Re: The Chronicles of Vladimir
Gesandten ser på Vladimir med et blik der er svært at læse. Så går han hen til sine mænd, sætter sig op på hesten og sammen rider de bort i tavshed.
Vladimir skænker det ikke mange tanker i de næste uger, for der er folk han skal tale med og som han skal hjælpe. Han behøver ikke betale for mad og drikke hvor han kommer frem, men deler i stedet måltider med den jævne bonde, sover i deres lader, og forsøger at give folk håb.
Det er en varm sommerdag, hvor solen stor højt på en lyseblå himmel, at Vladimir finder hvile ved foden af et birketræ. Solen varmer ham, mens at han ser svaler flyve rundt på himmelen, og Vladimir kan ikke lade være med at undgå at tænke at det nu nok bliver regn til aften. Tordenfluer summer til tider omkring hans hoved, og han tager sig en slurk vand fra sit vandskind, da han hører lyden af en hest pruste bag ham. Han vender lynsnart hovedet og ser gesandten fra tidligere sidde på sin hest små 20 skridt fra Vladimir. Gesandten er klædt i mere ydmyg kofter og kappe. Hans ringbrynje ligger på tværs over saddeltaskerne som ser proppede ud, og manden har sit slagsværd i skede hængende fra sadlen.
Han ser på Vladimir med et udtryk i hans øjne der er dels sorg og dels ... håb? Så rømmer han sig og taler "Mit navn er Vasili Vlasilimovitch, søn af Dogan, boyar af Dezel, i Po i den Zybirske Marsk. Som min fars yngste søn har jeg tjent Moderkirken i over et årti. Jeg har tjent den fordi det var den sidste rest af det vi engang havde. Nu er jeg her, på denne sommerdag, overfor Bjørnen Vladimir og har eet spørgsmål ... vil du tage imod et får der har glemt hvordan det er at være en mand?"
_____________________
Den Zybirske Marks er det der førhen hed Prinsedømmet Zybirsk, men som blev erobret af Det Yazchemidiske Imperium, som har indlemmet det i imperiet og bruger Marsken som en bufferzone mod det der engang var Zuyevo.