Demayn bruger de næste dage på at undersøge Rudolov. Det vil sige, at han forsøger at forstå, hvorfor netop Rudolov er blevet hyret til at forpagte skovhugsten.

Om der er nogen tegn på nepotisme eller bestikkelse, om han har reelle kvalifikationer. Han spørger diskret bureakraterne i Olonov.

Og Demyan forsøger at forstå, om Rudolov rent faktisk er god for skovhugsten. Det kan jo godt være at han er en tyran, men er god for produktiviteten.


OOC: Demayn kaster en naturlig etter på sit intelligence roll. Så jeg tror jeg er i den gode DMs hænder :)

Demyan begyndte forsigtigt at spørge folk om denne Rudolov for at finde ud af mere om ham. Det var jo vigtigt at få alle fakta inden man tog en beslutning, men mens alt dette stod på så gnavede tvivlen i Demyans sjæl, for hvorfor havde skovhuggerne ikke gået til ham og talt om deres problemer? Så folket ham virkelig som hævet over dem og havde hemmeligheder for ham - eller var det hele et plot for at knuse Høgenes dominans over Rezel?

Det viste sig at Artur Rudolov var søn af Gigor Rudolov der som ung havde reddet med Artyum i tre slag mod Hule. Gigor Rudolov var for sin loyalitet blevet udnævnt til Master of The Forest (dvs. opsynsmand i The Old Forest) og hans søn, Artur Rudolov, havde arvet positionen efter sin far ved dennes død for små 10 eller 12 år siden.

Artur Rudolov var - hvis man skulle tro hvad bureaukraterne fortalte - essentiel for skovdriften. Ja, manden var grov og ubehøvlet. Han var en mand kendt for sit raseri, men også en mand der kendte skoven bedre end nogen anden, var en god rytter og som personligth avde finanseret indkøb af save og andet udstyr til skovbruget i en periode hvor Høgene i Rezel manglede penge.

At Høgene i Rezel manglede penge var der endda en bureaukrat der kom til at kommentere på med noget nær "at Rezel jo altid manglede penge" før han skyndsomst havde dukket hovedet ned i bøgerne.

Een ting som at alle (ikke at der egentlig var så mange i Høgenes tjeneste) bureaukraterne var enige om var dog at manden var yderst petentlig med at føre regnskaber og at han aldrig spildte så meget som et kobberstykke unødigt.

Demyan vender tilbage til Vladimir.

"Hmmm.... det viser sig at Rudolovs fader er blevet belønnet med titlen af 'Skovens Mester' ved at tjene min Fader i krig.

Rudolov har ærligt arvet denne titel, og retten til at forpagte skovhugsten, ifølge alle baroniets Love.

Desuden er han, bortset fra hans manglende menneskekundskaber, en meget dygtig forpagter. Han er nærmest uerstattelig.

Han kender skoven som sin egen bukselomme, og han ikke alene vender hver enkelt kobbermønt, men skyder også sine egne mønter i lejren.

Du kan se, Vladimir, det er ikke altid så let at træffe beslutninger. Hvad ville du gøre i mine sko?"

In reply to Demyan (msg # 11):

Feliks finder Demyan i færd med at studere kort over øvre Rezel sammen med Vladimir.

"Demyan jeg stoler på dig, men er du sikker på, at den gamle mand er helt frisk i hovedet?

Han mener, at jeg er udvalgt men for at bekræfte det, byder han mig at overnatte alene i den forladte mølle. Hvis jeg overlever, er jeg udvalgt. Ellers dør jeg....

Det lyder rimeligt tosset. Hvad siger du? Kan jeg stole på ham?"

"Efter hvad jeg oplevede på min rejse gennem Rezel, er der intet der lyder tosset i mine ører.

Jeg stoler på Yakov med mit liv. Hvis du vil forstå hvad der sker med dig, må du hellere også stole på ham.

Bare sørg for at tag masser af tæpper med! Og måske en solid kølle bare for et tilfældes skyld...."

Demyan undlader at tænke over, om det mon er den hjemsøgte mølle som Yakov vil have Feliks overnatter i....

In reply to Demyan (msg # 11):

Vladimir kigger eftertænksomt og med længsel ud på den grå vinterhimmel som han lige kan skimte igennem et af borgens små vinduer...

"Vladimir ser Demyans problem. Men handler Demyan ikke så vil naturen gå sin gang. Naturen kan være ligeså barsk og ubarmhjertig, som den kan være smuk og livgivende. Stiller du dig i vejen for en Kronhjort i brunst risikere du brækket lemmer og det der er værre uanset hvilke hensigter du må have haft... Måske kunne Demyan finde en stilling til Rudolov, som han ville se som en forfremmelse? På den måde ville ingen tabe deres ansigter og Rudolov kunne tjene riget endnu nogle årtier inden naturen ikke længere vil kunne vise ham nåde."

"Det er en glimrende ide Vladimir! Når sneen smelter vil Rudolov modtage et brev, hvori der står at hans glimrende arbejde i skoven er blevet bemærket.

Han er derfor blevet udvalgt til at spille en essentiel rolle i baroniets store prestigeprojekt.

Han skal rejse til Kaluno, hvor han skal sørge for at der er træ til at bygge den nye bro. Han skal organisere arbejderne og fælde de fornødne træer i nærheden.

Jeg ved ikke om landsbyens indbyggere har besluttet sig for en bro af træ eller sten, men under alle omstændigheder vil de have brug for en masse træ til stilladser osv.

På denne måde vil Rudolov være væk fra skoven en rum tid, og skovhuggerne kan køle lidt ned. Og vi kan se hvad indbyggerne i Kaluno synes of Rudolov.....

Jeg tror jeg kan gennemtrumfe ideen hos vores lille håndfuld af papirnussere her i Olonov. Min Fader interesserer sig ikke for slige ting, og vil næppe blande sig...."

"Lad os iøvrigt gå til kapellet og bede en bøn for Feliks.

Jeg tror han går en hård nat imøde....."

Demyan synker og ser Vladimir alvorligt i øjnene.

Kapellet stod mørkt og øde hen. På væggen hang ikoner der viste Lokis mange sejre og triumfer. Hans bedrifter i af snyde og bedrage. Hvordan han vendte folks hovmod og stolthed imod dem og førte til deres fald. Centralt hang Lokis hellige symbol på den grove stenvæg. Det kunne svagt ses at der engang havde hængt noget andet på den væg, men Demyan vidste ikke hvad. Han kunne ikke huske det men måske havde der engang i dette rum gået en præst fra Moderkirken, men det virkede næsten umuligt når han tænkte på det.

Vladimir og Demyan knælede på den grove træ-skammel for at bede for Feliks. De få lys i rummet lyste kun svagt op og der var koldt herinde. Vladimir så sig omkring og synes her virkede tomt. Tomt og forladt. Her var intet af den skønhed som han havde set hos elverne eller som Adandur havde talt om. Hans tænker vandrede tilbage til deres møde og hans snak om De Fire og Vladimirs skæbne i Øvre Rezel.

Efter noget tid ser Demyan på Vladimir.

"Jeg føler mig heller ikke tilpas her. Det var en dum ide at besøge kapellet.

Lad os gå ned til Moderkirken i byen."

De to drenge udruster sig med tykke pelse og to fakler, og begiver sig gennem mørket og den snedækkede by.

Da de kommer til Moderkirkens tempel, banker de på porten for at komme ind.

Døren blev åbnet her i de sene aftentimer hvor gaderne i Olonov lå hen i mørke. Den gamle halvblinde kirketjener stod i døren og så målløs over at se baronens søn i templet, men træder hurtigt til side så Demyan og Vladimir kan komme ind i templet. Der er tomt og koldt derinde. Enkelte ikoner hænger forsat på væggene men det meste af værdi er væk kun efterladende tomrum og en følelse af tab. I skæret fra kirketjenerens lampe er revnerne i væggene tydelige og mosaikgulvet mangler de fleste af stenene.

Demyan og Vladimir tænder nogle små lys og beder sammen til Guderne i det flakkende lys.

De beder længst tid til de Guder, som er gode mod mennesker. De beder for Feliks krop og sjæl, at han må slippe uskadt gennem den mørke nat.

Demyan trækker sin kniv og lægger en rent snit i håndfladen med den skarpe klinge. Han drypper nogle dråber blod ned i et lys, så blodet sprutter og fordamper.

"Vanya, krigeren over alle krigere. Dette blod er mit offer til dig. Giv vores ven Feliks mod og styrke til at leve gennem natten. Så han atter må se morgengry."

In reply to Demyan (msg # 20):

Vladimir har aldrig bedt en bøn i en kirke før. Han føler sig en smule fremmed i disse såkaldte hellige steder. Måske er det fordi han ikke har himlen over sit hoved og mulden under sine tæer at han føler sig endnu længere væk fra guderne herinde. Men han efterligner Demyans bønner og bevægelser og håber at guderne vil velsigne alle mennesker med et godt hjerte.

"Vladimir, hvad er det jeg har gjort? Det er jo den hjemsøgte mølle, som Yakov har sendt ham til!

Hvorfor tænkte jeg ikke på det før? Jeg har forseglet Feliks dødsdom! Vi kommer aldrig til at se ham igen!

Vladimir! HVAD HAR VI GJORT!!!"

Turen hjem fra Olonov var præget af tavshed. De frygtede for deres vens liv og sjælefred, og kulden gjorde det hele meget værre.

Næste dag gik de tur sammen på borgmuren efter at have spist morgenmad. De burde nok tale om Øvre Rezel for en hel pakke med papirer omkring området lå på skrivebordet i det rum de havde omdannet til deres lille base. Men tankerne kredsede om deres ven. Da var det at de så Yakov komme ridende ind i borggården på en lille langhåret hest. Han var klædt i store gevandter, pelse og tæpper for at holde varmen. Bag ham kom en tjener gående med is i hans skæg og så ynkelig ud i kulden. Tjeneren trak på en lav hest hvor Feliks lå livløst hen over ryggen på hesten. Nogen tjenestefolk stimlede sammen i den lille borggård og så på de nyankomne.

Demyan og Vladimir stormer over til kærren med de værste forudanelser.

Undersøger straks om Feliks trækker vejret, eller om han er kold og gasblå!

"Feliks.... tilgiv mig!"

Feliks trak vejret men kun ganske svagt. Han havde et grimt sår fra et ordentlig slag mod hovedet og var dækket af små forfrysninger. Yakov så forundret på Demyan "Tilgiv Dem, min Herre? Hvorfor dog det?" Han smilte så stolt til Demyan og Vladimir "Mit forsøg var en klar succes. Jeg lod ham overnatte i den gamle hjemsøgte mølle ..." der gik et gys gennem gruppen af mennesker der havde samlet sig om dem "... og resultatet er klart og tydeligt. Han har stedt ånderne til hvile og derfor er det klart at han kan se de dødes verden. De døde taler til ham, med ham, om ham, mod ham, bag ham og gennem ham. Rent faktisk ret fantastisk at så ungt et menneske kan rumme alt det." Yakov gik lidt i stå og rystede så pludselig hovedet og forsatte "Nå, men nok om det. Jeg har forsikret mig at han ikke er en Udød der har forklædt sig som ham. Jeg har stænket vievand på ham uden at han brød i brand, og derefter slog jeg ham ned ... ja se dog ikke sådan på mig ... det er en del af det sidste eksperiment. Hvis han vågner op og har hovedpine så ved vi at han ikke er en Udød, for som vi alle ved så lider de ikke af den slags ting. Viser det sig derimod at han ikke har hovedpine så bør De hugge hovedet af ham, brænde liget og forseglet rummet for evig tid ..." Han fik det til at lyde som en hel normal ting at tale om og kom med besvær ned fra hesten og gik hen mod en af dørene ind i borgen. Han efterlod den bevidstløse Feliks bag sig mens han nævnte noget om "... skelet i muren ... brænd møllen ... lektier til i morgen .. huleansk grammatik med fokus på pluskvamperfektum ... medbring gerne Deres venner .... sulten ... fodbad." Og så var han væk og folk så skræmt på Demyan, Vladimir og Feliks som om de ikke vidste hvad de skulle gøre.
This message was last edited by the player at 19:00, Sun 01 Sept 2013.

Demyan og Vladimir står en stund temmelig paf, så får de Feliks båret op til sit kammer, hvor de renser hans sår og lægger ham under et stort skind.

Da Feliks efter noget tid kommer til sig selv, ser han Vladimir og Demyan stå på hver side af hans seng.

"Feliks min ven, hvordan har du det?"

In reply to Demyan (msg # 26):

Vladimir har lagt et grødomslag bestående af velduftende urter og andre gode sager han har kunnet samle sammen... måske har det ikke den store effekt men urterne dufter godt og virker synes at mindske hovedpinen hos Feliks.

Vladimir kigger bekymret på Feliks...

"Måske skulle Feliks holde sig fra underlig gammel mand... han er ikke rask. Vladimir tror ikke han er en god ven. Vladimir ville aldrig slå sine venner med kølle!"

Da Demyan hører Feliks stønne og klage over hovedpinen, lægger han diskret den krumsabel væk, som han gemte under sengen.

Han er ret glad for at det ikke er nødvendigt at halshugge og brænde sin ven.

In reply to Demyan (msg # 28):

(Støn støn host host) Øhhhh. Hvor er jeg? Hvor er mølleren?.....

Feliks kigger sig omkring.

Arrggghhh mit hoved. YAKOV! DEN GALNING! Han slog mig hårdt i hovedet... Åhhhh..... Hvor er det godt at se jer igen mine venner. Jeg troede, at jeg skulle dø ude i den mølle. Det var forfærdeligt....


Feliks fortæller sine venner om sine oplevelser i møllen. Fortællingen tager tid, da Feliks stadig er noget groggy af sin hjernerystelse.

"jeg synes at I begge er ret utaknemmelige! Igår sagde du, Feliks, at du var bange for at miste forstanden.

Nu har Yakov vist, at du ikke er ved at blive månesyg, men istedet har evnen til at høre hvad de Døde siger.

Ja, det sagde han da han afleverede dig halvdød på kærren. Det er ikke vanvid, men istedet en meget sjælden Gave.

Så istedet for at prøve at lukke stemmerne ude, burde du måske istedet lytte til hvad de har at sige....

Her, drik lidt vand, så får du det bedre."

OOC

I skal endelig spille videre i det tempo I har lyst til, men her er lidt om Øvre Rezel. I vælger selv om der er noget I vil følge op på med møllen eller hvornår I vil gå videre til Spring, 1026 AC.

________________

Med Feliks tilbage blandt de levende forsætter livet i Høgeborgen som tidligere. Dysfunktionelt, dystert og koldt. Feliks er stadig rystet over sine oplevelser i møllen og lider af hovedpine fra tid til anden. Demyan slås med at forstå konceptet med 'før-datid' eller pluskvamperfemtum i Huleansk grammatik. Vladimir tilser Feliks fra tid til anden og de tre til sammen lægger planer for alt fra Øvre Rezel til hvorvidt at Mester Yakov er helt klog i hovedet.

Men Demyan lytter også til sin faders krigsråd og det lader til at felttoget mod Tür udsættes. Dette sker af to grunde - for det første er Artyums tilstand blevet forværret og råddenskaben synes langsomt at sprede sig i hans krop. Den anden grund er at Loki-kirken har trukket løftet om et lån tilbage efter Baronens blasfemiske udtalelser om gudernes rolle i menneskets liv. Penge er selve livsnerven i krig og uden penge går alt i stå ...

De tre drenge gennemgår derfor hvad man har kunne samle ind om Øvre Rezel. Øvre Rezel er en provins grænsende op til Yazak-steppen. Terrænet er kuperet og dækket af dybe skove som er gennemskåret af mange små floder, åer og vandløb. Befolkningen er meget lille og er spredt over hele provinsen i små bygder (meget små faktisk. Mindre en Gum). Der er ingen veje i provinsen men en del spor og stier som handelsmænd rejser af. Der er igen overherre i provinsen da befolkningen sætter en stor ære i deres selvstændighed.

Al handel er i hænderne på The Freetraders of Yalu og er derfor basalt set organiseret kaos.

Religion er lige så kaotisk som handelen. Både Moderkirken og Loki-kirken har sendt missionærer til området men uden succes. Ingen gider rigtig lytte til dem og den sidste missionær fra Loki-kirken siges nu at have droppet sit kald og i stedet at have slået sig ned som bonde et sted i området. Der går rygter om at befolkningen holder fast i troen på De Fire men organiseret kirke findes ikke i området.

Drengene bruger de lange vinternætter ved tællepråsen med at kigge på de sporadiske stumper af kort, indtil de nærmest har memoriseret dem.

Demyan foreslår, at de vil drage til de tre mest oplagte stedet at placere en handelsstation. Ved floder, så man let kan sejle dertil med flodpram.

Han foreslår en let ekspedition, med en spejder og to krigere fra Høge-garden, alle let og diskret bevæbnede. En let ridehest til hver af dem og drengene.

Han har allerede to krigere i tankerne: Tito Pulin og Luka Verenov.

Demyan kommer i tanke om at det ville være praktisk at medbringe en naturfilosof (videnskabsmand).

En der kan tegne kort, beskrive områdets flora og fauna og, vigtigst af alt, undersøge bakkerne for værdifulde metaller.

Drengen spørger Yakov om han kender nogen med disse kompentencer, det kunne evt. være en ung lærd mand som Yakov korresponderer med.