Thaumont 6, 1025 AC

De tre frænder og Demyans følge forlader landsbyen mens solen står højt på himmelen og svalerne flyver over dem. De krydser de store enge og følger den støvede vej mod Kaluno. Selv om de er vagtsomme ser de ingen Udøde eller andre farer på vejen, og ved aftentide ser de Kaluno fra en bakketop. Den lille by ligger på den østlige side af floden og er badet i aftenssolen varme røde skær. De kan se Sorte Høgs banner blafre fra en gruppe telte i den nordlige del af byen og det er tydeligt at der har været kampe. Ild har fortæret de få huse og bygninger på den vestlige side af floden og det ser ud som om at nogen af husene inde i selve Kaluno er styrtet sammen eller er brændt. Fladbundede pramme krydser floden langsomt trukket af reb mens lyden af Moderkirkens klokker når den rejsende skare.

Demyan er tydeligt nervøs. Det er ikke klart for hans følgesvende om det er fordi at han frygter for sin fars liv, eller fordi han simpelthen frygter at gense sin far.

Ihvertfald er han mere end sædvanligt bleg og stille som gruppen nærmer sig floden for at lade sig stage over.

De tre frænder og deres følge færges over at de krumryggede pramdragere. Deres dybe melankolske sange blander sig med templets aftenklokker som følget trækkes over floden. Fra prammen er det tydeligt at gætte omfanget af kampene som synes at have været voldsommere her end i Gum. Ser man på de trætte beskidte tropper så bliver det endnu mere tydeligt hvor grufulde rædsler tropperne og indbyggerne i denne lille by har måtte gennemgå.

Prammen skurrer mod den østlige bred og følget går i land og bevæger sig mod teltlejren nord for Kaluno. Begivende sig gennem denne lille by med de små træhuse, bonderoser der gror op af murene og det smukke træskærer-arbejde. Men det kan ikke hjælpe på Demyans humør.

Da de nærmer sig teltlejren rider Gurum op på siden af de tre frænder og henvender sig til den unge Demyan.

"Der er her vores veje skilles, min unge Herre. Jeg ved ikke om vores veje krydses igen, men jeg ønsker Dem held i Deres liv. Det gælder også jer, drenge .." siger han henvendt til de andre før han med en armbevægelse får hans ryttere til at bevæge sig mod teltene som bærer Nadem Eruls banner.

De ser rytterne ride væk og de ankommer selv til de to store telte der bærer baronens krigsbanner. Man kan høre en stemme - baronens - brøle inde fra teltet, og der synes som om folk har meget travlt ved teltet. Feltskærere og urtekyndige sammen med tempeltjenere dedikeret til Loki der messer deres liturgier uden for teltet. En mand kommer hen til dem som de stiger af hestene, og Demyan genkender ham som Nadem Erul. Felisk synes også han har set denne mand før. Han kender ham i hvert fald af navn - han er Hules repræsentat i Rezel, sendt her for at holde baronens familie i kort snor.

"Ah, min unge Herre" siger han som han nikker til Demyan og kaster et hurtigt blik over de to andre drenge og med en håndbevægelse får nogen til at tage sig af de tre heste. "Jeg hørte at [Language unknown: An Riåres Asicta] Baykal havde sendt bud efter Dem, så jeg tænkte jeg ville komme og se Dem. Jeg er lykkelig for at De er sikker og Gum faldt vel ikke?" Han ser spørgende på Demyan i et kort sekund før han forsætter "Her faldt horden over os og De skal vide at Deres far kæmpede som en løve. Deres far er om ikke andet så en kriger ..." sarkasmen er tyk i hans stemme "... og besejrede i tvekamp de Udødes anfører. Desværre har en splint af fjendens klinge sat sig i Deres faders ben og giver .. problemer ... Som de nok kan forestille Dem så er [Language unknown: Ast Påicawe Sanreated] Baykal straks kommet for at gå i forbøn for Deres fader, men det synes ikke at virke. Nå, nogen spørgsmål før De ser Deres far?"
This message was last edited by the player at 22:52, Tue 09 July 2013.

Demyan ser op på huleaneren og synes uforstående over spørgsmålet. Hans hals snører sig sammen som han spørger:

"Nadem Erul, De er kriger og kender til sår. Hvor slemt er det?"

Nadem trækker på skuldrene. "Det er svært at sige. Dette er ikke et almindelig sår og de synes umulig at finde splinten i Deres fader. Deres fader er i live - det kan De jo høre - og Deres fader er stærk og stædig. Så hvis jeg skal være ærlig så har jeg ingen anelse om hvor vidt Deres fader overlever eller om De bliver baron i dag." Han peger over mod teltet "Men gå ind og se til Deres fader og jeg skal sørge for at Deres tyende ... " han nikker hen mod Felisk og Vladimir "... får mad og drikke."

"Øm.... de er ikke mine tyende. Feliks Sokolov er arving til Ivan Sokolov. Og Vladimir er.... nå ja det er Vladimir."

Demyan samler mod til sig og går ind i teltet. Han vil knæle ned ved siden af sin faders leje og fortælle at han har slået mere end hundrede udøde tilbage fra Gum.


This message was last edited by the player at 09:17, Wed 10 July 2013.

Demyan efterlader Nadem noget forvirret og overrasket og går ind i teltet. Der lugter herinde og teltet ligger hen halvt i mørke på trods af de mange små lamper. Der lugter af pus og blod og råd og sved. Tjenere iler rundt med vandfade og vaskeklude mens alle synes fokuseret på lejet i midten af teltet. Et hav af mennesker står omkring lejet og Demyan kan genkende mange af dem som hans fars tjenere og så selvfølgelig Koc Baykal der netop er ved at række et pergament tilbage til en af hans tjenere som hastigt folder det sammen til en rulle.

"AARRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRRHHHGGHHHHHH .... ved alle Djævle ... jeg skal have jeres hovedet på fade. . riste jeres indvolde og sende dem alle til Thanatos!!!" Manden er tydeligvis i smerte og vrider sig på lejet. Blodige og gule bandager er omviklet hans ansigt og en tjener ligger over hans mave for at holde baronen stille mens en knogleskærer er vd at grave i baronens lår. Sårhager holder såret åbent og to urtekyndige står og sveder og smiler nervøst. "Er du så tilfreds nu din eledinge blodsuger!!"

"Åh jaaaa, min Herre. Deres generøsitet kender ingen grænser og jeg kan garantere Dem for at Kirken vil gå i forbøn for Dem. De er jo Kirkens Forsvarer husker De nok?" Hans stemme drypper af honning og gift. Så ser han op og vender sig om mod den unge Demyan. "Og se hvem der er kommet ilende til sin fader side! Det er jo Deres søn hjemvendt fra krigen .. en ung helt formoder jeg?" Han smiler. Hvordan den blinde mand kunne se Demyan forstår Demyan ikke.

"Hvad?! Hvad fanden vil du her din lille lort?!! Sagde jeg ikke du skulle holde Gum! Sagde jeg ikke ..ARRGGHHHH hold så op med det der ... som om mit liv lige nu ikke er besværligt nok! Nu skal jeg også trække med den svækling ... åååååååååh, ved alle Udødelige, hvorfor kunne I ikke have taget ham i stedet for mine andre drenge??!??"

Demyan ser ned i støvet.

"Min fader, jeg ville ønske at jeg kunne give mit liv og bringe din førstefødte Alexei tilbage.... men det er ikke i min magt.

Jeg har slået de udøde tilbage fra Gum. Vi har knust mere end hundrede vandrende skeletter. Gum er sikker!"

Han prøver at holde et host tilbage, men det lykkes ikke. Luften er for mættet med lugten af blod og pus. Hostet lyder ynkeligt, som en mus ville hoste.


This message was last edited by the player at 09:49, Wed 10 July 2013.

OOC: Demyan vil næppe have meget mere at sige i denne scene, men hvis han får mulighed for det, vil han diskret kaste Detect Magic.

Så vil han forsøge at se kirurgerne over skulderen, og se om han kan opdage det stykke klinge som de ikke kan finde (hvis det er magisk).

Demyan mumler sagte nogen ord mens at hans fader kaster sig ud i endnu en række eder omhandlende de sårkyndige. Det er ikke spor svært at finde den afknækkede splint som synes at pulsere med svag nekromantisk magi. Hvad der derimod er underligt er at den synes at indkapsle sig i såret og - bevidst måske? - at undgå kirurgens beskidte hænder og værktøj. Demyan gyser lidt da han indser at det er magtfuld magi der er på fære her. Han bliver dog rystet ud af sine tanker da han indser at hans far taler til ham og at Nadem Erul er kommet ind i teltet og står nikkende ved Artyums side.

"Er det virkelig sandt Erul? Kan det virkelig være at min elendige svækling af en søn er en kriger?" Han ser mistroisk på Demyan men alligevel er der en hvis glød i hans øjne som Demyan ikke har set før. Er det mon en ny form for mistro - eller ligefrem stolthed?

"Men en fader som Dem, baron, hvordan kan han så blive til noget andet? Det kan jo være at han indeholder mere end man umiddelbart tror?" Han smiler sit lille mystiske og kolde smil mens hans øjne ikke forlader Demyan.

"Jaaa ..." Ypperstepræstens stemme synes kold og kalkulerende som den fede huleanske præst slikker sine læber. "Den unge Herre indeholder så sandelig mere end man umiddelbar skulle tro...." En kommentar der får Nadem Erul til at flytte sit blik fra Demyan til Koc Baykal og derefter tilbage til Demyan

Artyum hoster og dasker en af de urtekyndige i nakken så han går i knæ. Derefter ser han på Demyan. "Det lader til at der er håb for mig endnu. Måske mine jorde en dag alligevel ikke går tabt, men at de kan reddes. Meget vel ... lad det være kendt over hele Rezel af jeg, Artyum af Huset Sorte Høg, Baron af Rezel, herved udnævner min søn, Demyan af Huset Sorte Høg, til Boyar af Kaluno og Gum." Han ser så selvtilfreds ud da han har sagt det og lader sig falde tilbage på sit leje.

"Nå ... hvad venter du på din lort. Skrid så ud af mit telt!"

Koc Baykal forlader teltet med få tjenere efterladende et par præster til at assistere i plejen af den sårede baron. Nadem Erul forlader ligeledes teltet og pludselig står Demyan på græsset foran teltet mens mørket langsomt sænker sig. Omgivet af sine to nye venner og med en titel til sit navn.

OOC

Jeg forestiller mig at Scene 1 slutter her med mindre der er andet I vil gøre som gruppe. Herefter følger der en sæson med solo-spil (igen med mindre I hidkalder hinanden).

Nogen indvendinger?

Demyan står et kort overblik helt overvældet af følelser. Han har aldrig før oplevet at hans fader var stolt af ham!

Han er også beroliget ved tanken om at hans fader ser ud til at  overleve. Han er godt nok en ringe fader, men den eneste Demyan har.

OOC: nope, ingen indvendinger til at slutte scenen.

Boyar svarer vel nogenlunde til ridder?