Re: The Saga of Vito the Illuminator
Raffianos historie
Skikkelse hvisker med en frygteligt forvrænget stemme: "Vito, genkender du mig ikke?" og lader hætten falde. Vito taber næsten sin kniv i rædsel, da han ser hvad der er tilbage af Raffiano. Alt er kirurgisk fjernet: næse, ører, læber, øjenlåg, hår, øjenbryn. Hånden der fører hætten væk har kun to fingre.
"Dagen efter vi angreb jer i Piaggio blev jeg pludseligt ramt af smerter, som om jeg blev ramt af et lyn. Smerterne ramte gang efter gang, og til sidst besvimede jeg. Da jeg kom til mig selv, var jeg ikke længere under Herrens himmel. Jeg lå på en flad mark af sort muld som strakte sig ud i evigheden i alle retninger. Selv om en kæmpe gul sol skinnede fra himlen, lå alt på jorden hen i skygge. Himlen havde en kold kold blå farve. Ti skridt fra mig stod en skikkelse. En kvinde som var lavet af barberklinger. Hendes stemme spurgte mig metallisk, hvor jeg havde gjort af hendes krystal. Jeg svarede at jeg ikke vidste noget om et krystal, og hun fjernede med en hurtig bevægelse en finger. Jeg græd og tiggede, men hun ville ikke høre. Hun fjernede mere og mere af mig.... mine tanker fløj fra sted til sted og jeg tænkte på dig, på de gode dage da vi stjal punge i Venedig. Og jeg skreg "Vito har dit krystal! Vito! Lad mig gå!". Jeg besvimede af smerterne og da jeg kom til mig selv var jeg i en galaj på vej til Venedig. I Rellantalli låste de mig nede i kælderen og behandlede mig som en sindssyg - som et dyr. Jeg hørte dem tale om at du var i byen, og jeg dræbte min fangevogter og stak af. Jeg har aldrig villet dig ondt - jeg ønskede ikke at dræbe dig. Jeg er næppe noget menneske længere, og jeg ønsker ikke længere at leve. Men jeg ville gøre denne ene ting rigtigt i mit liv: advare dig mod Fruen."
Raffiano synker sammen under ulidelige smerter...