham ikke fra at planlægge. Han var lykkelig for pengene for måske det betød at der næste sommer kunne føres krig med Tür igen? For første gang i sit liv blev Demyan rent faktisk inviteret med på Krigsråd selvom det vist var tydeligt at hans ord ikke havde meget vægt i selskabet. Men det var tydeligt for den vakse Demyan at hans fader og Krigsrådet havde følgende holdninger - eller i hvert fald gav udtryk for disse holdninger:

1) Artyum var optændt af et ønske om at erobre baroniet Tür.
2) Artyums krav på Tür blev støttet af Koc Baykal der opfordrede til at hyre lejetropper.
3) Nadem Erul nægter at stille sine tropper til rådighed for Artyum.
4) Artyum går med tanker om at hæve skatterne til efteråret således at der er råd til lejetropper og samtidig opmuntre rigmænd til at donere penge til ham som krigs-støtte.

Demyan er klart blevet ändret af sin rejse gennem Rezel, og sin förste kontakt med landet.

Han föler sig stadigt som en hobbit der löber mellem kämpers födder, naar han er i selskab med de voksne ved hoffet. Men han har en skjult kerne af selvsikkerhed nu hvor han ved at han er Landets udvalgte....

Ved Krigsraadet forsöger drengen at holde lav profil og lytte. Han ved at han intet kender til krig, og han önsker ikke at göre sin Fader til skamme. Men han ved ogsaa at han bliver nödt til at forsvare Rezel i fremtiden, saa han og Landets overlevelse afhänger af at han forstaar detaljerne i at före krig.

Naar han ikke er ved Krigsraadet eller bliver undervist af Yakov, bruger han tiden ved Sommermarkedet. Det er förste gang i hans korte levetid at flodens folk har afholdt Sommermarked i Rezel, og det er omtrent det mest spändende der er sket i hans korte liv. Han ikläder sig almindelig klädedragt og sniger sig ud uden opsyn. Han er overväldet af de fortättede dufte af krydderier, synet af kläde i eksotiske farver, dansende björne og yechemitiske akrobater. Hans nysgerrighed vil ingen ende finde og han suger det hele til sig...


This message was last edited by the player at 09:55, Mon 12 Aug 2013.

Demyan forsöger ogsaa danne sig et overblik over, hvor mange krigere Tür kan stille.

Han mener at vide at Rezel paa en god dag kan stille maaske tohundrede veteraner med glaives og femhundrede bönder med hötyve og rövsot?

Se Scene 2.0 - The Summer Market

Fall, 1025 AC

Efteråret byder på det sædvanlige. Jagt, samtaler med Yakov og kedsomhed i et koldt hjem. Men voksenlivets byrde begynder at tynge den unge dreng for med nu to forsøg på hans liv så må han erkende at hans liv kan blive kort.

Men til gengæld tager Artyum ham nu oftere med til krigsråd. Lugten fra farens sår er ret generende hvorfor der hænges friske grene i de rum hvor han opholder sig mest i et forsøg på at bekæmpe stanken.

Men krigsrådet har nu vigtigere ting at tage sig af end at Artyum stinker af råddenskab.

I Tür er et oprør blevet slået ned og har vist at Baronen af Tür er en dygtig hærfører. Derfor stiger behovet for lejetropper, og Koc Baykal lader et ord falde om at Kirken måske kunne blive overtalt til at låne Artyum pengene til at købe lejetropperne.

Samtidig så er den ny-tilkomne arkitekt, Vizente, en der bliver talt om. Artyum mener ikke der er penge til at hyre ham, men er samtidig ivrig efter at forhindre at andre hyrer ham. Artyum lader til at foretrække ligefrem at slå Vizente ihjel hvis det kan føre til at manden ikke arbejder for andre, hvor at Nadem Erul mener det er en anelse drastisk.

Samtidig så er der fejlslagen høst i Archinsk. Med en svag Vordivoy i Archinsk så overvejer Artyum at bryde eden til Vordivoyen Kinian, men hvis Rezel gør det så er der risikoen for at Archinsk kan finde på at afbryde handelen mellem Rezel og det sydlige Yalu Banks.

Demyan er stadigt plaget af mareridt om tortur. Men i løbet af efteråret begynder der at gå længere imellem at han har de onde drømme.

Han forsøger, med begrænset success, at overbevise sig selv om at han fik livsvigtige oplysninger ud af snigmorderen. Oplysninger der kan redde hans unge liv.

Til krigsrådet lytter han opmærksomt til hvad de voksne siger. Suger alt til sig og gemmer hver lille detalje i sin hjernekiste.

Kun når talen falder på at bryde eden til Vordivoyen, sidder han som har han myrer i underklæderne. På et tidspunkt bliver hans Fader så irriteret at han udbryder:

"HVAD FANDEN ER DER MED DIG KNÆGT! KAN DU SÅ FOR HELVEDE SIDDE STILLE DIN LILLE SVAGPISSER!"

Demyan prøver at forklare sig, men hans hals snører sig sammen, og han kan ikke sige andet end små pivende lyde.

Men han hæver sin finger og peger op på familien banner, der hænger bag hans Fader. På banneret står med tydelige brune bogstaver:

"WE SERVE BUT DO NOT ASK".




This message was last edited by the player at 10:01, Tue 20 Aug 2013.

Demyan ser næsten ikke slaget. Hans far kan stadig slå en proper næve og pludselig så ligger drengen på jorden og bløder mens at Nadem holder Artyum tilbage. Ildrød og spruttende af raseri råber faren "FATTER DU INTET DIN LORT!!! REZEL SKAL OVERLEVE! REZEL ER EVIG! VORDIVOYEN ER SVAG OG HVIS DER BLIVER KRIG SÅ KAN VI IKKE OVERLEVE! ALTID VÆR PÅ DEN VINDENDE SIDE. ALTID!!!!!!!!" Nadem får ham dysset ned og det rådne ben forhindrer baronen i at overfalde sønnen igen. Endelig slapper han af "Politik handler om overlevelse. Man skifter side når det er bedst for ellers så taber du senere. Forstå det dog knægt..." Faren virker næsten omgivende.
This message was last edited by the player at 12:48, Tue 20 Aug 2013.

"Fader, du har svoret en hellig Ed i Gudernes åsyn. Når du uden videre bryder den Ed er det en hån mod Guderne selv!

Når mennesker bryder deres Eder, bryder alt sammen! Boyarer svigter bannerførere, bønder svigter deres boyarer!

Der er så mange grunde til hvorfor Riget er faldet fra hinanden - dette er en af de grunde!"

Demyan rejser sig og venter på det næste slag - der formentligt bliver hårdere end det første.

Faren stirrer vildt og vredt på den unge dreng. Han skærer tænder af raseri og hiver så pludselig bukserne ned og afslører hans betændte behårede pik som han griber og begynder at pisse på gulvet så det plasker op mens hans råber "Guderne?? Guderne??!!?? Det her er hvad jeg mener om guderne ... JEG PISSER PÅ DEM! De pisser hver evig eneste dag på os. Vi er bare små bønder i deres forbandede spil!! JEG ER MERE VÆRD END DEM!!" Den store mand hiver pikken indenbords igen. Koc Baykal gisper over baronens ord og hvisker nogen ord om blasfemi men selv han tier da han ser mord i baronens øjne.

Og bag ham flagrer gardinerne som en kold vind går gennem rummet, ilden i ildstedet dæmpes og regnen falder kraftigere uden for vinduet.
This message was last edited by the player at 06:14, Wed 21 Aug 2013.

Demyan står en rum tid forstenet over faderens åbenlyse blasfemi. Så vakler han, i en tilstand af chok, gennem rådssalen og gennem døren ud i regnen hvor han forsvinder i disen.

Undervejs mumler han nogle slet forståelige ord.

"Blasfemi.... min fader håner Guderne... pisser dem op af benet.... deres vrede vil ramme vores Hus..... nådelige Guder tilgav ham thi han ved ikke..... jeg vil ofre til jer.... gøre det alt sammen godt igen.... mumle vrøvle."


Efter tre dage vender Demyan atter tilbage til krigsmødet, som om intet er hændt.


This message was last edited by the player at 08:26, Wed 21 Aug 2013.

Artyum taler ikke om hændelsen der gik forud. Faktisk er far og søn fantastiske til at lade som om intet er hændt overhovedet. I Demyans fravær har Artyum valgt at bryde sin troskabs-ed til Vordivoyen Kinian nu hvor hans allierede, Baronen af Achinsk, er svækket. Det lader til at enkelte har forsøgt at fraråde Baronen dette men uden held og netop i disse dage sendes i budbringer til Vordivoyen for at tilkendegive at der ej længere vil blive betalt tribut til Vordivoyen. Gesandten er instrueret i at fortælle at Baroniet Rezel ej vil erklære krig imod Vordivoyen eller dets allierede de næste 5 år og ej vil støtte deres eventuelle fjender i de samme fem år.

Tomme løfter måske, men med lidt held nok til at budbringeren ej mister hovedet.

I denne sæson vover Demyan ikke at kritisere sin Fader yderligere.

Som sædvanligt lytter han og lærer ved krigsrådet.

Men indeni skælver han, fordi hans Fader har vovet at udfordre Guderne....


Som han sidder udmattet ved det solide egetræsbord udi de små timer, synes han at se spøgelsesagtige ansigter svæve omkring sig.

Det er ansigter på mægtige krigere og vise mænd. Deres udtryk er venlige, men bestemte. Det er tydeligt at de er bekymrede.

Er det hans forfædre der vender sig i graven? Eller er det celestials sendt af Guderne for at overvåge den Sorte Høgs Hus?

Demyan ved det ikke, og vil nok aldrig finde ud af det. Men han sværger til sig selv, at ikke en plet vil falde på Husets navn, når han bliver baron.


This message was last edited by the player at 07:43, Thu 22 Aug 2013.

In reply to Demyan (msg # 110):

En dag sidst på efteråret kommer en tjener ind til Demyan og melder at Feliks Sokolov søger om fortræde for den unge adelsmand.

De to drenge har ikke set meget til hinanden siden de blødte sammen mod syd i landsbyen Gum.

Demyan lægger straks mærke til, at Feliks ikke er den samme usikre dreng, som han kendte. Feliks' ryg er mere rank. Der er mere liv i hans øjne.

Han har dog ikke glemt de rette manerer, så da Feliks træder frem for Demyan, går han ned på det ene knæ med bøjet hoved, som man bør overfor sin kommende baron.

Demayns ansigt flækkes i et spontant smil:

"Feliks, rejs dig! Vi har da sammen vædet Gums sorte muld med vores blod! Jeg troede du var død da skelettet sårede dig!

Hvor er det godt at se dig. Jeg hørte at du var bortrejst - til Ugarernes land? Du må fortælle mig om hvordan det er at leve blandt orker!

Jeg har tilbragt foråret med at rejse gennem Rezel. Sommeren har jeg brugt på markedet sammen med Vladimir! Han er vist bortrejst nu...."

Demyan fortæller Feliks den mildest talt utrolige historie om sin rejse gennem baroniet, og om Rûn, der viste sig at være en manifestation af Landet....

Og om de to forsøg på at tage hans liv....

In reply to Demyan (msg # 112):

Feliks er også glad for at se Demyan. Han lytter nysgerrigt til adelsdrengens historier og fortæller med stor iver om sine egne eventyr blandt ugarerne. De vilde fester med drab og hæ hæ sex..... Om høvdingen og hans hekse konkubine. Om menneskejægere og forhandlingerne omkring disse. Om morgenkamptræning og halvrå kødretter, hvor man ikke bør spørge til kødets natur. Men mest af alt så lægger Demyan mærke til den forundring, det stadig er for Feliks, at selv disse morderiske skabninger har kultur og ære.

"... Og ved du hvad? Jeg kan snart tale orkernes sprog....."

Feliks holder en pause. Hans udtryk bliver alvorligt.

"Demyan det er dejligt at se dig igen, men jeg kommer også i officielt ærinde. Min fader ønsker at udvide sine forretninger. Både her i Rezel, men han har også kig på øvre Rezel. Jeg foreslog, at jeg ville kontakte dig for at udforske mulighederne. I virkeligheden ville jeg bare gerne væk fra min fader. Ikke desto mindre, så kunne det være interessant at tage på udforskning i øvre Rezel.

Jeg vil dog gerne høre, hvad du siger til, at min fader udvider her i Rezel? Det ville nødvendigvis betyde et meget nært samarbejde med baronen her i Rezel. Ønsker I det?"

"Feliks, hvis du vil, kan du blive her på Høgeborgen vinteren over.

Så har vi masser af tid til at diskutere disse spørgsmål. Og til at forberede en ekspedition til det øvre Rezel!"


De uger tilbringer drengene i Høgeborgens allerede kolde og højtvælvede haller og svalegange.

"Hvis I ønsker at udvide jeres forretninger her i Olonov, så vil baronen af Rezel bestemt bifalde men næppe favorisere. Og hvordan vil I udvide? I sidder allerede på al slavehandel i Rezel.


Med hensyn til de nordlige egne, så er sandheden at jeg har selv tænkt på at Rezel burde udvides mod nord.

Der er så meget træ der kan blive fældet og sejlet mod Syd, til Dradze og Yechemitterne. Bakker hvor der kunne være metaller eller ædle stene!

Baronen af Rezel vil ikke have noget imod at I anlægger en handelsstation i det nordlige Rezel. Men efterhånden vil flere folk komme til og området vil vokse i vigtighed.

På det tidspunkt må området høre ind under baroniet. Af hensyn til baroniets pure sikkerhed. Enten må det øvre Rezel blive direkte regeret af baronen, eller det må blive regeret af en boyar som har sværget troskab til ham.

Din fader er ikke adelig og vil aldrig blive det. Men jeg har set dig i kamp - du har en værdighed som din fader ikke har..."


Demyan lægger en hånd på Feliks skulder og ser ham ind i øjnene.


This message was last edited by the player at 06:55, Fri 23 Aug 2013.

In reply to Demyan (msg # 114):

I al deres planlægning har Demyan flere gange bemærket et bekymret og eftertænksomt udtryk i Feliks ansigt, som der var ham noget alvorligt på sinde. Nu ser Demyan dette udtryk igen...

¨Min ven. Der er noget, som bekymrer mig. Min faders erhverv. Synes du, at slavehandel er rigtigt?¨

Demyan kigger indgående på Feliks som om han anstrenger sig for at forstå spørgsmålet.

"Slavehandel er måske ikke den mest ærefulde profession, men den er da absolute respekteret. Der har altid været slavehandlere og slaver, og det vil der altid være.

Men jeg kan godt forstå, hvis du ikke bryder dig om arbejdet. Jeg kan forestille mig, at det er krævende for krop og sjæl.

Hvis du ikke ønsker at leve dit liv som slavehandler, så er der selvfølgeligt andre muligheder. Jeg kan hjælpe dig, Feliks."

In reply to Demyan (msg # 116):

Det er forventet af mig, at jeg skal følge i min faders fodspor. Det er mit lod her i livet. Nogle gange får jeg bare den tanke, at det er forkert at handle med slaver. Jeg ved ikke, hvor denne tanke kommer fra. Som du siger, har der jo altid været handlet med slaver.

Gør mig den tjeneste at glemme, at jeg spurgte. Det må være min frygt for at skuffe min fader, der taler.

Lad os istedet tale videre om ekspeditionen mod Øvre Rezel. Tror du Vladimir kender skovene der? Det kunne være sjovt, hvis han tog med os.

"Feliks, du er intelligent. Du forstår, hvad jeg fortæller dig. Men lad nu dette emne ligge.

Lad os forberede ekspeditionen til øvre Rezel. Jeg forestiller mig en let ekspedition.

Måske os to, Vladimir, to krigere med let udrustning, en spejder og en natur filosof der vil kunne genkende godt træ, værdifulde metaller og lignende? Samt heste og muldyr.

Jeg frygter dog at vi ikke kan drage afsted næste sommer. Jeg tror krigens skyer trækker sig sammen over Rezel.... måske kan dine forbindelser til steppeorkerne være af nytte her?"


This message was last edited by the player at 14:11, Fri 23 Aug 2013.

"Vent.... glem det min ven. Krigen er mit problem, ikke dit. Lad os diskutere detaljerne omkring vores ekspedition!

Jeg er sikker på at det kommer til at blive et eventyr uden lige. Tænk, floder, bjerge og dybe skove. Alt sammen uberørt af menneskehånd!"

Demyan klapper Feliks på skulderen og bryder spontant ud i latter ved tanken om de mange oplevelser de har i vente.



This message was last edited by the player at 14:10, Fri 23 Aug 2013.

In reply to Demyan (msg # 119):

Vil krigen ramme Rezel? Det kan vi da ikke ignorere. Min fader siger, at krig er dårligt for forretningen, medmindre man er godt forberedt.

Desuden vil jeg da hjælpe dig. Du er min ven.

Hvornår vil krigen komme? Det kan være farligt at besøge ugarerne om vinteren pga risikoen for sult. Lad os bare sig, at de ikke er kræsne....

Demyan stikker sit hoved tæt til Feliks og hvisker:

"Du må love ikke at fortælle det til nogen. End ikke til din far. Faktisk - særligt ikke til din far!

Min Fader planlægger at angribe Tür denne sommer. Han vil hyre lejesoldater til hjælpe med invasionen.

Men spørgsmålet er om Rezel ikke bliver angrebet først. Min Fader har brudt sin Ed til sin Hertug, Kinian."

Demyan stirrer Feliks ind i øjnene for at understrege alvoren.


"Det betyder at krigen kan komme hertil, inden nogen venter det.

Jeg tænkte at steppe-orkerne måske kan hyres til at kæmpe for os. Du og din fader har gode kontakter til dem!

For et eksempel..... hvis min Fader angriber Tür denne sommer, kunne orkerne måske betales til at hærge Türs nordlige grænse i en måned eller to.

Ligesom de gjorde sidste sommer. Det ville udmatte Türs krigere til når VI kommer!"

In reply to Demyan (msg # 121):

I løbet af efteråret nærmer en af Demyans tjenestepiger sig Demyan og tiltaler herren:

"Øhm... herre. Der var ikke min mening at forstyrre... det er blot at øhm. Ja jeg ved ingen gang hvorfor jeg lod mig overtale til dette. Men nu står jeg her altså. Det er normalt slet ikke min natur at handle så impulsivt. Ja normalt er jeg jo en velopdragen pige som gør hvad der bliver sagt. Jeg håber ikke herren tænker ilde om mig. Jeg har virkelig brug for dette job. Og de ved børnene derhjemme skal jo have deres vælling... uha hvor var det nu jeg kom fra. Øhm ja... altså der står en dreng udenfor og siger at han sloges med dig i Gum. Han virker meget overbevisende trods han er en smule usoigneret og snakker spøjst. Han hedder Vladimir. Ja det fik han sagt de første 20 gange. Han siger at han gerne vil snakke med dem! Håber ikke jeg har brudt mine beføjelser. Jeg vil jo nødigt fornærme de gode herre af Black Hawk. Som de ved er jeg utrolig glad for at arbejde her... ja jeg elsker mit job og leve for at fornøje de ædle herre med min rengørings kunst. Øhmm jeg må vist også hellere finde min kost..."

"Svetlana! Du har handlet med visdom. Vladimir er en af mine nære venner - vi kæmpede ganske rigtigt sammen i Gum!

Gå straks til vagten og bed ham sende Vladimir herop. Og - det er tak for din glimrende tjeneste! I aften skal dine børn spise ristet lammekød!"

Demyan giver tjenestepigen nogle sølvmønter og lyser op i et smil. Han finder straks Feliks.


"Feliks - du vil aldrig gætte hvem der er her! Vladimir er kommet til høgeborgen!!!"

In reply to Demyan (msg # 123):

Det er fantastisk. Jeg er spændt på at høre om hans eventyr. Og om han kender noget til skovene omkring øvre Rezel.

Lad os se ham med det samme!

Gå til Scene 3.0 - Winter Court

I løbet af vinteren bruger Demyan meget tid på at bede og ofre til Guderne for at skåne hans Fader.

Drengen ønsker af hele sit hjerte, at hans Fader skal blive rask. Han tænker ikke meget over, hvorfor han ønsker det.

Tanken at han elsker sin Fader har vist aldrig strejfet ham. Måske ønsker han det fordi Faderen er hans eneste overlevende familie. Eller fordi det er det Rigtige at ønske?

Da foråret kommer, og solen smelter alt sneen der risler og klukker, kommer Demyan ud af de mørke borgkamre og ud i den friske luft.

Han strækker sig, og opdager at hans arme er blevet længere og stærkere. Hans stemme går heller ikke så meget i overgang længere....

Sommer, 1026 AC

Demyan ser omkring i laden. Udenfor er aftenen ved at falde på og han kan høre hestene vrinskeuden for. Luka og Tito holder vagt ved hestene sammen med det følge som de andre har bragt med sig.

For Demyan står nemlig ikke alene i laden. Omkring ham står Rezels Råd og de har hidkaldt ham til denne lade i al hemmelighed. Han ser Gardens kaptajn, der er den urtekyndige som tilser Baronens sår og der er byvagtens kaptajn. Der er ligeledes to af farens ellers mest loyale boyare og så er der overraskende nok Nadem Erul.

De ser alle på ham før at Garde-kaptajnen endelig taler. "De ved hvorfor vi har hidkaldt Dem ikke sandt? Deres fader er ved at blive sindsyg." De andre nikker påmnær Nadem Erul som blot lytter "Hver dag bliver hans opførsel mere og mere bizar. Han ser spionerer overalt og træffer ikke de rigtige valg." Han rømmer sig og ser rundt på de andre i laden "Deres fars vrede vil snart ramme Dem, unge Herre, og det går ikke. Vi kan ikke afsætte Deres fader for der må være Orden i Rezel. Ating har sin plads. Men vi kan beskytte Dem, unge Herre. Vi kender alle til Deres færd til Øvre Rezel og Deres fars afslag på Deres ønske. Vi har besluttet at give Dem et tilbud ... " Det er som om han samler mod til at forsætte og til sidst finder han den "... Vil De drage til Øvre Rezel, opbygge landet og indlemme det i Rezel? Det vil tage årevis, men det er den eneste måde vi kan beskytte Dem som er den retmæssige arving til Rezel. Vi vil forsøge at støtte Dem efter bedste evne, og håbe på at Deres far får det bedre imens De er væk. Når De er nødt til at returnere til Rezel af forskellige årsager så vil Rådet forsøge at holde Deres far hen efter bedste evne. Hvem ved? Måske er alt glemt om en uge, men vi tvivler.

Vil De tage dette tilbud? Vil De tillade at Rådet giver Dem denne opgave?"

_____________________________

OOC

Tilbuddet omfatter at Demyan får 2 GB nu og 1 RP per Season. Der er mulighed for at bede om mere GB og RP, men det vil være svært at skaffe (højt Diplomacy fra Demyan og nogle kast for Rådet) for at kunne "stjæle" pengene fra den vanvittige Baron.

Demyan nikker langsomt.

"Jeg giver jer ret i, at det er den bedste løsning. Min Fader har valgt godt, da han indlemmede jer i Rådet. Nu kan I til dels frelse ham fra sig selv.

Jeg vil drage til Øvre Dradze og bringe civilisationens lysende fakkel. Jeg vil bringe Lov og Orden hvor der før var Kaos."

Demyan fortrækker kortvarigt ansigtet i et tic da han siger Kaos.

"Og jeg vil bringe Øvres Rezels sølv, skind og værdifulde træ tilbage til Faderlandet. Men det vil tage tid.... lang tid.

Og jeg vil få brug for dygtige og trofaste folk ved min side."


Han ser på Luka og så på Tito. Den grove mand bander kortvarigt da han indser at han kommer til at tilbringe de næste år langt fra kroer og friller, men smiler så uden overbevisning da Luka giver ham en albue i siden.

De næste dage rekrutterer Demyan diskret fire krigere fra garden, fire vagter fra byvagten og to jægere. Han vælger dem for deres dygtighed og loyalitet, men han vælger særligt folk, som kan komme godt ud af det med barbarerne i Øvre Rezel. Han rekrutterer selvfølgeligt også Luka og Tito - så i alt tolv håndlangere.

OOC: Demyan kaster 20 på sit sense motive roll for at rekruttere nogle gode folk.

OOC

Rådet prøver at ignorere at baronens søn vil tage til Øvre Dradze for at føre Hellig Krig. De håber farens vanvid ikke har smittet sønnen ... ;-)

Demyan går altid rundt med sin scroll of protection from chaos inde på sit bryst.

Det giver ham en fornemmelse af sikkerhed :)

Vinter, 1026 AC

En kurer når frem til "fæstningen" netop som sneen begynder at falde. Han bringer et brev med fra Rigsrådet, som det i al hemmelighed har sendt til Demyan.

"Til vores unge Herre.

Vi skriver til Dem for at bringe Dem nyheder fra Rezel. Deres faders vanvid synes ikke at slukkes. Loki-kirkens forbønner synes ej at hjælpe til trods for de store ofringer vi bringer dem. Der er rygter om Udøde bæster der bringer kulde og død med sig terroriserer vores grænse mod Kulikovo og der kommer ikke længere nyheder fra Tür så vi frygter vores spion er blevet fanget.

Når det bliver forår igen vil vi sende bud efter kyndige i sindets lidelser og se om de kan hjælpe Deres fader mere end præsterne kan.

Deres tjenere,

Rådet"

(Castle Hawk, vinteren 1026 AC)

"Nyheden om krig har allerede nået os ved din kurer, så hvad bringer dig hertil?" Rådssalen var kold på trods af ilden der brændte i pejsen og folk stod iklædt store pelse. Artyum sad på sin trone pakket ind i tæpper mens at betændelse fra hans opsvulmede ben dryppede ned i et lille kar ved hans fødder. Baronen havde ikke fået det bedre siden sidst men virkede trods alt mentalt mere fattet. Der var noget over dette sted der fik Demyan til at gyse. "Er du kommet for at fortælle os om dine stooooooore militære bedrifter i Øvre Rezel?" Baronen grinte koldt og stift og hans latter rungede i tronsalen, mens alle andre var stille som graven.

"Fader, jeg kommer fordi jeg har en plan til at undgå krig med Ugarerne.

Ugarerne er dygtige til hest. Vi har intet kavalleri til at stoppe dem. Hvis de beslutter sig for at hærge Rezel, vil skaderne blive store.

Sokolov-familien har stærke bånd til Ugarerne. Gennem dem vil vi kunne forhandle med orkerne, give dem gaver for at befæste vores venskab.

Det vil koste sølv at bestikke dem. Men hvis det lykkes, vil vi spare Rezel for store lidelser. Jeg vil tage det på mine skuldre at drage til Ugarerne og forhandle."

18:30, Today: Demyan rolled 19 using 1d20+7. diplomacy roll.
This message was last edited by the player at 17:36, Sun 27 Oct 2013.

"Penge, penge og penge. Du er lige så grådig som de andre. Din lille snog!" Baronen hvæser det sidste ord ud af sine sprukne læber og stilheden i salen er nærmest pinefuld. Men selv baronen må bøje sig for Demyans ord for han nikker i hvert fald. "Men i det mindste har du mod nok til at komme her. Måske du alligevel er en Høg..." Baronen ser på sin søn med feberklare øjne "Meget vel så ... du skal få guld til din færd ..."

"Jeg protesterer! Min Herre ... Loki-Fader vil holde hånden over Dem og baroniet Rezel på grund af alle Deres offergaver. De skal blot være stærk i Troen - og guld fra Deres skattekiste betyder færrere bønner til Loki-Fader og det vil føre til ..." Den fede præst stod omgivet af sine sykofanter og alterdrenge, mens han pegede på baronen med fingre så fede at de næsten var ved at springe guldringene på hans hånd.

"Hold mund, præst, eller jeg tager din tunge!" hvæsede baronen "Dine bønner til din forbandede Gud er ikke mere værd end den lort jeg ligger hver morgen!" Baronen så rundt i salen og brølede så "MIN SØN SKAL HAVE GULD OG GULD SKAL HAN FÅ! OM SÅ JEG SKAL SÆLGE JERES DØTRE SÅ SKAL HAN HAVE GULD! LAD DET SKE!"

Og salen blev underlig stille igen som alle bøjede deres hovedet og så hadsk på både baronen - og sønnen.

Demyan ser på ind i øjnene på hver person i rummet.

"Tro ikke, at jeg ikke ser jeres dømmende blikke. Men når foråret kommer og hundreder af orker ikke brænder Rezel af....

Når I ser hundreder af røgsøjler stige til vejrs over Tür. Så kan det være at I alligevel mærke et lille stik af taknemmelighed.

Medmindre nogle af jer høje herrer vil overtage ekspeditionen? Drage hundrede mil gennem to meters sne kun for at blive halshugget af barbariske orker fordi I ikke bøvser på den rigtige måde.

Det er ikke fordi jeg ikke har andet at gøre. Jeg er boyar af Gum, som er overrendt af udøde, og Øvre Rezel, som bliver løbet over ende af gobliner.

Jeg ser jeres dømmende blikke. Hyklere og kujoner. Sender en dreng for at gøre det farlige arbejde. I burde skamme jer under Gudernes åsyn!"

Demyan vender sig og går ud af tronsalen.

10:40, Today: Demyan rolled 10 using 1d20+7. perform oratory.

De næste timer går med at få udleveret guldet fra skattekammeret, som ser ret ynkeligt og tomt ud efterhånden. Demyan ser sig om her i kælderen under slottet og føler presset fra 200 års historie. Denne borg har stået i 200 år og har været De Sorte Høges bastion, men som han ser sig omkring kan han kun se tomme triste kamre hvor fugt driver ned af væggene og svagt høre skrigene fra fanger der har siddet så længe i mørket at ingen - inklusiv dem selv - kan huske hvem de er eller hvorfor de havnede der.

Demyan bruger dagene på at gøre sin krigshest parat. Han køber sig også en klædedragt til at beskytte ham mod kulden.

Den er af tykt hvidt rensdyrskind, med store støvler, handsker og hætte. Indersiden og kanterne er foret med hvidt og lysegråt ulveskind.

Dragten bliver i hast skræddersyet til baronens søn, og er bestemt ikke billig. Men Demyan synes at sætte stor pris på den, og bruger en del tid foran et stort sølvspejl.

Han køber også en composite shortbow med et stort pilekogger. Han ved at det er det eneste våben der tæller ude på stepperne...

Lige inden Tito og krigerne drager afsted, nedfælder Demyan nogle hurtige ord til sin fader baronen:

"Ærede fader, baron af Rezel og beskytter af Lokis tro,

jeg har forhandlet fred med Ugarerne, således at de vil forlade krigstien. Men freden vil kræve de tre guldbarrer, som jeg efterlod i Høge-borgens skattekammer.

Jeg har sendt Tito Pulov til at hente guldet. Hvis du ikke føler, at mit liv er tre guldbarrer værd, så er det din ret at standse ham.

I så fald brug guldet til at hyre Skuda-ryttere til at beskytte baronien mod Ugarerne. Jeg vil ikke tage det ilde op, men vil tale din sag foran de Udødelige.

Den søn og boyar over Gum og Øvre Rezel,

Demyan af den Sorte Høg."

Han skriver også et kort brev til Yakov:

"Ærede Yakov, mentor og ven,

vi har forhandlet en fred med Ugarerne, men dog hænger mit liv i en tråd. Min fader kan nægte at betale guldet, eller jeg kan falde for en snigmorders kniv. Jeg har ikke mange venner her.

Freden var også dyrekøbt, dyrere end jeg havde håbet på. Vores forhandlingssituation var ikke så gunstig. Men det ser ud til at vi har købt fred for hele Yalu-breden.

Selv om Ugarerne er primitive, knap mere end dyr, kan jeg ikke nægte at jeg glæder min til at observere deres liv og dagligdag de næste uger. Jeg kan lære meget om Rezels fjender her....

Forhåbentlig på snarligt gensyn,

Demyan af den Sorte Høg."

This message was last edited by the player at 08:02, Wed 27 Nov 2013.

Demyan prøver at bruge hvert minut af de uger der går, før Tito og krigerne vender tilbage (hvis de vender tilbage)!

Aftenerne tilbringer han sammen med den gamle Moak, præst for Wotan. Han prøver at forstå forskellen mellen de to en-øjede Guder, og prøver at få en allieret i Moak.


Dagene tilbringer han ude i lejren. Han er nysgerrig efter at lære mere om Worgerne, og han overværer når orkerne træner kamp og bueskydning (med slet skjult beundring).

Han er jo opdraget som kriger, og han vil prøve at deltage i deres træning. Han får sikkert nogle helvedes klø af de stærke orker i nærkamp, men han er dygtig med en bue (dex 18).

Samtidigt med at han tilbringer dagene i lejren, prøver han at få overblik over Ugarernes militære kapacitet…


Han sørger for ikke at vise nogen, at han har magiske evner. Det er altid godt at have et kort skjult i ærmet.


Ifølge wikispasseren er Ugarernes land en province 2, med 4000 indbyggere. Måske er hver femte eller tiende kampduelig?

Demyan har hverken skill points eller sprog til overs, så han lærer ikke orkisk. Det er ok, det kan han lære senere :)

Her er lidt assorterede kast:
23:12, Today: Demyan rolled 18 using 1d20+5. shoot bow.
23:11, Today: Demyan rolled 10 using 1d20+2. CMB for training.
21:07, Today: Demyan rolled 10 using 1d20+6. profession (soldier) to spy on forces.
21:06, Today: Demyan rolled 24 using 1d20+5. sense motive to understand politics.
21:06, Today: Demyan rolled 21 using 1d20+7. diplomacy to win over old Moak.


This message was last edited by the player at 22:12, Wed 27 Nov 2013.

Drengen er stadigt i mildt chok over mødet med var-svinene. Han tilbringer resten af forårssæsonen med at rejse rundt til de små bygder og landsbyer i Øvre Rezel.

Med sig medbringer han en kærre med hundrede goblin-kranier og otte kranier fra kæmpe-tudser.

Hvor han kommer frem, forklarer han:


"Denne vinter har jeg og mine frænder, Feliks Sokolov og Vladimir Bjørnen, tilbragt i Ugarernes land.

Orkerne planlagde at angribe Rezel og Øvre Rezel her til foråret, men vi bestak dem med uhyrlige mængder af guld, og fik forhandlet fred.

Vi har også dræbt de hundrede nat-vinge gobliner som terroriserede de sydvestlige områder, og de kæmpe-tudser som terroriserede de sydlige egne.


Men nu har vi erfaret, at en landsby mod nord er blevet udslettet til sidste mand, kvinde og barn af var-svin.

Vi mødte disse bæster, og de gjorde det klart at de ønsker at overtage hele Øvre Rezel, og de vil snart begynde at bevæge sig sydpå.

I må forstå at dette er var-svin: de vil brænde jeres hytter af, kranie-kneppe jer og kaste jeres spædbørn på punji-pæle!


For at være ærlig: jeg kan ikke stoppe dem uden jeres hjælp. Jeg har brugt alt mit guld, og otte af mine mænd er blevet dræbt af goblinerne og var-svinene.

Vi har brug for flere mænd, og også dyre sølvvåben til at bekrige dem. Derfor vil jeg med jeres tilladelse indkræve skatter. Vladimir Bjørnen støtter mig i dette!

Kun således kan vi undgå at Øvre Rezel bliver hærget og regeret af VAR-SVIN!!! SE I MINE ØJNE OG VID AT JEG TALER SANDHED!"


OOC: Demyan kaster 18 på sit diplomacy roll og 17 på sit perform (oratory) roll (tager 10).


This message was last edited by the player at 10:04, Mon 30 Dec 2013.

OOC: Philip du kan ikke gemme dig! Jeg kan se at du poster på Oceanernes slyngler :)

OOC

Jeg var på arbejde. Nemt med korte beskeder som spiller. Lidt mere besværligt at lave DM ting på arbejde :)

Venter lidt på at høre hvad Feliks vil bruge Forår 1027 til. Nå så det bliver sommer så tænker jeg det måske - kun måske - er til til at Feliks skal lære sin far lidt bedre at kende …

*gnæk gnæk*

Befolkningen i Øvre Rezel accepterer at der indkræves skat. Det går dog ikke helt nemt for sig. Der er mange der ytrer bekymring for hvad det skal føre til - ja, der lurer krig om hjørnet og derfor er skatter påkrævet, men er dette begyndelsen på enden? Fører dette til at man snart skal bøje sig for en Lensherre og at personlig frihed nu bliver stækket? Når vargrisene er nedkæmpet vil skatteopkrævningen da stoppe?

Men den slags stemmer bliver overdøvet af frygten for vargrisene, og snart begynder skattesølv er blive indkrævet af Den Sorte Høg.

______________

Der kan opkræves skatter fra Sommer, 1027 AC. Demyan kan ikke nå mere før Sommer, 1027 AC.

OOC: jeg er ved at lave et udkast til Øvre Rezel den første dag i sommersæsonen.

Nu hvor den Sorte Høg indkræver skatter fra Øvre Rezel, anerkender de så Demyan som deres boyar og beskytter?

Eller de stædige og giver ham sølvet, men nægter at vise respekt, så han ikke får regency fra provinsen? :-)

Jeg vil mene at Demyan får både GB og RP. At Demyan får RP skyldes ikke blot at folket anser ham som en beskytter man bør lytte til, men også at hans ordenshåndhævere rejser rundt i Øvre Rezel og fungerer som dommere i små sager. Med andre ord accepterer befolkningen langsomt at der kommer underlige ting der kaldes for "love" til landet.

"Luka, disse varsvin er det bedste som kunne ske for Øvre Rezel.

Jeg begræder selvfølgeligt de landsbyboere, som har ladet livet. Men deres offer er ikke forgæves!

Nu flokkes de alle til den Sorte Høgs banner. Lov og Orden har fået sit indtog på disse fortabte egne."

Demyan holder blikket fast på Luka Verenov, som føler sig en kende utilpas ved sin unge herres ord, og ikke er fuldt overbevist.

Luka Verenov gør ikke livet nemmere for sin Boyar da han bringer fem tilfangetagende lejesvende. De har gennem slutningen af foråret saboteret Feliks' besiddelser, men der har ikke været tab af menneskeliv.

De hævder at været hyret af Free Traders Guild.

Hvad er dommen? Der er ingen tvivl om at dommen vil påvirke Free Traders Guilds forhold til både Demyan og hans far - Baronen af Rezel.

Demyan gør det klart, at han ikke tolererer sabotage i sit len. Han idømmer hver af de fem lejesvende fem års tvangsarbejde i det myggeinfesterede Savatchi mod syd.

Men fordi lejesvendene har en ren straffeattest, vil han lade dem gå fri, hvis frihandlerne kan forhandle en passende erstatning med Feliks nye handelshus.

Frihandlerne indgår ikke i forhandlinger. Det er hyret hjælp. Lejesvende. Om de forsvinder i Savatchi er Frihandlerne ligeglade med.

Så i slutningen af foråret afgår en pram fra Øvre Rezel. Ombord på den pram er der blandt andet fem straffefanger der går en grum skæbne i møde.

Der bliver selvfølgeligt skrevet eksakte lister over deres ejendele, som de vil få leveret tilbage når deres dom er udstået.

De bliver også bedt om at skrive testamente, i tilfælde af de skulle dø af malaria i Savatchis sumpede grønne helvede.

Til midsommerfesten i den Sorte Høgs garnision har Demyan købt tre okser, som bliver ristet på mægtige spid under fuldmånen.

Tito har fået lov til at sejle skøger op fra Olonov, selv om den unge herre absolut ikke bryder sig om det. Men han holder en tale:

"Krigere af den Sorte Høg. Det sidste år har udsat jer for prøvelser, som intet menneske bør udsættes for.

I har sultet og frosset, I har arbejdet til jeres hænder blødte og I har set vores lade blive ramt af lynet og brænde ned til grunden.

I har kæmpet mod gobliner og frygteligt uhyrer, og er blevet såret, lemlæstede og nogle har mistet livet. Dem drikker vi for i aften.

Men vores mission er lykkedes. Vi har bragt Lov og Orden hvor ingen var før. Og i det næste år vil vi bekæmpe var-svinene og endeligt bringe sikkerhed til Øvre Rezel.

I er de fineste krigere, som jeg nogensinde vil kæmpe sammen med og bløde med. Når jeg bliver baron, vil jeg ikke glemme jer. Denne aften skåler jeg på jer!"

De få overlevende der er tilbage skåler, men deres stemmer er usikre og trætte. Mange har ar som de ikke havde for et år siden. Enkelte kæmper med tics og natlige mareridt, og uanset hvad så synes de slet ikke at være nok i forhold til hvilke voldsomme prøvelser alle omkring den unge Boyar synes at måtte gennemgå.

Men de skåler og Luka Verenov skuler olmt til alle der ikke smiler nok under skålen. Og da Luka Verenov selv udbringer en skål for "En sand Leder! En sand Høg!" så skåler folk skam også - især efter han har set på dem.

Summer 1027

Demyan sender de mest nedslidte krigere tilbage til Olonov. Han giver dem 200 guldmønter med som aftrædelsesbonus - det meste af hvad han ejer.

Til at erstatte dem håndplukker han nogle friske krigere fra baronens garde. Han bruger sin detect alignment formular og sine gode menneskekundskaber til at udvælge de bedste.

Tilbage i Øvre Rezel begynder han ligeledes at rekruttere blandt fiskerne og bønderne, så han på sigt kan have en snes krigere i sin garnision. Det vil selvfølgeligt tage flere sæsoner at træne dem.

Endeligt bestiller han hos smedene i Olonov ti lette maces og halvtres pile, alle omgivet af en tynd kappe af alkymistisk sølv…

OOC: jeg forestiller mig ikke at det her skulle have nogen game effect andet end at koste GP og GB, det er bare del af at køre et holding :-)

This message was last edited by the player at 12:37, Sun 05 Jan 2014.

OOC 17:04, Today: Demyan rolled 20 using 1d20+8. diplomacy check for seasonal RP.

Demyan siger farvel og snarligt gensyn til sin rejsekammerat Vladimir og giver ham en stor krammer.

Så begiver han sig med Tito og den overlevende kriger tilbage til den Sorte Høgs garnision.

Her samler han de garvede og nedslidte krigere, og de grønne og iltre rekrutter omkring sit solide egetræsbord.

Herpå lægger han forsigtigt et klæde som han spreder ud, afslørende ti stridkøller og halvtres pile beklædt med højglanspoleret alkymistisk sølv.


"Krigere af den Sorte Høg. Nu har vi våben til at bekæmpe klanen! Og snart vil flere våben følge.

Lad os udruste en patrulje på seks mand. Den vil bestå af mig, Tito, to spejdere og to rekrutter.

Vi vil begive os fra landsby til landsby og fra bygd til bygd. Vi vil vise vores våben af sølv og indgyde håb og mod.

Og vi vil lede efter spor af disse var-svin! Hvis vi kan dræbe en af dem, kan vi vise hovedet på en pæl hvor vi kommer frem.

Vise at vi nu har våbnene til at kæmpe tilbage, og jage SVINENE ud af vores smukke skove!"


This message was last edited by the player at 10:20, Tue 21 Jan 2014.

Demyan og hans mænd rejser rundt blandt de små bygder i et forsøg på at holde moralen oppe blandt befolkningen. Det virker kun delvist - folk virker beroliget når de ser Bjørnen og Demyan, men det virker lidt mere tvivlsomt om det at vise sølvvåben frem i sig selv er nok til at slå var-svinene tilbage. Det slår Demyan at i Rezel ville det have været nok at holde et sølvvåben over hovedet og så havde selv dem på træhesten klappet i deres hænder. Her i Øvre Rezel er det bare anderledes - der er altid en eller anden mand med stort skæg og vejrbidt ansigt der højlydt siger noget i retning af at "det ikke er nok at stå og svinge et våben". Det er bare som om at de ikke har respekt nok. Det kalder ham ingen gang boyar og enkelte nusser ham stadig i håret når de møder ham! De er skam loyale nok, men de er bare ikke som dem nede i Rezel. Nej, slet ikke som de i Rezel.

Alexei har også gjort sit arbejde. Han har også rejst rundt og rekrutteret folk til sit lille jæger-korps. Han synes at have fundet nogen gode folk, men træningen af dem går langsom. De kender skovene som deres egne lommer, men at kæmpe er noget der tager tid at lære.
_________________________

Grundet Demyans handlinger forbliver Stability på 0 i Øvre Rezel for Demyan. Havde han ikke rejst rundt var den faldet til -1.

Jægerne burde være færdig trænet til enten Vinter 1027 AC eller Forår 1028 AC. Find selv på et fancy navn til dem hvis du vil :)

Fra tid til anden eksploderer Demyan når han bliver nusset i håret.

Han siger at han er bøndernes boyar, at han forlanger respekt og så et eller andet med en træhest.

Beboerne i Øvre Rezel synes han er særligt skæg når han får sine små udbrud og svinger med sit sværd.

OOC: Det lyder super med jægerne! Hvor mange forestiller du dig der vil blive trænet?

Og hvordan har du tænkt dig at vi skal spille kampen med Klanen ud?

Vi kan gøre det med birthright regler, at varsvinene har et antal GB resourcer og forsøger at konteste den Sorte Høgs law holding.

Eller vi kan gøre det med mass combat reglerne fra ultimate campaign bogen, med lidt skalering. F.eks. kunne en kamprunde være en sæson.

Eller vi kan spille det ud med en række små encounters mellem drengene og varsvin. Afhængigt af udfaldet vil varsvinene brede sig eller blive slået tilbage.

Eller en kombination af to eller alle ovenstående. Mulighederne er mange :-)

Efterår, 1027 AC

Efteråret viser sig at være vådere end ellers. De små stier bliver til mudder og det er som om at det regner uafbrudt. Krigen mod Klanen er brudt ud (se anden tråd) men det er langt fra det eneste problem at den unge boyar går og slås med.

Breve fra Rezel tyder på at krig mellem Tür og Rezel er ved at bryde ud, og skulle det ske så vil Baronen sikkert forvente at hans søn vil støtte ham i krigen. Men hvordan skal den unge boyar dog kunne sende tropper til Rezel når han selv har en krig at føre?

Og som om det ikke er nok så sætter ugarernes plyndringer af Sharya nu sine spor. Flygtninge krydser Yalu-floden i alt der kan flyde og søger ly og beskyttelse i Øvre Rezel. De tigger om at underkaste sig Øvre Rezels love (hvilket nok glæder den unge boyar) men samtidig så kan han se hvorledes deres tankegang er meget anderledes end resten af befolkningen i Øvre Rezel.
____________________

DMs spørgsmål:

Vil Demyan lade flygtningene slå sig ned i Øvre Rezel eller tvinge dem videre? Der er konsekvenser ved begge valg ...
This message was last edited by the GM at 00:46, Fri 24 Jan 2014.

Demyan støtter Vladimir i at lade flygtningene blive. Alle ved at folk fra Sharya giver problemer, men i det mindste forstår de at knæle for deres Boyar….

Halvdelen af de penge som er blevet tjent ved salget at Hvidpilen (1 GB) har Demyan brugt på det stål og alkymistisk sølv, som Vladimir smeder.

Den anden halvdel vil han bruge til at købe korn og andre fornødenheder i Olonov. Dette giver han til flygtningene, så de ikke skal sulte.

Han forsøger at samle flygtningene væk fra allerede beboede områder - primært mod nordvest. Øvre Rezel er tyndt befolket, så det må være muligt.

Demyan lader Vladimir mægle mellem flygtningene og de faste beboere, indtil Loven bliver brudt. Så træder han ind og dømmer ifølge Lovens bogstav.

19:23, Today: Demyan rolled 16 using 1d20+8. diplomacy check for seasonal RP.

Demyan indser at de nordøstlige områder af Øvre Rezel ikke kan bruges til bosættelser så længe af lykantroperne hærger i området, men når først de er nedkæmpet så burde det være nemt at lave bosættelser i de nordlige områder. Indtil da så synes ting at være kaotisk - mad skal skaffes, folk sal huses og imens så raser krigen mod nord. Det piner ham at han ikke kan deltage i kampene, men Luka Verenov er en god hærfører og Alexei synes at være en kompetent ung mand med noget uortodokse forestillinger om hvorledes man fører krig. Regnen og fugten hjælper ikke på den unge adelsmands humør og han kan allerede forestille sig hvor slemt det bliver når vinteren kommer.

Da den første sne begynder at falde kommer Luka Verenov med nyheder om at lykantroperne er blevet overvundet gennem en tre måneder lang aggressiv kampagne i de ufremkommelige skove mod nord. Tabene har været ganske store men langt fra så slemme som forventet. Øvre Rezel er renset - og Luka Verenov er en stolt mand.
________________________

Effekt:

Da bosættelser mod nord ikke er mulige i Efteråret 1027 AC så falder Stability med 1 (til -1)

Når krigen er vundet (og det er den jo nu) så stiger Stability med 1 (tilbage til 0)

Bosættelser kan ikke begynde før Forår 1028 AC, hvorefter Stability stiger med 1 (til +1)

Glemte noget ...

Når forår 1028 AC begynder så vil flygtningene jo pludselig bosætte sig i den nordlige del af Øvre Rezel. Dette medfører Province Growth +4 med effekt fra forår 1028 AC.

Vi nærmer os en Level 2 province.

Demyan roser Luka Verenov til skyerne. Han holder også en storslået parade til ære for ham og Alexei (så storslået som noget kan blive i Øvre Rezel).

Under paraden giver drengen de to mænd ret til at bære den Sorte Høgs Vinger - de får hvert et smukt sort stykke broderet silke som de kan bære som et tegn på hæder.

Demyan tænker at Alexei nok er ret ligeglad, men Luka er typen som sætter pris på den slags symboler. Good man.

Samtidigt sørger drengen også for at en kærre med polerede svine-kranier bliver kørt rundt i hele Øvre Rezel, så folk kan se den storslåede sejr.

På foreslag fra Tito får han lavet det største af kranierne om til sin personlige natpotte.

OOC: vokser provinsen så ikke til foråret? +1 til vinter, +1 til foråret og ekstra +4 til foråret på grund af flygtningene = 32.

Så skal vi til at spare GB sammen for at kunne udvide vores holdings. Mu hu hu ha ha ha ha :-)

Korrekt. Nu begynder folk at forsøge at møve sig ind på jer ...måske du endda har råd til en rigtig Army?
This message was last edited by the GM at 07:15, Sat 25 Jan 2014.

OOC: måske på sigt. Men for at rekruttere en army skal jeg først have en court.

De koster minimum 0.5 GB om måneden - mere end halvdelen af hvad jeg vil tjene som boyar over Øvre Rezel (level 2).

Men hvis vi bliver ved med at drive skovhugst kan det lade sig gøre. Men jeg tror ikke Vladimir vil være så glad for det….

Demyan begynder allerede at tænke over, om han kan forhandle med Nadem Erul om kontrollen over Øvre Rezel.

Drengen er jo som sådan vokset op i nærheden af Nadem. Er Huleaneren til at bestikke, eller er han fanatisk loyal over for Hule?

05:44, Today: Demyan rolled 22 using 1d20+5. sense motive to understand nadem erul.

Demyan har gået op og ned af Nadem Erul størstedelen af sit liv og den unge adelsmand har fået følgende forestillinger omkring manden:

1) Nadem Erul synes ikke at have den store kærlighed til overs for Koc Baykal.

2) Nadem Erul er en troende mand dedikeret til Loki - i det niveau det nu engang påkræves.

3) Nadem Erul er loyal overfor Hule.

4) Nadem Erul forsøger at udføre sin pligt overfor Hule uden at skabe for megen ballade i Yalu Banks.

5) Om hans forsigtighed og brug af diplomati skyldes en del af en større plan eller fordi det er det mest "økonomiske" vides ikke.

6) Nadem Erul er en ydesrt intelligent mand.

7) Demyan tænker mere og mere over slaget ved Gum og alt der førte til at Demyan blev sendt til Gum (prøv at læs op på den del igen).

In reply to The Storyteller (msg # 172):

En dag i det tidlige efterår tropper Vladimir op hos Demyan. Han medbringer et æsel som bærer på nogle store og tunge lædertasker...

"Demyan! Vladimir har kigget i indvoldende på gnavere og fuglenes flugt over himlen og set at vinteren bliver lang og kold i år. Mange mennesker vil sulte i øvre Rezel hvis vi ikke gøre noget. Vladimir vil derfor tage sydpå via floden og investere i forsyninger så folket ikke kommer til at lide for meget i løbet af vinteren. Kan Vladimir låne både og nogle stærke folk?"

"I indvoldene på gnavere siger du? Jamen så må det jo være…. rigtigt…. hmmm.

Du kan låne tre af mine fire både. Du får også seks vagter med til at passe på kornet og hjælpe med at læsse det.

Måske kan du låne nogle både af Feliks også. Eller måske af nogle af Bjørnens trofaste følgere?"

I løbet af efteråret rejser Demyan en kort tur til Olonov. Her opsøger han Nadem Erul.

"Erul, jeg vil ikke fornærme Deres intelligens ved at forsøge at manipulere Dem. Jeg vil sige mine ord ligefremt, mand til mand.

Øvre Rezel vokser hastigt og Hule vil snart have interesse i regionen. Men Øvre Rezel er ikke parat til Hule.

Folkene der oppe er ikke vant til at bøje deres knæ for nogen, og hvis de skulle betale skatter til fremmede, ville det skabe stor uro.

Og hvis skatter ville blive sendt afsted til Hule nu, ville det blive svært for mig at få provinsen til at blomstre.

Derfor foreslår jeg en aftale. De giver mig frie hænder i Øvre Rezel og støtter mig deroppe. Til gengæld giver jeg Dem frie hænder i Rezel og støtter Dem her.

Aftalen slutter så snart en af os ønsker det. Hvad siger De?"

Manden ser på Demyan med sine skarpe mærke øjne for han rømmer sig og tager en tår af sin krydrede vin "Frie hænder i Rezel? Men det har jeg jo allerede, min unge Herre" Han læner sig lidt ind over bordet og smiler. Ikke drilsk som så men (nærmest) oprigtigt "De er vokset hurtigt og modnet endnu hurtigere. Jeg må indrømme det glæder mig at se, men samtidig så mistænker jeg også at De en dag vil være et problem for min Herre. Heldigvis for Dem så kan min Herre ikke se det endnu. Dette er Yalu-banks og vores tilstedeværelse er vigtig. Når en hersker bliver mægtig så skal vi være i området. Sådan er Loven - og De og jeg følger Loven, ikke sandt?"

Han læner sig tilbage og sætter vinen fra sig. Så tænker han sig længe om indtil han endelig forsætter "Deres far kan muligvis ikke forsætte med at være Baron længe endnu. Det er De klar over ikke sandt? Så her er mine krav. Jeg kan udsætte min ankomst til Øvre Rezel med et par år, men når jeg kommer så forventer ikke kun jeg, men også Hule, at Hules magt modtages med glæde. De, min unge Herre, vil blive holdt ansvarlig for alle tilfælde af uro. Jeg forventer at De støtter Hule her i Rezel og når den tid kommer så overtager De Deres faders position som Baron. Samtidig så må De forstå at jeg styrer ikke Loki-kirken og den er ved at få en interesse i Øvre Rezel. Skulle det ske at Loki-kirken ønsker Hules hjælp til at udbrede Lokis budskab, så er jeg forpligtet til at støtte Loki-kirken. Også selvom de udbreder budskabet med bål og brand. Må jeg foreslå at hvis De ikke ønsker Loki-kirkens tilstedeværelse i Øvre Rezel at De da ikke modarbejder Kirken åbenlyst? Et hvert angreb på Kirken vil nødvendigvis føre til at jeg må fremskynde min ankomst til Øvre Rezel. Og det ønsker ingen af os ... vel?"

Han rejser sig og lægger en hånd på Demyans skulder. "De er blevet stor, min unge Herre. Det klæder Dem ..."
This message was last edited by the player at 08:36, Wed 29 Jan 2014.

Demyan trykker Nadems hånd og ser ham ind i øjnene.

"Jeg tror vi begge ønsker det samme. Fred mellem vores folk og et stabilt Rezel, hvor man kan leve uden frygt.

Lad os arbejde sammen mod det mål. De udødelige må vide, at der er mange som arbejder mod os."

Med deres møde veloverstået mødes Demyan med Vladimir og Feliks og drager retur mod Øvre Rezel inden at frosten sætter ind. Da de returnerer modtager Demyan nyheden om den endelige sejr.

Vinter, 1027 AC

Det voldsomme snevejr giver Demyan en veltiltrængt undskyld for at holde sig inden døre og ikke tage ud på rejser. Desværre medfører det også kedsomhed og regnskabsarbejde. Åh, hvis blot han havde Yakov til at tage sig af den slags ting ville alt være så meget nemmere, men det havde han ikke og derfor brugte han mange lys den vinter på at føre regnskab over mængden af lort som ans "hovedstad", landsbyen Shagobar, producerede hver dag. Problemet var at landsbyen var vokset, og der var brug for at få noget strukturi rodet. Flygtninge fra Sharya, rejsende fra Rezel og de yderst fødedygtige kvinder her i Øvre Rezel gjorde at landsbyen snart kunne kaldes for en (lille) by. Jo. Hans patetiske rige syntes at vokse. Shagobar og Mezem ville begge snart kunne være byer, og landsbyen Kotlas som lå tæt på grænsen til Rezel og hvor al deres skovhugst fandt sted, så også ud til snart at vokse. Til tider gav det den unge adelsmand mavepine og sure opstød at tænke på hans ansvar, og andre gange fik det ham til at udbryde med nær-dæmonisk latter der gjorde det ganske tydeligt at han havde en del af sin fars karaktertræk i sig. Freden havde også givet mulighed for at en stor del af flygtningene fra Sharya kunne slå sig ned i den nordlige del af Øvre Rezel. Det gjorde ham faktisk lidt rolig for en del af dem syntes at være forrået af krigen og nok ikke de mest lovlydige af slagsen heller.
_________________

Godt nok ingen events, men hvis du har ønsker for den unge adelsmand så lad mig høre. Du skal dog huske på at al rejse er stort set umuligt.

Demyan nyder faktisk nærmest at lave alt det papirnusseri. Han sover så godt om natten når han ved at der orden i regnskabet.

Han tilbringer også meget tid ved sin skrivepult med at kigge på kort. Han indtegner ruter for de vogtere, som skal bringe Lov og Orden i den nordlige del af regionen. Når foråret kommer.

En gang imellem spekulerer han over hvordan han nogensinde skal få flygtningene til at lystre. Han tænker at det nok er ligesom med hunde.

Man skal straffe øjeblikkeligt og konsekvent. Når først hunden har lært hvad den må og ikke må, kan venskabet mellem dyr og mand nå et højere niveau….

Forår, 1028 AC

Folketællingen viste at Øvre Rezel nu officielt var vokset nok til at der var opstået et magttomrum. Med den voldsomme tilflytning ikke kun fra Sharya men også fra Rezel, var Demyans magt ikke længere så absolut som den havde været. Folk - især de nye - satte spørgsmålstegn ved hans naturlige ret til at opretholde Loven og indkræve skatter, og det kunne godt mærkes. Det var tydeligt at Tito ikke havde meget tilovers for dem der havde bosat sig i de nordlige egne og han spildte aldrig en chance for at svine dem til. Men måske var tilflytterne ikke kun en forbandelse. Både Shagobar og Mezem var vokset betydeligt med alt hvad det betød. Heldigvis havde Demyans hårde arbejde i de kolde vintermåneder før meget godt med sig, for hvor Mezem fremstod rodet og tilfældig, så var Shagobar mere ... strømlinet. Gaderne var (for det meste) lige og byen var opdelt i distrikter allerede. Mange ville mene den var mere ordnet end selv Olonov og der var tale om at den nok skulle blive ganske fin og ordentlig "en dag". Indbyggerne i Shagobar var også mere ordnede og civiliserede. De holdt sig til Loven og respekterede byvagten og deres boyar. De nussede ham heller aldrig i håret men bøjede sig i støvet for ham hvor end han kom frem (det var så ikke tilfældet i nogen andre områder af Øvre Rezel).

Tito Pulin og Luka Verenov drog med en gruppe mænd mod nord for at besøge de nye landsbyer. Formålet var at få styr på dem og derved få dem til at bøje sig for hans overherredømme. Hvad der gik galt stod aldrig rigtig klart for nogen, men de fejlede. Hvor landsbyerne accepterede at Demyans tropper beskyttede dem så var der megen modstand mod Loven og skatterne. Når skatteopkræverne kom så blev kvæg og høns gemt af vejen, og ungerne fik det mest usle tøj på der kunne findes. Tito udtalte bagefter at ingen kan hoste så overbevisende som en sharyaner.

Demyan måtte indse at hans mission i første omgang havde slået fejl (og tømt statskassen). Dette bekymrede ham i særdeleshed - og det samme gjorde brevet fra hans gamle lærermester Yakov. Brevet blev bragt af en flodskipper og derved ikke af en af Baronens mænd.

"Kære elev.

Jeg nåede ikke at sende dig et brev til din fødselsdag, men du er jo nu trådt ind i de voksnes rækker og synes at have klaret dig godt. Det er i hvert fald hvad rygterne fortæller mig. Nu er det ikke så ofte jeg kommer ind til Olonov mere, for Baronen ønsker min tilstedeværelse ved Hoffet konstant. Dette burde måske behage mig, men jeg frygter at der foregår skumle ting her i dit familie-sæde. Din sted-moder synes at have større og større kontrol over folk her på slottet. Jeg spiser mine måltider i tårnværelset så ofte jeg kan, for det er ikke sundt at færdes i slottets kolde korridorer og sale når mørket falder på. Sygdomme florerer ligeledes og de ramte er ofte sengeliggende i dagevis med feber og generel svækkelse. Jeg får sjældent lov til at tilse dem, men mistænker mørke kræfter er på spil. Men nok om mig - jeg må advare dig. Jeg overhørte din stedmoder forsøge at overtale din fader til at overtage kontrollen over den sydlige del af Øvre Rezel. Der er næppe meget jeg kan gøre for at hjælpe dig, og Rådet synes svækket og frygtsomt.

Held og lykke

Yakov

PS. Husker du at læse på dine huleanske bøjninger?"

Diskret lod Demyan sin støtte til Feliks Sokolov og Vladimir blive kendt. Det var vigtigt han ikke fremstod som om han nægtede Loki-kirken adgang til Øvre Rezel. Til trods for støtten formåede Free Traders' Guild at etablere sig igen i Øvre Rezel. Det galdt mest i de sydlige områder og langs Yalu-floden. Det ville sikkert føre ballade med sig, men sikkert også mere guld i statskassen og han trængte til guld.

Loki-kirken derimod handlede ikke med det samme. Måske Koc Baykal var optaget af andre ting i Rezel? Måske Demyans stedmoder gav den fede gamle blinde nar flere problemer end han kunne magte? Mulighederne var mange, men resultatet var det samme. Loki-kirken forsøgte ikke at udsprede deres tro så voldsomt som man kunne have frygtet. I stedet slog de sig ned i Mezem og Shagobar hvor opførelsen af små templer blev påbegyndt. Det var måske også i de mere civiliserede egne at den slags præster havde størst chance. Det samme galdt for Moderkirken der trods rygter om modstand fra Loki-kirken formåede at slå sig ned i Mezem og Shagobar og begynde opførelsen af templer til deres pantheon af Udødelige. Hvad det ville føre til var endnu uvist.

__________________________
Resultat

Church of Zuyevo skaber en Temple Holding 0 i Øvre Rezel.

Demyan giver flodskipperen dette brev tilbage:

"Kære Yakov,

jeg takker dig fordi du bekymrer dig for mig, og for dine venlige ord. Hvis min Fader ønsker at tage den direkte kontrol med den sydlige del af Øvre Rezel, så er han i sin gode ret. Jeg har svoret troskab til ham og ønsker kun at min lensherres magt må blive konsolideret. Hvad angår - sygdommene ved hoffet - så frygter jeg at der er lidet jeg kan gøre nu. Måske om nogle år når jeg har vokset mig stærkere og mere lærd vil jeg kunne identificere sygdommens kilde og standse den.

Du må endeligt komme og besøge Shagonar. Jeg er meget stolt over hvad vi har opbygget!

Demyan.

N.B: jeg har nu lært futurum-hypoteticus formen af de hundrede vigtigste irregulære verber."

OOC: Demyan beskytter skam de frihandlende og moderkirken (giver dem +4 til deres kast).

Øvre Rezel har da brug for handelsvarer og for de Udødeliges gode ord. Og de giver alle sammen guld til skattekisten :-P

Han vil dog ikke støtte holdings i at conteste andre holdings. Han vil ikke favorisere.

Han vil heller ikke blokere holdings der contester hinanden. Med mindre de bryder loven - så fylder han fængslerne og de får -4 til deres kast.

OOC: klarer Demyan sine diplomacy rolls?

21:33, Today: Demyan rolled 20 using 1d20+8. diplomacy roll for RP, spring.
21:33, Today: Demyan rolled 15 using 1d20+8. diplomacy roll for RP, winter.

@ Marc

Ja og Ja

Sommer, 1028 AC

Sommeren er i år fantastisk. Varm uden at være for varm. Tør uden at være for tør. Den var faktisk bare perfekt. Den kunne næsten også fjerne hans bekymringer over at han politisk var blottet. Forårets forsøg på at få fuld kontrol over Øvre Rezel var fejlet, men heldigvis var der ingen der endnu havde bevæget sig ind i Øvre Rezel. Den politiske virkelighed bragte dog Demyan væk fra jagt og dagdrømme, da den unge Talya af Loki-kirken bad om foretræde.

Hun var en ganske køn ung kvinde der forstod at bruge sin ynde overfor den unge boyar, men det var hendes stemme der gjorde mest indtryk på Demyan. "Vær hilset, Boyar af Øvre Rezel. Må Deres nåde og Deres visdom lyse over hele Øvre Rezel så vi andre kan leve i Deres skær." Hun bukkede og viste lidt kavalergang før hun rejste sig op, sendte hadske blikke til Tito og der havde hvislet lidt, og derefter forsatte mens hun smilede ganske lidt til Demyan. "Min Herre, Koc Baykal, sender hilsener fra Olonov og velsigner Dem i Lokis navn. Jeg kommer for at fortælle Dem at De er i fare ..."

Demyan er bestemt ikke upåvirket af den unge kvindes ynder. Han kæmper en ulige kamp for at holde øjenkontakten som hun en passant viser sin kavalergang.

"…..i fare? Jamen mit liv er i fare hver eneste dag jeg bevæger mig uden for garnisionens palisader.

Er De klare over hvilket uhyrer der beboer skovene derude? Jeg går ud fra at Deres advarsel har en mere konkret natur…."

"Uhyrer i skovene er vel ikke noget som De frygter på nogen måde? Vel ikke en mand så stærk som Dem?" Hun smiler og blinker med sine lange vipper, mens Tito ruller med øjnene "Den sande trussel er ikke hvad der kan tage ens liv, men hvad der kan tages ens magt. Jeg kommer til Dem for at advare Dem mod den trussel som Moderkirken udgør mod Dem og Deres position her i Øvre Rezel. Vi har informationer om at Moderkirken inden for det næste år vil forsøge at bestride Deres magtposition i Øvre Rezel. Vi kommer til Dem med et ønske om at støtte Dem mod dette svig, for Deres fader er Kirkens Beskytter og vi har høje håb til Dem og Deres styrke. Men De har måske intet imod at give magten fra Dem?" Hun går en anelse tættere på den unge boyar "Det er jo Magt som gør en mand til en Mand." siger hun med næppe hørlig stemme.

Tito bevæger sig stille omkring Demyan og den unge præstinde og står nu henne ved døren og prøver at få øjenkontakt med Demyan mens han med den ene hånds pegefinger og tommelfinger former en cirkel som han så fører den anden hånds pegefinger ind og ud af cirklen.

Demyan ser vredt på Tito og gestikulerer diskret at han bare skal skride så hurtigt som muligt.

"Hør nu unge frøken…. unge bedårende frøken…. jeg mener, det er ikke ofte at vi får besøg af frøkener som er så smukke som Dem…. jeg mener…..

Jeg har intet ønske om at blande mig i disse religiøse stridigheder. Det er at stikke hånden i en slangerede.

Loki, moderkirken, Bjørnen…. det er mig ærligt talt ligegyldigt. Jeg har rigeligt med problemer i den sekulære verden…..

Hvis moderkirken planlægger at frarøve mig Magt, så skal jeg nok give dem et slag over håndledet. Indtil da….. det er mellem jer."

Drengen mister lidt koncentrationen, fugter læberne og tager et skridt fremad, som han ser Talya ind i øjnene.


This message was last edited by the player at 20:59, Fri 07 Feb 2014.

"Imellem os?" hun ser forvirret ud "Jamen jeg kommer ikke for at redde Loki-kirken. Jeg kommer for at redde Dem fra Moderkirken. Moderkirken er svag og De er ikke tjent med svaghed. Styrke er magt og magt er ret. Svig er blot et middel til at opnå denne magt. Jeg kommer fordi Moderkirken vil knuse Dem og alt De har opbygget ... og jeg kommer fordi vi har noget som De ikke har ..." hun træder frem og hvisker Demyan i øret "... guld ..." Hun træder et skridt tilbage og bukker let "Men De er ikke en mand der tager imod almisser. Jeg respekterer det, min Herre. Jeg respekterer det mere end De tror ... jeg må forlade Dem nu, min Herre, hvis De tillader det. Jeg har presserende opgaver der venter mig. Hvis De skulle skifte mening og ønsker Loki-kirkens assistance, så kald blot og vi kommer til Dem."

Demyan ser den unge pige intenst ind i øjnene, som hun forlader hans hytte.

Han ved at Loki-kirken er gift og at han ikke må lukke den ind i sit liv. Men han hungrer også efter guld. Og han har stadigt pigens duft i næseborene.

Tankerne kredser om Loki-kirken og guldet ... eller er det om pigebarnet? ... i de næste mange uger. Så en dag kommer der et brev bragt af en flodskipper.

"Kære Demyan.

Jeg hører intet fra dig og ved ikke om du er i live. Du svarer ikke på mine breve, men jeg beder til De Udødelige at du er sikker. Der er en sygdom der breder sig. Det er som ringe i vandet der breder og breder sig.

Pas på.

Din for evigt

Yakov"

Drengen krøller brevet sammen i desperation. Breve der går tabt, ender i de forkerte hænder. Han må snart tage til Olonov. Løvens hule.

Men først må han tale med Vladimir.

I løbet af sommeren styrker Demyan sin stilling i den nordlige del af Øvre Rezel.

Nu hvor Vladimir taler hans sag, går det pludseligt som en leg!

19:04, Today: Demyan rolled 32 using 1d20+12. rule law holding.

Critical success :-)

Demyan vil også rejse til Olonov for at tale med Yakov.

OOC: men lad først Karsten spille det seje familie-drama ud :-)

In reply to Demyan (msg # 196):

OOC: Det kan jo være at Feliks får brug for sin ven som karaktervidne, når nu han bliver fængslet for mordet på sin fader...

Summer, 1028 AC

Med sin magtposition i Øvre Rezel sikret besluttede den unge adelsmand at rejse til Olonov for der at besøge sin lærermester. Mistanken om at nogen opsnappede korrespondancen mellem hans lærermester og ham bekymrede den Demyan. Det var derfor med en hvis bekymring at Demyan begav sig ned af floden ombord på en af Hus Sokolovs pramme. Øvre Rezels store skovklædte breder så smukke ud her fra floden og det var med en hvis stolthed at adelsmanden kunne sige at alt dette er mit. Kontrasten var derfor det mere mærkbar da han kom til Rezel. Landet synes forandret. Mærket på en måde. Som om selve landet bar på et åg af tungsind og modløshed. Fra floden lignede Olonov mest en byggeplads. Store bygningsværker i form af moler og bygningsværker var ved at tage form mens murere og andre håndværkere knoklede for at bygge dem. Sommerheden var intens og nærmest kvælende og støvet lagde sig på den unge boyar i det øjeblik han gik i land. Han stod på en mole og så sig omkring. Genkendte så mange ting – fiskernes net, de mange både, lugten af tjære og tovværk, af lort fra de åbne kloakker, af sved og … ja .. og af frygt. For der var noget over Olonov der var forandret, men han kunne ikke sætte en finger på hvad det var ...

Demyan træder ind på molen, fulgt af Tito og tre krigere fra den Sorte Høgs garnision. Han kigger sig varsomt omkring, om der er noget forsøg på hans liv.

Så begiver han sig ind i byen, mens han opsuger alle indtryk. Han begiver sig først til Høge-borgen, hvor han vil indkvartere sig og mødes med Yakov….

Der er (overraskende nok) ingen der overfalder Demyan på molen, og det er med en hvis lettelse at han derefter kommanderer en hest fra byvagten således at han kan begive sig mod Høge-borgen på en måde der er passende for en mand af hans stand.

Der er mange mennesker på gaden og Demyan og hans følge begiver sig kun langsomt igennem mængden. Støvet klæber sig til dem og det er varmt. Folk faldbyder deres varer, vaskekoner slæber tøj til floden mens at de højlydt snakker, små unger render rundt og leger (og stjæler måske en pung i ny og næ) og en præst fra Moderkirken er ved at velsigne en grovsmeds nye smedje, da der pludselig ud af den blå luft kommer en hestepære flyvende og rammer Demyans kappe. Tito er allerede ved at trække sit sværd mens at Demyan febrilsk spejder rundt for at finde ud af hvem gjorde det. Han kan umiddelbart ikke se nogen der ser ud til at være skyldig, men folk bakker hastigt væk fra Demyan og hans følge (så meget som er dem muligt grundet den trange plads). Det er der at Demyan for første gang for alvor ser indbyggerne i øjnene, og han ser ikke kun frygt og underkuethed - han ser også for første gang nogensinde direkte had i deres øjne. Had kun holdt i ave af deres frygt for Høgene. Men også kun næsten ...
__________________

The Storyteller, on behalf of Demyan, rolled 21 using 1d20+8. Perception.
The Storyteller, on behalf of Demyan, rolled 11 using 1d20+7. Sense Motive DC 20 (Hunch).
This message was last edited by the GM at 07:40, Sat 15 Feb 2014.

"Min Herre..." hviskede han ud af mundvigen som han stod der med trukket slagsværd mens de andre krigere slog ring om Demyan "... Jeg kan ikke lide det her ..."

"Hvem smed den? Træd frem og vis dit ansigt din kujon!"

En dyb stilhed sænker sig over markedspladsen da folk blot ser på Demyan men ingen reagerer på hans ord. Ingen melder sig. Ingen træder frem. Alle stirrer blot på Demyan med intens vrede og had i deres øjne. Følelser som kun tøjles af deres frygt for Høgene. Lidt endnu i hvert fald ...

Demayn har oplevet meget i sit korte liv. Han har kæmpet mod skeletter og gobliner. Han er blevet truet af et var-svin og er blevet nært slugt af en kæmpe-tudse.

Men hvor er det bare ufint at kaste lort på andre folks gevanter! Han har brugt dage på at udvælge fine pelse til sin kappe. Og det har taget uger at få den syet.

Flere gange har han beordret syeren til at starte forfra, fordi stingene ikke var diskrete eller holdbare nok. Og nu kaster en eller anden kujon lort på kappen!

Efter den første indignation fortager sig, indser Demyan at han befinder sig i fare. Han beordreder den lille gruppe til at bevæge sig op mod Høge-borgen.

"Kom Tito. Det er tydeligt at ingen vil melde sig til deres retfærdige straf….."

OOC: ja han har vain disadvantage, bare hvis I er i tvivl…. :)

De bevæger sig langsomt gennem markedspladsen hvor folk kun nødigt giver plads til Demyan og hans følge. Demyan indser at der er trods i disse folk, og det er næppe en god ting. Det er derfor en fornøjelse da de forlader byen og bevæger sig over markerne til Høge-borgen. Borgen ser lige så trøstesløs og dyster ud som altid. Porten til Høge-borgen er forsat flankeret af to bure indeholdende de sørgelige rester af fanger og kriminelle. Ravnene der er ved at pille i de to lig sidder stille og studerer følget som de rider ind gennem porten og ind i indergården hvor er stakkels stalddreng straks kommer løbende for frygtsomt at tage sig af hesten. Følget står og ser rundt på gårdspladsen hvor der er den sædvanlige aktivitet. En tjener kommer løbende og bukker for Demyan (og endda dybere end hoffolkene normalt gør) og byder Demyan velkommen og fortæller ham at Baronen er optaget, men at Baronen ser frem til at se Demyan til aftengildet.

Demyan nikker og lader sig inkvartere i sit kammer.

Så snart han har pakket sine gevanter ud, begiver han sig over for at tale med sin mentor Yakov.

Det er sen eftermiddag som at Demyan bevæger sig gennem Høge-borgens mange snørklede korridorer som ligger hen i halv-mørke grundet de få vinduer der er i murene. Generationer af paranoide Høge har udbygget borgen med fokus på at kunne modstå angreb. Komfort har altid været sekundært. Æstetik tertiært (hvis ikke endnu længere nede på prioriteringslisten). I ny og næ ser han skyggen af tjenestefolk der gør deres bedste for at undgå at blive set eller hørt, og det slår igen den unge Boyar hvor stor forskel der er på Øvre Rezel og selve Rezel. Yakovs tårn ligger isoleret for Baronen så ingen grund til at en lærd man skulle nyde opholdet på Høge-borgen. At Baronen overhovedet har accepteret Yakovs tilstedeværelse har altid været lidt et mysterium, for hans mistro overfor alle der kan læse og skrive (noget som Baronen ikke kan) er mere end velkendt. Det er koldt på den snoede trappe der fører op til Yakov's kammer for de store tykke stenmure holder sommervarmen ude og der er intet sollys. Om det er det der får Demyan til at gyse eller det faktum at der ikke længere er en dør ind til Yakovs værelse vides ikke. Der hvor der engang var en dør er der kun en mur.

Værelset er blevet muret til ...

Demyan kæmper for ikke at miste bevidstheden. Efter hvad der virker som år, begiver han sig ned af den nærmeste gang og griber en tjener ved armen.

"Yakovs værelse….. døren…. den er muret til. Hvor? …..Hvor?"

Tjenestepigen ser skræmt på ham, tårer begynder at trille ned af kinderne på hende mens hun ryster på hovedet og begynder at klynke "Nej Herre .. jeg beder Dem .. nej .. nåde .. nåde .. jeg beder Dem .. slip mig .. slip mig ...". Pigebarnet er panisk og forsøger at rive sig fri igen og igen, men Demyans har grebet godt fat om pigebarnets arm og efterlader store blå mærker på hende "..lad mig slippe .. jeg beder Dem .. Fruen ... Baronen ... De forstår ikke!" Hun klynker og skriger og græder, indtil hun synker ned på knæ opgivende "De .. De murede døren til .. jeg ved ikke mere ... jeg er død .. jeg er død .. nåde.." Hun ser op på Demyan med store våde blå øjne "Jeg ved De er en god Herre. Jeg har hørt rygterne. Historierne. Jeg beder Dem ... vil De ikke nok slå mig ihjel?!" hun forsøger at smile forsigtigt ".. vil De ikke nok?"

___________

Rul Perception

OOC: 12:42, Today: Demyan rolled 18 using 1d20+8. perception roll.

Den unge adelsmand er for medrevet af den unge tjenestepiges adfærd og bøn og hans lærermesters tilmurede kammer til at ænse hvad der lurer omkring dem.

Demyan lader den unge pige gå og begynder at undersøge væggen. Han lytter og ser efter små sprækker.

Han tænker det kan være at hans mentors kammer er blevet omdannet til et frygteligt fængsel, og at mentoren bliver fodret gennem et lille hul eller lignende…..

14:19, Today: Demyan rolled 12 using 1d20+8. perception to search.

This message was last edited by the player at 13:19, Sun 16 Feb 2014.

En dværg ville sikkert have ment det var et elendigt stykke arbejde, men for Demyan så det meget velbygget ud. Hvis Yakovs kammer var omdannet til et fængsel så var det et fængsel hvor han ikke modtog mad eller drikke.

Udover Yakov er der ingen som Demyan virkeligt stoler på i Høge-borgen.

Han går en tur rundt i sit barndomshjem sammen med Tito. Han går virkeligt rundt i hjørnerne, for at smide forfølgere af sig.

Det giver også mulighed for at folk kan diskret kontakte ham hvis de ønsker det….

Turen rundt i den mørke dystre kolde Høgeborg er ikke fornøjeligt på nogen måde. Demyan er sikker på at de ikke bliver skygget, men selvom at livet på borgen er det samme som altid (staldene, smedjen, tjenestefolkene, lydene, lugtene osv) så virker det som om at noget har forandret sig.

Da mørket falder på står Demyan og Tito på murene og ser ud mod Olonov. Byens lys kan ses i tusmørket, og da Demyan hører spillemændene i borgens madsal (en lyd der overrasker ham for der har aldrig været spillemænd på borgen før) så ser han samtidig en grålig mystisk tåge der kommer rullende ned af floden mod Olonov og i løbet af et kort øjeblik har omsluttet byen.

Tito rømmer sig "Jeg ved det er Deres hjem, men der er som regel mere sjovt på kirkegårde end her. Ikke ude på at genere Dem, men ...."

"Ja Tito. Der er noget her, som er meget meget forkert.

Og jeg er ret sikker på at det har sit udspring i min Faders nye hustru….

Kom, lad os gå ned til middagen. Lad os hellere holde lav profil."

De ankommer til spisesalen som er lyst op af fakler og flere dusin store lysestager. Nogen spillemænd står i hjørnet og spiller på deres fløjter og drejelyrer, mens en lille forkvaklet handicappet dværg (misvækst altså) danser rundt med en stor narhat på hovedet til baronens store morskab. Baronen sidder ved bordet ved siden af sin nye hustru og taler med en mørklødet mand i silkekåbe, mens tjenestefolk og vagter står langs væggene. Baronen ser straks op da Demyan træder ind og Tito gør sit bedste for ikke at blive set da han stiller sig lige inden for døren op af væggen og bliver stående der. Baronen rejser sig op så stolen vælter med et brag, musikken hører op, hans hustru holder op med at nippe til vinen og alle glor på Demyan "MIN DREEEEEENG! VED ALLE UDØDELIGE HVOR ER DET GODT AT SE DIG! SE LUDMILLA!! ER HAN IKKE BLEVET STOR?!"

"Bestemt, min elskede" siger hun med en silkeblød stemme og et falsk smil "Så stor, så stor ..."

"Min Baron og Fader, det glæder mit hjerte at se at De og Deres viv er ved godt helbred!

Jeg bringer gaver i form af Øvre Rezels fineste pelse. Fortæl mig hvordan det står til her i Olonov, østens glitrende perle!"

Han klapper i hænderne og fine skind bliver båret ind.

De fire flotte skind bliver båret ind og ganske som forventet så er baronen ret ligeglad med skindene. Til gengæld er hans hustru overraskende begejstret for dem. Hun kommenterer dem ofte og meget. Spørger i hvilke egne af Øvre Rezel skindene kommer fra. Om Demyan selv har jaget dyrene. Demyans far vil til gengæld helst tale om Rezel og er ret ligeglad med hvad Demyan går og foretager sig. Hvad der til gengæld er anderledes er at Ludmilla ustraffet kan afbryde baronen. Tidligere kvinder har siddet tavse og paralyseret af frygt ved middagsbordet, men hende her optræder afslappet og ganske vittig. Flere gange afbryder hun Demyans far og beder ham om at lade Demyan tale ud og spørger på baronen flere gange hvorfor han ikke mere åbenlyst har støttet Demyan, når ny Demyan udfører "så episke bedrifter!" (Ludmillas ord). Demyan far bliver endnu mere overraskende ikke vred på Ludmilla, men synes på sin egen dysfunktionelle vis at give hende ret i hendes udsagn. Dynamikken omkring bordet er helt anderledes end noget Demyan nogensinde har oplevet ved hoffet - og samtidig helt, helt forkert på måder som han slet ikke har ord for.

Men som aftenen skrider frem fortæller Artyum om livets gang i Rezel, mens at Ludmilla roser ham til skyerne og den mystiske kutteklædte mand sidder i tavshed. Kort opsummeret fortæller baronen at de Udøde stadig er et problem ved Gum, men at der ikke har været noget koordineret angreb mod Gum, tømmerhugsten i Den Gamle Skov forsætter stadig og genererer god indtjening til Rezel. At der har været grænsestridigheder med Tür uden at det dog er kommet til krig endnu. At pøblen er ophidset fordi at man har fundet et område af Den Gamle Skov der er en død zone på samme måde som der er døde zoner ved grænsen til Kulikovo. At pøblen samtidig er lykkelig for de mange byggeprojekter i Olonov for Olonov synes at være vokset noget i den seneste tid. At Hus Sokolov heldigvis ikke eksisterer mere og til gengæld for nyligt er blevet erstattet af mere trofaste allierede i form af Hus Razid (den kutteklædte tavse mand nikker, smiler og siger at Hus Razid "trofast tjener Høgen"), og at både Loki-kirken og Moderkirken giver baronen mavesår og "på det nærmeste opilner til oprør".

Demyan får vodkaen i den gale hals!

"Sokolov-huset….. eksisterer ikke mere? Jamen hvad med Igor Sokolov?

Har huset flyttet sine forretninger væk? Til Dradze? Jeg forstår ikke et ord!"

"Hvad? Flyttet siger du?? Næ, nej de er skam alle døde og begravet og fik hvad de havde fortjenet. Den gode Mester Razid er har været yderst gavmild overfor vores Hus, min dreng. Du burde takke ham." Artyum smiler selvtilfreds og skåler til Razid

"De er al for venlig, min Herre. Det er da kun naturligt at Huset Razid støtter den naturlige hersker over dette område. Hvem ved ... måske De endda en dag snart bliver Voidevoy over Yalu?" Den spinkle mand i kutten tager en tår af sin vin og ser på Demyan "Jeg hører at De udretter underværker i Øvre Rezel? Jeg håber jeg kan regne med Deres støtte hvis jeg en dag vælger at udvide mod nord? Det vil så sandelig komme Dem til gode - en boyar som Dem bør have en hær. En rigtig hær. En hær der giver Dem magt ..."

"Ahhh ... " griner baronen og klasker Demyan på ryggen "Nu ikke give knægten ideer, vel? Han skal jo nødig overgå sin far i styrke .... vel, min dreng?" Den sidste del af sætningen lyder mere kold og fjendsk. Farens naturlige paranoide beredskab eksisterer stadig under hans joviale facade.

Demyan ser på de to, men hører knap hvad de siger.

"Feliks far er dræbt? Af hvem? Har…. har…. du dræbt Igor?

Hvad med Feliks? Han var i Olonov for at besøge Huset…. Feliks kan ikke være…."

Han ser med vantro på baronen og Razid.


This message was last edited by the player at 12:04, Wed 19 Feb 2014.

"Hvad? Hvem? Mig? Neeej da. Jeg er ikke en morder. Feliks Sokolov dræbte sin far og flygtede fra Olonov. I al kaoset der opstod måtte jeg træde ind og overtage Huset. Jeg er bange for at Feliks Sokolov har brudt Loven ... en frygtelig sag, ja ... en fadermorder .. frygtelig .. meget frygtelig."

"Bestemt ja ... intet er mere frygteligt og afskyeligt end en fadermorder. Vel, min dreng?" Artyum studerer nøje Demyan som han spørger ham.

Demayn ser på de to og ved med det samme at de taler sandhed. Flere brikker falder på plads i hans hjerne.

Han prøver at rejse sig op fra stol, vælter en kop med vodka ud over sig, og falder ukontrolleret over stolen.

Han vælter ud af salen med vilde øjne og ænser ikke brølende af latter bag ham…..

Tito griber Demyan på vej ud og støtter ham ned af gangen som døren til gildesalen bliver lukket bag dem. "Så er det vist på tide at sige farveller, Herre" Demyan kan godt se at Tito hele tiden ser sig omkring og er på vagt "Ting lyder ikke heeeelt godt".

Demyan nikker. Men han vakler først ned til kammeret af Leonid Timur, den gamle og hærdede bannerfører, som leder baronens garde.

Leonid er endeløst loyal overfor baronen, men han er også en mand som ser tingene klart, og som holder af drengen på sin egen måde.

Demyan stormer ind i kammeret, i en nærmest drukken tilstand.

"Timur, jeg har brugt for Deres hjælp. Hvor er Yakov? Jeg har brug for Yakov. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden ham!

Timur, Landet er sygt! Jeg kan ikke kurere det uden Deres hjælp. Jeg beder kun om een ting. Fortæl mig hvor Yakov er….."

Drengen ånder tungt, som han ser desperat ind i krigerens øjne.


This message was last edited by the player at 14:09, Wed 19 Feb 2014.

Det var tydeligt at Leonid Timur havde drukket tæt. Kammeret emmede at sved og sprut og lerflasker og vinpytter lå rundt omkring i rummet. Manden som Demyan altid havde anset som en kæmpe så nu knækket og resigneret ud. Som en mand der havde accepteret sin skæbne - på en gang smukt og sørgeligt.

"Den gamle Yakov? Det er bedst du ikke stiller den slags spørgsmål. Skal vi ikke bare sige at han er her ikke mere og kammeret er muret til?" Timur så på Demyan og lagde sin store hånd på Demyans og gav den et lille klem. "Smut, min dreng. Du er sgu bedre end de fleste her på stedet. Ser du .. .faktum er at I Høge er nogen små spassere hellere bundtet, og jeg er en endnu størrere spasser fordi jeg har tjent jer. En mand uden et indhold i sit liv er faret vild og fortabt, forstår du det? Fortabt! Simpelthen fortabt. Men jeg har altid haft et indhold i mit liv og det har været at tjene Høgene. Under Dæmonprinserne. Under Borokov. Under skismen mellem Øst og Vest. Grænsekrigene mod Dradze og Yazakstepperne. Krigen mod Yachemiderne. Borgerkrigen. Krigen mod Hule. Den såkaldte "fred" og Kulikovo. Jo .. jeg har altid været loyal og det er jeg stadig. Men faktuk er at I er nogen små svin hele bundtet og de ting som jeg har gjort for jer har gjort at jeg har fortjent det her. Hvad der kommer til os nu er blot retfærdigt." Manden tog en slurk af lerkrukken så vinen flød ned af hans hage og ned på hans bryst. "Men du .. du er anderledes. Viser vel bare at roser også kan gro i lort. Tag væk herfra. Skab noget nyt. Og se dig over din skulder for før eller siden ... før eller siden ... så kommer de. Flygt herfra mens du har chancen! Du er for god til det her sted!" Manden nusser Demyan og håret og drikker videre.

"Timur - jeg skylder Dem en tjeneste. For dengang De hjalp mig med en snigmorder. Nu gengælder jeg Dem den tjeneste.

Kom med os til Øvre Rezel endnu i nat. De har stadigt stolte gerninger foran Dem. De skal blot vælge det. Vælg den rigtige vej."

Demyan rækker hånden frem mod krigeren.


This message was last edited by the player at 19:19, Wed 19 Feb 2014.

"Hvorfor vil du have mig med? Hvis jeg tager med dig vil din far forsøge at stoppe dig. Det er kun et spørgsmål om tid før han marcherer imod dig. I det mindste kan jeg forsøge at gøre dig nytte her ... hvad lidt nytte jeg kan gøre" siger manden og slår ud med armen og peger på alle flaskerne.

"Jeg skylder Dem en tjeneste, og denne nat er min sidste chance for at betale den tilbage. Ihvertfald i dette liv.

De er en god mand Timur. Jeg ved at det vil bringe mig i lort til halsen at tage Dem med, men jeg mener De er det værd."

Manden nikker stille og eftertænksomt. "Gem mig væk i skovene der oppe. Der må være et sted hvor en mand som jeg kan gemme mig og finde ro. Jo mindre at baronen hører om mig, jo bedre er det for dig. Jeg krydser grænsen senere på ugen og bevæger mig mod Kotlas. I det mindste er der en lille chance for at de ikke forbinder det til dig. Nå, knægt. Se så at smut ... de ved sikkert allerede du er hernede hos mig. De lytter altid. Især i skyggerne."

Demyan trykker Timurs hånd og forlader kammeret.

Dernæst vil han bruge nattens mulm og mørke til at forlade Olonov og sejle til Øvre Rezel.

Hvor han vil forsøge at finde Feliks Fadermorderen…..

---

Spoiler text: (Highlight or hover over the text to view)
*gnæk gnæk*

---

OOC: Finder Demyan Feliks hos Vladimir efter nogle dage….?

Jeg glæder mig til rollespillet :-P

Rejsen hjem til Øvre Rezel forløber uden problemer, og det er med en hvis lettelse at Demyan går i land i Øvre Rezel. Det er ikke svært at finde ud af at Feliks er "ude og rejse" som det hedder. Manden er jo tyyyydeligvis stukket af og der er kun et sted han kan være stukket af til. Nemlig Vladimirs hytte. Tænk på hvilke problemer det vil give den unge adelsmand hvis det hedder sig at Bjørnen skjuler en fadermorder? Loki-kirken vil elske det. Kommer der mon folk efter Feliks? Åh, så mange tanker. Så mange ting der kan gå galt.

Efterår, 1028 AC

Efterårsfarverne pryder Øvre Rezels skove og vejret begynder at blive koldere. Det har givet en ro at vide at retsagen mod Feliks Sokolov er lagt bag dem, men Moderkirken prædikerer forsat imod Demyan. De er nu begyndt at opføre et tempel i Shagobar, men heldigvis er dens menighed forsat meget lille og ubetydelig.

Han sidder ved sit langbord og prøver at få et overblik over garnisonens kornforsyning nu hvor at vinteren er på vej, da Tito banker på og træder ind med den sædvanlige frækhed som han altid udviser. Luka Verenov er ved at forberede sit bryllup som skal holdes næste uge, og Tito har gået og smågrint det meste af tiden. Tilsyneladende er Luka noget under tøflen, og Tito har et godt øje til en af Lukas tjenestepiger.

Men det synes dog ikke at være derfor at Tito kommer til den unge boyar. Han smiler ja, men alligevel kan Demyan se på Titos blik at der er noget der nager ham.

"Min Herre? Der står en kvinde med sit følge i borggården, og ønsker at tale med Dem. Hun siger hun er datter til baronen af Achinsk, og de er kommet ridende fra Mezem efter at have lagt til med flodbåd der. Hun siger der er presserende. Skal jeg smide hende på porten, min Herre, eller vil De tale med hende?" Han holder hånde op til munden og hvisker overraskende højt "Hun er sgu en lækker lille sag" og blinker til Demyan. Demyan er sikker på at alle uden for døren kan høre Titos forsøg på at hviske.

__________________

OOC

Godt støttet af Moderkirken lykkedes det dem at få en Temple Holding (0) i Øvre Rezel.
This message was last edited by the player at 13:08, Sat 01 Mar 2014.

Demyan bliver helt befippet. Han ved godt at man ikke skal lade en adelsdame vente, men han ønsker også at førsteindtrykket er perfekt.

Efter at have sørget for at hans hår sidder helt perfekt og at han har sin fineste ulvekåbe på, så går han nonchalant ud i borggården.

OOC: hvad ved Demyan om baronen af Achinsk og hans afkom?

21:20, Today: Demyan rolled 16 using 1d20+8. knowledge (nobility).


This message was last edited by the player at 20:21, Sat 01 Mar 2014.

Dimitri med tilnavnet Kinslayer er baron af Achinsk. Hans familieliv har været noget rodet, med en del hustruer og endnu flere friller. Tre af hans børn har overlevet og dertil skal man lægge et hav af barstarder. Den miderste af de tre børn skulle vist nok være en ung kvinde (eller stor pige) med navnet Yulia.

Demyan træder ud på trappen der fører ned i borggården. Han kan se en gruppe af 15 ryttere tydeligvis anført af en ung smuk kvinde på Demyans alder med grønne øjne der borer sig ind i Demyans sjæl. Rytterne er klædt i ringbrynjer og med lanser og bannere som det hører sig til. Den unge kvinde er klædt i ringbrynje og rustningspanser, mens to noget ældre krigere sidder på heste bag hende. Demyan kan genkende rådgivere når han ser dem.

Demyan går to trin ned af trappen og ser på kvinden som sidder stolt på sin ganger med rank ryg og vinden har fat i hendes hår. Bannerne blafrer i vinden og en af hestene tramper i brostene på gårdspladsen.

"Man siger du er en helt?" siger kvinden højt. Demyan kan spore mistro i hendes stemme.

Demyan ser hende intenst ind i øjnene og siger med karismatisk stemme:

"Jeg kender intet til at være en helt. Jeg forsøger blot at gøre det rigtige - uanset prisen."

På en eller anden måde lykkes det drengen at levere sætningen med så stor overbevisning, at alle de tilstedeværende må synke.

En kort tid synes tiden at stå stille. Så siger han:

"Datter af Achinsk - hvad søger du her ved verdens ende?"

OOC: 21:48, Today: Demyan rolled 28 using 1d20+8. diplomacy.

Critical succes :-D

Demyan bruger efteråret på at organisere forsvaret af Bryansk så godt som muligt. Han ved at bymurene er meget svage, derfor har han en vovet plan. Han vil lade de udøde bryde igennem hvor bymuren er svagest, men vil bygge en anden linie af forsvar bag dette svage punkt på bymuren. Ideen er så, at de udøde sejrssikkert vil storme igennem, og vil blive fanget i en (u)døds-fælde mellem lette mure og huse, hvorfra Bryansk burghere kan lade sten regne ned over dem.

11:55, Today: Demyan rolled 27 using 1d20+9. profession  (soldier) to organize defense.


Den unge boyar vil også tale til byens borgere, i et forsøg på at hæve moralen en smule.

"Borgere af Bryansk! Jeg er kommet til denne by af min fri vilje, for at dele jeres skæbne. For at leve eller dø med jer. Det gør jeg fordi jeg ved at vi kan holde byen, at vi vil leve til at se det næste forår. Da jeg blot var en lille dreng, hjalp jeg i forsvaret af landsbyen Gum. Vi forsvarede denne lille klynge af huse mod mere end hundrede udøde. Vi havde ingen bymure og ingen byvagt, kun køller og sten. Og dog drev vi de udøde tilbage, igen og igen, og i dag er Gum en af de mest blomstende landsbyer i Rezel. Denne gang har vi mure, trænede krigere og stålvåben. Om Guderne vil det, vil vi sejre over mørkets magter. Borgere af Bryansk, fortvivl ikke! Mørket er altid dybest lige for daggry."

11:55, Today: Demyan rolled 22 using 1d20+10. perform (oratory) to inspire burghers.


Demyan forsøger også at mægle mellem krigsrådets medlemmer.

"Selvfølgeligt er Kirill i færd med at rekruttere krigere til at hjælpe os! Men det er ikke sikkert at han kan nå tilbage i tide. Derfor er det essentielt at vi koncentrerer os om vores arbejde: at organisere forsvaret af byen bedst muligt! Vi må sørge for at bringe så mange kampduelige folk fra oplandet hertil, så de kan hjælpe med forsvaret. Og så meget korn og brænde som muligt, så vi kan modstå en belejring. Vi må organisere borgerne, så de kan hjælpe til med at reparere murene!"

11:56, Today: Demyan rolled 16 using 1d20+8. diplomacy to lubricate war council.

Krigsrådet står ikke til at kunne samle sig om noget som helst. I stedet bruges Krigsrådene til at true og forbande hinanden, til trods for Demyans forsøg på at samle dem mod en fælles fjende. Mistro og gammelt nag korrumperer alt til trods for at den unge Yulia forsøger at støtte Demyan. Måske det bare er Demyan men der er noget over den måde som den unge adelskvinde ser på ham på ...

Krigsrådene efterlader altid Demyan modløs og trist, men det hjalp på humøret da Feliks sluttede sig til dem i Bryansk. Venner har den unge adelsmand ikke mange af, så det er godt at se at dem han har støtter ham i alt. Men der er ikke meget tid der kan tilbringes med Feliks og Vladimir. Vladimir bruger dagene i området omkring Bryansk og forsøger at skabe sig et overblik over området, mens han får de sidste indbyggere til at søge mod Bryansk og dets "forsvar". Det viser sig også at Feliks pludselig er taget med på patrulje til grænselandet mellem Achinsk og Kulikovo. Det kan godt bekymre den unge adelsmand at hans frænde befinder sig så tæt på de Udøde, men det er som om at Feliks føler sig draget mod Kulikovo af ukendte årsager.

Så nu hvor hans venner er væk så kaster Demyan sig ud i at opføre en ny mur i Bryansk. At omdanne de knuste mure til dødsfælder for de Udøde. Arbejdet er hårdt og arbejderne er modløse og sultne. Hvorhen Demyan end drejer sig ser han tiggere og hjemløse. Det virker næsten absurd at bygge bymure når 1/3 af byen er brændt ned og så mange står uden tag over hovedet, men Demyan ved at uden de mure så vil de alle dø og Achinsk vil falde for Kulikovo. Demyan lader sig ikke stoppe af feber og lungebetændelse. Han synes at være overalt og opildne og motivere arbejderne og lader ingen se hans sårbarhed. Det er kun i de sene timer når han kommer retur til sit kammer at han kollapser af træthed og udmattelse ...

Vinter, 1028 AC

Demyan lider under sine ægteskabslige forpligtigelser, et stigende ønske om at herske over hele Mystara, sine forsøg på at få styr på sine besiddelser, Hules gesandter i Bryansk og en slem omgang Mummy Rot.

______________

OOC

Demyan er nu Baron af Archinsk og Boyar af Øvre Rezel, og får følgende besiddelser:

Law - 1
Manor - 2

Der er 10% chance for at han gør Yulia gravid, til trods for hans forsøg på at undgå sex.
The Storyteller, on behalf of Demyan, rolled 49 using 1d100. Pregnancy (Failure)

Demyan er plaget af sine ægteskabelige forpligtelser. Han ved, at han må sikre en arving og tilfredstille baronessen, men han afskyr al den stønnen og gnubben, og de tilsyneladende endeløse kropsvæsker. Han tilbringer indesneede uger med at eksperimentere med alkymi. Til sidst finder han en ekstrakt af enhjørningehorn og leopard testikler, som bringer det dyriske frem i ham. Når han drikker dette ekstrakt, kan han udføre sine pligter med stor élan, uden at Yulia fatter alt for meget mistanke...

OOC: Demyan sælger sin cloak of the necromancer og bruger pengene på at retraine sit Arcane Duelist level til et Mastermind level (investigator archetype). Han researcher en ny variant af Polypurpose Panacea ekstraktet, som virker ligesom super viagra... :)

Demyan bruger sin tid på træning, og på at undgå sin elskovssyge hustrus forsøg på at få ham til at udføre sine ægteskablige pligter. Hvad lidt tid der er til overs synes at gå med at genopbygge Archinsk. Heldigvis tager Yulia sog af de fleste af opgaverne, men enkelte når dog alligevel den unge baron. Et huleansk rytter bringer et brev til Demyan, samtidig med at huleanske tropper igen besætter deres gamle fæstning få kilometer vest for Bryansk.

"Til Demyan, Baron af Archinsk og Boyar af Øvre Rezel,

Indtil videre har Hule og Den Store Leder set velvilligt på Deres ønske om at samle området, og udvide Deres magt langs den stolte Yalu-flod. Hule ser forsat nådigt på Deres ønske, men føler nu at tiden er kommet til gøre krav på land i Øvre Rezel. Det er ikke for at hindre Deres ambitioner, men blot til for at støtte og beskytte Deres position. Når foråret kommer vil en gesandt diskutere de endelige termer.

Deres

Nadem Erul"

____________________
Basalt set - når foråret kommer vil Hule gøre krav på en Law Holding 0 i Øvre Rezel, og vil sikkert forvente Demyans støtte til dette.

Demyan skriver et brev tilbage til Nadem Erul:

"Til Nadem Erul, şövalye og administrator over det nordlige Østbredden.

Det vil være mig en glæde at byde Hules tapre sønner velkommen i det Øvre Rezel. Jeg har naturligvis ikke glemt mit løfte. Det er mit håb, at Zuyevianere og Huleanere kan arbejde sammen om at sikre fred og opblomstring på Østbredden.

Deres frænde,

Demyan af den Sorte Høg."


This message was last edited by the player at 11:01, Mon 22 Sept 2014.

Demyan vil ikke foretage sig andet i vintersæsonen end at hjælpe Feliks med at bringe mad frem.

Han har store ambitioner for forårssæsonen, og han vil spare sølv sammen...

(læs posten om resultatet af Feliks' nødhjælpsarbejde i Feliks' tråd)

Demyan står ved sit tårnvindue og skuer ud over det frosne landskab, hvor bønder kæmper for at grave massegrave.

Han er ikke specielt sentimental over tabet af mennskeliv. Hvad der bekymrer ham er generelt landets skæbne.

Men han kan ikke undgå at være stærkt påvirket af folkenes lidelser. Det synes som om guderne selv prøver deres udholdenhed.

Nu må foråret da snart bryde igennem, så forsyningerne kan komme frem? Demyan føler at hans tro på guderne er sat på en prøve.

Han har altid fulgt moderkirken og dens guder. Men han nærer større og større foragt for dens præster. Og samtidigt har han nu stået foran de Fire...

Forår, 1029 AC

Yulia kommer til Demyan i Rigskammeret. Hun ser træt, men bestemt, ud og Demyan må erkende at hans hustru er en furie når hun har sat sig et mål. Blodhunde kunne lære meget af hende.

"Min elskede! Archinsk er juvelen i dine besiddelser, og Øvre Rezel er et hul. Faktum er at juvelen - som også er hvor dine penge kommer fra - har brug for penge for at skabe penge. Se ud af vinduet. Bryansk er en ruin og dine besiddelser mod syd er ikke meget bedre. Vi har brug for penge, og jeg har brug for at du skaffer mig dem. Hvad vil du gøre ved det?"

Hun ser meget bestemt ud som hun står og tripper utålmodigt.
__________________
The Storyteller rolled 45 using 1d100. Pregnancy. (Hun er ikke gravid)

"Yulia, min elskede. Du taler som altid forstandige ord. Men Øvre Rezel er af stor vigtighed - det er med provinsens hjælp, at Archinsk vil rejse sig på ny. Jeg frygter at min fader vil invadere Øvre Rezel. Derfor må jeg bruge mit sølv på at rekruttere krigere til at forsvare os.

Men jeg har allerede lagt planer for Archinsk! Se blot på disse reformer jeg har nedfældet. Mange bønder er døde, og deres jorde ligger øde hen. Vi vil midlertidigt omfordele jordene, så hver bonde besidder præcist hvad han kan dyrke. De mindre gode områder, bakkerne, vil vi bruge til geder og får. Om nogle sæsoner, når sulten har lagt sig, vil vi omfordele jordene til de retmæssige ejere, med kompensation.

Desuden, nu flyder Feliks flodpramme hertil læssede med korn. Vores ordenshåndhævere vil sørge for, at det meste bliver brugt som såsæd istedet for at blive spist. Til gengæld vil bønderne få lov til i et år at jagte fugle og kaniner i vores skove. Rådyrene rører de selvfølgeligt ikke!

Hvad siger du til mine planer?"

OOC: i spilletermer vil Demyan bruge 5 RP på at lave agitate handling, for at hæve Archinsks prosperity.

Selvfølgeligt kan Yulia, Feliks og Vladimir også lave agitate handlinger. Det bliver heller ikke lette kast!


This message was last edited by the player at 21:01, Wed 24 Sept 2014.

"Det er vel ganske gode planer - men hvor er guldet? Vi har mure der skal genopbygges, en hør der skal udrustes og så en katedral der skal genopbygges." Hun går tættere på Demyan og smiler "Ypperstepræst Dubchai der kommer til at indtæge sædet her i Bryansk siger, at hvis katedralen genopføres så vil Moderkirken sørge for at vi får en arving ..."
This message was last edited by the player at 07:41, Thu 25 Sept 2014.

OOC: Er Koc Baykal ikke den huleanske præst for Loki?

Argh fuck .... for vild i mit NPC galleri.

Besked rettet
This message was last edited by the GM at 07:41, Thu 25 Sept 2014.

Demyan stryger Yulia over håret og ser kærligt ind i hendes øjne.

"Min elskede, så vil jeg sørge for at katedralen bliver genopbygget.

Iøvrigt - gylp - er det ikke i aften at månen er med dig? Jeg vil komme til dit kammer efter midnat for at pløje din fure med min sæd.

Vi må få en arving - for vores skyld, men først og fremmest for baroniets bedste!!"

OOC: Demyan vil prøve to agitate actions, en med hans egne RP og en med Feliks GB.

Hans DC er 10 + 4 (province level) + 4 (prosperity turbulent) - 4 (friendly manor holdings) - 1 (domain stability) = 13.

Hvis han klarer det første kast, vil DC for det næste være 12...

OOC: Demyan klarer det første kast, så prosperity er nu Poor istedet for turbulent! Hurray!

Det kan godt være at jordreformerne vil give nogle problemer på sigt... :-)

Yulia og Vladimir kan selvfølgeligt også prøve at forbedre vilkårene i provinsen.

Deres DC er 13 minus deres domain stability. Dvs. 11 for Vladimir.

19:28, Today: Demyan rolled 1 using 1d20. agitate action 2.
19:28, Today: Demyan rolled 19 using 1d20. agitate action 1.

Demyan begynder at ruste sig på krig. Han sender et brev til Luka Verenov i Øvre Rezel.

"Til Luka Verenov.

Rygtet går, at min fader forsøger at hyre lejetropper. Jeg frygter, at han vil invadere Øvre Rezel.

Hvis det sker, skal Garnisionen fortrække til skoven øst for Mezem og undgå kamp.

Ligeledes skal vores loyale levies ikke søge kamp, men skal grave deres våben ned og undgå konfrontation med besættelsesmagten.

Jeg vil så lande med friske krigere ved Mezem så snart det er muligt. På dette tidspunkt skal provinsen rejse sig til kamp.

Må Guderne beskytte os alle.

Demyan af den Sorte Høg."

Demyan opretter ligeledes et rekrutteringkontor i Bryansk.

Han søger unge friske mænd, der ved hvordan man gebærder sig i naturen, og som kan skyde en bue.

Mange frivillige vil nok komme fra Rezel og Øvre Rezel, men han lader også mænd fra Archinsk indrullere.

Krigerne vil blive sendt til Demyans områder i det sydvestlige Archinsk, hvor de vil blive bespist og trænet.

OOC: Demyan betaler 3 GB for at hyre en enhed af (tohundredehalvtres) elite scouts. De vil være trænede omtrent to sæsoner senere.


This message was last edited by the player at 07:49, Sat 04 Oct 2014.

Et svar fra Luka Verenov ankommer ugen efter

"Til Demyan af Den Sorte Høg

Deres ordre er modtaget og vil blive udført. Jeg vil sørge for at der er hurtige løbere der er kendt med stierne der står parat ved Mezem, således at de kan bringe beskeder rundt for Dem når De lander.

Det bliver godt med krig. Alt for længe har vi lader sværdet hvile, og Rezel behøver sværdet.

Deres tjener

Luka Verenov"

Samtidig skrider hvervningen frem. Det er ikke et problem at finde frivillige, men det er et problem at finde frivillige der ikke er udmagrede og svage. Men det lykkedes alligevel for Demyan at hverve nok folk til at han nu for første gang i sit liv har en rigtig hær. Desværre er det svært at træne dem når han ikke har Tito og Luka med sig ... livet er hårdt ...
This message was last edited by the GM at 09:14, Thu 02 Oct 2014.

Demyan sender bud om at Tito Pulin skal drage til Archinsk for at træne de nye krigere, så snart det er muligt.

OOC: var det ikke Luka Verenov som var blevet gift? Sorry ;-)

(Arrgh ... hader de skide NPCer

Rettet)

Demyan står en forårs morgen og ser på sine krigere, der træner. De er dygtige til at skyde med buer, men forfærdelige med sværd. Han håber aldrig at han må se dem i nærkamp.

Han sætter sig på hug og begraver sine bløde hænder i den sorte rige muld. Hans muld. Han ser ud over de bølgende marker og mærker en pludselig glæde. Tænk at han besidder alt dette land. Og krigerne, der vil kæmpe hans sag - ihvertfald så længe han kan betale dem. Og derhjemme venter Yulia... Han kan ikke vænne sig til at dele seng med hende, men han føler en samhørighed med hende. Hun er også adelig og uendeligt ambitiøs. Og hvis Guder vil det, vil hun snart skænke ham en arving....

Sommer, 1029 AC

Demyan befinder sig ved sommerens begyndelse i Archinsk, hvor han har trænet sine tropper. Nyheder om brande i bosættelserne langs Yalu-floden i Øvre Rezel når Demyan, samtidig med at det rygtes at hans far har hyret lejetropper.

Det er derfor med en hvis bekymring at en gesandt fra hans fader ankommer til Archinsk, og beder om fortræde.

Demyan beder sin tjener om at lade gesandten vente. Han bider sine negle mens den kolde sved springer frem overalt på hans krop.

Han havde følt det, som om han var udenfor sin fars rækkevidde. Som om han var herre over sin egen verden.

Pludseligt føler han sig hensat til sit Høge-borgen, hvor han håbede på at blive ignoreret af sin far, fremfor de tilfældige øretæver.

Da gensanten bliver sendt ind, prøver Demyan forgæves ikke at virke som en lille dreng, der venter på øretæver. Han synes at krybe sammen, som han spørger:

"Krigen, den er her, er den ikke? Det er nu slaget skal stå? Blod imod blod? Fader mod søn."


OOC: 21:52, Today: Demyan rolled 10 using 1d20. critial miss.

21:51, Today: Demyan rolled 8 using 1d20+7. bluff roll to seem unaffected.

The Storyteller, on behalf of Demyan, rolled 22 using 1d20+9. Sense Motive.
(man kan vel gå ud fra at Demyan virkelig føler sig tilbage ved hans fars hof, og at hans sanser derfor er skærpede. Overlevelsesinstinkt og alt det der ...)
____________

Gesandten ser overrasket ud. Faktisk så overrasket at han for en kort stund står med åben mund, og ligner en fisk på land, mens at hans øjne flakker rundt i lokalet for at se om det er et skuespil. Gesandten er en mand som Demyan ej har set før. Manden er slank og nobel i sin positur (nogen ville nok mene noget hoven), med rødt krøllet hår og et lille fip-skæg i samme farve. Hans øjne er hårde (men lige nu afslører de hvor overrasket han er) og grå, og han er klædt i silke, bomuld og ringbrynje i sorte farver. Og det er måske det er det går op for Demyan - selv i hans paniske tilstand - at hans far aldrig ville have haft en sådan mand ved sit hof. Med al sandsynlighed kan denne gesandt jo ligefrem læse og skrive. Og sammen med hans klædedragt, intelligensen i hans øjne og hans velbørstede hår, så hænger det bare ikke sammen. Så rammer duften af gesandtens parfume Demyans næsebor, og Demyan er nu ikke blot panisk men også forvirret over hvordan denne gesandt kan overleve ved hans fars hof.

Gesandten rømmer sig, fatter sig og bukker let, før han åbner munden. Accenten placerer ham i området tæt ved Aska-passet (blandt andet måden de trækker på deres r'er)."Nej, Deres Nåde. Ikke med mindre De da selv ønsker krig?" Gesandten smiler forsigtigt og lyder venlig på den falske måde "Deres fader, Baronen, ønsker ikke at føre krig mere end højst nødvendigt, men Deres fader, Baronen, er skuffet. De har endnu ikke vist Deres lyst og iver for at støtte Deres fader, Baronens, retfærdige krav på Tür. De skal ikke fortvivle, min Herre, for Deres fader ved De er en kujon, og beder mig fortælle Dem at De ikke selv behøver møde til krig. Men Deres fader, Baronen, forventer at De yder hvad der er påkrævet af en vassal, og at De derfor begynder at betale skat til Deres fader, Baronen. På den måde kan De undgå at skulle behøve at møde til krig, og samtidig opfylder De kravene til en vassal." Gesandten smiler et ulvesmil.
This message was lightly edited by the GM at 11:45, Sun 23 Nov 2014.

Demyan ånder lettet op og glider tilbage i sit sæde. Han klapper sin jagthund på hovedet og kigger en stund ind i ildstedets flammer.

"Betale vassal-skatter... nej min ven, det bliver ikke nødvendigt."

Han ser op på gensandten med et kryptisk smil.


This message was last edited by the player at 19:54, Mon 24 Nov 2014.

"Og hvorfor så ikke det? De vil vel ikke sige at De ligefrem har en hær som de vil gå i felten med, og støtte Deres fader, Baronen?"

"Selvfølgeligt vil jeg da støtte min fader mod de hunde fra Tür. I dette øjeblik er jeg ved at træne over hundrede glimrende krigere. Hundrede krigere er da udmærket for en sølle Boyar, er det ikke? Inden sæsonen er ovre, vil de være parate til krig. I slutningen af sommeren vil jeg stille med i dem i Rezel, eller på slagmarken hvis krigen allerede er begyndt."


This message was last edited by the player at 22:49, Mon 24 Nov 2014.

Gesandten ser noget forvirret ud, men ser sig nødsaget til at nikke, anerkende Demyans tilbud og fortrækker sig med ordene "Der vil blive sendt bud, min Herre".

Der går næppe mere end en uge, før at en ny gesandt ankommet til Archinsk, og beder om fortræde. Det er faktisk første gang at den unge baron nogensinde har talt med en fra Tür, og nu står der pludselig en ældre gråhåret mand med stort skæg og endnu større hænder, samt hans unge tjener med en trækasse i hånden. Han ser træt ud og rejsens støv hænger som et fint gråt lag på den ældre mands klædedragt. Han rømmer sig "Min Herre. De må forstå det ikke er nemt at stå her i dag. Vores to Huse har altid været fjender, men det ved De jo kun alt for godt. Mit navn er Vodnan, og jeg repræsenterer Baronen af Tür. Jeg ved at mit Hus har koster Deres Hus blod, sved og tårer, men tiderne har forandret sig. Kulikovo strækker sin klamme dødningehånd over det ganske land, men også dødelige tjener Kulikovo. Vi har god grund til at tro at Deres fader, Baronen af Rezel, har allieret sig med Kulikovo. Vi beder Dem derfor om ikke at komme Deres fader til hjælp i den kommende krig, men i stedet bryde med Deres fader og støtte Tür. De undrer Dem måske hvordan vi kender til krigsplanerne. Det gør vi af flere grunde, men den grund De måske bedst kan forholde Dem til er denne ..." manden knipser med fingrene, og hans tjener sætter kassen på bordet, åbner den og træder i skridt tilbage. Stanken fra Demyans fars gesandts hoved fylder lokalet "Han fortalte han havde talt med Dem. Alle knækker før eller siden ...."

Demyan tænker på faderens nye hustru. På hendes blege, kolde hud, og på baronens pludselige helbredelse. På den døde zone, som spreder sig i Rezels gamle skov.

Han tænker også på Jakov, den eneste som gav ham varme og visdom gennem hans barndom. Jakov, som baronen murede inde. På sin barndom af øretæver og ydmygelser...

"Vodnan, jeg forstår at det ikke er let for Dem at stå her i dag. Jeg respekterer Dem for deres mod. De behøver ikke frygte for Deres liv, mens de er hos mig.

De beder mig om at bryde båndet til min lensherre og fader. At bryde Høgenes mest grundlæggende motto: Vi tjener, men vi spørger ikke.

De siger at min fader står i ledtog med Kulikovo. At han er de udødes håndlangere. Hvor er deres bevis?"

Demyan holder nøje øje med gensandtens reaktion...

OOC: Demyan bruger sin inspiration ability og kaster sammenlagt 25 på sit sense motive check.

14:29, Today: Demyan rolled 1 using 1d6. inspiration.

14:29, Today: Demyan rolled 24 using 1d20+9. sense motive.

Deymian holder meget nøje øje med gesandten mens han taler. Deymian har aldrig mødt denne mand før (og enhver sand Rezel-borger ved at man aldrig kan stole på en fra Tür), men han kan ikke lade være med at fornemme at gesandten er en sandfærdig og hæderlig mand. Gesandten synes også nervøs, men om det er fordi han står foran Deymian, eller om det er fordi han har noget skjule, det ved Deymian ikke.

"Vi har spioner i Rezel, min Herre. Jeg håber De forstår at jeg ikke kan give Dem navnene på vores spioner, da jeg mener De er en hæderlig mand, som vil føle sig forpligtet til at give informationerne videre til Deres fader, Baronen." Han rømmer sig og forsætter "Vores spioner fortæller os at Deres fars hustru er styret af Kulikovo, og at Deres far er styret af denne kvinde. Jeg har ingen dokumenter hvor det står nedfældet. Det er blot den naturlige konklusion af flere års spionage. Små spor hist og her, som hver i sær kan bortforklares, men til sammen giver et større og mere frygteligt billede. Samtidig er Deres fader i alliance med Hus Razid - arvtageren efter Hus Sokolov. Vi ved nu at Razid er fra Dradze, og trænet ud mørk magi af selveste Alluman den Sorte. Vi ved vist begge to godt hvor nemt at disse dradzianske hunde har ved sort magi - det ligger i deres blod!" Han ser på Demyan for at vurdere reaktionen, før han så rømmer sig igen og forsætter "Hvis De alligevel ønsker at støtte Deres fader, så accepterer vi selvfølgelig dette, og håber at De må finde nok hæder på slagmarken til at vaske vanæren af Deres familienavn."
________________

Deymian ruller jo Sense Motive DC 25. Han fornemmer at gesandten taler sandt, og at gesandten samtidig også er en hædersmand. Normalt en umulighed da han jo er fra Tür, men en gang skal jo være den første. Samtidig aner Deymian et unaturligt og usundt voldsomt had til folk fra Dradze. Om disse resultater skyldes Sense Motive DC 25, eller om gesandten har rullet Bluff DC 26+ må tiden så vise ... ;)