Her følger man Urs projekter og eventyr.

Urs tilbringer den tildlige vinter med at studere den grå-gule lav, som beklæder mange sten og træer i the Kamelands.

Han tegner og beskriver dem i sin lille notesbog, inddeler dem i grupper og navngiver dem med stor iver.

Det meste af tiden tilbringer han i vildnisset, hvor han også holder et skarpt øje efter spor fra farlige dyr eller banditter (tracking roll 23).

Fra tid til anden tager han forbi de små klynger af huse som pletter the Kamelands udørk, for at købe forsyninger og høre de sidste rygter (gather information roll 6).

Et par gange om måneden sender han rapport til rigets Marshal med de oplysninger han har indhentet.

Abadius, 4710 AR

Det er kort tid efter at flygtningene er kommet til Thorneburg at Urs begiver sig ud på een af sine små ekspeditioner uden for byens grænser. Nu hvor han ved hvad der truer Riget er det endnu mere vigtigt at han gør sig bekendt med områdets flora, fauna og særheder. At området så fra et videnskabeligt synspunkt er yderst interessant gør det kun endnu mere spændende.

Men det er kort over middag, og Urs hviler sig op af et lavt stengærde og spiser et stykke af sin medbragte mad, da han spotter et egern der sidder længere henne af stengærdet.

Det ser på ham.

"Her lille ven. Du må være sulten her i de hårde vintermåneder."

Urs smider et lille stykke brød over til egernet.


This message was last edited by the player at 13:34, Fri 19 Oct 2012.

Den samlet det op. Snuser til det og tager en bid. Den tygger og sluger og lægger så hovedet på skrå og ser på dig.

"Jeg håber ikke hele din madpakke er lige så tør?"

Den stemme er lys og sprød. Næsten så lys det gør ondt i Urs ører.

Dyrene omkring Thorneburg kan til tider opføre sig sært

This message was last edited by the player at 18:44, Fri 19 Oct 2012.

"Nej jeg har noget gedeost som er ret saftigt.

Kan du lide gedeost? Hvis du har nogle nødder kan vi måske bytte. Du kan få hele denher store klump."

Urs lader som om han finder det ganske normalt at egernet kan tale.

"Nej tak, ellers tak. Min mave kan ikke tåle ost - jeg skal bare skide hele tiden så. Men lidt mere brød så ... det vil være fint."

Den læner sig op af en lille gren og ser på Urs.

"Du er ikke som de andre - du er mere behåret og så er du ret grim."

Den gumler videre på brødet. Det er svært at aflæse et egerns kropssprog ...

"Det må være fra et egerns perspektiv. Andre mennesker finder mig meget tiltrækkende.

Selv om jeg ikke har nogen hustru længere. Men jeg har en søn. En vidunderlig søn som er min store glæde og stolthed.

Hvad med dig lille ven? Har du en mage eller et lille kuld til at varme dit hjerte?"



Urs åbner et lille skrin, på størrelse med en tommelfinger, som han bærer omkring sin hals og viser et maleri af sin søn.

Det er et groft idealiseret maleri af Yuri.

This message was last edited by the player at 08:51, Sat 20 Oct 2012.

Egernet ser længe på det groft idealiserede billed af Yuri, mens den langsomt og eftertænksomt nikker med hovedet.

"Jeg ser. Slet ikke dårligt .. men hvorfor har du et billed af din søns røv hængende om halsen?

Nå men det er jo også ligegyldt. I og jeres skikke og alt det der.

Ja jeg har nok også nogle kuld rundt omkring. Du ved .. Snifftiff er kendt over hele området. Jeg er jo noget af en hunnernes han, hvis du ved hvad jeg mener?"

Den blinker til Urs og peger kort med ham med sin "pege-klo", før den pludselig rømmer sig og ser sig omkring.

"Men ... nu til det mere alvorlige. Jeg er blevet sendt hertil af folk som anser sig som jeres venner. I synes at have provokeret .. hende-du-ved-nok .. og det er ikke rart når hun bliver sur. Jeres venner kunne ikke selv komme i dag, og derfor er jeg budbringeren. Jeres venner beder jer passe på - især om vinteren er hende-du-ved-nok magtfuld - og så håber de at I stadig er i live når foråret kommer."

Den ser sig lidt omkring og skal så til at smutte før den ser på Urs og ligger hovedet på skrå.

"Hør - du har forstået det hele ikke sandt? I store væsener er jo ikke altid så kvikke."

"Snifftiff, det er vigtigt at du fører mig til vores venner. Hvis de ikke kan træffe mig i dag, så imorgen. Hvis ikke i denne uge, så i den næste. Jeg har ikke travlt, det er mit dont at patruljere vildnisset og jeg har planlagt at burge hele vinteren her.

Jeg ved at I ikke er vant til mennesker her på egnen. Men vid, at mod nord er menneskene talrige som en græshoppesværm. I løbet af få år vil der udbryde en krig deroppe, og menneskene vil søge nye græsgange. Hvis Isabel ikke stopper dem, kan det være de vil søge hertil.

Vi må finde en balance som er acceptabel for jer væsner og for os mennesker. Hvis du hjælper mig, og vores venner hjælper os, kan vi finde en måde hvorpå vi alle kan leve lykkeligt sammen?"

"Jeg skal give din besked videre, og jeres venner ved godt hvad der venter, men hende-du-ved-nok ved det også og hun vil ikke helme før det er slut.

Men jeg vil give din besked videre. Det tager nok lidt tid - jeg har lidt korte ben, du ved..."

Den giver en lille salut med sin ene pote, og løber ned af stengærdet hvor dne så pludselig bliver usynlig og forsvinder.