En dværg ville sikkert have ment det var et elendigt stykke arbejde, men for Demyan så det meget velbygget ud. Hvis Yakovs kammer var omdannet til et fængsel så var det et fængsel hvor han ikke modtog mad eller drikke.

Udover Yakov er der ingen som Demyan virkeligt stoler på i Høge-borgen.

Han går en tur rundt i sit barndomshjem sammen med Tito. Han går virkeligt rundt i hjørnerne, for at smide forfølgere af sig.

Det giver også mulighed for at folk kan diskret kontakte ham hvis de ønsker det….

Turen rundt i den mørke dystre kolde Høgeborg er ikke fornøjeligt på nogen måde. Demyan er sikker på at de ikke bliver skygget, men selvom at livet på borgen er det samme som altid (staldene, smedjen, tjenestefolkene, lydene, lugtene osv) så virker det som om at noget har forandret sig.

Da mørket falder på står Demyan og Tito på murene og ser ud mod Olonov. Byens lys kan ses i tusmørket, og da Demyan hører spillemændene i borgens madsal (en lyd der overrasker ham for der har aldrig været spillemænd på borgen før) så ser han samtidig en grålig mystisk tåge der kommer rullende ned af floden mod Olonov og i løbet af et kort øjeblik har omsluttet byen.

Tito rømmer sig "Jeg ved det er Deres hjem, men der er som regel mere sjovt på kirkegårde end her. Ikke ude på at genere Dem, men ...."

"Ja Tito. Der er noget her, som er meget meget forkert.

Og jeg er ret sikker på at det har sit udspring i min Faders nye hustru….

Kom, lad os gå ned til middagen. Lad os hellere holde lav profil."

De ankommer til spisesalen som er lyst op af fakler og flere dusin store lysestager. Nogen spillemænd står i hjørnet og spiller på deres fløjter og drejelyrer, mens en lille forkvaklet handicappet dværg (misvækst altså) danser rundt med en stor narhat på hovedet til baronens store morskab. Baronen sidder ved bordet ved siden af sin nye hustru og taler med en mørklødet mand i silkekåbe, mens tjenestefolk og vagter står langs væggene. Baronen ser straks op da Demyan træder ind og Tito gør sit bedste for ikke at blive set da han stiller sig lige inden for døren op af væggen og bliver stående der. Baronen rejser sig op så stolen vælter med et brag, musikken hører op, hans hustru holder op med at nippe til vinen og alle glor på Demyan "MIN DREEEEEENG! VED ALLE UDØDELIGE HVOR ER DET GODT AT SE DIG! SE LUDMILLA!! ER HAN IKKE BLEVET STOR?!"

"Bestemt, min elskede" siger hun med en silkeblød stemme og et falsk smil "Så stor, så stor ..."

"Min Baron og Fader, det glæder mit hjerte at se at De og Deres viv er ved godt helbred!

Jeg bringer gaver i form af Øvre Rezels fineste pelse. Fortæl mig hvordan det står til her i Olonov, østens glitrende perle!"

Han klapper i hænderne og fine skind bliver båret ind.

De fire flotte skind bliver båret ind og ganske som forventet så er baronen ret ligeglad med skindene. Til gengæld er hans hustru overraskende begejstret for dem. Hun kommenterer dem ofte og meget. Spørger i hvilke egne af Øvre Rezel skindene kommer fra. Om Demyan selv har jaget dyrene. Demyans far vil til gengæld helst tale om Rezel og er ret ligeglad med hvad Demyan går og foretager sig. Hvad der til gengæld er anderledes er at Ludmilla ustraffet kan afbryde baronen. Tidligere kvinder har siddet tavse og paralyseret af frygt ved middagsbordet, men hende her optræder afslappet og ganske vittig. Flere gange afbryder hun Demyans far og beder ham om at lade Demyan tale ud og spørger på baronen flere gange hvorfor han ikke mere åbenlyst har støttet Demyan, når ny Demyan udfører "så episke bedrifter!" (Ludmillas ord). Demyan far bliver endnu mere overraskende ikke vred på Ludmilla, men synes på sin egen dysfunktionelle vis at give hende ret i hendes udsagn. Dynamikken omkring bordet er helt anderledes end noget Demyan nogensinde har oplevet ved hoffet - og samtidig helt, helt forkert på måder som han slet ikke har ord for.

Men som aftenen skrider frem fortæller Artyum om livets gang i Rezel, mens at Ludmilla roser ham til skyerne og den mystiske kutteklædte mand sidder i tavshed. Kort opsummeret fortæller baronen at de Udøde stadig er et problem ved Gum, men at der ikke har været noget koordineret angreb mod Gum, tømmerhugsten i Den Gamle Skov forsætter stadig og genererer god indtjening til Rezel. At der har været grænsestridigheder med Tür uden at det dog er kommet til krig endnu. At pøblen er ophidset fordi at man har fundet et område af Den Gamle Skov der er en død zone på samme måde som der er døde zoner ved grænsen til Kulikovo. At pøblen samtidig er lykkelig for de mange byggeprojekter i Olonov for Olonov synes at være vokset noget i den seneste tid. At Hus Sokolov heldigvis ikke eksisterer mere og til gengæld for nyligt er blevet erstattet af mere trofaste allierede i form af Hus Razid (den kutteklædte tavse mand nikker, smiler og siger at Hus Razid "trofast tjener Høgen"), og at både Loki-kirken og Moderkirken giver baronen mavesår og "på det nærmeste opilner til oprør".

Demyan får vodkaen i den gale hals!

"Sokolov-huset….. eksisterer ikke mere? Jamen hvad med Igor Sokolov?

Har huset flyttet sine forretninger væk? Til Dradze? Jeg forstår ikke et ord!"

"Hvad? Flyttet siger du?? Næ, nej de er skam alle døde og begravet og fik hvad de havde fortjenet. Den gode Mester Razid er har været yderst gavmild overfor vores Hus, min dreng. Du burde takke ham." Artyum smiler selvtilfreds og skåler til Razid

"De er al for venlig, min Herre. Det er da kun naturligt at Huset Razid støtter den naturlige hersker over dette område. Hvem ved ... måske De endda en dag snart bliver Voidevoy over Yalu?" Den spinkle mand i kutten tager en tår af sin vin og ser på Demyan "Jeg hører at De udretter underværker i Øvre Rezel? Jeg håber jeg kan regne med Deres støtte hvis jeg en dag vælger at udvide mod nord? Det vil så sandelig komme Dem til gode - en boyar som Dem bør have en hær. En rigtig hær. En hær der giver Dem magt ..."

"Ahhh ... " griner baronen og klasker Demyan på ryggen "Nu ikke give knægten ideer, vel? Han skal jo nødig overgå sin far i styrke .... vel, min dreng?" Den sidste del af sætningen lyder mere kold og fjendsk. Farens naturlige paranoide beredskab eksisterer stadig under hans joviale facade.

Demyan ser på de to, men hører knap hvad de siger.

"Feliks far er dræbt? Af hvem? Har…. har…. du dræbt Igor?

Hvad med Feliks? Han var i Olonov for at besøge Huset…. Feliks kan ikke være…."

Han ser med vantro på baronen og Razid.


This message was last edited by the player at 12:04, Wed 19 Feb 2014.

"Hvad? Hvem? Mig? Neeej da. Jeg er ikke en morder. Feliks Sokolov dræbte sin far og flygtede fra Olonov. I al kaoset der opstod måtte jeg træde ind og overtage Huset. Jeg er bange for at Feliks Sokolov har brudt Loven ... en frygtelig sag, ja ... en fadermorder .. frygtelig .. meget frygtelig."

"Bestemt ja ... intet er mere frygteligt og afskyeligt end en fadermorder. Vel, min dreng?" Artyum studerer nøje Demyan som han spørger ham.

Demayn ser på de to og ved med det samme at de taler sandhed. Flere brikker falder på plads i hans hjerne.

Han prøver at rejse sig op fra stol, vælter en kop med vodka ud over sig, og falder ukontrolleret over stolen.

Han vælter ud af salen med vilde øjne og ænser ikke brølende af latter bag ham…..

Tito griber Demyan på vej ud og støtter ham ned af gangen som døren til gildesalen bliver lukket bag dem. "Så er det vist på tide at sige farveller, Herre" Demyan kan godt se at Tito hele tiden ser sig omkring og er på vagt "Ting lyder ikke heeeelt godt".

Demyan nikker. Men han vakler først ned til kammeret af Leonid Timur, den gamle og hærdede bannerfører, som leder baronens garde.

Leonid er endeløst loyal overfor baronen, men han er også en mand som ser tingene klart, og som holder af drengen på sin egen måde.

Demyan stormer ind i kammeret, i en nærmest drukken tilstand.

"Timur, jeg har brugt for Deres hjælp. Hvor er Yakov? Jeg har brug for Yakov. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden ham!

Timur, Landet er sygt! Jeg kan ikke kurere det uden Deres hjælp. Jeg beder kun om een ting. Fortæl mig hvor Yakov er….."

Drengen ånder tungt, som han ser desperat ind i krigerens øjne.


This message was last edited by the player at 14:09, Wed 19 Feb 2014.

Det var tydeligt at Leonid Timur havde drukket tæt. Kammeret emmede at sved og sprut og lerflasker og vinpytter lå rundt omkring i rummet. Manden som Demyan altid havde anset som en kæmpe så nu knækket og resigneret ud. Som en mand der havde accepteret sin skæbne - på en gang smukt og sørgeligt.

"Den gamle Yakov? Det er bedst du ikke stiller den slags spørgsmål. Skal vi ikke bare sige at han er her ikke mere og kammeret er muret til?" Timur så på Demyan og lagde sin store hånd på Demyans og gav den et lille klem. "Smut, min dreng. Du er sgu bedre end de fleste her på stedet. Ser du .. .faktum er at I Høge er nogen små spassere hellere bundtet, og jeg er en endnu størrere spasser fordi jeg har tjent jer. En mand uden et indhold i sit liv er faret vild og fortabt, forstår du det? Fortabt! Simpelthen fortabt. Men jeg har altid haft et indhold i mit liv og det har været at tjene Høgene. Under Dæmonprinserne. Under Borokov. Under skismen mellem Øst og Vest. Grænsekrigene mod Dradze og Yazakstepperne. Krigen mod Yachemiderne. Borgerkrigen. Krigen mod Hule. Den såkaldte "fred" og Kulikovo. Jo .. jeg har altid været loyal og det er jeg stadig. Men faktuk er at I er nogen små svin hele bundtet og de ting som jeg har gjort for jer har gjort at jeg har fortjent det her. Hvad der kommer til os nu er blot retfærdigt." Manden tog en slurk af lerkrukken så vinen flød ned af hans hage og ned på hans bryst. "Men du .. du er anderledes. Viser vel bare at roser også kan gro i lort. Tag væk herfra. Skab noget nyt. Og se dig over din skulder for før eller siden ... før eller siden ... så kommer de. Flygt herfra mens du har chancen! Du er for god til det her sted!" Manden nusser Demyan og håret og drikker videre.

"Timur - jeg skylder Dem en tjeneste. For dengang De hjalp mig med en snigmorder. Nu gengælder jeg Dem den tjeneste.

Kom med os til Øvre Rezel endnu i nat. De har stadigt stolte gerninger foran Dem. De skal blot vælge det. Vælg den rigtige vej."

Demyan rækker hånden frem mod krigeren.


This message was last edited by the player at 19:19, Wed 19 Feb 2014.

"Hvorfor vil du have mig med? Hvis jeg tager med dig vil din far forsøge at stoppe dig. Det er kun et spørgsmål om tid før han marcherer imod dig. I det mindste kan jeg forsøge at gøre dig nytte her ... hvad lidt nytte jeg kan gøre" siger manden og slår ud med armen og peger på alle flaskerne.

"Jeg skylder Dem en tjeneste, og denne nat er min sidste chance for at betale den tilbage. Ihvertfald i dette liv.

De er en god mand Timur. Jeg ved at det vil bringe mig i lort til halsen at tage Dem med, men jeg mener De er det værd."

Manden nikker stille og eftertænksomt. "Gem mig væk i skovene der oppe. Der må være et sted hvor en mand som jeg kan gemme mig og finde ro. Jo mindre at baronen hører om mig, jo bedre er det for dig. Jeg krydser grænsen senere på ugen og bevæger mig mod Kotlas. I det mindste er der en lille chance for at de ikke forbinder det til dig. Nå, knægt. Se så at smut ... de ved sikkert allerede du er hernede hos mig. De lytter altid. Især i skyggerne."

Demyan trykker Timurs hånd og forlader kammeret.

Dernæst vil han bruge nattens mulm og mørke til at forlade Olonov og sejle til Øvre Rezel.

Hvor han vil forsøge at finde Feliks Fadermorderen…..

---

Spoiler text: (Highlight or hover over the text to view)
*gnæk gnæk*

---