Thaumont 1, 1025 AC

Lugten, lydene og synet er næsten for meget. Mørket i rummet får stedet til at virke endnu mere klaustrofobisk end templet egentlig er. Lugten af røgelsen hænger i tøj og næse og gør hovedet tungt. Lyden af korets messen blander sig med lyden af den prustende okse der giver sig i de tunge kæder der har hævet den mod loftet. Det eneste naturlige lys kommer fra hvad lidt sollys der kan trænge gennem røgelse-tågerne i det lille hul der er i templets loft.

Oksen hænger i kæderne over Deymians far som står i midten af rummet og er nøgen. Hans behårede fedladne krop er ikke et behageligt syn og mængden af krigsar gør det kun bedre. På Demyans side står den blinde Koc Baykal som i dag indvier Lokis nye tempel. En gave fra Deymians far til hans lensherrer. Ikke et tegn på religiøsitet men i stedet et politisk træk, for den der støttes af Hule har magten - og magt er Artyums eneste ønske i livet.

Korets messen begynder at nå en ekstatisk højde og trommerne hjælper til at overdøve oksens rædselsfulde brølen. Så kommer der et nik fra Koc Baikal og et svedende fed tempeltjener træder frem og støder et spyd ind i oksens halspulsåre, og med et arrogant brøl breder Artyum selvsikkert og triumferende sine arme ud som oksens varme blod vælter ned over ham i stride strømme. Koc Baykal smiler skævt og korets hylen lyder som tusinder af banshees fra Tunguska.

Deymian synker en klump i halsen...
This message was last edited by the GM at 22:04, Fri 07 June 2013.

....men prøver på ikke at vise sin ubehag. Han ved at som arving til den Sorte Høg, forventes han at møde verden med stoisk ro.

Selv om han ofte fejler at leve op til sin faders forventninger - med sit svagelige helbred - så ønsker han intet stærkere end at gøre sin fader stolt.

Demyan finder ikke meget glæde i de brutale og primitive ritualer til Loki. Han lytter derimod, når Yakov fortæller ham om de Guder som kom før, det er virkeligt et spraglede og spændende pantheon!

Han lytter også til historierne om Guderne der vandrede blandt os, men altid med skjult nysgerrighed, for han ved at det er forbudte historier!

Triumferende og grinende står Demyans far dækket af blod mens at tyren hævet over ham langsomt holder op med at ryste og krampe. Artyum er en simpel mand, ivrig for at vinde hæder og ære. Mistroisk over for alle og villig til at sælge sig selv til den højestbydende. Og nu er hans mål nået - han har opført et tempel til Loki og med dette ritual er han pludselig blevet ophøvet til Beskytter af Lokis Kirke.

Demyan ser sine far nedsænke sit legeme i det store kar i templets sidegemakker og derved blive renset for oksens blod. Det er sikkert det første bad i lang tid som Artyum har taget, og det er derfor underligt for Demyan at se sin far med rent hår og skæg.

Artyum iklædes den mørke kåbe som tegn på hans bånd til Lokis Kirke og velsignes af den gamle Koc Baykal, som efterfølgende lykønsker ham.

"Det glæder mig at De i sådan grad tænker på Kirken og er så gavmild over for Kirken. De er en særdeles visionær mand, en kæmpe blandt mindre mænd, og det vil væres os en glæde at støtte Deres ambitioner."

"Fine ord, Baykal, men jeg forventer også at I støtter mig efter denne gave! Et tempel er ved guderne ikke billigt!" Han lyd irriteret. Diplomati havde aldrig været hans stærke side og ej heller lærdom. Det var faktisk usikkert om Artyum overhovedet kunne læse og skrive.

Upåvirket at Artyums ord forsætter den gamle blinde præst ufortrødent. "Vi er klar over hvilket offer De har bragt, men store mænd bringer altid ofre." Han tager en lille pause og et grumt smil breder sig på hans ansigt "Måske De ønsker at knytte endnu tættere bånd på Kirken - og dermed stærkere bånd til Hule og Hulemesteren selv?" Han ligger hovedet lidt på skrå "Måske De kunne tænke Dem at sende Deres søn til os? Vi vil med glæde opdrage ham i Kirkens dogmer og dermed knytte endnu tættere bånd. Hvem ved? Måske vil Hulemesteren selv give støtte til Deres ambitioner. Måske en dag vil De blive kendt som Kongen af Yalu?" Præstne smiler igen sit grumme smil og vrider sine gamle hænder.

Artyum ser ud til at overveje det. Det er altid tydeligt når han tænker. Han rynker brynene og panden og begynder at klø sig på hagen. Ej heller tankevirksomhed er hans stærke side. Ser skiftevis på præsten og på Demyan ...

Demyan bider sig i læben, men det lykkes ham at se modig ud, idag han møder faderens og præstens blikke.

Mest af alt har han lyst til at løbe ud i vildnisset og gemme sig i en dyb hule.

OOC: kaster 18 på sit will save for at se modig ud.

Det kunne som sådan være skægt hvis Demyan tilbragte nogle år i Hule.

Det ville måske ændre kampagnens spor, men han kunne jo sagtens vende tilbage på et tidspunkt.


This message was last edited by the player at 15:07, Thu 06 June 2013.

Artyum griner højlydt. "I får ham ikke. Tror I ikke jeg har luret jer?" Han griner hoverende som om hans intellekt gør ham hævet over alt og alle. "Den lille lort der er min søn. Min eneste overlevende søn og derfor min arving. Hvis I får ham så kommer I til at arve mine jorde og det sker ikke. Næææ ... I får ham ikke. Ikke før jeg finder en der kan erstatte ham. Forstået!"

Det er utroligt at præsten ikke fortrækker en mine, men i stedet blot nikker anerkendende. "Deres vid er strålende og jeg erkender mit nederlag. Lad os håbe vi måske i fællesskab kan finde en løsning på Deres lille problem med en fornuftig arving." Han ligger en hånd på Artyums skulder. "Lad os trække os til Deres sale og lad os fejre hvordan De har knyttet bånd der vil bringe Dem hæder, ære og jorde."

De to mænd begynder at gå mod udgangen af templet for der at ride til Castle Black Hawk. De følges af et stille følge af hofmænd og tavse præster. Efterladende den lille dreng alene tilbage i templets mørke glemt af alle - især af hans far.

Demyan har ikke specielt lyst til at tage hurtigt tilbage til borgen, for at møde sin faders sviende spot.

Istedet ser han sig nysgerrigt omkring i templet, lister sig forsigtigt fremad for at udforske det forbudte sted!

Hvis han finder Koc Baykals kammer, vil han kigge efter korrespondencer han kan kigge i.

OOC: drengen kaster 15 på stealth og 11 på sit perception check.

This message was last edited by the player at 16:33, Fri 07 June 2013.

Den unge nysgerrige dreng lister sig gennem templets mørke korridorer. Dette sted synes stort for den lille dreng, men havde han set større byer eller fordums tids storhed så ville han vide hvor lille og ubetydelig dette sted er. Templet er dog opført i sten hvilket er ret usædvanlig på disse egne hvor træ er det mest almindelige byggemateriale.

Det er kun held der sørger for at den unge dreng ikke bliver opdaget af stedets præster. Han bevæger sig op af vindeltrappen og hen af svalegangen med udsigt over Yalu-flodens brune vand og den lille landsby. Han kan lugte møddingen og ildstederne, høre folk tale og faldbyde deres varer. Se børn der leger i landsbyens støvede gader. Forårssolen bager godt i dag, men her i svalegangen er der herligt køligt. Han ender ved en trædør. Den er solid og desværre også låst, og Demyan aner at Baykals kammer er bag den dør. Det vil være typisk ham at lade sit domicil være i landsbyens højeste bygning.

Han ser sig omkring. Der er ganske rigtigt et vindue højere oppe af tårnets side og skoderne er ikke lukket til. Muren er måske til at klatre på men det vil ikke blive nemt ...
This message was last edited by the GM at 20:35, Fri 07 June 2013.