Thaumont 1, 1025 AC

Gum er en lille flække og den vestligste landsby i hele Rezel. Beliggende blot få zuyevanske kilometre fra den store skov der adskiller Rezel og Kulikovo er Gum ikke et sikkert sted at bo, men det er trods alt et behageligt sted. Små træhuse med tørvetag hvor røgsøjler stiger op fra hullerne i tagene.

Vladimir sidder i garverens lille have og er ved at pille kartofler. Han ser på de mange børn der løber rundt om ham - den familie som han aldrig har haft men alligevel altid har været en underlig del af. Katten ligger på en sten og slikker solskin og ser yderst doven ud. Barynov kommer over til ham og sætter sig tungt ned og ser på Vladimir med sine mærke øjne gemt bag de store buskede øjenbryn.

"Lillemor vil altså gerne have du bliver her lidt længere denne gang. Vil du ikke nok overveje det? Du ved hvor ked af det hun bliver når du tager for hurtigt tilbage til skovene."

In reply to Barynov (msg # 2):

Det virker ikke som om Vladimir ænser Barynov. Han kigger blot op mod himlen hvor en gruppe af svaler flyver let og ubesværet rundt i hvad der ligner leg. Vladimir peger op mod fuglene alt imens han kommer med nogle høje fløjtelyde. Han kigger på fuglene i flere minutter uden rigtig at bemærke Barynov indtil han pludselig udbryder:

"Vladimir kan ik blive lang tid. Fuglene siger at skoven venter. Vladimir tror de taler sandt. Jeg går ved skumring i morgen."

Vladimir kigger endelig på Barynov og et stort smil breder på hans beskidte ansigt

"Men Vladimir kommer snart igen. Vladimir har fundet et godt svampested. Han vil bringe svampe til sine venner. Masser af svampe."

Den store mand nikker med hovedet og kradser sig i skægget da hans blik stivner som han ser på noget bag Vladimir. Pludselig så skriger børnene og den yngste falder bagover og vælter kurven med tomater der triller ud over jorden. Barynov farer op med en hastighed der overrasker Vladimir og hiver øksen udad huggeblokken og kaster den så mod Vladimir .... og forbi ham. Vladimir scorer rundt som øksen passerer blot centimeter fra hans hoved og ser hvordan øksen sætter sig dybt i kraniet på en udød.

Den udøde var engang et menneske. Dens hud sidder spændt ud over bæstet knogler og enkelte steder stikker en knogle eller to ud af dens krop. Den lugter af råddenskab og tjavser af viltert hår kan ses på dens isse. Den bærer resterne af en ringbrynje og de lasede rester af en tunika der bærer Petras symbol. Dens mund åbner og lukker sig ganske kort men øksen i dens pandeskald ender dens ynkelige eksistens og de to røde lysende punkter dybt i dens sorte øjenhuler slukkes som den falder om i køkkenhaven.

"Lillemor!! Send bud til naboerne og sig at de udøde kommer. Lad dem ringe med klokkerne. Alarmer alle. Og dig...." Han vender sig om mod Vladimir ".... du venter med at tage tilbage til skoven. Ingen diskussion!"

Han vender sig om mod markerne og stirrer på markerne med de kornet der svajer i den lette brise mens han sagte mumler nogen ord som Vladimir ikke forstår. "Må De Fire bringe os frelse."
This message was last edited by the player at 18:34, Tue 11 June 2013.

In reply to Barynov (msg # 5):

Vladimir kigger forfærdet på det døde udøde skelet og tænker at hvis de udøde kommer til byen så burde hele byen da følge Vladimir ud i skoven. Her ville de være i sikkerhed fra de afpillede kroppe med de lysende øjne.

På trods af at Vladimir aldrig har set et levende skelet så er han fascineret af bæstet. Hvordan kan det bevæge sig uden muskler? Er der mon nogen eller noget som kontrollere det? Har det en bevidsthed?

Vladimir går derfor over til skelettet for at undersøge det nærmere.

Vladimir knæler ved den udødes side. Han ser den sidste glød forsvinde og slukkes i dens øjenhuler. Han studerer den nøje og tavs. Han er ung og har aldrig set den slags væsener før. Historierne om dem har han hørt før, men aldrig set et af disse fæle væsener før.

Han hører landsbyens klokker ringe som tegn på alarm og kan - som i en fjern drøm - høre hvordan folk samles nede ved landsbyens branddam for at høre hvad der er sket. Så mærker han pludselig en hånd på hans skulder - Barynovs store hånd.

"Se nøje på væsenet min dreng. Alt hvad du ser er et vederstyggeligt væsen som skal udryddes. Men der var engang hvor det væsen var et menneske af kød og blod som forsvarede os mod vores fjender. Det skal aldrig være dig en glæde at udrydde væsener som dem for de fortjener ikke den grumme skæbne de fik. Men kom med ... de holder møde .. og jeg får brug for din hjælp."

In reply to Barynov (msg # 7):

Vladimir rejser sig op og kigger på Barynov.

"Vladimir vil hjælpe sin ven"

Og så følger den lille dreng i hælene på den store tanner...

Alle i landsbyen er mødt op til mødet og de debaterer voldsomt om hvad det skal gøre. Der besluttes at sende bud til Grevven men det lader ikke til at nogen tror det bringer noget godt med sig. Det sidste årti har bragt død og vold og mange steder er stavnsbåndet ved at blive genindført. De anser greven som en lakaj af Hule og hans søn som svag.

Loki-præsten i landsbyen fortæller at han støtter landsbyen men intet værn har mod udøde for Loki opfordrer til list og snarråd. Der er mumlen blandt beboerne men der er ingen andre præster i landsbyen siden soldater fra greven smed Moderkirkens præst på porten og indsatte Loki-præsten.

De aftaler at inge  må gå alene. At kreaturerne skal hentes ind. At mændene danner patruljer som skiftes til at holde vagt samt at alle ældre og enlige skal flytte ind til naboer. Alle døre og vinduer skal barrikaderes om natten.

Og imens står Barynov og klør sig i skægget og lytter intenst til hvad folk siger.

In reply to The Storyteller (msg # 9):

Vladimir kigger op på Barynov...

"Vladimir vil låne en kølle og en læderbrynje. Vladimir kan også patruljere og kæmpe mod de levende døde."

Barynov nikker og giver den unge dreng en gammel læderbrynje og en trækølle tilbage ved familiens hytte. Lillemor prøver at være tapper men hun er bange. Børnene er rædselsslagen og det er tydeligt at en dyne af frygt har lagt sig over Gum. Kreaturer bliver ført tilbage til landsbyen og en kvægdriver fortæller at han så en ko blive overmandet og spist levende af fire udøde rådne lig og at han selv var nødt til at stikke af.

Budbringeren til greven er sendt afsted på hesteryg og bedt om at ride alt til greven og bede om hjælp. Der er ingen stor hær af udøde ved Gum - endnu - men det er ikke til at vide hvornår de dukker op. Ved aftentide mens det er at aftensolen farver jorden rød så begynder patruljerne. Grupper af 5-10 patruljerer natten lang men det er umuligt for folk at få sovet og slappet af. Alle ligger nok og venter på at høre vagterne råbe om hjælp men råbene komme aldrig.

Vladimir patruljerer sammen med Barynov og nogen af hans venner. En broget skare bevæbnet med armbryster, køller og høtyve patruljerer altså byen mens de venter på deres udskældte greve. En mand som ingen synes at have respekt for eller anser som værende en værdig herre.

Men næste morgen har der ikke været nogle angreb på Gum, endnu ...

In reply to The Storyteller (msg # 11):

Efter en lang nattevagt ligge Vladimir sig op på taget af en lade for at få sig en lille lur i fred for alle de panikslagne landsbyboere...

Inden han lukker øjene spejder kaster han guidance og spejder udover landskabet...

Vladimir rolled 15 using 1d20+3 ((12))
This message was last edited by the player at 19:19, Wed 12 June 2013.

Thaumont 2, 1025 AC

Vladimir spejder ud over landskabet. Kornmarkerne, engene, de små stengærder, det enkelte majestætiske egetræ. De blå og gule vilde blomster og svalerne højt på himmelen. Men der er ingen udøde at se noget steds. Han lægger sig ned og ser på skyerne langsomt svæve højt over ham og han falder stille i søvn ...

... det er stadig dag da han vågner og at dømme ud fra solen har han fået et par timers søvn. Hvad der har vækket ham er den store Barynov der er kravlet op af stigen med en madpakke i et rødternet tørklæde. Han har stillet den ved siden af Vladimir sammen med en lerkrukke med vand. Han sætter sig ned på det let skrånende tag og ser ud og markerne.

"Det er sørgeligt ikke sandt? Der var engang hvor dette var utænkeligt. Hvor De Fire fik os til at huske på at vi som mennesker selv kan bestemme vores skæbner og kan udrette mirakler." Han ser på Vladimir "Ja du er for ung til at huske den tid hvor Zuyevo - fra det kolde Tunguska i nord til det frodige Zybirks i syd, fra de vestlige baronier ved Det Store Hav til dette område i øst. Hvor alt det var samlet under een Zar og hans brødre." Han fnyser lidt som om han synes det er pinligt at tale om "Og så se os nu - splittet på grund af småligheder og grådighed. Vi er intet i forhold til hvad vi var ... eller kan blive."

Han bliver tavs og ser ud over markerne igen som om han drømmer sig tilbage til en anden tid.

In reply to Barynov (msg # 14):

Vladimir kigger undrene og søvndrukkent op på Barynov.

"De fire. Vladimir har aldrig hørt historier om de gamle dage. Var de store krigere? Og hvorfor er de her ikke mere?"

Manden ser sig omkring for at høre om nogen lytter og begynder så at fortælle med sin dybe stemme "Først må du forstå at De Fire er nu forbudt. Hule såvel som Moderkirken jager alle der taler for højt om De Fire. Forstået?" Han ser Vladimir i øjnene for at være sikker på at dette iltre naturbarn har forstået alvoren.

"De var fire. Brødre fra Karameikos langt mod øst. Helt derude hvor solen står op. De kom da Dæmonprinserne og deres ork-stammer holdt hele Zuyevo i et jerngreb. Først så besejrede de orkerne ved Aska-passet og derefter brugte de magi til nå Zuyganev, vores gamle hovedstad som nu blot er en ruin, og der besejrede de Dæmonprinserne i tvekamp.

De delte så Riget imellem sig og en Guldalder præget af fremgang og genopbygning strakte sig over hele nationen.

Ældst var Boris Borokov. Patriarken af Zuyevo. Han var en hellig mand dedikeret til vores gamle Guder. En vis men også tapper mand. Streng og nådesløs overfor sine fjender. Visionær og tilgivende overfor sine venner. Det er på hans jorde vi i dag sidder for den gang var dette område  en del af Østkirkens jorde og forsvarede os med Dradze og Yazak-stammer på samme tid. Kulikovo var hovedstaden og der er derfra de udøde nu kommer.

Sergei Borokov var næstældst og Zar over Zuyevo. Han regerede fra hovedstaden Zuyganev. Han var en hellig kriger og bar det tunge ansvar som nationens leder på sine skuldre. Han red på en hvid ganger ved navn Kirov og hvorend han kom frem skete der mirakler - syge blev kureret og mennesker fik ro.

Vladimir Borokov - din navnebror - var næstyngst. En vældig kriger som kunne kløve klippeblokke med sit sværd og ikke kendte til frygt. Han var Prins af Zybirks - det område som nu kaldes for den Zybirske Marsk af de yachemidiske hunde. Han grundlagde Skt. Sergeisborg som han opkaldte efter sin bror, Zaren. Du kan se resterne af byen hvis du nogensinde rejser ned af Yalu-floden.

Den yngste var den mægtige magiker og troldmand, Nikolai Borokov. Han var Prins af Tunguska i det høje nord. Et område tyndt befolket passede godt til hans frie natur. Man siger han kunne bevæge sig over hele Riget og nå fra den ene ende til den anden ende på under en dag. Den magi han udførte var uden sidestykke."

Barynov ser frem for sig og bliver tavs.

"Men alt har en ende ..."

In reply to Barynov (msg # 16):

Vladimir er tydeligt begejstret for denne fantastiske fortælling...

"Vladimir er sikker på at de fire vil komme igen. Hjælpe Barynov og hans familie. Udyrene der styrer riget nu er som en såret og syg bjørn... det eneste at gøre er at ende dets smerter. Det er det eneste rigtige at gøre. Det er godt."

Vladimir ligger en arm om Barynov og kigger på ham og sender ham et opmuntrende smil

"Barynov må fortælle mere om de fire en dag til Vladimir. Kom med ud i skoven med Vladimir og fortæl alt. Vladimir vil især gerne høre mere om Skt. Sergeisborg. Vladimirs hovde synes at genkende navnet."

Barynov ser på den unge dreng og klapper Vladimirs hånd på sin skulder "Ja, ja .. måske fortæller jeg mere en dag. Det er rart med ungdommelig overmod, men jeg håber blot du ikke bliver for skuffet."

Han ser ud over markerne igen. "Det er faktisk et meget godt udsigtspunkt det her. Med lidt held så når Tirun frem med budskabet om de udøde i dag, og så har vi måske grevens tropper her et par dage efter. Måske allerede i morgen?" Han smiler lidt skævt "Det er muligt greven er en nar men det kunne være rart med lidt normalitet igen i området."

Dagen forsætter meget stille. Folk er bange og ingen synes at turde hæve stemmen. Det er en af de stunder hvor folk hvisker uden rigtig at vide hvorfor. Patruljerne forsætter mens man taler om hvornår baronens tropper mon når frem. Ingen synes at tro meget på deres herremand men alle trøster sig med at baron Artyum ikke har råd til at miste Gum. Hen mod aftentide spottes en støvsky mod syd og den synes at bevæge sig mod øst i retning af Kaluna.

Patruljerne forsætter og der en følelse af at være belejret sænker sig over hele byen. Om aftenen begynder Vladimirs patrulje og den lille grupppe bestående af Vladimir og tre voksne mænd bevæger sig ved den vestlige del ar Gum. Natten er lidt blæsende og de er alle trætte da de i de sene nattetimer når til en lille lade. Kreaturerne der inde lyder skræmte.

-------------

OOC

Vladimir - Perception
This message was last edited by the GM at 18:57, Sat 15 June 2013.

In reply to The Storyteller (msg # 19):

For at Vladimir kan kunne høre og se lidt bedre hvad det er der foregår ved laden så kaster han guidance inden han anstrenger sine øjne og ører maksimalt...

Vladimir rolled 11 using 1d20+3. perception

Vladimir ved ikke hvordan han gør det. Hvordan han begynder at hviske disse sære lyde og pludselig er alle hans sanser skærpede. Det skræmmer ham ikke så meget som det oprindelig gjorte, men der er noget underligt over det. Som om noget - fjernt og alligevel nært - våger over ham og påvirker ham.

Han står stille og ser sig omkring. Opmærksom på nattens lyde, lugte og synsindtryk. Han kan se de tre mænd gå ind i laden, døren åbner de og de forsvinder ind i mørket med deres olielampe. Men Vladimir er ikke interesseret i laden. Han er interesseret i den skrabende lyd der kommer over på ladens højre side. Der mellem brombærkrattet og laden. Han kan mærke det er der - og han kan mærke den samme frygt som dyrerne kan. Hvad det end er så er det ikke naturligt.

In reply to The Storyteller (msg # 21):

Vladimir prøver liste om på højre side af laden, men holder stadig en god afstand til der hvor skrabelyden kommer fra (ca 100 ft). Alt i mens holder han sin kølle i et fast greb parat til at kvase udøde hjerneskaller hvis det skulle blive nødvendigt...

Vladimir rolled 16 using 1d20+2. stealth.
This message was last edited by the player at 20:30, Sat 15 June 2013.

Vladimir skæver frem fra hjørnet på laden. Han kan høre mændene fra patruljen inde i laden forsøge at berolige hvad det end er der har alarmeret kreaturerne. Men Vladimir ved hvad det er for han kan nemlig se det. Den ting. Det afpillede skelet iklædt iturevne gevandter der står og skærer tænder mens den ser med sine lysende røde øjne ind i stalden gennem det lille vindue i muren. Skeletet holder et langsværd i hånden og sværdets klinge er voldsomt hakket. Det er svært at se flere detaljer i mørket, og den synes ikke at have opdaget Vladimir.

Og Vladimir er riiiiimelig sikker på der kun er det ene skelet. Riiiiiimelig sikker.

________________________________________

Knowledge (Religion) for at genkende symbolerne på den iturevne klædedragt som skeletet bærer.

Knowledge (Religion) for at indse hvilke svagheder - og styrker - som skeleter normalt har.

In reply to The Storyteller (msg # 23):

OOC: Vladimir har ikke knowledge religion endnu. Det virker ikke som de første skills man ville lære hvis man boede alene i det vilde - men det kommer senere :-)

Vladimir står helt stille alt imens han betragter den udøde. Han tænker som en besat over hvordan han kan advare mændene inde i laden uden at fange den udødes opmærksomhed. Pludselig kommer Vladimir i tanke om svalernes sang i skumringen og han begynder at gengive den så godt han kan. Med lidt held så er nogle af mændene i laden klar over at man ikke kan høre svaler på denne tid på døgnet.

OOC

Handle Animal for at lave svalesang.

+2 bonus hvis Vladimir har 4 ranks i Knowledge (Nature) og +2 hvis Vladimir har 4 ranks i Survival (og han har ingen af delene *fnis fnis*)

In reply to The Storyteller (msg # 25):

OOC: Handle animal er en trained only skill så det kan Vladimir ikke... men er det egentlig ikke også mere en skill man bruger til at, ja, håndtere dyr med, lære dem tricks, træne dem og få dem til at føje mennesker? Vladimir vil ikke prøve at hidkalde nogle svaler men blot imitere deres fløjten :-) - hvilket reelt set nok mere er et perform check. Hvis han så også lavede et knowledge nature check så ville han måske være istand til at kende forskel på de forskellige sange svalerne har og hvilken funktion de har. Men det er sgu nok ligegyldigt, da hverken mændene i laden eller den udøde har nogen som helst viden om dette. Ja måske ved de ingengang hvordan svale skønsang lyder!

Vladimir står stadig helt stille og begynder og imitere fløjtesangen fra svalerne som han så tit har gjort det ude i skoven når han er alene. Men med dette publikum føler han alligevel at der er en smule scenefeber der kryber ind på ham...


12:03, Today: Vladimir rolled 9 using 1d20. critical failure roll.
12:02, Today: Vladimir rolled 5 using 1d20+4. perform - bird whistle.

og da de første toner skal til at forlade Vladimir læber hører han til sin store forfærdelse kun en sær sprutten i det lidt spyt bliver presset ud mellem hans læber med høj fart. Han stopper straks sin lille intim koncert og håber at den udøde ikke har bidt mærke i de sære spyttelyde fra buskadset...
This message was last edited by the player at 10:08, Sun 16 June 2013.

OOC

Jeg har været inde på Paizos forums for at finde ud af hvilken skill der mon bruges til dyrekald og jeg er ikke blevet meget klogere. Handle Animal er måske ikke det rigtige, men i betragtning af hvor mange underlige lyde at min familie og jeg bruger til at styre hestene når vi er nede og ride (ja, vi rider nu) så tænkte jeg at det måske var Handle Animal. Så tænkte jeg om det var Knowledge (Nature) men tænker at det virker som en lidt mere teoretisk skill. Så overvejede jeg Survival men også der kom jeg i tvivl. Perform (Animal Calls) havde jeg ikke tænkt på og måske du har ret. Jeg traf bare et valg og næste gang I kaster jer ud i dyrekald så kan vi måske bruge Perform med bonusser fra Survival o.l.

__________________________________

Skeletet hører ganske rigtigt Vladimirs underlige spruttende lyde og vender sig om mod lyden (og Vladimir) med en hast der kommer bag på den unge Vladimir. Fra stalden kan han høre kreaturerne der begynder at presse mod indersiden af staldmuren så træet det knager. Skeletets røde øjne lyser op i natten og den bevæger sig frem mod Vladimir - eller rettere hvor den tror han står - for den går skam frem mod Vladimir og stikker så pludseligt sit sværd ind i busken ikke mere end en meter ved siden af drengen. Den hugger og stikker så grene og blade flyver til højre og venstre mens den åbner og lukker munden så hårdt at dnes rådne tænder splintres. Dens underlige unaturlige hvæsen overdøves af de rædselsslagne kreaturer i laden.

In reply to The Storyteller (msg # 27):

Vladimir vil bakke lige så stille baglæns, således at busken bliver i mellem den udøde og Vladimir. Når han er nået en 5-10 meter væk vil han skrige som en kælling og løbe hen mod/ind i laden.

17:34, Today: Vladimir rolled 19 using 1d20+2. Stealth.
This message was last edited by the player at 15:34, Sun 16 June 2013.

Vladimir bevæger sig meget langsomt og meget stille baglæns. Så stille faktisk at han er overbevist om at hans hjerte er holdt helt op med at slå. Busken bliver hugget i stykker af skeletet der med manisk iver bliver ved med at hugge og stikke for at påføre så meget lidelse som muligt på sit imaginære offer.

Da Vladimir er kommet på afstand vender ans sig lynhurtigt om og løber hylende og skrigende mod laden fægtende med arme og ben. Skeletet bliver overrasket over Vladimirs vilde flugt hvilket giver Vladimir nogen kostbare sekunders forspring. Da han næsten er ved ladens port bliver den åbnet af hans tre skræmte fæller som stirrer med store øjne på den skrigende dreng der nu forfølges af et hvæsen bevæbnet skelet.

To af Vladimirs fæller skrigende lige så højt som Vladimir. De klamrer sig til deres våben (et spyd og en økse) mens den ene råber "Løb, knægt, løøøøøøøb!", mens den anden desperat råber "Neeeej! Løb den anden vej, knægt. Den anden veeeeej!". Den tredje kampfrænde skriger ingen kommentarer da han i stedet besvimer.

_____________________

OOC

Dan - se det som en Surprise Runde af en slags. Vladimir kan placere sig hvor han vil og de to bønder der ikke er besvimet vil sikkert lave Hold Action. Ikke ud fra taktiske overvejelser men fordi det virker usundt at storme et skelet.

Runde 1

Initiative
Skeleton - 19
Vladimir - 12
Farmer 1 - 11
Farmer 2 - 7
Farmer 3 - fainted

DM rullede for Vladimirs Initiativ.

____________________________________

Skeletet stormer frem væsende og svingende sit sværd. Den jager den lille Vladimir men ser så straks der er bedre bytte nemlig de to rystende bønder der står i åbningen ind til laden. Den stormer derfor den stakkels bonde til venstre og lader sit rustne sværdklinge hamre ned mod bondens hjerneskal. Bladet skærer dybt og man kan høre en sær lyd som stål bider i kranie og blodet foser, og manden synker i knæ af smerte og skriger af smerte.

____________________________________

The Storyteller rolled 18 using 1d20. Skeleton - Longsword.
The Storyteller rolled 5 using 1d8+2. Skeleton Longsword Damage.

Nu er det Vladimir og derefter de to bønders tur og så Runde 2 der starter med skeletets tur.

In reply to The Storyteller (msg # 30):

OOC: Hvis det ikke er forsent så ville jeg gerne have kaste guidance i surprise runden! Medmindre det altså var os der var surprised... forstod det ikke helt :-)

Vladimir fighter defensively alt imens han med 5 ft steps vil prøve at flanke skeletet med den bonde som endnu har en hjerneskal (dette afhænger selvfølgelig af farmer joe).

Vladimir slår ud mod skeletet med sin kølle...

20:03, Today: Vladimir rolled 13 using 1d20-2. Slag med kølle.

(ved ikke om jeg rammer.. men mistænker at jeg ikke gør :) )
This message was last edited by the player at 18:04, Sun 16 June 2013.

OOC

Kan se du har rullet for Vladimirs angreb men hvorfor -2 til Attack? Har du ikke 13 i STR?

Og jo .. du har kastet Guidance.

____________________________

Vladimirs kølle rammer langt ved siden af og den sårede bonde hugger med sin økse men hugger den blot ned i jorden. Vladimir bevæger sig rundt om skeletet for at kunne angribe den bagfra. Den anden bonde springer frem og stikker med sit korte spyd mod skeletets hoved men den undviger adræt slaget og svinger sit sværd endnu engang mod den sårede bonde. Men bonden formår at parere sværdhugget med sit økseskaft ...

____________________________


The Storyteller rolled 6 using 1d20+2. Skeleton - Longsword. MISS
The Storyteller rolled 6 using 1d20+2. Farmer 2 - Spear. MISS
The Storyteller rolled 5 using 1d20+2. Farmer 1 - Axe. MISS

Vladimir Flanker nu.
This message was last edited by the GM at 18:12, Sun 16 June 2013.

In reply to The Storyteller (msg # 32):

OOC: Fighting defensively giver en -4 penalty + 1 for str +1 for guidance = -2 :-)

Vladimir fighter stadigt defensivt, men har nu øget sine chancer betragteligt da han flanker skeleton bastardus infamus...

20:36, Today: Vladimir rolled 14 using 1d20-1. Hit the bones..
This message was last edited by the player at 18:37, Sun 16 June 2013.

Vladimir svinger sin kølle med al sin kraft og frydes i sit stille sind over at han kan se den vil ramme plet - men det djævelske bæst parerer køllen uden over hovedet at se i Vladimirs retning.

Mens den parade åbner op for at den sårede bonde svinger sin økse og rammer rent ind på skeletet. Det er bare som om at hvor øksen ville have kløvet en voksen mand fra top til tå så rammer den nu mest luft.

Den anden forsøger at stikke med spyddet men i sin panik rammer han ved siden af. Panikken kan tydeligt ses på hans ansigt og hans hyl blander sig med lyden af de paniske kreaturer. Vladimir kan se ud af øjenkrogen hvordan den tredje bonde - ham der besvimede - nu er på vej op.

Skeletet fokuserer sine røde øjne på bonden med øksen og stikker sit sværd ind i bondens brystkasse. Bonden falder om på jorden og halmen i døråbningen til laden og holder sig til brystkassen mens blodet fosser ud på jordgulvet. Han er stadig i live men kun næsten ...

_________________________


The Storyteller rolled 5 using 1d6+1. Axe damage.
The Storyteller rolled 19 using 1d20+1. Farmer 1. HIT

The Storyteller rolled 7 using 1d20+1. Farmer 2. MISS

The Storyteller rolled 6 using 1d8+2. Longsword damage.
The Storyteller rolled 13 using 1d20+2. Skeleton - Longsword. HIT

In reply to The Storyteller (msg # 34):

Vladimir laver et 5 ft step så han flanker med den friske bondemand og slår mod skeletet...

21:34, Sun 16 June 2013: Vladimir rolled 15 using 1d20-1

De har vist udemærket AC sådanne bæster så det er sikkert en miss

The Storyteller rolled 14 using 1d20+1. Farmer 3 - Club.

The Storyteller rolled 3 using 1d6+1. Spear - Damage.
The Storyteller rolled 2 using 1d20+1. Confirmation.
The Storyteller rolled 21 using 1d20+1. Farmer 2 - Spear.

The Storyteller rolled 6 using 1d8+2. Longsword - damage.
The Storyteller rolled 12 using 1d20+2. Skeleton - Longsword.

________________________________________

Vladimir er tæt på at ramme igen. Faktisk så tæt at hans kølle glider af på resterne af rustning der er på skelettet. Desværre synes bæstet ikke at ænse det. Bonden med spydet stikker spyddet ind i skeletets mund så at dens kæbe næsten falder af og hvor spyddet ville have fældet en ork så gør det ingen skade på den udøde. Ham der besvimede er nu oppe og stå igen og svinger sin kølle ud efter den udøde men rammer langt forbi. På jorden ligger deres frænde i en pøl af sit eget blod, han øjne ruller og han besvimer og glider tættere på døden.

Skelettet svinger svinger sit sværd og rammer bonden med spyddet i siden så blod begynder at farve bondens dragt. Bonden står stadig op men er hårdt såret og råber højt "HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP!"

In reply to The Storyteller (msg # 36):

Da det virker som om skeletet mest har smag for farmers så tager Vladimir en lidt større risiko (fighter ikke def længere). Derefter svinger han med al sin kraft ud efter skeletet...

22:11, Today: Vladimir rolled 17 using 1d20. (Slår vi en ekstra gang ved fumbles?)

22:11, Today: Vladimir rolled 4 using 1d20+3. Break bones.

OOC: Terningerne er ikke med vores lille helt :-)

The Storyteller rolled 5 using 1d8+2. Skeleton - Damage.
The Storyteller rolled 12 using 1d20+2. Skeleton - Longsword (Free Attack). HIT

Critical Hit Effect:
Swing Through (Double damage and one free attack against an adjacent foe at the same bonus)

The Storyteller rolled 13 using 2d8+4. Skeleton - Damage.
The Storyteller rolled 16 using 1d20+2. Skeleton - Critical Confirmation. SUCCESS
The Storyteller rolled 22 using 1d20+2. Skeleton - Longsword. HIT

The Storyteller rolled 13 using 1d20+1. Farmer 3 - Club. MISS

The Storyteller rolled 6 using 1d6+1. Spear - Damage.
The Storyteller rolled 2 using 1d20+1. Farmer 2 - Critical Confirmation. FAILURE
The Storyteller rolled 21 using 1d20+1. Farmer 2 - Spear. HIT

_________________________________

Vladimirs kølle knuser knogler og kunne den udøde føle smerte så ville den have givet sig. Men den føler hverken smerte eller frygt - kun et uendeligt had mod alt levende. "Godt Vladimir!" råber bonden med spydet og jager spydet igennem skelettet men slår kun en lille flig af den udøde. Den anden bonde pruster som han svinger sin kølle mod skelettet som elegant undgår og svinger sit sværd mod manden med spyddet. Sværdet hugger næsten hovedet af manden - klingen åbner et dybt sår i mandens ansigt som halvdelen af hans kæbe bliver hugget af .. tænder og benstumper flyver, tungen ansigtshud hænger underligt ned af hans kind og han falder rallende op på jorden med øjnene rullende vildt og blodet sprøjtende op i luften. Der er så meget kraft i hugget af den går dybt ind i siden af brystkassen på manden med køllen som skriger af smerte med tårer rullende ned af hans kinder

The Storyteller rolled 2 using 1d6+1. Farmer 3 - Club damage.
The Storyteller rolled 19 using 1d20. Farmer 3 - Club. HIT

The Storyteller, on behalf of Vladimir, rolled 1 using 1d20. Vladimir - Club. CRITICAL MISS

Stuck
Your weapon is stuck in a nearby surface. DC 20 STR check to free it.

_______________________________

Vladimir kan høre stemmer fra mørket. Andre landsbybeboere er blevet alarmeret af skrigene og er på vej for at hjælpe Vladimir og de sørgelige rester af hans patrulje.

Vladimir svinger sin kølle i et desperat forsøg på at nedlægge den udøde, men køllen sætter sig fast i bæstets brystkasse - uhjælpelig fanget mellem dens ribben. Vladimir hiver og flår i køllen men den synes ikke at ville give sig. Men det er nok til at den kommer ud af balance, hvorefter at den sårede bondes kølle hamrer ind i den udødes hjerneskald. Den står helt stille et kort sekund mens at dens røde lysende øjne langsomt dør ud og så kollapser den og knoglerne falder skramlende til jorden.

Bonden kollapser på jorden og resten af landsbybeboerne når frem og stivner. De ser tre af deres venner ligge blødende, døende og døde på jorden mens at Vladimir står med sin kølle dybt inde i den udødes brystkasse der nu endelig ar fundet hvile.

"..dre-dre-drengen ... dre-drengen fik den!", "Ved alle guder .. hvad ... vi .. vi har ikke en chance!", "..vi dør ... de ... de kan ikke stoppes!" lyder det fra gruppen der står stivnet og paralyseret. Så bliver de skubbet til side af en velkendt kæmpe af en mand. Barynov ser sig omkring og lidt glæde kommer i hans øjne da han ser at Vladimir er i live før han så råber af gruppen og siger de skal forbinde dem dek an og føre dem til templet, de adlyder og Barynov nikker til Vladimir og siger han skal få noget søvn.

In reply to The Storyteller (msg # 38):

OOC: Tror du har snydt skeletet :-)
Vladimir har ikke ramt den en eneste gang og jeg tror kun der er en af bønderne som har gjort skade på det (1 point). Men jeg klager ikke... de dumme bønder må til at bruge køller hvis de vil overleve natten :-D

In reply to The Storyteller (msg # 39):

Vladimir går straks igang med at kaste stabilize på de bønder som har en minimal chance for at overleve "Massakren ved Laden"

Der er kun een overlevende fra "Massakren ved Laden" og han er hårdt såret. Han bringes til det lille tempel til Loki hvor præsten nægter at bruge sin magi til at læge mandens sår, men velsigner ham og får bonden båret hjem til sin hytte.

Det er derfor en træt Loki der ligger sig til at sove i Barynovs hytte. Han vender og drejer sig om natten mens han har mareridt om udøde der vil æde hans hjerne og folk uden kæber der griner.

Han vågner derfor ikke videre udhvilet den næste morgen ved at der er tumult uden for...

(og videre til Scene 2)

-----------------------

OOC

Spring Season 1025 AC

Hvad ønsker Vladimir at foretage sig i de næste tre måneder? Bare i grve træk og så begynder jeg at forsøge at generere noget sjovt.

In reply to The Storyteller (msg # 43):

Vladimir har fået mod på at se mere af landet efter sit møde med de udøde. Han vil drage længere mod nord og han vil følge floden som adskilte Zybirsk fra den den glemte Zsars landområder. Han søger ikke noget bestemt, men landet længere mod nord drager ham og han ved at han må efterlade de velkendte og trygge skove for at lede efter hvad han søger. Hvad han søger er han dog stadig i tvivl om.

Det var som om at hans oplevelser havde åbnet Vladimirs øjne for at der var en hel verden derude der var større end de skove han kaldte sit hjem. Han var vendt til Gum efter at have fulgt hans nye venner til Kaluno, men alligevel så vidste han at han måtte se mere. Den store Barynov kunne genkende udlængsel og en dag gav han ham en pung med 2 guldstykker i og forklarede den unge Vladimir at i byen Olonov, hovedstaden i Rezel, kunne man finde flodpramme der kunne føre en mod nye lande og områder.

Rejsen mod Olonov var ikke hård eller besværlig. Vladimir foretrak vildmarken og den åbne himmel og det var først da han nærmere sig Olonov at han kunne mærke en underlig fornemmelse i sin krop, og da han så Olonov foran sig ramte det ham hårdt. Aldrig havde han set så mange mennesker leve på så lidt plads og i sådan en larm. Han skyndte sig mod flodbreden og prammene der og til sidst fandt han en båd der kunne tage ham syd på af Yalu-floden. Prammens kaptajn var Sobodkin og hans kone, Oleya. To ældre mennesker der tog Vladimir til sig og tilbød gratis rejse mod at Vladimir hjalp til på båden. Sobodkin fortalte at for at finde og følge Yevo-floden som var den gamle grænseflod mellem Zybirsk og Zuyevo krævede det at man tog mod Yalu-floden syd og sejlede forbi Kulikovo. Der hvor Yevo og Yalu mødtes ville der være handel og Sobodkin lovede at hjælpe den unge dreng med at finde en ny kaptajn der kunne føre ham op af Yevo-floden.

Livet på båden var hårdt men ikke umuligt og Vladimir fandt at han lærte det hurtigt. Sobodkin og hans kone var flodhandlende. Ofte ville Sobodkin fortælle at snart ville der ikke være flere flodhandlende tilbage. Alle ville tjene en herre og de fri sjæle som de flodhandlende var ville forsvinde. Konen ville efter at han havde leveret sin svada sætte ham på plads og fortælle ham at han burde holde sin mund, og derefter mere eller mindre tvandsfodre den unge Vladimir som un anså som ikke andet end 'skind og ben'.

Som de drev ned af floden mod syd-vest ville Oleya fortælle små historier om stederne. Om hvordan den bred som Vladimir kunne se mod nord kaldet Sharya engang tilhørte en Orden af riddere som man kaldte for Ørneriddere og som havde svoret at forsvare Zuyevo og den almindelige bonde. Hun fortalte gode historier med store armbevægelser og funklende øjne. Imens ville også Sobodkin lytte og til tider fnyse hånligt. Tale om 'tåbeligheder' og om at 'de kunne jo intet stoppe', men alligevel så lytter han og i ny og næ bliver han fjern og hans øjne bliver klare og fugtige at se på.

Men breden mod syd forandrede sig. Rezels skove blev til Kulikovo. En mørk tåge skjulte floden og landet. I ny og næ kunne mørke silhuetter af forvredne træer ses et sted i tågen og grufulde skrig ville gennebryde natten. Det var en stille rejse som de gled forbi Kulikovo. Sobodkin og Vladimirs øjne forsøgte at gennemtrænge den evige tåge, men uden megen held og imens ville den gamle Oleya hviske bønder til Moderkirken og til De Fire. Det var som om at selve Landet kunne slukke for solen over dem og efterlade hele området i tusmørke og angst.

Det var derfor med en hvis lettelse at tågen en aften lettede. Over dem kunne de se den mørke nattehimmel og tusinder af funklende stjerner, mens brederne så ikke syge og fordærvede ud som ved Kulikovo.

In reply to The Storyteller (msg # 45):

Så længe Vladimir kan se bredden føler han sig tryg på flodprammen. Han udfører sit arbejde uden at kny og om aftenen snakker han med folk om bord for at prøve at mestre det sprog han ville have lært for længe siden hvis da ikke skæbnen havde revet alt det han kendte og elskede fra hinanden. For sit indre kunne han næsten høre skæbnen grine hånligt ad ham. Som om den stod der, hoverende, lige ved siden af ham på den lille flodpram og pegede fingre af Vladimir.

Vladimir prøvede at slå tanken ud af hovedet og fokuserede istedet på sit mål. Hvor og hvad det så end måtte være var han sikker på ville stå lysende klart for ham en dag. Lige nu var det eneste han vidste, at landet var sygt og såret. Og sygdommen var startet for mange år siden, da han søgte tilflugt i skovene omkring sin moder og faders hus. Og landet var ikke i bedring. Tværtimod. Landet fik det værre og værre for hver dag der gik.

"Jeg vil gøre det til mit mål i livet at helbrede dette land. Om jeg så skal smide alle, som har vanhelliget dette smukke land, i Yalu flodens dybe sorte vand."

Vladimir bliver en smule overrasket over at høre sin egen stemme i natten midt på stille brusende flod. Han kigger sig omkring for at sikre sig at ingen har hørt hans stemme og går derefter til ro velvidende at han snart vil have sin elskede sorte muld under sine fødder igen.

Vladimir får sit ønske opfyldt to dage senere som at prammen ligger til der hvor at Yalu-floden og Yevo-floden møder hinanden. Der er et travlt og livligt marked her hvor alt faldbydes og hvor Frie Handlende der ikke er tilknyttet nogen Huse ivrigt deler rygter, historier og fortællinger.

Sobodkin og hans kone går i gang med at sælge deres varer og Vladimir hjælper til ved båden så meget som han kan. Der er noget frit og stolt over disse Frie Handlende. De er ikke adelige eller betydningsfulde men de føler sig som noget særligt og er bundet af et strengt Æreskodex om at tale sandt, ikke snyde i handel og stå hinanden bi. Sobodkin siger det opstod i årene hvor Riget faldt fra hinanden - kunne man ej stole på en centralmagt så måtte man stole på hinanden i stedet.

Hule glimrer med sit fravær fra markedspladsen og Vladimir går nysgerrigt på opdagelse mellem teltene og boderne, hvor dialekterne der bliver talt viser at folk kommer langvejs fra. Centralt på markedspladsen står der en enkelt søjle. Der er revner i den og vejr og vind har ej været den nådig. En stor ørn er indhugget i den og viser at det engang var en grænsepæl opsat da Sharya provinsen blev givet til Ørne-ordenen af Zuyevos sidste Czar, Sergei I. Små buketter af vilde blomster ligger omkring foden af søjlen, lagt der af rejsende og bønder som et lille offer og en bøn om beskyttelse.

Nogen dage senere finder Sobodkin sin ven, Feofan, som går med til at tage Vladimir op af Yevo-floden og tilbage igen hvis Vladimir vil det. Arbejdet på båden vil være det samme og da Sobodkin siger han kan stå inde for den unge Vladimir så indvilliger Feofan i at tage Vladimir med gratis.

Feofan er en stor godmodig enke-mand med dyb stemme, høj latter og et skæg som synes at skjule størstedelen af hans ansigt. Det er også Feofan der under turen lærer den unge Vladimir at drikke vodka. Men ud over kunsten at drikke vodka der smager så sprittet at Vladimir til tider frygter at miste sit syn, så er Feofan også den fødte historiefortæller.

Så mens de sejler på af Yevo-floden så fortæller Feofan om landet de passerer. Om Yevo-floden der udspringer langt mod vest i de store bjerge som Yechemiderne kalder for Resht Zanbaar og som var grænsefloden mellem Czar Sergei I's områder og Prinsedømmet Zybirsk regeret af den store Prins Vladimir. Om Sharya hvor Ørneordenens borge faldt da Hule strømmede ind over landets grænser. Om mod og svig. Om menneskerne der holdt murene og døde ved sværdet. Om provinsen Po i Zybirsk kendt for sine stolte gangere som kunne bære en ridder i kamp.

Men nu ligger Sharya hen splittet mellem små baroner der udpiner folket og landet. Små landsbyer ligger langs floden hvor skræmte og mistroiske bønder uden håb i deres blikke forsøger at vriste korn ud af jorden så at de kan tilfredstille deres baroner.

Og i Po er livet ikke meget anderledes omend deres skæbne er anderledes. Det gamle Prinsedømme er nu en del af Det Yachemidiske Imperium under navnet Den Zybirske Mark og her har baronerne ikke været troskab til Hule men i stedet til den mægtige Shah-i-Shah som lader dem styre landet som de vil så længe at hans skatteopkrævere kan sende de høje skatter retur til de bugnende skatkamre i den Yachemidske hovedstad, Darsagades. Her kalder imamer til bøn over en underkuet skare af bønder og synet af de høje spidse pæle langs floden hvor lovovertrædere hænger spiddet viser hvorledes man straffer i området.

Der hvor Kostyn-floden fra nord støder ind i Yevo-floden forsætter Feofan mod vest af Yevo-floden hvor han lægger til ved en lille landsby i den provins der engang hed Kirov. Der er blot en snes kilometer fra den gamle hovedstad Zuyganev som Feofan nægter at sejle til "for det bringer blot minder tilbage". Feofan fortæller Vladimir at rejsen slutter her og at Feofan har tænkt sig at bruge de næste 14 dage her på markedet. Vladimir behøver ikke at hjælpe ham hvis der er ting han vil se, men hvis Vladimir vil med tilbage mod Yalu-floden så er han velkommen når de to uger er overstået.

In reply to The Storyteller (msg # 47):

Vladimir takker Feofan mange gange inden han svinger sit spyd over skulderen og drager mod vest ind i Zybirsk. Han siger henslængt til Feofan at hvis han ikke er tilbage om 2 uger så finder han blot en anden pram sydpå.

Som han krydser floden over den gamle stenbro kan han allerede mærke hvordan landet kalder på ham. Hans forfædres land. Vladimir indsnuser luften alt imens han studerer fuglenes træk over himlen. Han kigger især efter fugle som han ved udruger deres unger i trækroner. Efter at have spottet op til flere forskellige fuglearter han kender fra sin egen hjemegn følger han deres retning ind i landet. De bør lede ham til en skov.

Vladimir holder sig væk fra de store veje da han ikke har lyst til at støde på nogen, som kan stille ham spørgsmål eller det der er værre.

Den gamle stenbro over Yevo-floden er næsten væk. Prisen for at krydse broen ind i Zybirsk er ellers ikke ublu. En hel guld-dvina for at komme over broen er hvad der opkræves af de yachemidiske soldater ved broen. Ikke under at stort set ingen bruger broen men foretrækker at benytte flodpramme. Moralen blandt soldaterne er lav her i sommervarmen og surmulende lader de drengen med en guldmønt passerer broen.

Vladimir følger de kendte fugle og bevæger sig langs floden for at undgå at støde ind i flere folk end højst nødvendigt. Der er tegn på landsbyer og marker hist og her, men det virker som en fjern, fjern verden.

Den unge Vladimir kommer ved aftentide til en skov der synes rimelig stor. Birketræer med deres hvide bark og høje kroner med en underskov af store bregner og små bække. Fuglene flyver mellem træerne og den unge dreng finder spor efter ræve og får tiden til at gå med at tælle egern. Han finder læ for natten hvor to birketræer er væltet og stammerne danner et naturligt halvtag. En lille bakke ligger bag ham og der er en usædvanlig ro over området som får ham til at slappe af og føle sig inderlig tryg.

Han spiser de bær han kan finde sammen med lidt brød han har i sin lomme og føler sign ok for føste gang længe i sikkerhed i omgivelser der på een gang er fremmede og velkendte. Tilfreds, mæt og med et lille smil på læberne falder han i søvn.

Da han vågner er det nat.

En sær, smuk og æterisk sang kan høres gennem skoven. Der er mørkt men alligevel viser de tusinder af stjerner der kan ses mellem trækronerne skoven op på en sær vis. Så ser han dem. De er måske et dusin. Høje, noble, ranke skikkelser klædt i gevandter der på en gang ser simple og smukke ud. Kapper dækker deres ansigter. De bærer stager hvorfra der hænger de smukkeste udskårne lamper og ildfluer danser omkring dem og giver skoven et sært blåligt lys. Deres sang er sørgmodig, langsom og det er som om at Vladimir får lyst til at græde. Græde af sorg men også af skam. Skam over at have trådt ind på dette sted hvor han pludselig ikke føler han har retten til at være.

Følget bevæger sig langsomt og uhindret af skoven mod højen hvor Vladimir har camperet ved foden af.

In reply to The Storyteller (msg # 49):

Vladimir prøver at ligge helt stille under de væltet stammer så han ikke forstyrre det mærkelige optog. Alt i mens betragter han hver en bevægelse de laver og lytter intens til hver en strofe de synger. Han er fascineret over at sang kan frembringe sådanne følelser i ham. De eneste sange han ellers kan huske er vuggeviserne hans moder sang for ham og fuldemands sange fra kroer.

Vladimir lå helt stille og så følget komme tættere og tættere på. De færdedes med sådan en ynde at det næsten så ud som om at deres fødder ej rørte jorden og at skoven gav plads for dem til at komme frem. Da de nåede foden af højen så spredte de sig ud så at stod i halv-måne form ved foden af højen. Deres lanterne og ildfluerne lyste stedet op på en sær mystisk vis mens at ders sang langsomt døde ud, en efter en ophørte de med at synge indtil kun een sang. Stille, sørgmodigt og melankolsk uden at Vladimir forstod ordene. Da sangen var ophørt efterlod den et tomrum inde i Vladimir.

De sotd i stilhed og så på højen og en af dem trådte frem. En høj rank skikkelse hvis udstråling alene var nok til at få Vladimir til at føle sig beskidt. Skikkelsen knælte ved højen og lagde en enkel gren på højen før han rejste sig op og så mod stjernerne.

Så vendte han sig om langsomt og så direkte på Vladimirs skjulested "Kom frem, menneske-søn. Jeg ved du er der." De andre i hans følge for op, tydeligvis overrasket over at være udspioneret og enkelte greb endda efter deres sværd skjult i roberne men stoppede da skikkelsen hævede sin hånd. "Vi vil dig intet ondt, menneske-barn". Han stemme var venlig, blød og alligevel bestemt. Han talte zuyevansk med en sær accent som Vladimir aldrig havde hørt før.

In reply to The Storyteller (msg # 51):

Vladimir tydeligt intimideret af disse fantastiske væsner rejser sig fra sit skjulested og mens han stadig kigger ned i jorden siger han til den fremmede med grådkvalt stemme:

"Vladimir ej spionerede. Vladimir havde bare fundet et godt sted og sove. Og Vladimir turde ikke forstyrre jeres sang. Hvad handlede den op."

Vladimir kigger op på den fremmede med sine grønne øjne hvori der stadig hænger en lille tåre i det højre.

Den høje skikkelse træder frem foran Vladimir og trækker hætten tilbage afslørende et smukt stoisk og tidsløst ansigt med spidse ører der tydelig afslører at han ej er et menneske, men er en af de sagnomspunde elvere. "Dit navn er Vladimir?" Han smiler nærmest sørgmodigt til sig selv "Jeg kendte engang et menneske ved navn Vladimir. Men meget vel. Jeg er Adandur Culothdal, søn af Elion Drage-dræber, søn af Hileadur af Huset Evendur som smedede Eäthuniënil. Men du kan kalde mig Adandur - det er nemmere, Vladimir Menneske-søn" Han smiler lidt forsigtigt "Hvad bringer dig her til dette sted?"

In reply to Adandur Culothdal (msg # 53):

Den lille Vladimir prøver at mande sig lidt op. Han kører sit ærme et par gange henover ansigtet for at fjerne det værste snavs og snot. Han ved nemlig at folk som regel er meget mere imødekommende og venligstemte overfor ham når han lige har badet i sin sø. Han mistænker at det er hans udseende der har den effekt på folk, men er ikke helt sikker.

"Vladimir kan godt lidt lyden af dit navn... Adandur. Vladimir har aldrig hørt sådanne navne der hvor han bor."

Vladimir rømmer sig lidt inden han fortsætter og kigger lidt nervøst rundt på forsamlingen. Han er næsten sikker på at dette er gode væsner.

"Vladimir ved ikke hvorfor han er kommet her. Men landet er sygt og har været det i mange år. Vladimir vil have det tilbage som det var inden hans forældre blev dræbt. Vladimir vil rense landet med sine egne næver."

Endnu en tåre former sig i øjenkrogene på den lille purk

"... jeg ved bare ikke hvordan"
This message was last edited by the player at 19:57, Tue 06 Aug 2013.

"Et nobelt ønske for een så ung som dig, men også et ønske der vil få dig til at handle uden omtanke og det er farligt. I mennesker lever så kort tid og kender kun til hastværk. I glemmer at se det store billede, men fokuserer istedet kun på øjeblikket. Det er jeres svaghed - og på mange måder også jeres styrke" Han lægger sin hånd på Vladimirs ene skulder og ser ham dybt i øjnene. Længe studerer han drengens ansigt før han til sidst slipper drengen "Tag dine ting og gå ned til floden nu. Vent der og jeg vil komme til dig. Der er noget jeg vil vise dig, Vladimir Menneske-søn." De andre elvere ser på Vladimir. Deres ansigter er umulige at læse og det slår Vladimir at de ligner på mange måder mennesker, men alligevel er de så fremmede.

In reply to Adandur Culothdal (msg # 55):

Vladimir kigger forundret på den høje mærkelige mand, men adlyder ham og samler sin få egendele samme og bevæger sig i retning af floden. Da han har gået nogle skridt stopper han et øjeblik op og kigger en sidste gang på de besnærrende mennesker i kutterne inden han forsætter i rask gang.

Månens lys giver genskær i Yevo-flodens vande så det funkler som tusinder stjerner. Det er faktisk et smukt og beroligende syn som Vladimir nyder da han sidder mellem sivene ved flodbreden og venter. Han er spændt og føler hans verden er blevet meget større uden han helt ved hvorfor.

"Forstyrrer jeg?" lyder det fra skovbrynet som at Adandur kommer ud fra bag træerne og går ned mod floden og drengen. Han har et bylt på ryggen. Noget der er langt og pakket ind. Han stiller sig ved siden af drengen og ser ud over floden. "Det er et smukt syn ikke sandt?"

In reply to Adandur Culothdal (msg # 57):

Vladimir kigger op på Adandur alt imens han smiler.

"Vladimir sidder tit ved sin sø til langt ud på natten for at se på det samme syn. Det beroliger Vladimir og visker alle de dårlige minder væk... for en tid."

Vladimir rømmer sig lidt inden han spørger Adandur

"Hvem er Adandur egentlig? Og hvem var dine venner? De sang smukt selvom Vladimir ikke forstod hvad de sang om!"

"Hvem jeg er?" Han smiler som han fører Vladimir langs flodbreden som om han har et særligt mål. "Behøver jeg virkelig at introducere mig igen, Vladimir Menneske-søn?" Han lægger en hånd på Vladimirs skulder og støtter sig til ham som de går i det høje græs og siv. "Jeg kommer langvejs fra. Der er ingen elvere tilbage i disse lande selvom vores bånd engang var stærkt. Jeg kommer fordi jeg engang kendte en mand ved navn Vladimir og fordi vores venskab betød meget for mig. Hvorfor jeg vælger at komme lige her vil jeg dog gerne have at du ikke spørger mig om. Der er nogen ting der bedst forbliver hemmeligheder - for en tid i hvert fald. Lad os bare sige at det er en slags pilgrimsfærd for at mindes lykkelige tider. Og hvad med dig, Vladimir Menneske-søn? Hvor kommer du fra?"
This message was last updated by the player at 17:29, Wed 07 Aug 2013.

In reply to Adandur Culothdal (msg # 59):

"Vladimir forstår godt Adandur har hemmeligheder. Vladimir fortæller ingen om dette møde. Vladimir sværger ved alt han har kært.

Vladimir kommer syd fra. Ikke langt fra den store flod og den store by boede vi. Det var en ung by, men den blev ødelagt under invasionen. Der var frodigt hvor Vladimir boede, men jordene giver ikke så meget mere. De er også forpinte."

”Det må være Skt. Sergeisborg du taler om der. Pos perle som lå ved Yalu-flodens breder. Den blev faktisk grundlagt af din navnefælle, vidste du det? Navnet fik den til ære for Zaren og den blev grundlagt som rival til Kishinev ved Yalu-bugten. Åh, du skulle have set den dengang! Prins Vladimir havde så mange drømme for den by. Det fineste marmor. De bedste arkitekter. De mest lovende kunstnere. Alt sammen for at skabe en ny by hvor intet var før.” Han sætter sig ned i sivene ved floden og ser ud i natten. Vladimir kan svagt se omridset af noget på den anden side af floden men i mørket er det blot noget uformeligt der blot kan anes men ikke helt kan ses i natten.

”Men intet varer ved og på samme måde som I mennesker lever korte liv så er også jeres lykke kort. Byen blev knust og jævnet ved jorden. Hvad ilden ikke tog blev plyndret, knust og båret væk. Ser du, Vladimir-menneskesøn. Da De Fire var steget til Himmels og taget deres plads blandt De Udødelige så var det op til Zarinaen at styre Zuyevo, men mægtige fjender ville hende ondt og hun og hendes følge blev lokket i baghold til sidst og hun blev slået ihjel. Hendes far var Sah-i-Shah af det Yachemidiske Imperium og han var knust. I vrede og sorg krydsede han grænsen og gik med sin hær ind i Prinsedømmet Zybirsk og knuste al modstand indtil han til sidst standsede og forhandlede med repræsentanter fra Rigsrådet. Men da var det for sent. Prinsedømmet blev til den Zybirske Mark og den by der engang havde ligget ved Yalu-flodens breder, var nu kun en rygende ruin. ”

Solen er langsomt ved at stå op i det fjerne og fuglene er begyndt at kvidre. På den anden side at Yevo-floden viser der sig en ruin af en by. De store mure er gennembrudte. Tårne er nu hjemsted for fugle og er overgroet med vine. Sod-sværtede ruiner med sammenstyrtede tage kan anes i det svage morgenlys og et sted inde i byen står skelettet af en katedral tilbage og er et sørgeligt minde om fordums tids storhed. ”Den samme skæbne led Zuyganev, hovedstaden i Zuyevo, blot få år efter. Da Hule-mesterens hære ramte Zuyevos grænser brød forsvaret sammen. Intet og ingen kunne samle et forsvar og Rigsrådets og Kirkens hovmod ville ingen ende tag.” Store belejringstårne ligger væltede foran murerne. De er nu hjemsted for fugle og andre af skovens og markens dyr. De ligger der som store strandede dyr der er udåndet og nu er afpillede. ”Her døde den drøm der engang var Zuyevo. Man kaldte det for Vestens Juvel, vidste du det? Jeg ved ikke om det helt havde fortjent det navn, men jeg vil give dem ret i at det var noget særligt. Og nu er det hele væk. Glemt og borte og Landet er sygt. Der er ingen mere der tør drømme og ingen med evnen til at samle Zuyevo igen.”

Han ser på drengen og tager sin bylt ned fra ryggen og giver den til drengen. ”Du siger du ønsker at læge landets sår? Jeg har hørt den slags tale før men jeg tror på dig. Måske er jeg naiv og sentimental, men en der delte dit navn betød noget for mig engang og derfor får du denne gave til at hjælpe dig på din færd. Spydet hedder Eä. Det betyder Liv på vores sprog. Skæftet er lavet af en gren fra Livets Træ i mit hjemland og er blevet formet af mig selv. Spydspidsen er smedet af Thalios af Eaudur, og hvor nogen vil sige at det ikke er hans bedste værk så kan jeg fortælle dig at det var hans første værk. Kan du se hvordan stålet er foldet således at det ser ud som om der er små blade på det? Det er smukt ikke sandt? Det er et godt spyd. Det ligger godt i hånden og dets spids kan gennembryde de fleste rustninger.” Han ser lidt på det og rejser sig så op. ”Det er en gave fra mig til dig. Jeg håber du vil bruge det vel og at det vil hjælpe dig på din færd. Hvem ved? Det kan være vores veje en dag krydser igen.”

Han bukker let, vender sig og går hen mod træerne. Så vender han sig om kort og siger ”Nord for baroniet Rezel ligger et stykke land som er overset af de fleste. Engang hed det Øvre Rezel, men jeg tror det er glemt af de fleste. Der finder du en mand der hedder Boris. Han vil kunne hjælpe dig.” Så træder han et skridt tilbage og med et er han forsvundet, efterladende Vladimir siddende tilbage ved Yevos breder mens at solen begynder at stå op og kaste sine gyldne stråler på den lille dreng.

____________________

OOC

Eä er et Masterwork Spear. Det er ikke magisk men da det er Masterwork så kan du få det gjort magisk på et tidspunkt. Måske Boris kan være til gavn der? (hint hint)
This message was last edited by the player at 23:50, Thu 08 Aug 2013.

Rejsen retur forløb uden problemer men føltes lang for den unge Vladimir. Mens flodbåden sejlede tilbage ned af Yevo-floden og siden Yalu-floden hele vejen op til Olonov sad den unge Vladimir fordybet i tanker. Tanker om hvad fremtiden ville bringe og måske mest tanker om fortiden. Så mange spørgsmål og så få svar. Som Vladimir sad i båden og så på landskabet glide forbi så slog det ham hvor mange ting minder der var fra fordums tid. Hvor stort Zuyevo egentlig havde været og hvor langt det havde faldet. Nu var det enten besat af Yachemider, Huleanere eller splittet internt mellem smålige og grådige lensherrere, og forsmåede religiøse sekter. De Fire og hvad de stod for var forsvundet og glemte af mange, og alligevel var der så mange levn der mindede om dem og det de skabte.

En dag nåede prammen til Olonov og Vladimir satte sine fødder på den knirkende badebro, hvor dragere slæbte kasser og tønder og fiskere sad og reparerede deres garn og åleruser. Der lugtede af fisk og tjære og man kunne høre håndværkerne arbejde med deres hamre og save.

Summer, 1025 AC

Vladimir bliver i Olonov for de flodhandlende har i år besluttet at Sommermarkedet skal holdes ved Olonov. Pludselig bliver Olonov mange gange større og telte er at finde overalt langs floden. Penge og varer krydser henover borde og rygter går som steppeild henover markedspladsen. Jonglører, lyre-spillere, dansende bjørne og sabel-slugere. De er over alt. Både Feofan og Sobodkin og hans kone Oleya har deres boder, og de beder den unge dreng om hjælp henover sommeren. Kost og logi er gratis og de er villig til at betale en ganske god pose penge til drengen for nogen få ugers arbejde.
This message was last edited by the GM at 20:09, Mon 19 Aug 2013.

I starten af sommeren stöder Vladimir ind i Demyan nede ved kajen i Olonov. Drengen er iklädt almindeligt töj saa han ikke bliver genkendt som baronens sön. Han kaster sig i et tigerspring over skovdrengen og giver ham et kämpe knus.

"Vlad! Du vil aldrig gätte hvad jeg har oplevet! Jeg har rejst gennem hele Rezel! Jeg har badet i Högesöen og klatret i de Sorte Bakker! Jeg blev forgiftet af Wyvern gift i Kaluno men overlevede! Jeg var i Gum og mistede min hest og fik den tilbage! Jeg besögte den Mörke skov - der er flere udöde nu end nogensinde för! Og jeg besögte den gamle skov og levede sammen med skovhuggerne! Og min flodpram blev knust af et kämpe söuhyre! Og Rün, som i virkeligheden ikke var en gammel mand, men en slags stor sten, fortalte mig at jeg er udvalgt af Landet selv! Jeg kan vise dig stenen! Og og og...."


De to bruger sikkert enhver given lejlighed til at lave ballade paa Sommermarkedet.

De kigger osse efter Feliks om han mon er til at finde.

Se Scene 2.0 - The Summer Market

Fall, 1025 AC

Sommer Markedet er overstået og Yalu-flodens frie handlende rejser videre både mod syd og nord. En del af Valdimir ønsker at følge med dem men alligevel føler han at hans liv på en eller anden måde er forbundet med dette område som kaldes for Rezel. Men han er rodløs nu og Demyan kan ej se ham så ofte som de gerne ville.

Til gengæld får han to tilbud. Det ene er at blive skovhugger for Baronens Tømmerlaug og arbejde i Den Gamle Skov vest for Olonov. Lauget gør meget ud af at de er i Baronens tjeneste. Det er hårdt men ærligt arbejde som vil vare hele sæsonen og han vil blive en rig knægt "med mulighed for en fremtid" som de så smukt siger det. De betaler også godt - hele to sølvstykker om dagen faktisk - således at Vladimir vil stå med 180 sølvstykker på hånden i rede penge når vinteren kommer.

Det andet tilbud er at grave tørv i landsbyen Krenian syd for Olonov. Arbejdet er ikke så godt betalt - kun eet sølvstykke om dagen eller 90 sølvstykker når vinteren kommer - men de kalder sig selv for frie sjæle som ikke kun tjener Baronen. Arbejdet er ikke mindre hårdt måske men til gengæld mere sikkert for der er ikke set monstre ved Krenian i generationer og det er de glade for.
This message was last edited by the GM at 20:09, Mon 19 Aug 2013.

In reply to The Storyteller (msg # 66):

Vladimir synes ikke rigtig om ideen om hårdt manuelt arbejde når han nu er vant til det frie liv i naturen hvor man lever af landet... dog kan han godt se at han med lidt mønt på lommen kan købe nogle redskaber og våben som vil kunne gøre hans liv så meget lettere.

Han takker derfor ja tak til jobbet i skoven. Det virker trods alt noget mere tiltalende på den lille natur dreng.

Livet i Den Gamle Skov falder Vladimir vel. Der er noget over dette sted - storslået og ældgammelt. Det er som om at selve tiden er gået i stå på dette sted. Skovens dyb er mørkt og mystisk, men ikke skræmmende på den måde som Vladimir har været vant til ved Gum. Her er det bare .. fremmed. Som om at mennesker er velkomne men altid kun som gæster.

Arbejdet er hårdt selv for en hårdfør knægt som Vladimir og mange en aften kollapser han af træthed og udmattelse. Men skovhuggerne slår ham så venlige mennesker. De er tavse og stoiske. Det er et sted hvor en mand blev målt og vejet baseret på hans handlinger og ikke på hans æt. Det lille skovhugger-samfund er ledet af skovhuggeren Alexei der synes at kunne kløve en træstamme med et hug fra sin økse, og Alexei tager Vladimir under sine vinger. Lærer ham håndværket og snart er Vladimir en af de bedste i gruppen og de andre skovhuggere er glade for ham og hans evner. Noget andet er så gældende for den lille grove Rudolov der er baronens opsynsmand i området. En gusten lille mand der fører sig frem som om han næsten er selve baronen og ingen forståelse har for det arbejde som skovhuggerne får for dagen.

De tre måneder forløber hurtigt og snart afløses vådt efterår af begyndende vinter og frost og Tømmer Lauget betaler Vladimir for sine tjenester. 180 mønter sølv i en pung gør Vladimir til en velholden dreng, men det er vemodigt at skulle tage afsked med skovhuggerne og den store Alexei. Vinter-perioden fører altid til at løsarbejdere bliver fyret, men Vladimir bliver tilbudt at komme igen næste forår hvis han ønsker det, for de vil holde en plads til ham så længe de kan.

Men før at Vladimir forlader lejren så opsøger Alexei ham. Han har hørt at Vladimir kæmpede ved Gum og der mødte baronens søn, Demyan. Alexei beder Vladimir opsøge Demyan og forsøge at få gjort noget ved den forhadte Rudolov. Der er murren i krogene og mændene er ikke glade for en mand der tillægger dem umulige opgaver. "De er jo ikke slaver fra Sokolov" som Alexei nævner flere gange over for Vladimir, og Alexei frygter at en dag vil man finde Rudolov med en økse i hovedet og så vil baronens mænd komme og før han ved af det vil de alle hænge fra træerne med et reb om halsen, og det ønsker han ikke.

Alexei vil ikke have at Vladimir løber nogen risiko, men vil sætte pris på hvis han kan lægge et ord ind for dem overfor baronens søn.

In reply to The Storyteller (msg # 68):

Vladimir takker den store Alexei mange gange for at have været en rigtig ven for Vladimir. Han lover også at han skal prøve at snakke med Demyan næste gang han ser ham. Han ved dog ikke meget om politik og hvordan man kommer i kontakt med adelige, men han skal gøre sit bedste.

In reply to Vladimir (msg # 69):

Sommeren tilbringer Vladimir i sit lille hus nær søen. Hver dag tager han ud for at lære skoven bedre at kende. Mens nogle af turene blot varer nogle få timer så er der andre ture hvor Vladimir er væk fra sin lille hytte i flere dage af gangen.
Han vil gerne lære hver en lille skovsø at kende i skoven. Han vil udsøge de ældste træer i skoven og beundre deres gamle bark og dybe rødder. Hver en lille bakke skal bestiges og enhver hule findes og undersøges. På sine ture finder Vladimir også altid tid til at besøge landsbybeboerne i de forskellige bygder.

Han prædiker ikke, da Vladimir ikke ser sig som en præst. Men han hjælper beboerne i deres dagligdag. Læger deres sår og helbreder de sygdomme han kender til. Derudover så prøver han at mægler så godt han overhovedet kan når der opstår konflikter i de små bygder. Det eneste Vladimir altid får sagt til beboerne er at de skal værdsætte deres frihed og kæmpe for den om det så skal koste dem deres liv. Et liv i trældom er ikke et liv, men blot en udskydelse af det uundgåelige.

Vinter, 1026 AC

Vinteren ligger sit tæppe af sne over landet og Vladimir står og ugger brænde da der kommer bud til ham fra grænseområdet mod sydøst. Vladimir kender det område - det var den vej rejseselskabet rejste ind i Øvre Rezel. Der hvor de fandt spor efter gobliner og hvor Felisk mente der var Udøde.

Budet fortæller om at goblinerne er blevet mere modige nu hvor Bedstefar Bjørn er væk og er erstattet af ..nå, ja .. Vladimir. Derfor så afpresser de landsbyerne for mad og værdier således at folk sulter. Der har også været dødsfald som nogen mænd forsøgte at gøre modstand og blev hugget i stykker af goblinerne.

OOC:

Vladimir er nu overladt til sig selv i Olonov mens at Feliks og Demyan er hidkaldte af deres fædre. Har Vladimir nogen planer/ønsker? Hans to venner kan være væk i timer eller dage.

In reply to The Storyteller (msg # 72):

Vladimir sætter sig ind på den lokale kro og får et varmt glas mjød og en ordentlig skål med gulasch.

Vladimir er jo kommet til penge efter de sidste par eventyr. Han har ikke rigtig brugt nogle af sine penge, da han jo har haft hvad han skulle bruge dem på i skoven og det han manglede har indbyggerne været venlige at stille til rådighed. Han har heller ikke rigtig noget forhold til penge og hvor meget de er værd, men beslutter sig alligevel for at gå ud og kigge på det lokale marked. Hans tøj er slidt og han burde måske købe noget bedre udstyr nu når de skal på en farefuld færd til de fæle ugarers land...

Det lokale marked er halv-tomt her om vinteren. Det hårde vejr kombineret med isen på Yalu-floden gør det svært at bringe nye varer ind og oven i det så presser Baronen handelslaugene med høje skatter. Det er tydeligt for Vladimir at uroen ulmer i krogene, og at det kun holdes i skak af ren frygt. Frygt for Baronens vrede og frygt for De Udøde. Fortællinger om eventyrere er noget Vladimir hører mange af, og de synes at være involveret i kampe mod Udøde på grænsen til Kulikovo. Faktisk får Vladimir en oplevelse af at de eventyrere rent faktisk er det eneste forsvar der er ved grænsen til Kulikovo.

Men Vladimir får købt et godt sæt rejsetøj og støvler der burde kunne holde vinteren igennem uden problemer.
_________________________
The Storyteller, on behalf of Vladimir, rolled 11 using 1d20+4. Diplomacy (Gather Information).

In reply to The Storyteller (msg # 74):

OOC: Han ville også gerne investere i noget rustning og måske backup våben. Men det er ikke af yderste vigtighed... giver god mening at det er svært at finde udstyr på denne tid af året :-)

In reply to Vladimir (msg # 75):

Vladimir køber følgende få ting... hvis han kan får fingre i det:

En gammel udslidt chainshirt som med nogle ganske få justeringe kan passe hans efterhånden ranglede teenagekrop (100gp)
En lettere rusten men stadig effektiv morning star, som ethvert skelet med respekt for sig selv bør frygte (8gp)
Et helt nyt tøj i læder og diverse skin og pelse... perfekt til udendørs livet. Vladimir er næsten helt rørt til tårer da han iføre sig tøjet (10 gp).
Og endelig et 50 ft hamp reb... noget han aldrig rigtig har haft blik for før. Men da han så rebbet dragede det ham med det samme og han måtte bare eje det (1gp)...

Vil Vladimir foretage sig noget mere i Forår 1027 AC, eller vil han vente til Sommer 1027 AC?

In reply to The Storyteller (msg # 77):

Vladimir vil bruge foråret til at passe sin have og lave småreparationer på sin hytte. Desuden går han dagligt sine ture i skoven og prøver at besøge så mange af de små landsbyer som ligger i øvre Rezel. Han holder sig dog langt væk fra Klanens 'område'. Hver dag inden sin morgenmad studerer han fuglenes flugt på himlen inden han går igang med dagens gøremål (Natural divination - +10 til et skillcheck efter eget valg). Derudover går han igang med at crafte nogle gode og solide Knive. Han vil lave en til sig selv og sine to venner (hvis han kan nå det). Der er ingen af os som skal stå/ligge i maven på et dyr uden at have muligheden for at kunne slippe fri.

Et par dage efter sommer solhverv bringer en rytter af den Sorte Høg et brev til Vladimir.

Det er skrevet i Demyans sirlige skrift, og linierne er alle vinkelrette og med præcist samme afstand.

"Kære Vladimir Bjørnen, vogter over Skovene i Øvre Rezel.

Vi befinder os i en slem knibe. Mine krigere er nedslidte og stærkt decimerede, og jeg har ikke råd til de nødvendige sølvvåben for at bekæmpe var-svinene.

Dog har jeg en ide, hvorpå vi vil kunne tjene guld til at vende krigslykken. Du vil blot måske ikke synes om ideen.

Hvis du er nysgerrig, så mød Feliks og mig i den Sorte Høgs garnision to uger efter solhverv.

Din frænde for evigt,

Demyan af den Sorte Høg, Boyar af Øvre Rezel og Gum."

In reply to Demyan (msg # 79):

I det tidlige forår går Vladimir i gang med at smede to våben. Et langsværd og et shortspear. Hver dag inden han går i smedjen søger han råd og vejledning i fuglenes flugt på himlen. Han ser især de mønstrene deres flugt over himlen danner, fuglenes deres, retning og deres indbyrdes interaktion. Dette giver ham et indblik i naturens orden på et højere niveau, som giver ham et unikt billede af hvordan jernet skal bearbejdes i smedjen og hvor mange gange jernet skal foldes før han får det perfekte stålvåben. Han arbejder intenst hver dag og kun det bedste er godt nok. Både langsværdet og spydet er simple i deres udformning. Ingen fine udskæringer eller udsmykninger pryder disse våben. Ihvertfald ikke endnu. Men når man først har våbenet i hånden og føler den perfekte balance og ser den knivskarpe klinge står det enhver klart, som blot besidder den mindste form for forstand på våben, at disse er af mesterlig kvalitet. Begge våben dypper Vladimir i flydende varmt alchemic silver og lader sølvet hærde.

OOC: Vladimir laver et masterwork steel longsword og et masterwork steel shortspear. Begge våben er belagt med alchemic silver. Den totale pris for disse våben hvis de skulle købes er: Longsword (300gp + 15gp + 20gp) & shortspear (300gp + 1gp + 20gp) = 656gp. Dvs. prisen for at lave disse våben er: 219 gp og det tager Vladimir lidt over 4 uger når han tager 10 i sine craft checks. Da våbene er belagt med alchemic silver gør de -1 i skade. Dog er minimums skaden stadig 1 hp - så vidt jeg husker.

Da Solhverv nærmer sig pakker Vladimir sin rygsæk med lidt proviant og assorteret udstyr, som kan være bevendt i ødemarken. Han pakker også det blanke sølv langsværd som han lige har lavet ind et stykke sækkelærrede og binder det fast til sin rygsæk. Herefter bevæger han sig mod den sorte høgs garnision. Han holder sig til de sikre stier og lægger sin rute, således, at han passere så mange af de små landsbyer i øvre rezel som muligt. Han går gerne en stor omvej, da han jo er i god tid. Her snakker han med folk og høre på deres bekymringer og glæder. Han forsikre også dem alle om, at så sandt som han er bjørnen, så vil Varsvinene der hærger og plyndre blive jaget på flugt eller ende deres dage på hans vildsvinespyd.


Præcis 2 uger efter solhverv ankommer Vladimir til den sorte høgs garnision. Han har altid undret sig over navnet, da høge jo sjældent er sorte. Han opsøger straks Demyan og giver ham et ordentlig bjørneknus.

"Min Ven. Vladimir har en gave med til dig, som vil hjælpe dig når vi snart skal jage vildsvin sammen."

Et stort smil breder sig på Vladimirs læber da han rækker Demyan en tung bylt af sækkelærreder.

"Demyan har vigtige nyheder! Fortæl"

OOC: Feliks får jo the axe of doom and destruction så jeg regnede ikke med at han havde brug for et våben.
This message was last edited by the player at 17:37, Tue 07 Jan 2014.

Demyan pakker spændt bylten ud og ler af glæde da han ser det smukke sværd.

Han svinger det gennem luften en rum tid, mens han beundrer dets glitren i morgensolen. Så siger han:

"Vladimir, jeg takker dig for den fantastiske gave! Men jeg bliver helt forlegen - jeg har ikke noget at byde dig her andet end kost og logi.

Og for at være ærlig er det svære tider her i Høge-garnisionen. Mændene er nedslidte og arrede på krop og sjæl. Vi har ikke guld nok til at bekæmpe lykantroperne….

Men en af mine spejdere har set at der vokser en lille lund med Hvidpil ude i de sumpede områder mod sydvest.

Som du sikkert ved bedre end jeg, kan barken fra Hvidpil laves til stærk smertestillende mikstur gennem alkymi. Barken sælges for en guldmønt per armslængde hos Yechemitterne.

Hvis vi fælder hvert andet træ, vil vi have nok penge til at leje krigere og købe sølvvåben så vi kan knuse var-svinene. Træerne vil vokse op igen, med tid.

Da du er Bjørnen af Øvre Rezel, vil jeg ikke gøre det uden af spørge dig. Men jeg kan ikke se nogen anden udvej…."

OOC: I spilletermer foreslår Demyan at der drives forst i provinsen i fire sæsoner. Det vil indtjene 1 GB per sæson, nok til at købe sølvvåben og hyre en 25-50 seje lejesoldater.


This message was last edited by the player at 20:24, Tue 07 Jan 2014.

In reply to Demyan (msg # 81):

"Så længe der ikke drives rovdrift på de smukke skove så ser jeg ikke noget problem i at menneskene nyder godt af de frugter som skoven kan tilbyde. Skån dog de yngste træer. De har stadig et langt liv foran sig. Og undlad at efterlade store åbne sår i skoven. Men fæld alle de modne træer som står rankt og flot blandt de unge og de oldgamle."

Vladimir ser lidt betænksom ud et kort øjeblik...

"Må jeg foreslå at Demyan hurtigst muligt hyrer et par meget erfarne rangere. De vil kunne spionere på Klanen i det skjulte således at vi har meget bedre kort på hånden når det endelig slag skal slås. Med lidt held vil de kunne finde ud af hvor de holder til og ikke mindst hvor mange de er. På den måde vil vi forhåbentlig ikke blive taget med bukserne nede igen, næste gang vi støder på Klanen. Desuden er jeg sikker på at befolkningen vil byde et par erfarne beskyttere velkommen. Som det sidste år har vist så er der rigeligt med fare som truer folket. Og vi kan jo heller ikke være allesteder på en gang."

"Vladimir, jeg takker dig for din forståelse. Var-svinene er en infektion, som må fjernes med stål og ild. Det bliver ikke smertefrit, men vi vil skåne skoven så meget som muligt.

Der er snart sommermarked i Yalu. Hvad med at vi to tager dertil? Så kan du rekruttere et par dygtige spejdere, og jeg kan lave en aftale med lejesoldater"

In reply to Demyan (msg # 83):

"Vladimir vil meget gerne med til Yalu markedet. Så kan Vladimir også smejde værktøj af den bedste slags. Så kan Vladimir lave endnu bedre sværd og spyd. Vladimir nyder arbejdet i smedjen. Det er stor tilfredsstillelse at forme jernet til den fineste stål. Vladimir vil kunne lave mange stålvåben af almindelig kvalitet om måneden. Demyan vil kunne spare mange penge når hans nye folk skal udrustes med våben. Vladimir næste store projekt er at smede rustninger. Så vi kan få de fineste rustninger Rezel endnu har set."

Vladimir øjne lyser op i et stort smil. Det er tydeligt på Demyan at han virkelig nyder sin nyfundne hobby. Pludselig svinder smilet dog en smule.

"Vladimir skal dog passe på ikke at svigte sin lille have. Den skal også plejes og passes. Døgnet har alt for få timer. Suk"

"Ja haven…. jeg kender det godt med disse konstante forpligtelser. Det der trækker mig ned er disse uhyrer, der synes at springe frem fra hver en huleåbning.

Jeg slapper af når jeg står ved min skrivepult. Regnskaber, inventar. Jeg har det godt når jeg ved hvor mange søm vi har i lagerrummet."

Demyan får et drømmende, nærmest forelsket blik i øjnene.

"Men lad os forberede vores rejse. Sommermarkedet starter om en uge, så der er ingen tid at spilde.

Det virker som om Feliks har travlt med sin handelsstation. Jeg sender ham et brev, så kan han støde til os når han får tid."


De to drenge forbereder rejsen til sommermarkedet. De tager Tito med, som trænger til lidt frisk luft. Desuden to grønne rekrutter, Andrei og Mihail.

(Nogen særlige handlinger for resten af Sommer, 1027 AC, eller vil du vente til Efterår-sæsonen?)

In reply to The Storyteller (msg # 86):

Jeg tror det var meningen at jeg skulle lave nogle stålspyd dyppet i alchemic silver til garnisionen. Jeg har ikke lige regnet på det men jeg tror jeg kan lave en 30 stykker på et par uger. Men det regner jeg lige på :-)

Ellers vil Vladimir passe sin lille have og sine bistader. Derudover vil han søge efter spor i skoven efter var og dire grise så han kan få en fornemmelse af hvor langt nede i øvre rezel de hærger og ikke mindst hvilke dyreveksler og stier de foretrækker at benytte.

Rul Survival

In reply to The Storyteller (msg # 88):

Vladimir rolled 23 using 1d20+17. Survival rul

De dage Vladimir tager i skoven for at lede efter spor starter han altid tidligt om morgen når de klareste stjerner er ved at tage afsked med himmelhvælvingen. Han sidder udenfor sit hus og betragter fuglenes flugt over himlen meget fokuseret. Et lille velfornøjet smil breder sig på hans læber da Solen rammer horisonten og himlen eksploderer i røde og lilla farver. Han pakker sin lille rygsæk og begiver sig ud i skoven.

OOC: Vladimir benytter sig af sin natural divination til sit survival rul. Han kan kun bruge det en gang om dagen (indtil videre) så hvis der skal flere rul til så er det uden bonus :-)

Efterår, 1027 AC

Sensommerens mange togter ind i skovene gav gevinst og informationer om Klanens bevægelser var givet videre til Demyan (se anden tråd), men efterårets våde vejr får Vladimir til at sige retur til sin hytte.

Han er også behøvet der for fra Sharya kommer der flygtninge som krydser den store Yalu-flod med deres få ejendele. De er drevet på flugt af ugarernes plyndringstogter og mange års krig mellem krigsherrer i området, og nu søger de ly og støtte i Øvre Rezel. Problemet er at deres skikke er anderledes og der opstår ofte konflikt mellem flygtningene (som ingen respekt har for Bjørnen) og befolkningen i Øvre Rezel. Det drejer sig om vaner, traditioner, religion, love og regler. Ofte bliver Bjørnen hidkaldt for at dømme i de konflikter der opstår. Konflikter hvor befolkningen forventer at Bjørnen dømmer, men hvor flygtningene forventer at det er boyaren der dømmer.
____________________

Rul Diplomacy for at se hvorledes Vladimir klarer sine opgaver.

Ønsker Vladimir at disse flygtninge skal slå sig ned i Øvre Rezel eller ej?

In reply to The Storyteller (msg # 90):

Vladimir rolled 16 using 1d20+10. Diplomacy

Vladimir kan ikke afvise folk der flygter fra krig, død og ødelæggelse. Han samvittighed byder ham at han skal tage imod flygtningene med åbne arme.
Derfor prædiker Vladimir som en anden Nelson Mandela at de forskellige folkefærd skal leve i fred med hinanden. Og istedet for at frygte hinandens forskelligheder så skal folkene fra øvre rezel og Sharya udnytte hinandens styrker. For kun på den måde kan de overleve de svære tider der venter alle indbyggere i Øvre rezel. Vladimir gør også opmærksom på at krigen mod Varsvinene truer hele Øvre Rezels eksistens og det frie folk har brug for alle de stærke sværdarme det overhovedet kan mønstre...

At holde fred mellem de to befolkningsgrupper er nærmest umuligt og Vladimir bruger al sin tid på det. Der er konstant beov for mægling imellem de stridende parter - om alt. Mad, kvinder, husly, tro og love. Flygtningene har næsten ingen ejendele med og bor i ynkelige telt-lejre hvor sygdomme og kriminalitet hærger. Folk i Øvre Rezel ønsker først at hjælpe flygtningene men de bliver ved med at komme og nu er vinterforrådet presset til det yderste. Tyverier begynder at ses oftere, til trods for at de aldrig har været almindelige før, og selvfølgelig får flygtningene (og med god grund) skylden for dem.

Og nu kommer vinteren snart - spørgsmålet er hvordan de skal overleve vinteren i deres teltlejre uden nok forsyninger ...

Da vinteren begynder at falde på så kommer nyheden om at lykantroperne er blevet overvundet. Glæden i bygderne og flygtningelejrene er stor og for en stund glemmes stridighederne mellem dem. Samtidig åbner det op for bosættelser i den nordlige del af Øvre Rezel, men det er endnu uvist hvor det ville være fornuftigt at flygtningene bosætter sig.

"Vladimir, jeg tror det vil være en god ide at huse flygtningene mod nord når foråret kommer.

Der er mere plads deroppe, så der vil blive mindre kampe om de rige fiskesteder og den gode muld.

De første år vil det være godt hvis flygtningene og de faste indbyggere ikke omgås hinanden mere end de ønsker..."

In reply to Demyan (msg # 94):

I løbet af efteråret, da det står klart for Vladimir at fødevare situationen kan blive et problem, arrangerer han en ekspeditions tur ned af Yalu floden. Han vil sejle ned til nogle af de større byer hvor det er muligt at omsætte guld til korn, høns, kvæg, etc. Han vil bruge halvdelen af de GB han måtte have skrabet sammen i den tid han har haft sin lille holding. Flodbådene håber han at han kan låne af Demyan og forhåbentlig også nogle rangere til at passe på forsyningerne...



OOC: Jeg har ikke styr på hvor mange GB Vladimir har samlet sammen i sin tid i øvre Rezel. Men det er på tide de bliver brugt til noget fornuftigt.

Helt i orden med GB. Jeg prøver at regne og lave et lille "gæt" for hvor mange GB Vladimir har.
_______________________

Med en umådelig lille gruppe af vagter til at beskytte projektet begiver Vladimir og enkelte 'ret-troende' sig ud på en færd for at indkøbe mad og forsyninger til det kommende vinter. De er under tidspres og da de drager afsted raser krigen mod var-grisene forsat.

Deres første stop er i den tidligere provins Sharya hvor den selvbestaltede "konge", Vlazov (kaldet "Spidderen") af kongeriget Sakhalin, holder efterårsmarked ved foden af hans borg uden for byen Uzhut. Vladimir har aldrig været her før selvom han (og hans venner) faktisk tidligere har været i området. Den nordlige del af "kongeriget" er nemlig der hvor en troldmand har skabt mongrelmænd der på et tidspunkt plagede Øvre Rezel. Markedet er selvfølgelig blot en skygge af det store Sommermarked, men er ikke desdo mindre ganske godt. Rygterne handler primært om krigen mod var-svinene i Øvre Rezel og om orkernes hærgen. Moderkirkens præster har her friere hænder da Loki-kirken synes at undgå det tidligere Sharya i den udstrækning de kan komme til det. Så Moderkirkens fede præster prædiker om synd, fordærv og vigtigheden af afholdenhed, og nævner aldrig De Fire. Vladimir får indkøbt store mængder forsyninger som i vogne transporteres til floden hvor det sejles over Yalu-floden til Øvre Rezel.

Dernæst går rejsen ganske kort mod syd for i Olonov får Vladimir opkøbt nok til at han ikke mener han behøver at løbe risikoen og sejle forbi det forbandede Kulikovo. I Olonov handler rygterne om frygten for krig med Tür, og om baronens søns krig mod var-svin i Øvre Rezel. Hules tropper er mere synlige her i Olonov og det er Loki-præsterne også. Enkelte taler om at Loki-præster snart vil satse mere på at gøre sig gældende i Øvre Rezel.

På hjemvejen følges Vladimir med Demyan som er kommet et kort visit til Olonov. Da de returnerer til Øvre Rezel modtager de nyheden om at krigen er overstået.
This message was last edited by the GM at 08:40, Wed 29 Jan 2014.

Dan - se OOC-tråden for svar på det hele. Marc har gjort et dejligt stykke arbejde.

Vinter, 1027 AC

Det er så sandelig et frygtelig vejr med voldsomme snebyger og temperaturer der får selv den hærdede natur-dreng til at blive bekymret. Han sidder ildhyldet i et tæppe en formiddag og varmer sig ved ildstedet, men uanset hvor meget han end putter sig eller hvor tæt han sidder på ilden, så fryser han. Han føler sig miserabel og ser frem til foråret der synes soom om det aldrig kommer, da han hører lyden af en svag banken på døren.

In reply to The Storyteller (msg # 98):

Vladimir rejser sig og går over mod døren alt imens han forbander sig selv en smule for ikke at kunne noget magi som kan gøre vinterkulden mere udholdeligt. Det burde jo være en smal sag.

Vladimir åbner døren på klem således at den smule varme der er i hytten ikke slipper for let ud.

"Hvem opsøger Bjørnen på denne kolde vinterdag?"

Først kan han ikke se noget uden for døren før han hører en lille hosten der kommer fra tæt på jorden. Da han ser ned bliver han noget overrasket af synet af 10 små skæggede spidsørede væsener iklædt varme gevandter. Når Vladimir tænker "små" så mener han altså så små at de kan ride på de store kaniner som nogen af dem sidder på og andre er steget af. Samtidig er der et par kaniner med bårer spændt på hvorpå der ligger byldter.

Ham der synes at have banket på døren ser op på Vladimir og siger lidt tørt "Du har ved alle verdener forandret dig siden sidst, Bjørn. Lukker du os så ind eller skal vi bare stå herude og fryse?"
This message was last edited by the GM at 12:32, Wed 29 Jan 2014.

In reply to The Storyteller (msg # 100):

Vladimir kigger overrasket ned på de små væsener og rømmer sig...

"Ja selvfølgelig. Undskyld. Det er koldt. Kom indenfor venner. Vil i have en kop varm grønsagssuppe? Det varmer så dejligt i denne kulde."

"Ja tak, Bjørn, men se også og find din brændevin frem. Vi ved jo begge to godt du har den" siger den lille fyr og går ind i hytten. Bag ham følger hans 9 rejsekammerater og alle kaninerne. Hans rejsefæller hilser alle på Vladimir. En meget formelt, et par stykker med et smil på deres læber, een lidt genert og resten meget alvorligt. De går ind, hiver deres huer af og smider der små støvler i hjørnet og skutter sig lidt. De pludrer løs på et sprog Vladimir slet ikke forstår. Nogen går i gang med at tage seletøjet af de store kaniner, mens andre går i gang med at anrette langbordet. Vladimir går i stå da han ser dem udøve deres magi - honningkrukker, kager, brød, smør, frugt og grønsager svæver gennem luften sammen med duge, knive, gafler, skeer, krus og tallerkener. Det hele lander på bordet og efterhånden dækkes bordet flot og fornemt op. "Jamen så sæt dig dog ned, Bjørn. Det er jo tid til din sang" siger den lille fyr der synes at være lederen. Vladimir sætter sig tungt ned på sædet og ser måbende på de små fyre der står på bordet og stemmer i en sær melodisk sang i bedste acapella. Vladimir forstår ikke ordene, men sangen og melodien virker sært dragende og fængslende. Sørgmodig og alligevel håbefuld. Familiær som fra en drøm drømt for meget længe siden. En sang der ... pludselig ser han det ... billederne ... eller mere indtryk. Hans mors stemme. Den samme sang. Hendes hænder. Hendes duft når hun vuggede ham som spæd. Den samme sang. Den selv samme sang. Vladimir forsøger at forme ordene der aldrig kommer over hans læber for de er både ukendte og alligevel en del af ham. Han kan mærke tårerne presse på og melodien fylder hele rummet. Og pludselig ser han på de små væsener og indser de er holdt op med at synge for meget længe siden og i stedet blot har stået og set på Vladimir mens han var tabt i et svagt ekko fra en fortid han aldrig helt vil kunne genfinde. Som om de gav ham lov til at nyde sine indtryk i fred indtil han igen var klar til være blandt dem.

"Velkommen hjem, Bjørn" siger den lille fyr og smiler venligt for første gang. Vladimir ser på de andre der alle smiler venligt, enkelte blinker og een af dem rokker med ørerne. "Velkommen hjem" gentager han og hæver sit lille fingerbøl med brændevin og de andre stemmer i som de hæver deres fingerbøl.
This message was last edited by the GM at 19:09, Wed 29 Jan 2014.

Vladimir vågner da morgensolen langsomt glider henover gulvet og rammer Vladimir i hovedet. Hovedpinen er dungrende og synes at fylde hele hans verden. Hans tunge er opsvulmet og ru og han kan ikke holde sin tørst eller sin egen ånde ud. Hans mave gør knuder og Vladimir begynder at frygte at han ikke kan holde på sin afføring. Desværre er han for svag og og dårlig til at flytte sig.

Han lukker øjnene og prøver at holde solen ude. Han kan mærke gulvbrædderne under sig dreje langsomt rundt og det giver ham kvalme. Han prøver at huske hvad der er sket mens han kan mærke savlen langsomt flyder ud af hans mund og drypper ned på gulvet.

De små væsener. Deres sære melodiske sange. De danser på hans bord og inviterer ham med til dans. De mange skåle for Bjørnen og deres hjemland i bakkerne langt ude på Yazak steppen. Fortællinger og eventyr, blåbær-tærter og mjødkonkurrencer. Et lille væsen der kan balancere på Vladimirs lerskål mens han jonglerer med syltede bær. Hvordan at Vladmir hele tiden bliver mindet om at "den fagre Yeyva" glæder sig til at møde ham, og hvordan han bare ikke kan få et svar på hvem Yeyva er. Viser, drukviser. Ved alle Udødelige - drukviserne! Hans første rigtige møde med vodka, brøndevin, honning-mjød. Hvordan de kom deres fe-støv i for at "give lidt mere spark" som de sagde. Vladimir får kvalme og åbner forsigtigt det ene øje. Han ser rundt i sin stue og kan se rodet. De væltede stole fra slagsmålene og de knuste kar og krukker. Mad og drikke flyder over det hele og der stinker. Hvorfor stinker der sådan? tænker han. Så får han ganske kort billeder på sin nethinde .. billeder af små væsener der står og pisser i krogene i hans hytte mens de synger, griner og fortæller sjofle vittigheder.

Han hører døren langsomt glide i og smække, og små glade stemmer uden for hans hytte. Så bliver der stille. Han sukker og prøver at få styr på sig selv, men opgiver. Han åbner øjnene igen og opdager at væsener har efterladt små bylter lige inden for hans hoveddør.

Så lukker han øjnene igen og prøver at overleve ...

_______________

Det bliver næppe aktuelt, men Vladimir er Nauseated og Exhausted samt har taget 4 Subdual skade grundet et nederlag i et slagsmål han ikke kan huske.

---

Spoiler text: (Highlight or hover over the text to view)
Creatures with the nauseated condition experience stomach distress. Nauseated creatures are unable to attack, cast spells, concentrate on spells, or do anything else requiring attention. The only action such a character can take is a single move action per turn.

An exhausted character moves at half speed, cannot run or charge, and takes a –6 penalty to Strength and Dexterity. After 1 hour of complete rest, an exhausted character becomes fatigued. A fatigued character becomes exhausted by doing something else that would normally cause fatigue.

---

This message was last edited by the GM at 09:46, Sat 01 Feb 2014.

Når Vladimir engang kommer sig nok til at undersøge bylterne og opdage af væsener og deres kaniner er væk, så vil han finde 2 GB værdi af guldstøv i bylterne som gave til Bjørnen.
This message was last edited by the GM at 18:29, Sat 01 Feb 2014.

In reply to The Storyteller (msg # 103):

OOC: Supergod beskrivelse af hvordan jeg har det i real life idag... dog vågnede jeg ikke op mit stuegulv og der er ikke små dyr der har tisset i krogene (så vidt jeg ved), hvilket trodsalt er meget tilfredsstillende :-D
Nu må jeg tilbage til sofaen...

OOC: Jeg kan ogå godt mærke at jeg ikke er 25 længere når jeg har været på druk :-)

Forår, 1028 AC

Øvre Rezel var ved at forandre sig. Bjørnen kunne mærke det i sin krop og se det på fuglenes færd over den blå skyfri forårshimmel. Om det var en forandring til det bedre eller til det værre vidste Bjørnen dog ikke. Måske var han og hans venners ankomst til Øvre Rezel en forbandelse for han måtte erkende at de havde overlevet her i generationer tildels fordi området ingen betydning havde. Men nu var det anderledes - Demyan var boyar og indkrævede skatter, flygtninge slog sig ned i området, Loki-kirkens folk var begyndt at missionere i området, og alverdens gru syntes at regne ned over dette ellers så fredelige område.

Det var derfor at Vladimir tog mod nord for at hjælpe flygtningene at falde til og etablere sig i området. Arbejdet med dem var dog ikke altid nemt. De var vant til at magt var ret, og at den svage bukkede under. Tanken om at dele ud af hvad man havde til fordel for et fælles gode var nærmest umuligt at få dem til at forstå. Til gengæld virkede de ikke umulige når det galdt at drømme. Bjørnens små fortællinger og parabler førte til at de fleste omvendtes til deres nye tro om Bjørnen som en personifikation af Landet. De fleste drømte om et sted hvor de kunne leve i tryghed og i fred - men selv om de erkendte sig til den nye tro, så måtte Bjørnen nok sande at det var nok ville tage lang tid før de også praktiserede det i deres dagligdag.

Loki-kirken og Moderkirken var nu begge sat til vægs og kun få lyttede til deres missionærer. Dem der lyttede var primært i byerne Shagobar og Mezem hvor små templer til Loki og Moderkirken blev bygget. Vladimir var i tvivl om hvordan han havde det med det, men een ting var sikker og vist - skellet mellem Land og By ville blive ved med at vokse.
____________________

Resultat:

Vladimir stiger nu til Temple Holding 2.

Church of Zuyevo skaber Temple Holding 0.

Sommer, 1028 AC

Vladimir forsatte sit arbejde i de nordlige landsbyer. Han vidste han havde deres opmærksomhed, men der var så stor forskel på dem og dem i de sydligere landsbyer at han følte han var nødt til at mægle. Ikke kun mellem landsbyerne, men også mellem indbyggerne i de nordlige landsbyer. Fattigdom, alkoholmisbrug, hustruvold og lignende problematikker var almindelige i det område, men folk syntes at lytte til ham hvor end han kom frem. I hvert fald mere end de lyttede til Demyans skatteopkrævere og sheriffer. Men han lærte også noget af dem ved at lytte til deres historier, og jo mere han lyttede til dem jo mere var han klar over at Øvre Rezel var en oase i en ørken af kaos. På den anden side af Yalu-floden lå der et kæmpe område der tørstede efter Bjørnens ord.

I starten af sommeren får Vladimir besøg af Demyan. Vlad står og kløver brænde som han ser den unge adelsmand gå ind i lysningen.

De to griber hinandens underarme og giver hinanden en god krammer. Det er noget tid siden de har set hinanden.

Ud på aftenen sidder de og ser på ildfluer og deler noget vodka.

"Vladimir, jeg har brug for din hjælp. Flygtningene i nord…. de er skræmte som hunde der er blevet slået. De stoler ikke på mig eller mine mænd.

Du må fortælle dem om de gode ting jeg - vi har gjort. Om mongrel-mændene. Og goblinerne. Og særligt om varsvinene. Som for blot et år siden herskede i nord.

Fortæl dem at de kan stole på mig. At jeg vil være der for dem i nødens stund. De lytter til dig Vladimir. Jeg kan…. jeg forstår ikke hvordan de tænker.

Vil du hjælpe mig?"

OOC: I spilletermer beder Demyan om at Vladimir vil støtte hans rule law holding check med 4 RP. Så er han næsten sikker på at klare kastet.

This message was last edited by the player at 22:02, Fri 07 Feb 2014.

OOC

Hehe ... "Jeg forstår dem ikke Vladimir! De virker .. jeg mener .. de tænker selv. Hvordan kan de det? De er jo .. de er jo bønder?!"

In reply to The Storyteller (msg # 110):

Vladimir kigger Demyan dybt i øjnene...

"Min Ven. Demyan må have tålmodighed med flygtningene. De er flygtet fra død og ødelæggelse. Naturligvis er de mistroiske. De kan kun stole på sig selv og sådan må det være indtil de igen føler sig trygge.

Vladimir tilbringer allerede meget tid med flygtningene. Vladimir hjælper dem alt det han kan og han vil selvfølgelig også tale pænt om sin ven Demyan. De skal nok forstå Demyan med tiden så længe han er tålmodig og behandler folket som var det hans børn"

OOC: Vladimir støtter selvfølgelig gerne med 4 RP...

"Som om de var mine børn….? Er du sikker? Er det ikke lige skrapt nok?

Hvis jeg opdrager dem med den samme hårde - men retfærdige - hånd som min Fader brugte til at opdrage mig, vil de helt sikkert gøre oprør.

Jeg havde tænkt på at tilrette dem på samme måde som man gør med en elsket hund. Det virker mindre rabiat."

In reply to Demyan (msg # 112):

"Vladimir er sikker på Demyan vil vise sine børn meget større forståelse og kærlighed end han fik af sin far. Også større end den han viser sine elskede hunde."

Vladimir smiler og lægger sin næve på Demyan skulder...

"Vladimir tror at Demyan vil blive en bedre leder end sin far. Vladimir er faktisk helt sikker på at Demyan allerede er meget bedre end sin fader. En stor leder går foran folket. Han tager deres bekymringer og smerte på sine skuldre. Præcis som en fader må gøre for sine børn. Han viser ikke frygt og deler Sol og vind lige. Kun på den måde vil Demyan blive elsket og respekteret af folket. Og kun på det tidspunkt vil alle hans 'børn' være villige til at følge ham overalt... Ja selv ned i de dybeste helveder."

Demyan ser ned i jorden.

"Hvis jeg er en god leder, vil det ikke blive nødvendigt at lede dem gennem de dybeste helveder.

Vladimir, Rezel er en oase midt i en ørken af forfald. Stilheden…. i stormens øje. Hvis jeg fejler, vil alle vores børn…."

Han slår ud med hånden, tydeligt bevæget. Og påvirket af den stærke vodka.

In reply to Demyan (msg # 114):

"Fejl kan ingen af os undgå at lave. Det er blot menneskeligt."

Vladimir kigger udover sin lille frodige have. Og derefter kigger han op på himlem for at følge et par svalers flugt...

"For nogle år siden mødte Vladimir en elver på en af hans rejser. Han gav Vladimir et spyd og fortalte mange kloge ord. Vladimir var ung og forstod ikke meget dengang. Han fortalte om landet før Hule kom til. Han fortalte om storslået byer bygget af det fineste marmor. Han fortalte om den ædle Zar og hans brødre, som ledte dette kæmpe rige frem til rigdom og overflod. Og han fortalte om deres opstigning til Guder og hvordan landet ikke kunne klare sig uden dem. Viste du at landet blev kaldt vestens juvel dengang? Måske kan det blive det igen! Jeg kan mærke helt ind i mine knogler at landet længes tilbage. Tilbage til tiden før Hule."

Vladimir kigger på Demyan. Og skænker lidt mere af sin æblevodka op i Demyans kop.

"Kan Demyan lide Vladimirs Æble Vodka?"

"Denne elver, hvis navn jeg har lovet ikke at ytre til nogen, fortalte mig at vi mennesker kun kender til hastværk. Muligvis pga. vores korte liv. Dette gør at vi tit glemmer at se det store billede og istedet fokuserer på øjeblikket. Han sagde til Vladimir at det er vores store svaghed, men også vores styrke. Vladimir har i lang tid godt kunne se hvorfor det er vores svaghed, men kunne ikke se hvordan det kunne være en styrke. Men Vladimir tror han forstår nu. Demyan skal kaste hans bekymringer om at fejle væk. Smid dem ned i Yalu flodens dybe vand. Demyan skal bruge hans instinkt. Ligesom dyrene. Så skal han nok tage de rigtige beslutninger i det lange løb. Så skal vi nok gøre dette land smukt igen."

Vladimir giver Demyan et stort smil og fylder hans kop med endnu mere æblevodka.

"Drik min ven. Der er mere hvor det kommer fra. Vladimir har også lavet en fantastisk blåbær vodka. Den kan vi måske dele med Feliks når han kommer hjem!"

"Ja min ven…. du taler ord af visdom. Jeg er ikke så bekymret, når jeg står side ved side med mænd som dig.

Ja lad os vente med blåbærvodkaen til Feliks kommer tilbage. Han hygger sig sikkert med sin Fader lige nu."

"Jeg har svært ved at forestille mig et samlet Zuyevo igen. Det vil være min ypperste opgave at få Rezel sikkert gennem disse ulve-tider.

Jeg er heller ikke sikker på, at alt var så vidunderligt under de Fire. Det var som en forelskelse, der tog Landet med storm. Eller en sæbe-boble der brast.

De Fire kom, fordrev djævlene og samlede Landet. Men da Landet havde allermest brug for dem, var de pludseligt væk. Blev de Udødelige?

De rustede Landet til en mægtig og kompromisløs krig mod Hule. Og da krigs afgørende slag fandt sted var de forduftet i den blå luft. Pufff.

Måske har vi fortjent at være underkastet Hule. De tapper os for guld, men i det mindste bringer de Lov. Se hvordan folk har det ovre i Sharya….."

In reply to Demyan (msg # 117):

"Selv en flygtig forelskelse er bedre end et helt liv uden kærlighed. Hvem ved hvorfor de fire måtte drage bort. Det er kun guderne der ved det med sikkerhed. Men måske var det for at teste landet og dets folk. Uanset grunden undskylder det dog ikke Hules snigangreb og deres udplyndring af landet og folket. Deres lov og orden er blot en illusion. Det er frygt forklædt som lov og orden. Demyan må tro Vladimir når han siger at landet længes efter bedre tider. Og det er kun et spørgsmål om tid. Hule har spredt sine styrker over alt for store områder. Kun ved at spille de små uduelige ledere ud mod hinanden i Zueyvo kan de opretholde en form for kontrol. Men når først snebolden begynder at rulle ned ad bjergsiden, så vil den på et tidspunkt være umulig at stoppe. Selv for Hule. Så tålmodighed min ven. Du skal spille spillet indtil videre. Men på et tidspunkt så vil der vise sig en lysende vej for dig min ven. Jeg har set det i den mørke muld. Hørt det i træernes hvisken. Følt det i vandet. Folket er på din side. Men tag dig i agt for Loki kirken! Fortæl dem hvad de vil høre, men fortæl dem ikke om dine planer og hensigter. Frygt dem mere end Ugarene. De vil prøve at forråde dig snart!"

Vladimir giver Demyan et ordentlig bjørneknus...

"Drag nu bort med ro i sjælen Demyan. Vi ses snart igen."

"Vi ses Vladimir. Pas på dig selv."



This message was last edited by the player at 21:53, Sun 09 Feb 2014.

En dag i løbet af sommeren, da Vladimir står og smeder, kan han høre på fuglenes kvidren, at gæster er på vej. Et par timer senere træder Feliks ud af skoven ved Vladimirs hytte. Hans ven har en dreng på slæb. De to bevæge sig igennem Vladimirs have på vej mod hans hytte.

In reply to Feliks Sokolov (msg # 120):

Vladimir slår ud med armene og et bredt smil breder sig på hans læber...

"Feliks min ven. Vladimir er glad for at se dig. Er I sultne? I ser trætte ud. Sæt jer"

Vladimir viser Feliks og hans ven hen til nogle træstubbe som er formet som primitive stole.

"Sæt jer. Så henter jeg lidt af min stuvning til jer. Den vil give jer næring og berolige jeres sind. I har vandret længe og har brug for noget at styrke jer på."

Efter lidt tid kommer Vladimir ud af sin hytte med en bakke hvorpå der står to dampende skåle og to store stykker groft brød.

"Spis. Spis endelig. Og når I er mætte og tilfredse så fortæller du Vladimir om dine eventyr!"

Vladimirs ikke-så-uventede gæster spiser grådigt af den varme og lækre stuvning. Feliks indtager måltidet i stilhed, men Ahmar spørger nysgerrigt ind til Vladimirs hus og have samt livet i skoven. Han er et meget eftertænksomt barn med intense mørke øjne og skarpe observationsevner. Vladimir genkender dog også den skygge, som kastes over unge øjne, der alt for tidligt har oplevet krigens gru og ensomhedens kulde.

Vladimir kan ikke lade være med at smile lidt over sin ven, som har taget denne dreng til sig.

Senere på aftenen sidder de to venner udenfor Vladimirs hytte og kigger op på aftenhimlen, hvor stjernerne begynder en for en at titte frem. Drengen Ahmar er for længst gået omkuld. Vladimir registrerer, at hans ven tumler med noget, som han har svært ved at få puttet ord.

Så lyder et stort suk fra Feliks, og ordene nærmest vælter ud.

"Jeg dræbte min far i sidste måned!"

Feliks kigger intenst på Vladimir for at se hans reaktion.

In reply to Feliks Sokolov (msg # 122):

Vladimir ser overrasket ud. Det havde han tydeligvis ikke set komme. Han kigger søgende et kort øjeblik op på den klare stjernehimmel. Det lader dog ikke til at han fik øje på noget. Han griber derfor ud efter blåbær vodkaen og skænker en lille dram op til Feliks og ham selv.

"Vladimir har aldrig kunnet lide Feliks fader. Vladimir kan ikke lide slavehandlere. De handler med noget der ikke tilhører dem. Men Vladimir har altid holdt det for sig selv af respekt for Feliks og fordi han ikke har mødt din fader. Vladimir sagde til sig selv; måske er alting ikke sort og hvidt! Måske er han en god fader alligevel på trods af alt. Vladimir tænker nu at det kan han ikke have været. Feliks dræber ikke uden god grund."

Vladimir kigger ud over den lille sø hvor månelyset gør det muligt for de to drenge at se at vandet er blikstille...

"Vladimir er meget glad for at æblet faldt så langt fra stammen at kronen ikke skyggede på Feliks. Feliks er ikke sin faders søn. Feliks har haft en god grund til at gøre som han gjorde. Tag en ordentlig slurk vodka og fortæl Vladimir alt hvad der skete mellem Feliks og hans fader. Vladimir er sikker på at Feliks ikke kunne gøre andet. Det har stået skrevet i stjernerne at du ville blive din faders banemand. Vladimir så det blot ikke...hmmm"

Feliks ånder letter op og tårerne begynder langsomt at trille ned ad hans kinder.

Vladimir min ven, jeg er glad for, at du reagerer sådan.

Det er kompliceret. Igor var min fader i den forstand, at han har opfostret mig og opdraget mig, så derfor indtil for nylig opfattede jeg ham som min fader. Men til den fest, som han holdt for at fejre, at jeg nu er blevet en mand, der fortalte han mig, at han ikke var min rigtige far.

Min rigige far hed Vanja, og var Igors broder. Igor forrådte sin broder og fik ham dræbt, fordi Igor begærede min moder. Da Vanja, altså min far, var død, så giftede min moder sig med Igor.

Igor fortalte mig, at da min moder blev gravid med Igors barn, så drev skammen hende til at begå selvmord. Siden har Igor taget sig af mig. Jeg ved ikke hvorfor, fordi han fortalte mig, at han altid har hadet mig, fordi jeg stod imellem ham og min moder.

Alt dette fortalte han mig i et anfald af hysteri, og Vladimir, det slog bare klik for mig. Jeg kunne ikke tænke på andet end at dræbe ham. Så det gjorde jeg.....

Nu frygter jeg konsekvenserne af min vrede. Selvom mine nærmeste kender sandheden, så vil jeg for resten af verden være drengen, der dræbte sin fader. En af de værste synder....

Og samtidig frygter jeg, at jeg har sluppet et uhyre løs i Rezel. For jeg har ikke kontrollen over Igors handelshus. Det har hans rådgiver Razid. Og denne Razid gør mig bange. Han er ond og beskæftiger sig med de udøde.

Jeg frygter, at mange mennesker vil bøde for mine handlinger, og at dette vil blive min forbandelse.

Hvordan tror du, Demyan vil reagere, når han hører, hvad jeg har gjort

Feliks tier og sidder stille eftertænksomt og kigger op mod himlen.

In reply to Feliks Sokolov (msg # 124):

"Feliks... vrede og hævn kan blænde os alle. Nogle gange kan den ligefrem føles sød. Sød som de mest modne skovbær du kan tænke dig. Du har nu hæbnet Vanjas død. Måske vil det ikke lette din dårlige samvittighed, men det er det du må fortælle alle omkring dig. 'Jeg har slået min faders morder ihjel. En slavehandler der drev min mor til selvmord'. Sig det nok gange og folk vil forstå og tilgive dine synder. Det er jeg sikker på."

Vladimir lægger sin beskidte hånd på Feliks skulder...

"Det er muligt at der er sluppet et uhyre løs i Rezel. Men Vladimir tror det ville være sket uanset hvad. Havde du ikke sluttet Igors patetiske liv så havde denne Razid gjort det. Tror du ikke? Det var vel bare et spørgsmål om tid. Som du fortæller historien lyder det som om han havde gjort alle forberedelserne til at overtage Igors foretagende. Det var uundgåeligt."

Vladimir fjerner igen sin hånd fra Feliks skulder og griber ud efter vodka flasken og hælder den sidste rest op i de to drenges kopper...

"Vladimir lover at hjælpe Feliks med at få fjernet denne Razid og stedt alle de udøde til evig hvile. Måske Demyan også vil hjælpe Feliks?"

Feliks kigger sørgmodigt på Vladimir.

"Jeg frygter, hvordan Demyan vil reagere på min udåd. Du ved, hvordan han har det med, at loven skal overholdes for en hver pris....."

Feliks kigger ned i jorden igen.

"...... Desuden tror jeg, at Demyan har andre og større problemer lige nu. Olonov er svøbt i frygt, og en mystisk tåge kommer ind over byen hver nat. Jeg frygter, at Razid ikke er det største onde i Rezel på nuværende tidspunkt....."

Så fortæller Feliks Vladimir om alle sine oplevelser......

In reply to Feliks Sokolov (msg # 126):

"Det er sandt er Demyan er en mand af loven. Men hvis en lov skal være noget som helst værd så må den fostre retfærdighed. Demyan vil indse at det var retfærdigt at Igor fik sin straf. I sandhed en hård straf, men han havde også begået de værste af alle forbrydelser! Demyan vil også indse at begivenhederne omkring Solokovs handelshus var sat i bevægelse og de stod ikke til at stoppe uanset hvordan Feliks havde reageret på Igors tilståelse af sine forbrydelser"

Vladimir sidder et langt stykke tid og kigger ud i luften. Det er tydeligt at han har fået en del vodka at drikke, da han sidder og svajer lige så stille alt i mens han har et lille melankolsk smil på læberne.


"Vladimir har godt kunne mærke ondskaben der breder sig sydfra. Vladimir kan ikke lide det og er bekymret for Demyan. Feliks er ikke den eneste der har ondskab i familien. Vladimir tror at vi snart vil se endnu en blodig familie fejde. Og en af  hovedpersonerne vil være Demyan! Vi må være parat til at hjælpe ham. "

Vladimir rejser sig fra træstuppen hvilket kun gør hans svajen fra side til side endnu mere tydelig.

"Vladimir har vist fået rigeligt med blåbær vodka i aften. Kom Feliks lad os gå til ro. I morgen vil alting forekomme klarere. På nær vores hoveder selvfølgelig, ha ha"

Efter nogle dage dukker Demyan op ved Vladimirs hytte. Det er henad middag, og skoven summer af myg, bier og guldsmede.

Den unge boyar ankommer til fods og uden følge, hvilket er ret usædvanligt. Han går stift hen til verandaen, hvor Feliks og Vladimir sidder.

De to drenge har aldrig før set deres ven se så alvorlig ud. Han er fuldstændigt ligbleg og har sorte render under øjnene. Han knuger skæftet på sit sværd.

"Feliks…. Er det sandt?"

Feliks kigger på Vladimir. Så kigger han Demyan i øjnene. Uden at blinke siger han

"Det er sandt, at jeg dræbte Igor Sokolov, men jeg har ikke dræbt min fader."

"Igor var ikke din fader? Fortæl mig hvad der skete."

Igor holdt en stor fest for at fejre, at jeg nu er blevet voksen. Han sagde, at han havde en stor gave til mig, vores fælles fremtid. Det viste sig at være en grube fuld af zombier. Jeg ved stadig ikke, hvad han ville med disse vederstyggeligheder, men da jeg spurgte ham om dette, blev han fuldkommen afsindig.

Han fortalte mig, at jeg selv var en vederstyggelighed. For jeg mindede min moder om min fader, Vanja Sokolov. Igors broder, som Igor forrådte, så han selv kunne få fat på min moder. Men da var jeg allerede blevet født, og ifølge Igor mindede jeg altid min moder om hendes tidligere liv. Så da hun blev gravid med Igors barn, så blev hun drevet til at begå selvmord af skam. Hvilket altså var min skyld. Ifølge Igor....

Alt dette fortalte Igor mig, og så gik jeg bersærk og dræbte ham. Jeg skubbede ham ned til hans "elskede zombier". Jeg er ikke stolt af det, men det var, hvad jeg gjorde.

Igors rådgiver, Razid, var til stede. Den mand er ond. Og han var forberedt. Da Igor var død ved mine hænder, stod Razids mænd klar i skyggerne. De dræbte alle, der kunne være loyale overfor Igor. Og udenfor stod Olonovs byvagt og sørgede for, at ingen slap væk.

Jeg kan forestille mig, at du har problemer nu på grund af mine handlinger. Det beklager jeg inderligt.

Men du kan ikke få mig til at fortryde, at jeg dræbte min faders morder, og min moders tyran. En ond slavehandler, der har snyltet på alt omkring sig.

Feliks kigger på Demyan.

Demyan sukker dybt og ser en del ældre ud.

"Feliks Sokolov, som Boyar af Øvre Rezel sætter jeg dig under arrest for mordet på din onkel, Igor Sokolov.

Følger du med til garnisionen frivilligt?"

In reply to Demyan (msg # 132):

Vladimir ser lidt misfornøjet ud, mens han skiftevis kigger på Feliks og Demyan. Det tydeligt at han synes situationen er lidt beklemt.

"Hmmm... Kan Demyan garantere en retfærdig rettergang? Og hvis Feliks skal dømmes så bliver Demyan vel også nødt til at arrestere denne Razid! Razid nedslagtede alle Igors medarbejdere så han kunne overtage huset Solokov.
Vladimir vil mene at der skal være lighed for loven. Ellers er loven kun en undskyldning for lederen til at undertrykke dem han er uenig med eller ikke kan lide."

Vladimir tænker så det brager...

"Måske følte Feliks sig truet i situationen. To mænd fulgte Feliks ned i kælderen, hvoraf den ene havde planlagt at overtage huset Solokov. En lem blev åbnet og afslørede dusinvis af frådende zombier. Et lille skub fra en af de truende mænd ville have betydet den visse død for Feliks! Det er naturligt at Feliks følte sig truet på livet og bange. Og da han kom op at brydes med sin onkel kunne udfaldet lige så godt have været det modsatte. Det er en svær sag og der er ingen troværdige vidner. Hvordan vil Demyan kunne dømme Feliks? Eller vil han blot tage den lette beslutning og lade sin far dømme i sagen? Vi må vel formode at baronen af Rezel sikkert vil tjene strålende nu når huset Solokov er overtaget af Razid. Vladimir kan ikke forestille sig at denne Razid kunne udføre en så stor massakre i Rezel medmindre Baronen havde godkendt denne ugerning! Der er efterhånden mange boyaren skal følge til arresten!."

"Øvre Rezel hører ikke længere under Baronen af Rezels autoritet. Baronens ondskab har overskredet rimelighedens grænser.

Razid hører ind under Rezel, og det er op til Baronen at dømme ham. Feliks Sokolov hører ind under Øvre Rezel og derved mit retsområde.

Med mindre du insisterer på at blive udleveret til Baronen?"

Det er klart at Demyan er mere end utilpas ved situationen.

Men han forsøger at undertrykke alle følelser, som kan true hans objektivitet.

In reply to Demyan (msg # 134):

"Vladimir forstår ingenting nu. Den såkaldte forbrydelse skete i Rezel. Så er det vel kun Baronen som kan dømme i denne sag? Hvis han altså mener der er begået en forbrydelse? Og meget tyder på at Baronen er meget tilfreds med sagens udfald. Tager Vladimir fejl? Og sender vi Feliks til Rezel for at blive dømt for sin 'forbrydelse' vil retfærdigheden så sejre eller vil Baronen blot få ryddet den retmæssig arving til Solokovs værdier af vejen?"

Vladimir kigger lidt opgivende på Demyan. Eller måske er han bare lidt trist til mode. Det er svært at aflæse bjørnens tanker.

"Vladimir synes det er forkert at slå ihjel. Feliks begik en fejl ved at komme op at slås med sin onkel, men det er en fejl vi alle kunne begå når denne person har vist sig at være ondskaben selv. Ja og ikke nok med det så har denne ondskab slået ens familie ihjel. Det er svært beherske sig i en sådan situation. Men Vladimir tænker at udfaldet ville have været det samme uanset hvad! Havde Feliks vendt ryggen til sin onkel og forladt Rezel for altid så havde Razid skubbet igor i pitten. Omvendt havde Feliks slæbt sin far for den øverste myndighed i Rezel, som jo er Baronen, så ville det undre mig meget hvis ikke Baronen havde dømt denne Igor til døden for sine forfærdelig forbrydelser. Og vi må formode at Baronen når han hørte om de forfærdelige Zombie eksperimenter ville have konfiskeret huset Solokov ejendele og ligeledes dømt alle der arbejdede for huset mere eller mindre hårde straffe. Det uundgåelige skete. Igor skulle dø. Og hans død havde været undervejs længe. Hvis Feliks ikke havde svunget bladet så havde Razid eller Baronen gjort det. Ingen vinder noget ved at dømme Feliks. Han har allerede fået den værst tænkelige af alle straffe!"

"Jeg kan ikke selv dømme i denne sag. Men jeg vil nedsætte en domstol bestående af indbyggere i Øvre Rezel.

De vil bestemme Feliks skæbne. Feliks har dræbt en mand - sin egen onkel. Loven kræver at han bliver dømt."

Feliks har siddet stille og lyttet til sine venner. Nu rejser han sig.....

"Mit liv har aldrig været rart eller lykkeligt. Ikke før vi tre begyndte at etablere os her i øvre Rezel.

Jeg ønsker ikke at ødelægge vores fælles drøm heroppe. Jeg overgiver mig til loven og mine medmenneskers nåde."

Feliks vender sig mod Vladimir.

"Vil du holde øje med Ahmar, Vladimir?"

Så går han hen til Demyan.....

In reply to Feliks Sokolov (msg # 137):

"Feliks kan stole på Vladimir. Vladimir vil passe godt på Ahmar."

Efter Vladimir har taget afsked med sine venner så vender Vladimir sig mod Ahmar.

"Pak dine ting min lille ven. Du skal med onkel Bjørn på eventyr. Vi skal ud og tale din mesters sag i hele øvre Rezel."


Vladimir vil bruge resten af sæsonen på at rejse rundt i øvre Rezel på at tale Feliks sag hos befolkningen. Han vil benytte sine diplomatiske evner til at tale om retfærdighed og straf i gudernes øjne. Forhåbentlig vil hans brand taler kunne smitte af på hårdheden af 'rettens' dom.

OOC: skal vi lave en tråd til retssagen? Der vil blive rig mulighed for rollespil og diplomati :-)

Demyan vil nedsætte en domstol, der repræsenterer domænerne i Rezel.

Law: Luka Verenov og Alexei.

Manor: borgmesteren over Shagonar og borgmesteren over Mezem.

Guild: laugsmesteren.

Temple: Vladimir, samt en repræsentant for Moderkirken, samt en repræsentant for Loki kirken.

Demyan vil forsøge at vælge folk, der er retfærdige og vise.

Efterår, 1028 AC

(Det kan jo være at Vladimir bliver rodet ind i Demyans eventyr i denne sæson, men hvis han har særlige ønsker for sæsonen så lad mig endelig høre dem)

Vladimir tager en tidlig morgen udenfor byen. Han spadserer ca en mil væk fra byen og vandrer derefter hele vejen rundt om byen. Han studerer terrænet, plante og dyrelivet nøje. Og selvom han ikke har den store militære taktiske sans så prøver han at forestille sig hvordan en hær ville marcherer hen over landet og frem mod byen. Og kunne terrænet monstro bruges til at vanskeliggøre denne fremmarch. Eller er der ting i terrænet som modstanderen kan benytte til deres fordel?

Vladimir bruger et par dage på at vandre rundt i terrænet omkring byen inden han vender tilbage igen.

The Storyteller, on behalf of Vladimir, rolled 14 using 1d20+2. Profession: Soldier.
___________________

Feliks har nu sluttet sig til Demyan og Vladimir, men alle synes optaget af deres egne opgaver. Demyan ved at Feliks har sendt mænd til Rezel for at opkøbe alkymistisk ild, men kort efter går der rygter om at Feliks er taget på en patrulje langs Kulikovos grænse. Vladimir misunder ikke sin kammerat færd, for han har kun alt for godt se hvad Kulikovo kan byde på. Demyan synes mere og mere optaget af Krigsrådet hvor Achinsk barons familie synes at være mere end villig til at slå hinanden ihjel, og samtidig forsøger Demyan også at skabe en anden mur - en slags dødsfælde hvis de Udøde bryder gennem den egentlige bymur. Vladimir beslutter sig derfor til at udforske området omkring Bryansk til gavn for forsvaret af byen. Problemet er at på trods af Vladimirs sunde fornuft så må han sande at Udøde næppe bevæger sig som dødelige tropper gør. Floder og lignende stopper dem ikke. Bakker og raviner heller ikke. Men hvor Vladimir ikke får det store strategiske overblik så formår han til gengæld at at overtale folk på de omkringliggende gårde til at søge ind mod Bryansk. Det er ikke nemt at overtale dem. Vinteren er på vej og Bryansk har intet at tilbyde, men med Vladimirs tilskyndelse slutter de sig til det noget nær endeløse træk af flygtninge der drager mod Bryansk og et spinkel håb om overlevelse ...

Vinter, 1028 AC

Efter som at Moderkirken helt forlod Archinsk i forbindelse med de sidste års borgerkrige, belejringer, hungersnøde og ildebrande i lenet, opstod der et sprituelt tomrum, som Vladimir i form af Bjørnen kom til at udfylde. I forbindelse med belejringen og fundet af Korsfarerens Kranie begyndte folk at vende tilbage til troen på De Fire, og de ser nu Bjørnen Vladimir som et aspekt af de fire.
__________________

OOC

Bjørnen får følgende besiddelser i Archinsk

Source - 2 (The Skull of The Crusaders; The Pit)
Temple - 1

Vinteren fører ny død og sorg med sig, og Vladimir ser sig omgivet - nærmest belejret - af de mange der ønsker at han skal velsigne deres afdøde. Som vinteren skrider frem har Vladimir ikke flere tårer tilbage for de børn og gamle han er med til at lægge i den frosne jord. Det er som om at Archinsk skal lide for hele verdens synder.

In reply to The Storyteller (msg # 144):

Vladimir rejser så meget rundt i Archinsk som overhovedet muligt i løbet af vinteren. Vinteren synes ikke længere at røre den unge mand. I hver en flække han kommer frem er han i ført hvad der ligner sommerklæder og så selvfølgelig det karakteristiske bjørneskind.

Han prædiker ikke, da han ved at det er hvad folk mindst har brug for. Tilgengæld hjælper han med at begrave de døde og jage de sygdomme bort der rammer de svageste. Og han hjælper indbyggerne med at fange vildt i de store skove således at de i det mindste kan få lidt kød (han bruger sin Survival og knowledge nature til dette). Han prøver også at indgyde dem mod og tro på fremtiden med sin velsmurte røst i dette der mest af alt minder om forgården til dødens rige.

Han tager også hen til sin source holding hvor Ea fik sine kræfter. Her beder han til de 4 samtidig med at han faster i 7 dage og 7 nætter i træk. Han beder om kræfter til at hjælpe landet og dets befolkning.

OOC: Vladimir håber at kunne bruge sin source holding til måske at kaste en realm spell, som kan give befolkningen en bonus til at fange vildt, fisk og finde spiselige rødder og deslige.

Hvor Vladimir rejser hen ser han kun armod og nød. Han forsøger at lindre folks lidelser, men han føler sig magtesløs. Han er kun een mand og han kan ikke være over alt, og det er som om at Guderne har vendt dette hjørne af Mystara ryggen. Hans tro bliver over vinteren svækket, for hvordan kan guderne se al den smerte og ikke reagere?

Han opsiger i stilhed gravhøjen hvor Eä blev vækket, og faster og beder i syv dage og syv nætter. Om Guderne hører ham ved han ikke, men da han en tidlig morgen forlader stedet, er hans tro styrket på De Fire. Han forstår nu at De Fire er bundet på hænder og fødder af Regler der ligger hinsides menneskets fatteevne. Han kunne mærke deres sorg og deres afmagt. Han stirrer mod den svage røde morgensol der bryder de mørke skyer i øst, og tænker en kort stund over hvor mange dødelige der skal lade livet i de store magtkampe mellem Guderne før han sukker og vandrer mod Bryansk...

Forår, 1029 AC

Isen smelter og solen begynder at få magt. Vintergækker dukker op af sneen og snart føles solen varm mod ens hud. Med solen kommer håbet, men med lyset kommer også en forståelse af hvor meget arbejde der ligger i at bygge dette sted op.

Og med foråret kommer Moderkirken retur til Archinsk, og snart holdes der takkegudtjenester, hvor Kirken takker Kirken for at Guderne høre Kirkens bønner. Feliks ser præsterne prægtige overdækkede hestevogne rulle forbi på mudrede veje, og i ny og næ kastes lidt kobbermønter ud til de sultende lidende masser.

In reply to The Storyteller (msg # 147):

Da isen begynder at smelte står det klart for Vladimir hvor katastrofen er i Archinsk. Han stoler Demyan har styr på sagerne så han koncentrere sin indsats i alle de små landsbyer. Han bruger 2 GP på byggemateriale, såsæd, mad etc... det forslår som en skrædder i helvede, men det er en start for alle de arme mennesker som lever i de raseret landsbyer rundt omkring i de små sogne i Archinsk. Samtidig lover Vladimir folket at han vil bruge lige så mange resourser på dem når sommeren kommer.

Samtidig med at han hjælper så godt han kan så bruger han også lejligheden til at præddike om de 4 og fortæller gerne historien om hvordan han mødte dem. Ligeledes præddiker han om frelsen, som snart vil komme til hele Zuyevo hvis bare folket igen begynder at tro og håbe. Så vil de fire få magt igen.

OOC: I spil termer så vil Vladimir prøve at udnytte det tomrum der opstod da moderkirken stak halen mellem benene da lokummet brændte. Han bruger 2 GB og også 2 regency til at øge sine chancer. Dvs han prøver at Conteste moderkirken!
This message was last edited by the player at 19:40, Fri 26 Sept 2014.

OOC: DC vil være: 10 + 4 (province level) + 3 (Mother Church holding level) + 2 (Mother Church has half or more of all temple holdings in province) - 2 (House of the Bear stability) + Mother Church stability = 17 + Mother Church stability.

Vladimir kan poste flere RP i forsøgene, moderkirken kan også resiste med RP. Se Bjørnens resourser under domæne-tråden. Hvert forsøg koster 1 GB.

Det kan også være at moderkirken får en penalty, fordi de stak halen mellem benene :-)

(Ok så jeg havde regnet forkert :) Danny-boy .. du ruller bare)

In reply to The Storyteller (msg # 150):

15:29, Today: Vladimir rolled 28 using 1d20+10

Bjørnen går all in og bruger 10 RP i sin jagt efter nye temple holdings. Selvom det kun koster 1 GB, så er Vladimir stadig interesseret i at donere 2 GB yderligere til landsby befolkningen i Archinsk. Ved ikke hvordan det rent spille teknisk kan foregå? Måske kan de 2 GB bruges til at øge stabiliteten i regionen eller de kunne doneres til Demyan som så kunne bruge det på befolkningen i Archinsk? Hvad siger I? Anyway jeg sletter ihvertfald de GB fra min oversigt :-)

OOC: Jeg kan ikke huske om der andre ting der giver bonusser til disse rul...jeg går ud fra at ability scores er ikke betyder noget når man laver disse domain actions?
This message was last edited by the player at 13:36, Thu 02 Oct 2014.

OOC: et foreslag - med dine 10 RP og dit super kast har du nærmest helt sikkert reduceret moderkirken fra holding level 3 til 2. Dvs. at du kan bruge 1 GB på at udbygge din egen holding fra level 1 til level 2, hvis du vil? Du skal selvfølgeligt lave et kast :-)

Hvis du vil hjælpe befolkningen, kan du bruge agitate action (lidt fjollet navn). Det hæver province prosperity med 1 level. Det koster 1 GB og du skal kaste 11 eller derover.

In reply to Demyan (msg # 152):

Det lyder som en fornuftig ting at bruge de to ekstra GB til :-) Men mistænker at jeg ikke kan gøre begge ting i samme sæson?

Vladimir bruger ihvertfald 1 GB på at agitate befolkningen in archinsk!
16:17, Today: Vladimir rolled 19 using 1d20. Agitate pop in Archinsk

Næste punkt på dagsordenen må så være at få en ekstra tempel holding i Archinsk!
This message was last edited by the player at 14:18, Thu 02 Oct 2014.

OOC: Oooop, sorry, jeg kan se at det vil koste 2 GB at hæve din holding til level 2.

DC: 10 + 4 (province level) + 2 (new holding level) + 2 (mother church still has half of the temple holdings in the province) + 3 (province prosperity: poor) - 2 (house of the bear stability) = 19.

OOC: Ok, du har agitated succesfuldt! Hurray :-)

Så kan du enten a) agitate igen b) prøve at udvide din temple holding for 2 GB (nu med DC 18 fordi prosperity er bedre) eller c) gemme noget guld.

Du kan godt tage tre action per tur.


This message was last edited by the player at 14:26, Thu 02 Oct 2014.

In reply to Demyan (msg # 155):

Vladimir bruger den sidste GB på agitate en gang til.

19:44, Today: Vladimir rolled 17 using 1d20. agitate pop in archinsk

OOC: Håber folket elsker Vladimir nu :-D I næste sæson vil han så prøve at æde sig ind på moderkirken når han har lidt mere regency :-)

OOC: nu er vores prosperity level guarded!

Vi vil mærke en betydelig forskel i vores indkomst næste sæson :-)

Sommer, 1029 AC

Nyheder om påsatte brande langs Yalu-floden i Øvre Rezel når den unge Vladimir, samtidig med at Moderkirken sender en gesandt til Bjørnen. Gesandten og hans følge på 12 tempelkrigere når Bjørnen på en eng uden for en lille landsby på jorde der tilhører Demyan.

In reply to The Storyteller (msg # 158):

Vladimir går følget i møde på den grønne eng og byder dem velkommen med åben arme og bredt smil.

"Velkommen mine herrer, velkommen til øvre Rezel. Må guderne give jer og jeres nærmeste et stærkt helbred og bringe jer glæde i disse mørke tider. Jeg ville gerne byde jer på en bid brød og vin at drikke, men i har valgt et lidt for alternativt mødested til at det har kunnet lade sig gøre.

Hvad kan jeg hjælpe de ærede gæster med? Søger i råd og vejledning hos en ydmyg tjener eller kommer i blot for at lette jeres hjerter? For uanset ens styrke i både krop og sjæl kan fortvivlelsen ramme en som et lyn fra en himmel. Og selv den der er
stærk i troen kan pludselig blive ramt af tvivlen, som den ruller imod én hen over landet som en tsunami.

Men let jeres hjerter mine gode mænd. Hvad bringer jer hid til Bjørnens land?"

Vladimir rolled 35 using 1d20+16. Diplomacy

Gesandten er tydeligvis påvirket af Bjørnens ord, og synes pludselig at slappe lidt mere af. Han stiger af sin hest og går frem mod Bjørnen, mens at tempelkrigerne bliver siddende på deres heste. Gesandten rømmer sig. Det er en mand i slutningen af 20erne, iklædt dyre klæder og Moderkirkens hellige symbol. "Det er netop det der er problemet, Bjørn. Jeg er blevet sendt for at fortælle dig at dette land er ikke dit land. I dette land skal folk lytte til Moderkirkens hellige tekster, og ikke til Bjørnens lære." Han sukker "Jeg kommer til dig fordi du er en hæderlig mand. Jeg har set og hørt hvad du har gjort for folkene her i Archinsk og det respekterer jeg dig for. Men jeg tjener samtidig Moderkirken, og mine overordnede deler ikke mit syn på dig. Jeg er derfor kommet i dag for at bede dig om en tjeneste ..." Han sender et hastigt blik mod sine tempelkrigere og sænker stemmen så kun I to kan høre det "... jeg er blevet bedt om at jage dig i dette område, men jeg ønsker ikke at dette skal ende galt. Hvis du fortrækker dig fra Archinsk og ikke længere udbreder din tro, så vil Moderkirken ikke gå ind i Øvre Rezel, men i stedet lade Bjørnen forblive Bjørnen. Hvis du nægter at forlade Archinsk og forsat udbreder din lære, så frygter jeg at jeg meget snart vil blive bedt om at gå på bjørnejagt. Problemet er at den jagt vil ikke kun handle om dig. Moderkirken vil jage dig og alle som følger din lære. Jeg ved du vil beskytte dem som følger dig, men du kan ikke være overalt. Folk vil dø for at beskytte dig og din tro. Folk vil lide. Det er ikke retfærdigt, men sådan er den verden vi lever i. Derfor .. jeg beder dig .. fortræk dig fra Archinsk?" Manden ser oprigtig ud som om det piner ham at stå her i dag og tale med Vladimir.

In reply to The Storyteller (msg # 160):

Vladimir kigger lang tid på gesandten uden at blinke. Han kigger blot stoisk på gesandten og hans mænd i hvad der må synes som timer. I hans blik ser gesandten nok et blik der mindst af alt emmer af sørgmodighed og overbærenhed. Endelig rømmer Vladimir sig...

"Det er altid svært at være et får. Man bliver drevet fra eng til eng af ens herre og just når man har fundet ro og det grønneste græs man kunne ønske sig så bliver man drevet afsted igen og denne gang er det måske ikke til en frodig eng! Men det er fårets lod her i livet at være underlagt en herre. Og ikke mindst ikke kunne stille spørgsmål og søge sin frihed. Et får er ikke længere et vildt dyr. Fåret har mistet sin fri vilje og ville øjeblikkeligt dø i naturen. Fåret har ikke længere evnen til at klare sig selv længere og må lægge sin skæbne fuldstændig i sin herres hænder! Og det er uanset hvor umenneskelig herren er. Dette er fårets lod her i livet. Men åbenbart også mange menneskers og det gør Vladimir trist."

Vladimir holder en lille pause og begynder at tale i en klar røst alt imens han skiftevis kigger på gesandtens følje og gesandten selv.

"Det er ellers god skik på disse egne at præsentere sig ved navn når man tiltaler folk. Men fred være med det. Jeg har et stort og rummeligt hjerte og tilgiver gerne folk og fæ deslige. Ja, jeg hjælper gerne folk når nøden er størst. Hele folket. Uanset hvem eller hvad de tilbeder. Ja, selv når mit liv er på spil kæmper jeg på folkets side! Og det er jo nok her at moderkirken adskiller sig mest fra mig! Med al den magt og alle de mænd, som moderkirken råder over så vælger de at stikke halen mellem benene så snart der samler sig nogle få grå skyer på himlen. Men nu skal jeg lige love for at moderkirken igen viser stort mod! Hele moderkirken mod én mand. Er I sikker på at i har mandsmod nok til at gennemføre denne opgave? Eller løber i jeres vej så snart den første sten dukker op på jeres vej. Er I sikker på at guderne er på jeres side? Og ikke mindst er i sikker på at det folk i på den mest kujonagtige måde efterlod til deres skæbner i Archinsk støtter jeres sag?

Jeg tror moderkirken har misforstået noget essentielt her. Jeg prædiker ikke for at skubbe moderkirken væk. Jeg hjælper folket fordi dem der burde hjælpe dem var væk.  Jeg kæmpede for dem og gav dem trøst når de havde mistede dem der stod dem nært. Havde moderkirken holdt fast og støttet sit folk så ville jeg ikke have haft en rolle at spille og jeg ville med glæde lade moderkirken gøre sit arbejde uden at forstyrre jer! Men I har vist at I ikke kæmper på folkest side. I kæmper kun for jeres egne magtpositioner og rigdom. Folket har nu med selvsyn opdaget dette. Og så kommer i og bebrejder mig for jeres egne mangler. Jeres manglende tro. Jeres manglende mod. Jeres manglende barmhjertighed.

Jeg, Vladimir, er ikke en trussel mod moderkirken. Jeg, Bjørnen, er ikke moderkirkens fjende. Moderkirken er sin egen fjende. Gennemsyret af korruption og dekadence. Troede i virkelig ikke befolkningen havde gennemskuet dette forlængst? Frygt var grunden til at de stadig kom i moderkirken. Intet andet mine herre. Frygt. Men nu har folket opdaget at de besidder langt mere mod og styrke end moderkirken. Og ikke nok med det har de opdaget at de er stærkere i troen end de såkaldte gejstlige som gemmer sig under en sten når der er optræk til den mindste modgang.

Så mine herre. Om jeg befinder mig i Archinsk eller ej gør ingen forskel overhovedet. I smed masken i folkest åsyn og de vil ikke glemme det horrible syn de så foreløbigt. Jeres opgave bliver nu at søge tilgivelse hos jeres folk og tro mig den får i ikke ved at gå på bjørnejagt. Tværtimod. Det vil blot gøre jeres situation endnu værre. At i ikke selv kan gennemskue dette foruroliger mig! Måske er det på tide at i finder jer nogle nye kompetente og modige ledere i moderkirken!"

OOC:
Vladimir bruger sin natural divination til at taler endnu bedre for sin sag!
48 i diplomacy :-)
Vladimir rolled 2 using 1d20. reroll.
Today: Vladimir rolled 46 using 1d20+26.
This message was last edited by the player at 10:02, Tue 25 Nov 2014.

Gesandten ser på Vladimir med et blik der er svært at læse. Så går han hen til sine mænd, sætter sig op på hesten og sammen rider de bort i tavshed.

Vladimir skænker det ikke mange tanker i de næste uger, for der er folk han skal tale med og som han skal hjælpe. Han behøver ikke betale for mad og drikke hvor han kommer frem, men deler i stedet måltider med den jævne bonde, sover i deres lader, og forsøger at give folk håb.

Det er en varm sommerdag, hvor solen stor højt på en lyseblå himmel, at Vladimir finder hvile ved foden af et birketræ. Solen varmer ham, mens at han ser svaler flyve rundt på himmelen, og Vladimir kan ikke lade være med at undgå at tænke at det nu nok bliver regn til aften. Tordenfluer summer til tider omkring hans hoved, og han tager sig en slurk vand fra sit vandskind, da han hører lyden af en hest pruste bag ham. Han vender lynsnart hovedet og ser gesandten fra tidligere sidde på sin hest små 20 skridt fra Vladimir. Gesandten er klædt i mere ydmyg kofter og kappe. Hans ringbrynje ligger på tværs over saddeltaskerne som ser proppede ud, og manden har sit slagsværd i skede hængende fra sadlen.

Han ser på Vladimir med et udtryk i hans øjne der er dels sorg og dels ... håb? Så rømmer han sig og taler "Mit navn er Vasili Vlasilimovitch, søn af Dogan, boyar af Dezel, i Po i den Zybirske Marsk. Som min fars yngste søn har jeg tjent Moderkirken i over et årti. Jeg har tjent den fordi det var den sidste rest af det vi engang havde. Nu er jeg her, på denne sommerdag, overfor Bjørnen Vladimir og har eet spørgsmål ... vil du tage imod et får der har glemt hvordan det er at være en mand?"

_____________________

Den Zybirske Marks er det der førhen hed Prinsedømmet Zybirsk, men som blev erobret af Det Yazchemidiske Imperium, som har indlemmet det i imperiet og bruger Marsken som en bufferzone mod det der engang var Zuyevo.

In reply to The Storyteller (msg # 162):

Vladimir kigger Vasili i øjnene og et smil breder sig på hans læber...


"Vasili det lader til at du allerede er trådt ud af fårenes rækker! Du har nu forladt dit trygge liv og ikke mindst sat spørgsmål ved alt det som før var hugget i granit for dig. Du er trådt ud på dybt vand uden at vide om du kan bunde. Det kræver mandsmod Vasili. Det kræver mandsmod at lytte til ens hjerte når alle omkring en blindt går ned ad den samme vej"

Vladimir giver Vasili en ordentlig bjørnekrammer

"Kom med mig Vasili. Lad os gå en tur blandt folket. Midt i alt sorgen begynder håbet så småt at spire igen. Det er smukt. Det er som en egeskov der vågner op fra sit hi når den sidste sne er smeltet. Der er så meget der skal gøres, min ven."

Vasili følger Vladimir, lytter til hans ord og hans måde at interagere med folk. Han lærer også hurtigt, og hans talegaver er gode, så folk tager ham hurtigt til sig. Og Moderkirken reagerer også og der er tale om at Vasili vil blive lyst i ban - men der er langt til Moderkirkens hovedsæde, så det kan tage måneder før at papirerne kommer retur til Archinsk.
__________

Vasili er nu Vladimirs discipel, og hvis der tages Leadership feat så vil han måske ikke være den værste Cohort at have. Manden er en Human Male Inquisitor bygget på Heretic og Preacher Archetype.

In reply to The Storyteller (msg # 164):

OOC: Vladimir har helt sikkert tænkt sig at tage leadership featet. Tror han vil blive glad for at have en 'hær' af loyale følgere :-)

En inquisitor er helt perfekt som en cohort. Derudover havde jeg forestillet mig primært rangers og rogues (ikke tyveknægte forstås) som followers. En skare af følgere som kan hjælpe lokalt og samle informationer.

OOC

Jamen så er Vasili godkendt. Jeg mistænker at hans reelle stats ikke er så vigtige, men at han mere er der for rollespilsmæssige årsager. Du kan dog vælge at tage ham med på eventyr, og i så tilfælde vil du skulle spille begge characters ved bordet eller her på RPOL. Nu har jeg ikke regnet på hvor højt level Cohort at Vladimir kan tiltrække, men indtil videre ser jeg Vasili som en Inquisitor (Heretic/Preacher) level 4. En mand som er karismatisk og intelligent, men måske ikke så meget en kampmaskine. Nok snarere en prædikant af en art nu hvor han er omvendt. Jeg overvejede at gøre ham til Investigator, men jeg tænkte at Inquisitor gav god mening, nu hvor Moderkirken oprindelig sendte ham.

In reply to The Storyteller (msg # 166):

OOC: Ja en preacher ville passe godt til ham :-) Man må også sige at inquisitoren sparker røv. Level passer glimrende. Nå Vladimir er 7 så kan han tiltrække en 5 level cohort. Jeg vil ummiddelbart skyde på at Vlad vil have en leadership score på en 14-15 stykker så der vil også komme et mylder af lavere level followers (15-20 1. level plus det løse). Dem regner jeg med at kunne benytte som små søde hjælpere rundt omkring i riget således at folket altid føler at bjørnen er i nærheden selvom han er hundredevis af mil væk :-)

Hen mod slutningen af sommeren modtager Vladimir et sendebud med en invitation til borgen i Bryansk.





This message was last edited by the player at 18:24, Tue 06 Jan 2015.

Sommer, 1029 AC

Nyheden om sejren i Øvre Rezel breder sig i Rezel, og det føles som om at selve landet kan trække vejret igen. Det er muligt at efteråret og den strenge vinter står for døren, men det er som om at folk (lige nu) er fyldt med ny tiltro når det gælder fremtiden. Dog er folk måske ikke så lykkelige for Demyans offer af 12 fuldfede okser i Moderkirkens tempel, for det lader til at folk er begyndt at stille spørgsmål omkring Moderkirken. Og hvor de stiller spørgsmål så vender de sig til Bjørnen for at lytte til hans visdoms ord ...

---

Hvis Bjørnen vil "stæle" et Temple Holding fra Moderkirken inden for de næste 4 sæsoner, så vil han få +5 til alle sine rul, dog med -2 fra Moderkirken og -1 fra Loki-kirken. Altså sammenlagt +2
This message was last edited by the GM at 14:30, Sat 31 Jan 2015.

In reply to The Storyteller (msg # 169):

Vladimir omgruppere sine 'tropper' i slutningen af sommeren. 10 mand bliver placeret i øvre Rezel for at hjælpe i de landsbyer der blev raseret i den blodige krig. 10 vedbliver med at være i Archinsk for der er stadig mange sjæle der har brug for Vladimirs hjælp. Og endelig vil Vladimir og hans mest betroet mænd, deriblandt hans cohorte, opholde sig i Rezel. Her er befolkningen blevet udsultet og behandlet skidt  igennem længere og Vladimir vil hjælpe Demyan med at genoprette tilliden til magthaverne.

Bjørnen har endnu ikke tilgivet Moderkirken for deres forsøg på hans liv. Han har ingen skrupler overhovedet ved at stække moderkirkens magt i Rezel. Bjørnen går derfor straks igang med at etablere en holding så snart de første tegn på efterår viser sig.

Efteråret, 1029 AC

Efteråret byder på nye anstrengelser for folk lider nød overalt. Hvis det ikke var for Vladimirs nye discipel så ved han faktisk ikke hvordan han havde overlevet efteråret. Det var nemmere da han boede ude i skoven, eller i det mindste bare skulle forholde sig til Øvre Rezel. Men nu er der også Rezel og Archinsk, for slet ikke at tale om Moderkirken og Loki-kirken. Åh, alle de bekymringer ...

In reply to The Storyteller (msg # 171):

Sammen med Vasili prøver Vladimir at stable en lille menighed på benene i Rezel i løbet af efteråret, som de kan bruge som base for deres arbejde. Arbejdet går langsomt frem og de bliver i tide og utide ramt af problemer. Det er som om nogen eller noget arbejder imod dem! Tilgengæld har Vladimir stor succes med sine brandtaler om at støtte op om den nye baron og har befriet landet fra onde udøde. Han taler om at alle går en lysere fremtid i møde. Og at nu er ikke tidspunktet at opgive alt håb.

21:54, Today: Vladimir rolled 20 using 1d20. Agitate in Rezel.
21:53, Today: Vladimir rolled 7 using 1d20 Create 0 level holding in Rezel.
21:53, Today: Vladimir rolled 6 using 1d20. Create 0 level holding in Rezel.

OOC: Dvs Vladimir vist bruger 3 GB! Kan ikke huske hvor mange plusser jeg har til agitate...men en ren rund 20'er er vel et meget godt udgangspunkt ;-)