In reply to Demyan (msg # 37):

På en gammel afmagret krikke sidder en ung mand på Deymians alder. Drengen er lang og ranglet, klassisk udseende for en knægt, der lige har oplevet en vækstspurt, hvor muskelmassen ikke er fulgt endnu. Knægten har smalle skuldrer og fremstår usikker og nervøs. Han er iklædt en slidt læderbrynje og en rusten pothjelm. Ingen af delene er tydeligvis lavet til drengen. Han er bevæbnet med en simpel kølle, et lille træskjold og en let armbrøst i en sørgelig forfatning.

Drengen kigger på Deymian med mørke øjne ud gennem krøllede lokker af kulsort hår. Hans øjne flakker usikkert rundt på soldaterne. Så får han øje på Deymians våbenskjold. Han slår øjnene ned,  hopper af sin hest og falder ned på et knæ foran Deymian med hovedet bøjet.

"Herre. Mit navn er Feliks Sokolov. Min fader er købmanden Igor Sokolov. Jeg er på vej mod Gum, som repræsentant for min fader, da han ønsker at udvide sine forretninger i denne by. Hvorledes kan jeg tjene Dem? "

Feliks forbliver på det ene knæ.

"Feliks Sokolov, rejs dig. Jeg har hørt om din fader. Det er en stor glæde at møde dig.

Gum er under angreb af udøde. Du vil være i stor fare i byen, så jeg vil råde dig til at vende om.

Men.... du ser ud som om du forventer kamp?"


This message was last edited by the player at 06:29, Wed 12 June 2013.

In reply to Demyan (msg # 39):

"Øhhhh de gode soldater fra Hule kan jo ikke være allesteds. Der er så mange.....  rebeller rundt omkring. Min mester ville bestemt tage mig det ilde op, hvis jeg ikke benyttede denne mulighed for at tjene Deres familie. Tillad mig at ledsage Dem og Deres soldater på denne farlige færd. "

Feliks skæver til soldaterne og kigger dernæst på Deymian, imens han prøver at se modig ud.....

Demyan går helt tæt på Feliks og sænker stemmen.

"Feliks, er du helt sikker på at det er hvad du ønsker? Der er hjernespisende udøde i Gum. Har du ikke lyst til at leve længe nok at stifte familie?

Jeg er sikker på at din fader vil forstå det hvis du vender tilbage. Hvis du ønsker at tjene mig, kan du i stedet bringe en besked til Hawk Castle for mig."


OOC: Demyan ønsker at give Feliks en chance for at redde sit unge liv.

Han ved ikke at Feliks opgave er at observere de udøde :)

In reply to Demyan (msg # 41):

Feliks kan ikke skjule sin frygt ved tanken om, hvad hans fader ville gøre, hvis han vendte tilbage uden at have været i Gum.

Nej nej, det er helt i orden. Jeg vil mægtig gerne med til Gum. De må ikke afvise mig. Lad mig hjælpe. Jeg kan holde øje med bagtroppen, eller bære den unge mesters udstyr. Lad mig hjælpe!!!.....

Demyan ved ikke, om han skal ynke den unge mand eller væmmes ved ham, men han er ihvertfald ikke i tvivl om, at Feliks er mere bange for sin fader end for de hjernespisende udøde.....

"Udmærket, så kom med. Vi har brug for enhver en våbenfør mand... eller dreng!"

Demyan griner og klapper Feliks på skulderen. Han føler sig mere tilpas i selskab med drengen, der er hans egen alder.

Gruppen sætter sig op på deres heste og fortsætter mod Gum i rask tempo.

In reply to Demyan (msg # 43):

Feliks ånder lettet ud og forsøger at få den gamle krikke til at følge med de andre....

Som de rider afsted, ser Feliks hvordan Demyan forsøger at holde sig rank i sadlen.

Men der er noget over drengen, som virker en kende usundt: Hans tynde hvide hud, de blålige årer, hans raspende åndedræt....

På et tidspunkt der de to drenge hinanden i øjnene, og Feliks kan se at hertugens søn er dødsensangst for udsigten til at kæmpe mod udøde.

--------

Efter at være vendt tilbage fra Gum, begynder Demyan at tænke over hvad Yakov har fortalt ham om båndet med Landet.

At regenter med magiske evner kan lære at tappe den rå magi fra Landet selv, således som Nikolai Borokov efter sigende gjorde det.

Demyan vil gøre det til sit ypperste projekt de næste år at udforske det bånd, som han i kraft af sit Blod har til Rezel.

OOC: Demyan vil forsøge at skabe en level 1 source holding gennem rollespil. Det vil sikkert tage flere år - eller måske ikke lykkes - men jeg synes at det tematisk passer godt.

Tænk Arturs mystiske bånd til Landet i filmen Excalibur - "The Land is the King and the King is the Land".

Jeg ved ikke helt hvordan det kan udspille sig rollespilsmæssigt, men det vil sikkert centrere sig omkring den del af riget hvor Sourcen er stærkest.

Det kunne enten være den store mystiske sø, eller den dybe ældgamle skov. Måske bliver han sat på opgaver af ånder, der repræsenterer Landet?

Sådanne nogle eventyr kunne også sagtens involvere Feliks og Vladimir, hvis Karsten og Dan synes det kunne være skægt.

Spring Season, 1025 AC

Der er gået nogen uger siden at Demyan forlod sine venner ved Kaluno og det har ikke været nemme uger. Hans far lider stadig grundet sårene fra Kaluno. Loki-kirkens bønner har lægt sårene (og det kostede ikke så få guld-Dvinai donationer) men alligevel ikke helt. Såret i farens ben vil ikke læge og der er konstant betændelse i benet. Det har ikke gjort hans humør bedre, men i det mindste virker det som om han til en hvis grad har fået lidt mere respekt for Demyan.

Nadem Erul har sin konstante gang på slottet og rådgiver faren uden egentlig at give ham nogen brugbare råd. Baronen af Tür har heldigvis ikke udnyttet situationen og angrebet Rezel, men det skyldes måske at Tür selv blev angrebet af Yazak-orker.

Koc Baykal er dog begyndt at bekymre den unge Demyan der synes at ane hvordan der oftere end tidligere er tjenere af Loki som følger og venligt hilser på den unge Demyan når han forlader slottet.

Det er derfor med en hvis lettelse at han i dag sidder med sin lærermester Yakov i skyggen af et egetræ nord for Olonov og ser ud over Yalu-floden hvor en flodbåd kan ses dovent glide ned af floden.

"De virker så eftertænksom min unge lærling. Er der noget der hviler Dem tungt på sinde?" Den gamle mand rynker brynene og ser på Demyan mens han rækker ham et stykke æble som han lige har skåret over.

Demyan tager æbleskiven og propper den i munden med en fraværende gestus. Så vender han sig og ser på den vise mand med et bekymret udtryk i ansigtet.

"Yakov, siden vi forsvarede Gum har jeg haft drømme. Jeg... svæver over Rezel, ser skyggerne som skyerne kaster bevæge sig hastigt over landskabet.

Det er som om jeg ingen krop har, men alligevel kan jeg se eller - fornemme - hvert et græsstrå, hver en myre på jorden langt under mig.

Jeg ser den skovene, floderne, landsbyerne, Høge-søen, bakkerne og bag dem Yazak-stepperne. Det er som om nogen kalder på mig.... men jeg ved ikke hvem.

Drømmene er meget virkelige og foruroligende. Jeg ved ikke om jeg er ved at blive gal. Måske kan du brygge mig en mikstur som kan give mig en rolig søvn?"


This message was last edited by the player at 09:21, Mon 15 July 2013.

Yakov ser underligt på Demyan før han hoster let. "Det vil være nemt at brygge Dem en mikstur der kan give Dem en dyb søvn, men måske De kunne prøve noget andet?" Han holder en kort pause før han forsætter "Måske De skal se Deres drømme som en ..trang .. til at se Rezel? Måske De vil få mere nattero når De har set baroniets jorde?"

Han ser ud over floden og vender så sit blik tilbage til den unge Demyan "Jeg er en gammel mand og gigten plager mig, men jeg vil gerne følge Dem på noget af Deres færd hvis De ønsker det, men jeg frygter at de mere vilde områder vil være for meget for mine gamle knogler." Han smiler lidt skævt.

"Det lyder som en glimrende ide.... som altid giver De mig de bedste råd. Lad os straks forberede rejsen!"

Demyan planlægger rejsen. Han vil starte med at ride ned til Krenian, Renayo og Doba, hvor han vil efterlade Yakov.

Han vil så rejse med en lokal vejviser op langs Høge-søen til de Sorte Bakker, hvor han vil besøge ruinerne ved Petras mur.

Derfra hente Yakov, rejse ned til Kaluno, Minsko og Gum, hvorfra han lader Yakov rejse hjem, da resten af rejsen bliver noget vild.

Herfra ned til den Sorte Skov med en lokal vejviser, tilbage til Gum og herfra til den Gamle Skov, hvor han vil tilbringe en del tid, blandt andet blandt baronens skovhuggere.

Fra den Gamle Skov tilbage til Olonov med flodpram. Traditionen tro underlader han at besøge Savatchi, som er et mygge-infesteret hul.

Undervejs vil han tale med landbyernes repræsentanter og høre om deres problemer. Han nyder det ikke specielt, vil hellere galloppere på sin hest, svømme i floderne og klatre i træerne, men han ser det som sin pligt og vil huske hvert et ord til de siger til ham.

OOC: Det passer nok meget godt at rejsen vil tage tre måneder, omtrent hele sommeren.

Vi behøver ikke rollespille hver en landsby - men selvfølgeligt hvis der er oplagte eventyr kan vi spille dem ud :)

OOC

Jeg deler rejsen op i dele således at du kan nå at gribe ind hvis der er du synes at Demyan vil handle på noget. Nogen dele af rejsen vil derfor også være mindre interessante end andre dele.

_______________________________________

Få dage efter deres samtale drog Demyan og hans gamle lærermester afsted fra Olonov. Demyan ville næppe blive savnet af hans far der nu brugte det meste af tiden på at bande over at hans halv-rådne ben gjorde det svært af fange friller.

Deres rejse førte dem først til den lille landsby Krenian. En samling af huse beliggende ved udkanten af et stort mose-og hedeområde hvor landsbyens beboere tjente til dagen og vejen ved at grave tørv. Tørvene blev da fragtet til Olonov for at blive brugt til blandt andet brænde. Landsbyen var fortørnet over de øgede skatter som Demyans far havde påført dem, men havde ellers ingen klager. Beliggende som tæt på Olonov førte til at alle trusler til landsbyen hurtigt blev slået hårdt ned og det var mange år siden der sidst havde været et monster i område.

Renoya var anderledes. En lille by som grundet sin beliggenhed så tæt på grænsen til Tür ofte havde været under angreb. Lokis Kirke havde størstedelen af magten i byen. Det var muligt at byens burgomeister svor troskab til Olonov men det virkede på Demyan som om at Lokis Kirke havde mere magt i byen end baronen havde. Byen var beliggende ved Hawk Lakes breder og fiskeri havde en lige så stor betydning som landbrug. Det var en ordentlig by og væsentlig mere rolig end Olonov, og måske skyldtes det at Loki Kirkens præster og tempelkrigere patruljerede om natten til stor irritation for byvagten.

De blev en helt uge i byen før de drog videre langs søen til Doba. En lille isoleret landsby der blev noget overrasket over at baronens søn ankom. Doba synes at have en del gamle traditioner der går langt tilbage. Beboerne er venlige og ærbødige og forsikrer Demyan mange gange om at de skam har betalt deres skatter. Yakov og Demyan var indkvarteret i den lokale hetmans hytter og der var her at Demyan ledte efter en stifinder til at føre ham op i bakkerne til ruinerne.
This message was last edited by the GM at 19:13, Fri 19 July 2013.

Som Demyan rejser gennem landsbyerne, husker han sin farfar, Ivan den Grusommes, ord:

"Du skal behandle din bonde som du behandler din bedste hund: elsk den, men tugt den.

Og lad den ikke et øjeblik være i tvivl om at du er dens herre - så vil den vende sig mod dig."



Ordene var godt nok rettet til Demyans ældre brødre, Ivan regnede vist aldrig med at den svagelige Demyan ville leve længe nok til at få hår omkring sit lem.

Demyan husker disse ord. Somme tider føler han en nærhed til bønderne, når han ser dem le eller nyde de simple glæder i livet.

Men han minder sig selv om, at de trods ligheden til ham selv er af en anden art, lavet af en langt grovere materiale, og med langt simplere tanker og kapaciteter.

Han behandler dem respektfuldt, lytter opmærksomt til deres ord og bekymringerne. Han ved at Rezel ikke kan trives, hvis bønderne ikke trives.

Han tænker på Feliks og Vladimir og det venskab som er ved at spire op. Men det er noget andet. De er jo heller ikke bønder, undskylder han sig selv.


This message was last edited by the player at 21:49, Mon 22 July 2013.

Jægeren Rûn var Demyans guide til bakkerne. Jægeren var gammel og vejrbidt men alligevel var det næsten umuligt at følge med den gamle mand i det kuperede terræn. Manden var heller ikke snaksalig ved lejrbålet om aftenen for rygterne ville have det at huleanske tropper havde flået hans tunge ud efter det sidste slag hvor Zuyevo blev knust.

Disse bakker er mørke. Mørke og dystre som om at de har set deres del af lidelse. Det har de måske også. Hist og her kan man se resterne af en mur eller en vold nu halvt overdækket af bevoksning. De eneste der lever i disse bakker er de vilde dyr. Ræve, kaniner, hjorte, vilde geder og lignende.

I to dage har I rejst mod et vagttårn der kan ses i det fjerne. Blot en ruin nu og de omkringliggende bygninger brændte og borte. Stedet overgroet og vindblæst. Alene og glemt står det der og minder om en anden tid. Var det min en bedre tid? Det er svært at svare på men Rûn har allerede lidt for det der engang var, og jo tættere I kommer på jo mere fjernt bliver hans blik og jo mere knuer han om skæftet på sit gamle slidte spyd.

Han knæler på en lille høj og peger mod tårnet som nu ligger blot 1000 skridt fra hvor Demyan og hans guide er nu. Han synes ikke at ville gå længere. Demyan ser op og synes der er noget over dette sted der er svært at beskrive. En skjult skønhed. En råhed. Sorg. Himmelen virker fjernere end den plejer at være og de store tunge skyer glider hurtigere og himmelen end de plejer. Aftensolens farver er anderledes. Skyggerne længere.

Rûn begynder at stampe spyddet i jorden. Langsomt, rytmisk, dunkelt.


This message was last edited by the GM at 19:38, Mon 22 July 2013.

Demyan kigger op mod himlen. Hans øjne følger skyernes hastige rejse over aftenhimlen.

Hans pupiller udviser sig, som han kastes ind i en mild trance af den rytmiske dunken.

Tårnet synes at flytte sig. Det ene øjeblik er det fjernt borte som en skrøbelig drøm og andre gange saynes det så tæt på at det næsten omslutter Demyan. Rûn synes at blive et med bakken som han peger mod tårnet med en kroget finger mens han forsætter med at rytmisk slå sit spydskaft ned i Landet.

Demyan går langsomt, halvvejs i trance, op til tårnet.

Han tænker ikke - det virker som om skæbnerne fører hans fødder afsted.

Han føler ingen frygt, og lader sit sværd forblive i skeden på ryggen.

Demyan vågner liggende på ryggen i toppen af tårnet. Over ham glider skyerne dovne hen over himmelen og en svag brise rammer ham i ansigtet. Han ved ikke hvordan han kom der op og han husker intet. Hans krop føles tung, tungere end nogensinde før. Han kan huske sin drøm, men drømmen synes langsomt at forsvinde fra ham og jo mere han holder fast i den jo mere forsvinder den. Stenene under hans ryg føles hårde og ujævne og han opdager han er tørstig.

Demyan rejser sig langsomt, mens han prøver at holde fast i oplevelsen, som dog flyver ud mellem hans fingre som en farverig sommerfugl.

Han burde føle sig trist over ikke at kunne huske, men han er efterladt med en glad fornemmelse i maven, måske noget nær en fornemmelse af frihed, af lykke.

Han prøver at finde Rûn, eller at finde en kilde hvori han kan drikke...

Det er svært at komme ned fra tårnet. Stentrappen er usikker og skrøbelig og Demyan virker underlig svag. Han begynder at mærke sult og tørst og da han endelig kommer end af tårnet ser han Rûn siddende ved siden af et lille madbål. Han har slået telt op og det ser ud som om at han har opholdt sig i området i nogen dage faktisk. Rûn ser op og peger på et vandskind der hænger på en kroget tynd gren. Demyan ser sig omkring og kan i et kort sekund næsten genskabe tårnet og fæstningsværket i sit sind.

Demyan forstår ikke hvad der sker med ham, men han er ikke bange. Han drikker grådigt af vandet indtil han næsten kaster op.

Så kaster han sig over en lille kanin som Rûn har ristet over bålet. River den i små stykker som han sluger hele.

"Rûn, hvor lang tid har jeg været væk? Han jeg.... sovet i al den tid?"

Rûm ser op på drengen og for første gang slår det Demyan hvor gammel og svagelig Rûm rent faktisk ser ud. Så han virkelig så træt og gammel på udvejen?

Rûms øjne gennemborer drengen da han holder fire brune rynkede fingre op i vejret hvorefter han roder lidt i bålet med en pind så gløder stiger op.