RolePlay onLine RPoL Logo

Welcome to Gothic Horror

13:46, 30th April 2024 (GMT+0)

John Rossi

John Rossi blev som spæd afleveret anonymt på trappen til "De fromme søstre" et skotsk-anglikansk børnehjem i Whitechapel den 23. maj 1841. Søstrene døbte ham efter den helgen, som blev fejret den dag, og datoen har siden været hans fødselsdag. Man ved intet om Johns forældre.
John boede på børnehjemmet til han blev 6 år gammel, hvor børnehjemmet brændte ned, og han har været tvunget til at overleve på gaden lige siden.
Det emotionelle stress udløste hans psykiske evner, og siden da har John vidst, at han var speciel. Trods hans barske opvækst har han udviklet en til tider overvurderet tro på egne evner, og han søger konstant at teste disse evners grænser af.
Overlevelse afhænger ofte af allierede, og John fandt hurtigt sammen med andre gadebørn, og de dannede en gruppe af lommetyve, som holdt øje med og passede på hinanden. John har stadig sporadisk kontakt med sine gamle tyvevenner, og han er også stadig på god fod med deres faste hæler Big Benny.
Johns psykiske evner består i evnen til at forudse begivenheder samt registrere farer, før de sker. Desværre følger disse syner ham, og de plager ham ofte om natten. Han er også god til at læse personerne omkring ham, og har ofte brugt disse evner til at hustle sig til penge eller mad. Derudover har han telekinetiske evner i begrænset omfang, som han bruger til at afhænde folk deres ejendele på afstand eller få adgang til aflåste rum.
Trods sine ekstraordinære evner, så har John ikke undgået politiets søgelys. Især inspektør Harrigan og hans folk har haft fat i kraven på John op til flere gange, og den unge mand har også være fange en kort tid i Milibank Penitentary i West End London. John fik charmeret sig ud af fængslet før tid, hvilket provokerede den lokale politiinspektør Harrigan så meget, at ham og hans folk siden gentagne gange har forsøgt at fælde John igen.
John er lille af højde og spinkel, nærmest mager, af bygning og besidder samtidigt et nuttet lidt forhutlet udseende, som han for længe siden lærte at udnytte for at få især ældre kvinders medlidenhed. Samtidig er han ikke helt ucharmerende, så Whitechapels skøger kastede deres kærlighed på  den lille dreng for år tilbage, og de holder fortsat øje med ham. Deres affektion er ikke ugengældt, for John prøver at hjælpe de letlevende damer, så ofte han kan og har råd. Det samme gælder gadebørnene.
Da John blev teenager tiltog hans psykiske evner i styrke resulterende i en forværring af hans mareridt. Desperat begyndte John at komme i opiumshulerne i det kinesiske kvarter, hvor valmuens sorte guld dulmede hans flossede nerver. Han lærte sproget og de kulturelle forskelle at kende og begyndte at hænge ud med nogle barske tong-bøller. Hans kriminelle levevis tog en drejning til det værre. Hans kumpaner var involveret i afpresning, bortførelser og enkelte gange mord. John fulgte med for spændingens skyld og den nemme adgang til opium. Eventuelle samvittighedskvaler blev dulmet af opiumspiben.
En dag gik det galt. Johns gruppe af low-lives krydsede veje med en helt anden kaliber af kinesiske forbrydere, og for første gang stod John overfor andre personer med fantastiske evner: Kinesiske elementar hekse. Johns kumpaner blev dræbt kun for sportens skyld, og hvis det ikke havde været for Johns psykiske forsvarsværker, som manifesterede sig i dette øjeblik, så havde han også været død. Men han slap væk og tumlede forhutlet hjem til Whitechapel igen. Skøgerne skiftedes til at pleje ham i hans opiumsabstinenser, og i mangel af bedre blev en afhængighed afløst af en anden og mindre besnærende afhængighed: Alkoholisme.
Siden har John Rossi forsøgt at holde lav profil. Han hustler og stjæler fortsat, og til tider roder han sig ud i problemer pga sin trang til spænding, men indtil nu synes Tong-banderne og deres hekse ikke at have forfulgt ham. Han har forsigtigt søgt viden om den traditionelle kinesiske elementar-magi, og han har arbejdet med at udvikle sine egne psykiske evner mere målrettet.
I sin jagt på viden har han bevæget sig uden for East End for at frekventere nogle af de mange åndemagerseancer, som bliver afholdt for den bedre stillede middelklasse. Det var til en af disse seancer John mødte sin mentor, Kresimir, en østeuropæisk immigrant, charlatan og hypnotisør. Den aldrende og svært alkoholiserede mand lærte John sine evner, indtil Kresimir gik bort sidste vinter fældet af kulden og en slem lungebetændelse.
John er idag 15 år gammel, men forsøger at klæde sig mere voksent i et slidt og lidt for stort gråt tweed jakkesæt med vest og bowler hat. Hans lommelærke er altid fyldt, og han skjuler en mindre revolver og to knive på sig til alle tider.
Han prøver stadig at blive klogere på sine egne evner og livets skyggesider, og i al hemmelighed drømmer han om at avancere i de sociale lag, så han kan få adgang til de bedre læreanstalter.