Han sætter sig tungt ned på en af Shiviras stole. Han ser pludselig ældre ud end han er og Shivira undrer sig over hvorfor hun ikke har lagt mærke til hvor tungsindig han ser ud. Han ryster på hovedet og synes at lede efter ordene.

"Jeg ved ikke hvor jeg skal starte eller slutte. Faktisk ved jeg ikke rigtig om jeg overhovedet ved noget .. ja, ja .. jeg ved jeg vrøvler. Men det er som om jeg kan se Sandheden. Et flygtigt snert af Sandheden som skræmmer mig. Det er som en drøm - en flygtig ting som hvis man forsøger at sætte ord på forsvinder og går tabt, men alligevel er den til stede. Det er sådan jeg har det.

Der er skrifter. Skrifter som går imod min kirkes doktriner. Skrifter som ikke betegnes som direkte kætterske, men som Kirken alligevel forsøger at stoppe. Skrifter som hvis man bekender sig til dem fører til Inkvisitionen og det der er værre.

Har du nogensinde hørt om De Thinianske Skrifter? Jeg tvivler du har. Få har. Selv blandt egne rækker er de relativt ukendte forstået på den måde at alle ved de eksisterer men ingen har læst dem."

Shivira kigger bekymret på Dimitri.

Selvom jeg har hørt og set mere end de fleste, så har jeg aldrig hørt om De Thinianske Skrifter.
Hvad er det for skrifter. Er det noget inden for Abadars kirke?

"Kirkens anskuelse er den at Civilisation er en ustoppelig kraft. Abadar præsenterer denne kraft og ER essensen af denne kraft. Riger kan komme og forgå, byer kan opstå og blive til støv og konger kan beklæde troner og blive glemte. Men uanset hvor meget modgang at Lov, Orden og Civilisation møder så vil den alt - ALTID - vinde. Den vil altid sejr for den kan ikke stoppes. De fri Racer som beboer denne verden er budbringere for netop denne tankegang - det er os som skaber Civilisation og konstant udvider dets grænser. Kaos, ondskab og entropi kan til tider se ud til at overvinde Lyset og orden, men det er blot en illusion, for i sidste ende så vil Civilisationen sejre.

Kan du følge mig? Med andre ord er det lige som da Earthfall tvang jer elvere til at flygte fra jeres Riger. Ruinerne ligger forsat tilbage, men I blev ikke besejret vel? I bestod som Race, som folk og som ide ... Kyonin er sådan et eksempel.

Thinian af Merab var en præst af Abadar og han rystede Kirken i dets grundvold da han i 4502 AR prædikede for sin menighed at Civilisation netop IKKE er en ustoppelig kraft, men at det blot er en Illusion. Thinian af Merab hævdede at fra Himmelrummets kolde mørke dyb udsprang en Fare der er udover vores opfattelse af godt og ondt. Han talte om rendyrket Entropi. Forstår du? Ren .. ren .. ren Intethed."

Han bliver tavs og stirrer ud i luften.

"Thinian af Merab mente at det var Kirkens opgave at beskytte Civilisationen mod denne Tomhed. Konstant at bekæmpe det hvor end det blev fundet. Kirken var selvfølgelig rystet, for hvis hvad Thinian af Merab sagde var sandt så var Abadar - og Kirken - ikke ustoppelig og i hvert fald heller ikke Almægtig.

Kirken forsøgte derfor at stoppe Thinians prædiken, men kunne ikke lyse ham i band. Han var en berømt teolog og kendt vidt og bredt. En sand autoritet inden for Kirken og var derfor i en hvis grad beskyttet mod Inkvisitionen.

Så i stedet for så isolerede Kirken ham. Knuste hans støtter. Til sidst var han alene med sin overbevisning. En dag brød en folkemængde ind i templet og brændte ham som heks. Byvagten i Merab brød ikke ind før han var død.

Og siden da har hans Skrifter dukket op fra tid til anden. Hans optegnelser. Hans tanker. Hans profetier. Hans advarsler. Alt sammen i disse skrifter ...."

Han bliver tavs og stirrer lidt tomt frem for sig. Det ser ud som om at han er ved at rå rynker tænker Shivira og ser pludselig de grå hår der langsomt er ved at blande sig med hans sorte hår.
This message was last edited by the GM at 12:48, Fri 25 Jan 2013.

Shivira ser bekymret på Dimitri. Er manden ved at miste forstanden?

Sig mig Dimitri. Du taler som en der har hørt noget om disse skrifter. Noget der har flyttet din overbevisning fra det som din kirkes overhoveder vil have at Abadar skal stå for. Som om du har opdaget en ubehagelig sandhed.

"Patriarken Egar af Winterbreak er kendt for at holde sig til De Thinianske Skrifter. Han er mere og mere udstødt af Kirken i Brevoy og der er hvisken om at det ikke går længe før Inkvisitionen kommer til Winterbreak. Patriarken Egar taler om trusler fra Lake of Ice and Mist. Om noget under søens mørke kolde vande der bryder overfladen og udfører uhellige ritualer til deres mørke Guder i fjerne fiskerlandsbyer.

Kort efter at jeg kom til Thorneburg modtog jeg en pakke fra Patriark Egar af Winterbreak. Pakken indeholdt et brev og en kopi af De Thinianske Skrifter. Jeg .. jeg begyndte at læse i dem .. jeg .. de .. jeg kunne ikke stoppe mig selv .."

Dimitri rejser sig og går over til vinduet. Ser ud over Thorneburgs hustage.

"Jeg tror Gyronna er det mindste af vores problemer ..."

Hans stemme er lav.

Shivira kigger undrende på Dimitri.

Nu har jeg rejst vidt og bredt siden før du trådte i dine første sko og jeg har aldrig hørt om en Lake of Ice and Mist. Hvor ligger denne sø henne? Mener du lake of Mists and Veils?

Men uanset hvad, så tror jeg heller ikke, at Gyronna er vores største problem. Men, hvis vi ikke kan sove trygt på grund af nogle hags der stjæler børn og forbytter dem med deres eget afkom, så kommer vi aldrig til at leve længe nok til at stå imod truslen fra det ukendte.

Så hjælp mig i denne sag og så kan vi sammen komme til bunds i sagen om truslen fra det hinsides.

OOC

Det er hvad der sker når man ikke har sine bøger ved hånden, og også har en afdelingssygeplejerske hænger på nakken af een. At lege RPOL med jer rødder mens jeg er på arbejde kan være lidt stressende.

Så selvfølgelig mente jeg Lake of Mist and Veils ... sorry

"Hvad? Jeg ... jeg ..."

Han ryster på hovedet som om han er nødt til at kæmpe for at holde fast på virkeligheden.

"Selvfølgelig mente jeg Lake of Mist and Veils .. jeg .. jeg bliver til tider lidt forvirret. Aklo gør den slags ting ved folk ...

Men du har min fulde assistance og støtte i dette. Jeg ved godt at vi ikke ser ens på tingene - Rådet og jeg, baronessen og jeg, du og jeg - men Thorneburg er hvor mit hjerte ligger, og intet skal få lov til at ødelægge den drøm som Thorneburg er."

Jeg er glad for at vi ser Thorneburg på samme måde. Jeg ved godt at vi ikke altid har været på bølgelængde, men som du ganske rigtig siger - Thorneburg er vigtigere end meget andet her i verdenen.

"Patriark Egar skrev at Thorneburg ligger på grænsen mellem mange verdener. Jeg ved ikke hvad han mener med det, men tegnene i kælderen ... dem har jeg set før ... det er et mørkt sprog. Et forkvaklet forsøg på at give et sprog til entiteter der trodser al logik og al sprog."

Han vender sig mod Shivira.

"Hvad gør vi?"

Det lyder ret foruroligende. Jeg har haft mistanken at der er visse steder ved Candlemere søen, hvor grænserne mellem denne verden og andre er meget tynde. Jeg formoder at hvad der end forårsager dette findes ude på øen i søen.

Jeg tror dog ikke endnu at det er det rette tidspunkt at konfrontere denne ondskab, men det er noget der må gøres før eller siden.

Hvad vi gør nu? Nu får du noget hvile. Du ser meget træt og udmattet ud. Jeg vil prøve at få hoved og hale i alt hvad der er blevet berettet her til aften.

Efter at have budt Dimitri farvel, så vasker Shivira sig - ifører sig friske rene klæder - hun havde ikke nået at skifte efter sit ridt fra Olegstadt. Og så begiver hun sig mod elvernes enklave for at mødes med Elrohir.

Dimitri rejser sig som en mand langt ældre end han reelt er og nikker.

"Ja .. hvile .. det vil være rart. Men der er folk der lider - hvis du vil mig noget kan du finde mig i barakkerne. Der er folk der hvis sind er knækket og splintret - de har brug for pleje og omsorg."

Dimitri forlader Shiviras gemakker, og Shivira står tilbage med følelsen af at Dimitri er en mærket mand.

Shivira begiver sig mod elvernes lille enklave her i Thorneburg. En teltlejr lige uden for byens grænser mens de venter på at skabe deres koloni mod nordvest. Flagrene og bannerne blafrer let i aftenbrisen og Shivira kan høre sit tungemål blive talt i lejren. Som hun går ind i teltlejren hilser de elvere som hun passerer ærbødigt på hende, men alligevel føler hun sig fremmed - har hun virkelig tilbragt så lang tid blandt menneskerne at hendes eget folk nu er fremmed for hende, eller opfatter hende som værende anderledes? Hendes tanker kredser om hvem hun er, mens hendes hjerte hamrer i hendes bryst. Hun kan mærke knuden i maven vokse og hendes hænder pludselig begynde at svede.

Hun standser foran det store telt i midten af lejren. Teltdugens flig er slået op og hun kan se ind i teltet - spartansk, men stilfuldt og elegant. Hun er lige ved at vende sig om og forlade lejren og hun kan mærke sit mod begynde at svigte hende.

En skikkelse står pludselig i teltåbningen. Hans ansigt skjult i skyggerne. Hans rober hvide og rene. Hans stemme sender hende tilbage til fjerne minder og hun har svært ved at få vejret da han taler.

"Vær hilset, min Shivira."

Shivira bukker hovedet og kigger ned - bange for at møde hans blik..

Min herre Elrohir...

siger hun med en bævende stemme

jeg kommer til Dem i denne stund for .... for at søge råd og vejledning .

Der skal næsten til at komme et lille og... men det kommer aldrig. En lille tåre former sig i hendes venstre øjenkrog.

"Så vi er Dis?"

Elrohirs stemme lyder i et kort sekund såret, men hans ansigt ligger forsat hen i skyggerne.

"Meget vel. Hvis det er sådan De vil have det så er det sådan De får det. De kommer til mig for at få råd, vejledning, støtte og hjælp, men hvorfor skal jeg hjælpe Dem?

De var der jo ikke da jeg skreg Deres navn og bad om hjælp..."
This message was last edited by the GM at 21:05, Sat 26 Jan 2013.

Det er næsten for hårdt for Shivira at blive stående på benene. Men med tårerne løbende ned af kinderne kigger hun lige på Elrohir

Jeg beder om tilgivelse. Mine handlinger var en ung fortvivlet piges handlingerm jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre da jeg fik at vide du skulle dø... da jeg endelige fandt ud af at du ikke var død ... da var der gået over ti år.

Shivira kigger på ham og kan mærke hendes kræfter er ved at forlade hende - hun har reddet i to dage, har udstået det længste rådsmøde i Thorneburgs historie og nu står hun over for noget hun gjorde for over 30 år siden.

"Jeg skreg dit navn i måneder ...i år ...mens giften rasede og brændte i min krop. Mens min knuste krop smertede. Jeg tiggede om at have dig ved min side men du kom aldrig. Jeg tiggede om en ende på min lidelse. Men min krop var knust og mit blod brænder stadig - og du kom aldrig. Aldrig! Du var væk fordi du ikke kunne udholde lidelse og i stedet kastede du dig ud i tåbelig hedoni hvor du kunne skjule dig og glemme din fortid.

Glemte du mig? Morede du dig? Det er også ligegyldigt ...du tog et valg og det valg var ikke mig. Kærlighed hos dig gælder vel kun når alt er smukt og godt ...

Og nu kommer du og tigger om hjælp, dit tåbelige lille pigebarn. Min hjælp! Mine råd!?

Meget vel. Du skal så få min hjælp når du beder om den. Ved du hvorfor, min egen Shivira? Ved du hvorfor jeg giver dig min hjælp?"
This message was last edited by the GM at 18:49, Sun 27 Jan 2013.

Shivira kigger fortivilet på Elrohir. Hader han hende virkelig? Kan han have ændret sig så meget?
Hun beslutter sig for at han ikke må se hende svag - hun ranker sig og tører øjnene.

Du må ikke tro at det er en dans på roser at forlade sit hjem når man blot er et barn. Specielt ikke når man bliver behandlet som en voksen af de kortlivede racer. Alt hvad var smukt og godt forsvandt fra mit liv den dag jeg hørte at du døde. Jeg bar sorgen over din død i over ti år og da jeg hørte at du var i live, frygtede jeg at du ville dømme mig for ikke at være blevet.
Er det derfor du er kommet hertil for at dømme mig - så tager jeg imod dommen men jeg beder dig at tilgive barnet Shivira og beder dig lære elveren Shivira at kende.

Hun har ikke lagt mærke til det, men mens hun taler løber tårerne frit ned af hendes kinder.

"Du taler uden om, min Shivira. Hvorfor tror du at jeg vil hjælpe dig når du er i nød?"

Elrohir træder frem fra skyggerne og går langsomt hen imod Shivira. Hans ansigt er nu tydeligt. Hans øjne på een gang hårde og sørgmodige. Hans blik aldrig flakkende som han langsomt går hen imod Shivira og kredser om hende.
This message was last edited by the GM at 18:48, Sun 27 Jan 2013.

Jeg har heller ingen illusioner om at du vil hjælpe mig. Jeg forstår udemærket hvis du vil have hævn over hvad jeg har gjort mod dig. Derfor ligger jeg også mit liv i dine hænder. Du kan tage den hævn du ønsker uden jeg vil bebrejde dig det mindste.

Men inden du gør det vil jeg bede dig om en enkelt ting. Hjælp denne by og dens indbyggere. Der er en trussel der kommer fra Candelmere søen, som truer denne bys sjæle. De fleste her i byen famler i blinde som børn uden at vide hvad der er op og ned. Og som børn har de brug for støtte og hjælp til at klare sig gennem denne trussel. Jeg husker med et varmt hjerte Elrohir den lærde der fortalte om hvorledes vort folk levede i disse egne og jeg håber at du kunne hjælpe med at bringe lys over denne sag så Thorneburgs børn atter kan sove trygt.

Shivira kommer mere og mere i tvivl om hvorfor hun tog ud og besøgte Elrohir - det var tydeligvis en fejltagelse. Måske skulle hun løbe igen - men nej. Hun vil gøre ham stolt og møde sin modstand med oprejst pande - om det så skal være det sidste hun gør.

Han standser bag hende. Lytter til hendes ord mens han forsat stirrer på hende.

"Du kan stadig ikke finde ud af at svare på spørgsmålet jeg stiller dig. Da det synes at være så svært for dig så lad mig hjælpe dig. Jeg vælger at hjælpe dig ...."

Han læner sig ind og hvisker i Shiviras ører.

".... fordi jeg ikke er som dig ..."

Så bevæger han sig om hende og uden at vente på hende eller se tilbage går han ind i teltet og hun kan se ham stå derinde og pege på en stol. En lille gestus. Et lille tegn. Selv bliver han stående og ser på Kyonins banner.
This message was last edited by the GM at 18:48, Sun 27 Jan 2013.

Hans ord rammer hende hårdere end noget sværdhug kunne.

Så det er sådan det føles at blive ramt af Claistrias stik.....

Shivira vakler ind i teltet efter Elrohir. Hun tør ikke sætte sig af frygt for at hun skal falde om af ren udmattelse, smerten ved at blive stående holder hende ved bevidsthed.

Så siger hun henvendt til Elrohirs ryg - hun håber han lytter.

Hvis det er således, at du vil fælde dom over mig, så lad det være sådan. Jeg håber blot at du en dag vil forstå at det ikke var dig at barnet Shivira flygtede fra. Jeg prøvede at undslippe en verden hvor du ikke længere var. Det var først da guderne viste mig at der faktisk var brug for mig at kvinden Shivira stoppede med at flygte.

Hendes stemme bliver mere og mere bestemt som hun taler

Jeg vidste, at jeg ikke længere var velkommen i Kyonin. Så selvom jeg havde haft modet til at vende tilbage var jeg ikke sikker på at jeg ville få dig at se igen.
Derfor har jeg levet mig gennem denne blege verden som menneskene besidder, måske for at straffe mig selv eller måske for at vise guderne at jeg kan bruges.

"Du har altid været god til at tale ....

Hvad vil du vide om Candlemere?"
This message was last edited by the GM at 18:47, Sun 27 Jan 2013.

Shivira - stadigt stående af frygt for at kollapse - trækker vejret dybt

Jeg har i nu lang tid følt at der er noget galt ude i søen mod syd. Jeg har mærket det i mine drømme og det har kaldt på mig. Jeg vågner ofte skrigende om natten efter den navneløse rædsel ude i søen har kaldt på mig.
For mange måneder siden rejste jeg sammen med min bror og nogle andre rejsefælder langs søens breder. Det var som at rejse i en drøm, på grænsen mellem denne verden og en anden.

Shivira falder om i den stol hun tidligere er blevet tilbudt

Jeg har indtil nu kunne holde dette på afstand da jeg troede det blot var mig der var mål for dette. Men nu lader det til at Thorneburg begynder at stå for skud for denne fare. Folk i byen begynder at tage deres eget liv på grund af denne unævnelige fare.

Hun begraver sit ansigt i sine hænder

Jeg tror ikke længere at jeg kan klare at stå imod. Det er som om det æder mig op dag for dag. Jeg føler mig tyndslidt som et papir der er blevet slebet af en sandstorm. Og jeg ved ikke hvad det er jeg står over for eller hvad jeg kan gøre ved det.