Re: PC - Shivira
"Taler det til dig?"
Hans stemme er næsten sørgmodig.
"Så er det værre end jeg frygtede ..."
Han stirrer længe på Kyonins banner før han begynder at tale. Lavt, næsten hviskende, som om blot det at nævne Candlemere lokker skjulte farer tættere på lejren. Og mens han taler synes Shivira at alt lys dæmpes og flammer ingen varme har.
"Der er portaler spredt over hele Golarion. Vi har selv brugt dem i vores første flugt fra Golarion. Elver-Porte som menneskerne kalder dem. Portaler der forbinder planeterne og planerne. Disse portaler er altid skabte - skabt af urgammel magi og arkane ord. Candlemere er ikke en portal. Candlemere er en rift i virkeligheden der ikke forbinder Golarion til en anden planet eller plan. I stedet forbinder den os med en anden verden. En anden form for eksistens.
Kender du den guddom som menneskerne kalder for Zon-Kuthon? Oprindelig var hans navn Dou-Bral og han var halv-bror til gudinden Shelyn. Han var misundelig på hendes evner, og drog til universets yderste grænse - og krydsede den.
Da han kom tilbage var Dou-Bral død og Zon-Kuthon var født. Et væsen kun opslugt af vrede, had og smerte. Han havde set hvad der var på Den Anden Side, og det havde set ham.
Portaler til Den Anden Side skabes ikke af arkan magi, men er i al sin enkelthed en forbrydelse mod denne verden. Mod vores eksistens. Mod vores virkelighed. De kan ikke findes. De burde ikke findes. Men de findes. Candlemere er sådanne en portal. En portal til Den Anden Side hvor der kun er endeløs mørke og kulde. Et sted hvor Begyndelsen er Enden og Enden er Begyndelsen, og hvor vores skrøbelige sind knækkes og brydes.
Den Anden Side var her før vi kom til denne planet. Den lurede i mørket, i overtroen, i frygten og i periferien af civilisationen. Den lurer her stadig. Dette navnløse kolde kaos."
Han bliver tavs. Shivira fryser.
"Det var derfor Det Ophøjede Råd sendte din fader. Han kendte til Candlemere. Vi var nødt til at se om portalen stadig fandtes. Om dette hul i vores virkelighed og mellem to verdener stadig var åben.
Han forsvandt, og det var der at Det Ophøjede Råd besluttede at grundlægge denne koloni. At Thorneburg pludselig opstod har bare ... ja ... det har ikke gjort det nemmere."