Demyan kigger op på vinduet, overvejer et øjeblik og tørrer så sveden af sine håndflader, og begynder at klatre.

Til at starte med vil han klatre, så han rammer svalegangen, hvis han falder ned, og ikke falder ned fra bygningen.

OOC: kaster 14 på sit climb roll.

This message was last edited by the player at 20:55, Fri 07 June 2013.

Det føles som evigheder som han hænger der på siden af tårnet. Bange for at falde, bange for at blive opdaget. Men ingen synes at opdage ham, og det er med rystende og tilsyrede arme at han til sidst får hevet sig op i Baykals kammer.

Stedet overrasker ham ikke. Der er en vindeltrappe ned (han mistænker den fører til et kammer etagen under og derved også til den store egetræs dør han så tidligere), og vinduet giver et imponerende vue ud over Yalu-floden og ned mod The Old Forest. Stedet er indrettet ganske behageligt og det er tydeligt at Baykal nyder rigdom i samme grad som Artyum gør. Baykal synes bare at have mere stil. Der er en stor seng med edderdunsdyner og bjørneskind. Der er et bjørneskind på gulvet foran ildstedet mellem de to store trøstole der står der. Ellers er det et arbejdsbord der dominerer kammeret. Et stort tungt egetræsbord med fem stole omkring det. Det flyder med papirer men der synes dog at være et system i rodet (uden at Deymian egentlig helt kan overskue systemet).

______________

OOC

Rul Perception

Jeg kan ikke se dit Character Sheet? Hvis du lægger det ind skal jeg nok rulle for dig en anden gang hvis du ikke har tid.

OOC: kaster 10 på perception :/

Jeg har lagt mit sheet ind, men det kan godt være du ikke kan se det.

Deymian er glad for at der ikke er andre i tårnet. Det vil give ham god tid til at snuse rundt for Baykal vender næppe tilbage før sen aften og de vil næppe opdage at Deymian ikke er at finde ved spisebordet.

Fra vinduet kan han tydeligt se Yalufloden og de små bådebroer hvor handlende lægger til med deres flodbåde. Langs breden mod syd kan han også se de mange små træbure der indeholder slaverne. Efter at Hule kom til blev slaveriet genindført og mange steder i det gamle Zuyevo er stavnsbåndet også blevet genindført. Det er som om alle forsøger at udrydde de sidste rester af hvad De Fire opførte. Men det er også nemt, for hvor meget kan fire mennesker egentlig nå at skabe på blot fem år?

Deymian ryster på hovedet og river sig ud af sit dagdrømmeri og ikke et minut for tidligt for han hører pludselig en person nyse på etagen nedeunder ...

Demyan lister sig hastigt hen til sengen og ruller ind under den.

Han føler sig sikker under bjerget af bjørneskind over sig. Han kigger forsigtigt ud gennem sprækken mellem gulvet og sengekanten.

OOC: kaster 9 på sit stealth roll. Kaster 10 på sit perception roll.


This message was last edited by the player at 21:30, Sat 08 June 2013.

Op af trappen kommer Baykals tjener, den lille fede dværg ved navn Hasan. Det røde ujævne skæg gør ikke hans ansigt kønnere på nogen måde. Han pruster som han bevæger sig op af trappen med en kurv med vasketøj og ligger det pænt på plads i dragkisten lige ved sengens fodende. Han vralter efter en 10 minuters tid videre og ned af trappen igen ...

_______________

OOC

Jeg ruller 3 i Perception

Demyan ånder et lettelsens suk, og kravler ud fra under sengen. Han begynder rimeligt systematisk at kigge på dokumenterne.

Hans læremester Yakob har trænet ham i Hules alfabet og grammatik med slag over fingerspidserne med en grøn kvist fra et piletræ.

Drengen kigger på et dokument af gangen og sørger for at lægge dem tilbage på nøjagtigt samme plads.

The Storyteller, on behalf of Demyan, rolled 5 using 1d20+3. INT - Search papers.
________________________

Måske er det Demyans unge sind, frygten for at blive opdaget eller bare generel spænding der gør det, men uanset hvad så synes det svært for den unge dreng at rent faktisk få hoved og hale på papirerne. Mange af dem synes at være ligegyldige lister over kirkens inventar (det lader til at kirken mangler stearinlys) og nogen noter til næste prædiken (der vil omhandle nyttigheden ved svig og snilde). Men intet der omhandler Rezel eller Deymians familie.

Demyan kravler ned fra vinduet og begynder at snige sig ud af templet.

Han har ikke opdaget noget vigtigt, men han er beruset af spændingen ved at have sneget sig ind i præstens hemmeligste kammer!

OOC: kaster 22 på climb, 8 på stealth og 23 på perception.

Beruset af spænding kommer Deymian ned på jorden uset og sikker. Han har bestået sin lille prøve og er for første gang i lang tid lykkelig. Han løber tilbage til sin hest for at begive sig tilbage mod Castle Black Hawk og sine pligter.

Færden der til er kort og begivenhedsløs og han kan mærke hvordan hans hjerte holder op med at slå som han nærmer sig hans trøstesløse hjem. Der var engang hvor ... nej .. det er en løgn. Det sted har aldrig været lykkelig, men der var i det mindste engang hvor der var flere mennesker der. Han havde jo fem brødre, men sygdom tog to af dem, de udøde een af dem, en turnering mod Grevskabet Tûr tog een og den sidste døde under et drukgilde hvor han kan op og slås mod Artyum. Og Deymian mor faldt ned af trappen een gang for meget. Nu er Deymian tilbage som den sidste og mest hadede af dem alle.

I det mindste har han Yakov. Deymians gamle far er for dum til at indse af Yakov er en rigtig troldmand og ikke bare en lærd skriver. Jo. Ham kan den unge dreng stole på.

Han afleverer sin hest til en stalddreng og kan høre højlydt latter fra spisesalen. Deymians mave knurrer men han opgiver og går i stedet op til sit kammer og lægger sig til at sove mens han drømmer om store eventyr.

Thaumont 2, 2025 AC

Dagen starter med kaos. Larm fra borggården som en rytter kommer ind med sådan fart at to store tønder med vin bliver tabt og knust mod brostenene i borggården og rytteren springer af og løber ind i rådssalen.

Snart er der panik i borgen hvor Artyum glædesstrålende brøler om krig. Rytteren har bragt nyt fra det sydvestlige Rezel og fortæller hvordan at zombier er kommet ud af skoven og Kulikovo og nu truer landsbyerne.

Tjenere og terner render forvirret rundt i Rådssalen hvor at Artyum forsøger at få styr på situationen og finde ud af hvordan man bedst samler tropper. Han står bøjet over et bord og ser på et kort sammen med Nadem Erul, hans rådgiver fra Hule, men han stopper et øjeblik da han ser Deymian og de to mænd stirrer på den unge dreng.

"Ved Thanatos selv - hvad vil du din lort?" Drengens far fik altid folk til at føle sig velkommen.

Demyans mund er tør, og hans tunge klæber til indersiden af hans mund.

Men det lykkes ham alligevel at få sagt med nogenlunde klar stemme:

"Fader, jeg er ikke længere end dreng. Jeg har min egen hest og mit eget sværd.

Jeg vil ride med dig og hjælpe dig med at knuse de udøde der truer vores land."

"Dig?!" Manden ser helt overrasket ud. "Hvad taler du om? En mand? Du er ikke halv den mand som dine brødre var. Du kan ikke måle dig med dem! Du er søn af en hore .. en vanskabt lille ... jeg....!" Han er rød i ansigtet af raseri og griber ud efter sin økse på bordet.

"Min Herre..." Nadem ligger sin hånd beroligende på Artyums skulder. "Hvis jeg må have lov? Drengen kan jo være til nytte for Dem. Det vil tage tid at samle tropperne og pøblen har brug for at se at de ikke er glemt. Måske Deres søn kunne ... ja ... være fortroppen? En slags moralsk støtte ...?"

Artyum ser helt overrasket ud men falder straks til ro ved Nadems ord. "... moralsk ... støtte...?" Artyum smager på disse fremmede ord.

Nadem smiler. "Ja, min Herre. Hvis De sender Deres søn vil folket tilbede Dem, og skulle han falde er det jo ikke et egenlig tab - men folket vil sørge med Dem. De kan ikke tabe i denne situation, kan De vel?"

Artyum griner langsomt. "Åh, min ven. Du er sgu en lille snog. Udemærket ... Nadem .. lad mig være alene med drengen." Nadem bukker let og bakker skrabende ud af salen med sædvanlig østerlandsk flair.

Artym vender sig om mod Demyan. "Nå. Du hørte min rådgiver. Tag dine ting og rid til Gum. Forbered forsvaret og hold Gum så længe som muligt. Er Gum allerede faldet så holder vi stand ved Kaluno. Det er en bedre slagmark, men vi har dårligt råd til at miste Gum. Forstår du det din ånds-amøbe?"
This message was last edited by the player at 19:09, Mon 10 June 2013.

"Ja fader. Jeg vil kæmpe og gøre dig stolt."

Demyan sadler sin hest og fæstner sværd og kastespyd til sadlen, sammen med en vanddunk og noget tørret kød.

Så rider han afsted til Gum så hurtigt han kan!

Som drengen rider sydpå af den støvede landevej, føler han sig ikke specielt heroisk.

Selv om han nok er nysgerrig efter at se udøde for første gang, så har han intet ønske om at se dem på en klinges afstand.

Men han ved at han bliver nødt til at gøre det. Hvis alle folk gjorde hvad de havde lyst til, ville samfundet falde fra hinanden!

Rejsen mod Renoya som er første stop på hans færd mod Gum forløber gnidningsfrit. At være alene på landevejen giver Deymian frirum fra hans dominerende far også selvom han har en oplevelse af at det er ... åh ... hvad er det nu at Yakov kalder det? ... Deymian tænker så det knager indtil at han pludselig højt udbryder "URIAS!". Lyden af hans egen stemme får Deymian til at grine og hans tanker vandrer mod hans lærermester Yakov og hans fortælling om det gamle Thyatianske sagn om Urias.

Det er da han når Renoya at han i landsbyens udkant at han ser en gruppe af 20 ryttere hvile ved søens bred. Rytterne er tydelig fra Hule, og bærer på Hules banner og er iklædt de farestrålende gevandter der synes at være mod blandt folk fra Hule - og alle zuyevanere der forsøger at slikke Huleansk røv.

En enkelt mand - lederen hvis man skal tro på hans forestrålende gevandter - går frem og hæver hånden for at vise fred og for at stoppe drengen i sin færd.
This message was last edited by the GM at 19:04, Tue 11 June 2013.

Manden med de store tatoveringer i ansigtet nikker til drengen. "Vær Hilset, Deymian af Den Sorte Høg. Min Herre, Nadem Erul, sender sine hilsener og beder mig fortælle Dem at måden De med stor autoritet udkommanderede en patrulje af Huleanske tropper der tilfældigvis var på disse egne, viser blot Deres strategiske evner, Deres naturlige lederegenskaber og Deres klarsyn. De gør Deres Hus ære." Han lyder ikke umiddelbart som om han gør nar af Deymian.

Demyan spørger om krigerens navn og siger:

"Gurum, vid at den Sorte Høgs hus vil ikke glemme de modige krigere fra Hule, som har stået Rezel biiiiii i nødens stund".

Drengen rødmer som hans stemme knækker hen mod slutningen af sætningen. Han har mest af alt lyst til at grave sig ned i et kaninhul.

Han gestikulerer spagt at gruppen skal fortsætte mod syd.
This message was last edited by the player at 19:38, Tue 11 June 2013.

Gurum står helt stille og ser på Deymian "Min Herre, Nadem Erul, siger også at De skal huske på på at ikke alle De ser som fjender er fjender og ikke alle som siger de er venner er venner."

Han ser ned af vejen mod nord mod en dreng på Deymians alder der sidder på en ganger og siger "... og De har gæster ..." Han vender sig om og giver tegn og brøler en ordre om rytterne til at gøre sig klar. Der er lidt sukken og stønnen for de har redet langt og hurtigt og er dækket af et fint lag støv-

Demyan vender sig mod den anden dreng og ser ham an.

Demyan selv er høj og stærk af sin alder, men virker meget genert. Han har halv-langt glat sort hår og sjælfulde øjne.

Han er iklædt sort læderrustning, som nu er godt støvet til. På brystet bærer han den Sorte Høg.

På hesten bag ham hænger der et langt sværd og tre kastespyd.