Vinter, 1027 AC

Det er så sandelig et frygtelig vejr med voldsomme snebyger og temperaturer der får selv den hærdede natur-dreng til at blive bekymret. Han sidder ildhyldet i et tæppe en formiddag og varmer sig ved ildstedet, men uanset hvor meget han end putter sig eller hvor tæt han sidder på ilden, så fryser han. Han føler sig miserabel og ser frem til foråret der synes soom om det aldrig kommer, da han hører lyden af en svag banken på døren.

In reply to The Storyteller (msg # 98):

Vladimir rejser sig og går over mod døren alt imens han forbander sig selv en smule for ikke at kunne noget magi som kan gøre vinterkulden mere udholdeligt. Det burde jo være en smal sag.

Vladimir åbner døren på klem således at den smule varme der er i hytten ikke slipper for let ud.

"Hvem opsøger Bjørnen på denne kolde vinterdag?"

Først kan han ikke se noget uden for døren før han hører en lille hosten der kommer fra tæt på jorden. Da han ser ned bliver han noget overrasket af synet af 10 små skæggede spidsørede væsener iklædt varme gevandter. Når Vladimir tænker "små" så mener han altså så små at de kan ride på de store kaniner som nogen af dem sidder på og andre er steget af. Samtidig er der et par kaniner med bårer spændt på hvorpå der ligger byldter.

Ham der synes at have banket på døren ser op på Vladimir og siger lidt tørt "Du har ved alle verdener forandret dig siden sidst, Bjørn. Lukker du os så ind eller skal vi bare stå herude og fryse?"
This message was last edited by the GM at 12:32, Wed 29 Jan 2014.

In reply to The Storyteller (msg # 100):

Vladimir kigger overrasket ned på de små væsener og rømmer sig...

"Ja selvfølgelig. Undskyld. Det er koldt. Kom indenfor venner. Vil i have en kop varm grønsagssuppe? Det varmer så dejligt i denne kulde."

"Ja tak, Bjørn, men se også og find din brændevin frem. Vi ved jo begge to godt du har den" siger den lille fyr og går ind i hytten. Bag ham følger hans 9 rejsekammerater og alle kaninerne. Hans rejsefæller hilser alle på Vladimir. En meget formelt, et par stykker med et smil på deres læber, een lidt genert og resten meget alvorligt. De går ind, hiver deres huer af og smider der små støvler i hjørnet og skutter sig lidt. De pludrer løs på et sprog Vladimir slet ikke forstår. Nogen går i gang med at tage seletøjet af de store kaniner, mens andre går i gang med at anrette langbordet. Vladimir går i stå da han ser dem udøve deres magi - honningkrukker, kager, brød, smør, frugt og grønsager svæver gennem luften sammen med duge, knive, gafler, skeer, krus og tallerkener. Det hele lander på bordet og efterhånden dækkes bordet flot og fornemt op. "Jamen så sæt dig dog ned, Bjørn. Det er jo tid til din sang" siger den lille fyr der synes at være lederen. Vladimir sætter sig tungt ned på sædet og ser måbende på de små fyre der står på bordet og stemmer i en sær melodisk sang i bedste acapella. Vladimir forstår ikke ordene, men sangen og melodien virker sært dragende og fængslende. Sørgmodig og alligevel håbefuld. Familiær som fra en drøm drømt for meget længe siden. En sang der ... pludselig ser han det ... billederne ... eller mere indtryk. Hans mors stemme. Den samme sang. Hendes hænder. Hendes duft når hun vuggede ham som spæd. Den samme sang. Den selv samme sang. Vladimir forsøger at forme ordene der aldrig kommer over hans læber for de er både ukendte og alligevel en del af ham. Han kan mærke tårerne presse på og melodien fylder hele rummet. Og pludselig ser han på de små væsener og indser de er holdt op med at synge for meget længe siden og i stedet blot har stået og set på Vladimir mens han var tabt i et svagt ekko fra en fortid han aldrig helt vil kunne genfinde. Som om de gav ham lov til at nyde sine indtryk i fred indtil han igen var klar til være blandt dem.

"Velkommen hjem, Bjørn" siger den lille fyr og smiler venligt for første gang. Vladimir ser på de andre der alle smiler venligt, enkelte blinker og een af dem rokker med ørerne. "Velkommen hjem" gentager han og hæver sit lille fingerbøl med brændevin og de andre stemmer i som de hæver deres fingerbøl.
This message was last edited by the GM at 19:09, Wed 29 Jan 2014.

Vladimir vågner da morgensolen langsomt glider henover gulvet og rammer Vladimir i hovedet. Hovedpinen er dungrende og synes at fylde hele hans verden. Hans tunge er opsvulmet og ru og han kan ikke holde sin tørst eller sin egen ånde ud. Hans mave gør knuder og Vladimir begynder at frygte at han ikke kan holde på sin afføring. Desværre er han for svag og og dårlig til at flytte sig.

Han lukker øjnene og prøver at holde solen ude. Han kan mærke gulvbrædderne under sig dreje langsomt rundt og det giver ham kvalme. Han prøver at huske hvad der er sket mens han kan mærke savlen langsomt flyder ud af hans mund og drypper ned på gulvet.

De små væsener. Deres sære melodiske sange. De danser på hans bord og inviterer ham med til dans. De mange skåle for Bjørnen og deres hjemland i bakkerne langt ude på Yazak steppen. Fortællinger og eventyr, blåbær-tærter og mjødkonkurrencer. Et lille væsen der kan balancere på Vladimirs lerskål mens han jonglerer med syltede bær. Hvordan at Vladmir hele tiden bliver mindet om at "den fagre Yeyva" glæder sig til at møde ham, og hvordan han bare ikke kan få et svar på hvem Yeyva er. Viser, drukviser. Ved alle Udødelige - drukviserne! Hans første rigtige møde med vodka, brøndevin, honning-mjød. Hvordan de kom deres fe-støv i for at "give lidt mere spark" som de sagde. Vladimir får kvalme og åbner forsigtigt det ene øje. Han ser rundt i sin stue og kan se rodet. De væltede stole fra slagsmålene og de knuste kar og krukker. Mad og drikke flyder over det hele og der stinker. Hvorfor stinker der sådan? tænker han. Så får han ganske kort billeder på sin nethinde .. billeder af små væsener der står og pisser i krogene i hans hytte mens de synger, griner og fortæller sjofle vittigheder.

Han hører døren langsomt glide i og smække, og små glade stemmer uden for hans hytte. Så bliver der stille. Han sukker og prøver at få styr på sig selv, men opgiver. Han åbner øjnene igen og opdager at væsener har efterladt små bylter lige inden for hans hoveddør.

Så lukker han øjnene igen og prøver at overleve ...

_______________

Det bliver næppe aktuelt, men Vladimir er Nauseated og Exhausted samt har taget 4 Subdual skade grundet et nederlag i et slagsmål han ikke kan huske.

---

Spoiler text: (Highlight or hover over the text to view)
Creatures with the nauseated condition experience stomach distress. Nauseated creatures are unable to attack, cast spells, concentrate on spells, or do anything else requiring attention. The only action such a character can take is a single move action per turn.

An exhausted character moves at half speed, cannot run or charge, and takes a –6 penalty to Strength and Dexterity. After 1 hour of complete rest, an exhausted character becomes fatigued. A fatigued character becomes exhausted by doing something else that would normally cause fatigue.

---

This message was last edited by the GM at 09:46, Sat 01 Feb 2014.

Når Vladimir engang kommer sig nok til at undersøge bylterne og opdage af væsener og deres kaniner er væk, så vil han finde 2 GB værdi af guldstøv i bylterne som gave til Bjørnen.
This message was last edited by the GM at 18:29, Sat 01 Feb 2014.

In reply to The Storyteller (msg # 103):

OOC: Supergod beskrivelse af hvordan jeg har det i real life idag... dog vågnede jeg ikke op mit stuegulv og der er ikke små dyr der har tisset i krogene (så vidt jeg ved), hvilket trodsalt er meget tilfredsstillende :-D
Nu må jeg tilbage til sofaen...

OOC: Jeg kan ogå godt mærke at jeg ikke er 25 længere når jeg har været på druk :-)

Forår, 1028 AC

Øvre Rezel var ved at forandre sig. Bjørnen kunne mærke det i sin krop og se det på fuglenes færd over den blå skyfri forårshimmel. Om det var en forandring til det bedre eller til det værre vidste Bjørnen dog ikke. Måske var han og hans venners ankomst til Øvre Rezel en forbandelse for han måtte erkende at de havde overlevet her i generationer tildels fordi området ingen betydning havde. Men nu var det anderledes - Demyan var boyar og indkrævede skatter, flygtninge slog sig ned i området, Loki-kirkens folk var begyndt at missionere i området, og alverdens gru syntes at regne ned over dette ellers så fredelige område.

Det var derfor at Vladimir tog mod nord for at hjælpe flygtningene at falde til og etablere sig i området. Arbejdet med dem var dog ikke altid nemt. De var vant til at magt var ret, og at den svage bukkede under. Tanken om at dele ud af hvad man havde til fordel for et fælles gode var nærmest umuligt at få dem til at forstå. Til gengæld virkede de ikke umulige når det galdt at drømme. Bjørnens små fortællinger og parabler førte til at de fleste omvendtes til deres nye tro om Bjørnen som en personifikation af Landet. De fleste drømte om et sted hvor de kunne leve i tryghed og i fred - men selv om de erkendte sig til den nye tro, så måtte Bjørnen nok sande at det var nok ville tage lang tid før de også praktiserede det i deres dagligdag.

Loki-kirken og Moderkirken var nu begge sat til vægs og kun få lyttede til deres missionærer. Dem der lyttede var primært i byerne Shagobar og Mezem hvor små templer til Loki og Moderkirken blev bygget. Vladimir var i tvivl om hvordan han havde det med det, men een ting var sikker og vist - skellet mellem Land og By ville blive ved med at vokse.
____________________

Resultat:

Vladimir stiger nu til Temple Holding 2.

Church of Zuyevo skaber Temple Holding 0.

Sommer, 1028 AC

Vladimir forsatte sit arbejde i de nordlige landsbyer. Han vidste han havde deres opmærksomhed, men der var så stor forskel på dem og dem i de sydligere landsbyer at han følte han var nødt til at mægle. Ikke kun mellem landsbyerne, men også mellem indbyggerne i de nordlige landsbyer. Fattigdom, alkoholmisbrug, hustruvold og lignende problematikker var almindelige i det område, men folk syntes at lytte til ham hvor end han kom frem. I hvert fald mere end de lyttede til Demyans skatteopkrævere og sheriffer. Men han lærte også noget af dem ved at lytte til deres historier, og jo mere han lyttede til dem jo mere var han klar over at Øvre Rezel var en oase i en ørken af kaos. På den anden side af Yalu-floden lå der et kæmpe område der tørstede efter Bjørnens ord.

I starten af sommeren får Vladimir besøg af Demyan. Vlad står og kløver brænde som han ser den unge adelsmand gå ind i lysningen.

De to griber hinandens underarme og giver hinanden en god krammer. Det er noget tid siden de har set hinanden.

Ud på aftenen sidder de og ser på ildfluer og deler noget vodka.

"Vladimir, jeg har brug for din hjælp. Flygtningene i nord…. de er skræmte som hunde der er blevet slået. De stoler ikke på mig eller mine mænd.

Du må fortælle dem om de gode ting jeg - vi har gjort. Om mongrel-mændene. Og goblinerne. Og særligt om varsvinene. Som for blot et år siden herskede i nord.

Fortæl dem at de kan stole på mig. At jeg vil være der for dem i nødens stund. De lytter til dig Vladimir. Jeg kan…. jeg forstår ikke hvordan de tænker.

Vil du hjælpe mig?"

OOC: I spilletermer beder Demyan om at Vladimir vil støtte hans rule law holding check med 4 RP. Så er han næsten sikker på at klare kastet.

This message was last edited by the player at 22:02, Fri 07 Feb 2014.

OOC

Hehe ... "Jeg forstår dem ikke Vladimir! De virker .. jeg mener .. de tænker selv. Hvordan kan de det? De er jo .. de er jo bønder?!"

In reply to The Storyteller (msg # 110):

Vladimir kigger Demyan dybt i øjnene...

"Min Ven. Demyan må have tålmodighed med flygtningene. De er flygtet fra død og ødelæggelse. Naturligvis er de mistroiske. De kan kun stole på sig selv og sådan må det være indtil de igen føler sig trygge.

Vladimir tilbringer allerede meget tid med flygtningene. Vladimir hjælper dem alt det han kan og han vil selvfølgelig også tale pænt om sin ven Demyan. De skal nok forstå Demyan med tiden så længe han er tålmodig og behandler folket som var det hans børn"

OOC: Vladimir støtter selvfølgelig gerne med 4 RP...

"Som om de var mine børn….? Er du sikker? Er det ikke lige skrapt nok?

Hvis jeg opdrager dem med den samme hårde - men retfærdige - hånd som min Fader brugte til at opdrage mig, vil de helt sikkert gøre oprør.

Jeg havde tænkt på at tilrette dem på samme måde som man gør med en elsket hund. Det virker mindre rabiat."

In reply to Demyan (msg # 112):

"Vladimir er sikker på Demyan vil vise sine børn meget større forståelse og kærlighed end han fik af sin far. Også større end den han viser sine elskede hunde."

Vladimir smiler og lægger sin næve på Demyan skulder...

"Vladimir tror at Demyan vil blive en bedre leder end sin far. Vladimir er faktisk helt sikker på at Demyan allerede er meget bedre end sin fader. En stor leder går foran folket. Han tager deres bekymringer og smerte på sine skuldre. Præcis som en fader må gøre for sine børn. Han viser ikke frygt og deler Sol og vind lige. Kun på den måde vil Demyan blive elsket og respekteret af folket. Og kun på det tidspunkt vil alle hans 'børn' være villige til at følge ham overalt... Ja selv ned i de dybeste helveder."

Demyan ser ned i jorden.

"Hvis jeg er en god leder, vil det ikke blive nødvendigt at lede dem gennem de dybeste helveder.

Vladimir, Rezel er en oase midt i en ørken af forfald. Stilheden…. i stormens øje. Hvis jeg fejler, vil alle vores børn…."

Han slår ud med hånden, tydeligt bevæget. Og påvirket af den stærke vodka.

In reply to Demyan (msg # 114):

"Fejl kan ingen af os undgå at lave. Det er blot menneskeligt."

Vladimir kigger udover sin lille frodige have. Og derefter kigger han op på himlem for at følge et par svalers flugt...

"For nogle år siden mødte Vladimir en elver på en af hans rejser. Han gav Vladimir et spyd og fortalte mange kloge ord. Vladimir var ung og forstod ikke meget dengang. Han fortalte om landet før Hule kom til. Han fortalte om storslået byer bygget af det fineste marmor. Han fortalte om den ædle Zar og hans brødre, som ledte dette kæmpe rige frem til rigdom og overflod. Og han fortalte om deres opstigning til Guder og hvordan landet ikke kunne klare sig uden dem. Viste du at landet blev kaldt vestens juvel dengang? Måske kan det blive det igen! Jeg kan mærke helt ind i mine knogler at landet længes tilbage. Tilbage til tiden før Hule."

Vladimir kigger på Demyan. Og skænker lidt mere af sin æblevodka op i Demyans kop.

"Kan Demyan lide Vladimirs Æble Vodka?"

"Denne elver, hvis navn jeg har lovet ikke at ytre til nogen, fortalte mig at vi mennesker kun kender til hastværk. Muligvis pga. vores korte liv. Dette gør at vi tit glemmer at se det store billede og istedet fokuserer på øjeblikket. Han sagde til Vladimir at det er vores store svaghed, men også vores styrke. Vladimir har i lang tid godt kunne se hvorfor det er vores svaghed, men kunne ikke se hvordan det kunne være en styrke. Men Vladimir tror han forstår nu. Demyan skal kaste hans bekymringer om at fejle væk. Smid dem ned i Yalu flodens dybe vand. Demyan skal bruge hans instinkt. Ligesom dyrene. Så skal han nok tage de rigtige beslutninger i det lange løb. Så skal vi nok gøre dette land smukt igen."

Vladimir giver Demyan et stort smil og fylder hans kop med endnu mere æblevodka.

"Drik min ven. Der er mere hvor det kommer fra. Vladimir har også lavet en fantastisk blåbær vodka. Den kan vi måske dele med Feliks når han kommer hjem!"

"Ja min ven…. du taler ord af visdom. Jeg er ikke så bekymret, når jeg står side ved side med mænd som dig.

Ja lad os vente med blåbærvodkaen til Feliks kommer tilbage. Han hygger sig sikkert med sin Fader lige nu."

"Jeg har svært ved at forestille mig et samlet Zuyevo igen. Det vil være min ypperste opgave at få Rezel sikkert gennem disse ulve-tider.

Jeg er heller ikke sikker på, at alt var så vidunderligt under de Fire. Det var som en forelskelse, der tog Landet med storm. Eller en sæbe-boble der brast.

De Fire kom, fordrev djævlene og samlede Landet. Men da Landet havde allermest brug for dem, var de pludseligt væk. Blev de Udødelige?

De rustede Landet til en mægtig og kompromisløs krig mod Hule. Og da krigs afgørende slag fandt sted var de forduftet i den blå luft. Pufff.

Måske har vi fortjent at være underkastet Hule. De tapper os for guld, men i det mindste bringer de Lov. Se hvordan folk har det ovre i Sharya….."

In reply to Demyan (msg # 117):

"Selv en flygtig forelskelse er bedre end et helt liv uden kærlighed. Hvem ved hvorfor de fire måtte drage bort. Det er kun guderne der ved det med sikkerhed. Men måske var det for at teste landet og dets folk. Uanset grunden undskylder det dog ikke Hules snigangreb og deres udplyndring af landet og folket. Deres lov og orden er blot en illusion. Det er frygt forklædt som lov og orden. Demyan må tro Vladimir når han siger at landet længes efter bedre tider. Og det er kun et spørgsmål om tid. Hule har spredt sine styrker over alt for store områder. Kun ved at spille de små uduelige ledere ud mod hinanden i Zueyvo kan de opretholde en form for kontrol. Men når først snebolden begynder at rulle ned ad bjergsiden, så vil den på et tidspunkt være umulig at stoppe. Selv for Hule. Så tålmodighed min ven. Du skal spille spillet indtil videre. Men på et tidspunkt så vil der vise sig en lysende vej for dig min ven. Jeg har set det i den mørke muld. Hørt det i træernes hvisken. Følt det i vandet. Folket er på din side. Men tag dig i agt for Loki kirken! Fortæl dem hvad de vil høre, men fortæl dem ikke om dine planer og hensigter. Frygt dem mere end Ugarene. De vil prøve at forråde dig snart!"

Vladimir giver Demyan et ordentlig bjørneknus...

"Drag nu bort med ro i sjælen Demyan. Vi ses snart igen."

"Vi ses Vladimir. Pas på dig selv."



This message was last edited by the player at 21:53, Sun 09 Feb 2014.

En dag i løbet af sommeren, da Vladimir står og smeder, kan han høre på fuglenes kvidren, at gæster er på vej. Et par timer senere træder Feliks ud af skoven ved Vladimirs hytte. Hans ven har en dreng på slæb. De to bevæge sig igennem Vladimirs have på vej mod hans hytte.

In reply to Feliks Sokolov (msg # 120):

Vladimir slår ud med armene og et bredt smil breder sig på hans læber...

"Feliks min ven. Vladimir er glad for at se dig. Er I sultne? I ser trætte ud. Sæt jer"

Vladimir viser Feliks og hans ven hen til nogle træstubbe som er formet som primitive stole.

"Sæt jer. Så henter jeg lidt af min stuvning til jer. Den vil give jer næring og berolige jeres sind. I har vandret længe og har brug for noget at styrke jer på."

Efter lidt tid kommer Vladimir ud af sin hytte med en bakke hvorpå der står to dampende skåle og to store stykker groft brød.

"Spis. Spis endelig. Og når I er mætte og tilfredse så fortæller du Vladimir om dine eventyr!"

Vladimirs ikke-så-uventede gæster spiser grådigt af den varme og lækre stuvning. Feliks indtager måltidet i stilhed, men Ahmar spørger nysgerrigt ind til Vladimirs hus og have samt livet i skoven. Han er et meget eftertænksomt barn med intense mørke øjne og skarpe observationsevner. Vladimir genkender dog også den skygge, som kastes over unge øjne, der alt for tidligt har oplevet krigens gru og ensomhedens kulde.

Vladimir kan ikke lade være med at smile lidt over sin ven, som har taget denne dreng til sig.

Senere på aftenen sidder de to venner udenfor Vladimirs hytte og kigger op på aftenhimlen, hvor stjernerne begynder en for en at titte frem. Drengen Ahmar er for længst gået omkuld. Vladimir registrerer, at hans ven tumler med noget, som han har svært ved at få puttet ord.

Så lyder et stort suk fra Feliks, og ordene nærmest vælter ud.

"Jeg dræbte min far i sidste måned!"

Feliks kigger intenst på Vladimir for at se hans reaktion.