Newmont(januar), 1027 AC
Ugarernes vinterlejr
Livet blandt orkerne var anderledes end Vladimir og Demyan havde forestillet sig. Feliks var en stor hjælp igennem den første tid. Hans kendskab til orkernes skikke og traditioner var til stor hjælp for hans venner, og Vladimir modtog ofte undervisning i orkernes tungemål. Det var et svært sprog for mennesker (men ikke umuligt) og Vladimir fandt det overraskende nemt at lære sproget.
De to drenge fik samme opfattelse af ugarerne som Feliks havde fået under sit ophold i stammen. Det var et overraskende folkeslag domineret af stærke æreskodekser, opbygget omkring tilhørsforhold til klaner og overraskende religiøst. Rollen som høvding eller Khan var ikke nødvendigvis arvelig, men var istedet baseret på ry og duelighed. Havde en høvding ikke klanernes respekt og opbakning ville han ikke overleve og en ny ville blive udpeget. Havde han til gengæld klanernes opbakning så regerede han enevældigt.
Dem der stod uden for klanerne var sekterne og broderskaberne. Præster og hellige mænd og kvinder var fritaget for tilhørsforhold til klaner. Faktisk afskar klanerne alle bånd til dem der kunne tale med de Udødelige med det samme at deres gave viste sig. Dette gjorde selvfølgelig at de nu udstødte samledes i sekter dedikeret til de Udødelige.
Størst af disse sekter var dedikeret til Karaash, en ork-kriger ophøjet til Udødelig efter at have erobret en hel verdensdel.
Unkas var leder af denne faktion, og prædikede orkernes naturlige overlegenhed over alle andre stammer og behov for Lebensraum til orkerne.
Den sekt der tidligere havde domineret var dedikeret til Wotan, den enøjede storm og krigsgud, som repræsenterede friheden for et nomadefolk. De åbne vider var hans domæne fra dengang hvor ugarerne havde rejst frit rundt på Yazak-stepperne og ikke havde slået sig ned ved Yalu-floden. Den gamle blinde
Moak Skywarden var sektens leder, og var stadig respekteret for sn viden.
Mindre sekter uden egentlig struktur var dedikeret til dødsgudinden
Hel (primært tilbedt af kaglende hekse og dødeligt syge), fertilitetsgudinden
Yamag (primært tilbedt af jordmødre og gravide - for ingen orkfødsel er nem), solguden
Tabak (muligvis et aspekt af Ixion og tilbedt af ganske få som søger den orden som Tabak er associeret med) samt goblinguden
Wogar (kun tilbedt af ugarernes goblin-vasaller).
Krigerbroderskaber var anderledes og brød også de traditionelle klan-bånd. Det var normalt for alle høvdinge at have en hird, men mest kendt af alle broderskaber var Sjælefortærerne. Dette broderskab havde forsaget al lyst til livet og anså døden i kamp som det mest ærefulde. Mange af dem tilbad Hel og alle frygtede dem. Krigeren
Turok var lederen af dette broderskab.
Ugarerne havde to vasaller,
Bad Moon og
Yellow Fang, og disse to stammer forsøgte konstat at overgå hinanden i loyalitet overfor ugarerne. Ringeagtede og udstødte fik de krummernes fra de riges bord, sloges indbyrdes og blev brugt som kanonføde i kampe.
Og endelig - lavere end noget andet - var slaverne. Mennesker, humanoider og halvmennesker. Alle enten købt eller taget. Levende et kummerligt liv uden rettigheder og ofte et meget kort liv endda. Dem der var slaver hos ugarerne stod dog bedre end dem der tilhørte goblinerne. Slaver hos goblinerne blev som regel fortæret i de hårde vintre, og det var sjældent man slog dem ihjel før de blev spist.
Der var samtidig også interne magtkampe. Gamle fejder blandt klaner, ambitioner, grådighed og hævntørst blandede sig med religiøst vanvid og personlig animositet, medførende et meget farligt miljø at færdes i.
Odai Bloodfang var for nyligt blevet udfordret indirekte af sin fætter som søgte tronen, men fætteren var blevet myrdet af sin egen slave. Mange mistænker at Odai stod bag mordet. Rygterne vil have at Unkas støttede Odais fætter i forsøget på at få tronen, men Odai er støttet af Turok. Ingen sætter meget lid til Moak Skywarden som anses som værende et levn fra en anden tid. Anerkendt for sin plads, men samtidig også blot en skygge af sig selv. Mange mener at de yngre præster til Wotan plotter mod Moak, og Odai lytter ikke længere til Moak. Det interessante er at menneskekvinden som drengene mødte er en slave. Et menneske som man siger er velsignet af Wotan selv og som kun går under navnet Blueeyes. Man frygter at hun korrumperer Odais sind med sine giftige ord. Andre mener at Moak har plantet hende hos Odai for at Wotans ord ej skal være glemt for Odai, og at han lader hende hviske Wotans ønsker i Khanens ører når hun forfører ham. Unkas ønsker at Odai skal føre en mere aggressiv stil overfor provinserne i det tidligere Zuyevo og samler støtte blandt goblinerne. Dette er der dog få der tror på da Unkas hader alt og alle der ikke er ork og nægter at tale andet end ork.
Drengenes færden i lejren går ikke ubemærket hen. Slaver fra Zuyevo ser olmt på drengene og hvisker om
"forrædere" når de tror at drengene ikke ser eller hører det. Goblinerne følger drengene med glubske øjne og hvisker til hinanden, mens at orkerne tydeligvis ikke stoler på ideen om
"frie mennesker" der går rundt i lejren. Drengenes livvagter gør dog at der ingen åbenlyse angreb er på drengene, og havde det ikke været for livvagterne så er det kun lidet sandsynligt at drengene havde overlevet vinteren. Lejren er stor og velorganiseret på en nærmest kaotisk vis. Det er de store indhegninger til ridedyr. Der er smede og træskærere. Der er de mest fantastiske buemagere som drengene nogensinde har set. Der er en trivende økonomi i området selvom der ingen handlende er i lejren her om vinteren.
Det som ugarerne synes mest optaget - både i lejren og ved hoffet - er det kommende forårsløb. Hvert år afholder Khanen et særligt løb hvor kun stammen og dets vassaller kan deltage. Vinderen belønnes med rigdom og ære og ugarerne synes nærmest besat af løbet. Samtidig har løbet store religiøse over/undertoner da det fra gammel tid af er dedikeret til Wotans ære.
Det er ved en af disse aftener ved hoffet hvor snakken ellers omhandler det kommende løb at det går op for drengene at Odai har siddet og studeret dem mens at Blueeyes har hvisket ord i hans ører. Hans øjne bliver hårde da en af Unkas' tjenere overdrager en invitation til drengene om at deltage i jagt den kommende dag. Unkas spørger høfligt Odai om det er acceptabelt at vise drengene ugarernes gæstfrihed, og Odai nikker og accepterer at drengene deltager på jagten den næste dag. Der er dog noget ubehageligt skræmmende over måden som både Odai og Unkas betragter drengene under resten af middagen.
......
Og nu er det næste morgen.
Vintersolen er netop kommet op over horisonten og sneen der dækker sletten blinker svagt i solens svage skær. Jagtselskabet består af Odai, Unkas, drengene og små to dusin krigere og følge. De befinder sig på en bakke og landskabet som er dækket af sne ser underligt ud. Det er som om der er en del store huller eller lavninger i landskabet. Kratere nærmest. Selskabet er på varger eller store ulve på nær de tre drenge der sidder på hver sin hest. Det er tydeligt at orkerne anser heste som værende et ynkeligt ridedyr og hestene er skam også ynkelige. At de ikke er blevet slagtet endnu er noget af et under.
Odai og Unkas befinder sig ved siden af hinanden. Småsnakkende uden at drengene hel kan høre hvad det handler om. Så er det at Unkas nikker til noget som Odai har sagt og vender sig om i sadlen og ser på drengene:
[Language unknown: "Andast'wasous e aiæri. Bleonecomure o ofusth. K ngøatar nilahi uræthomna outhas-manhouove. Areconeauanyrea houur Se ni ch notcomhis it i aråintastpro. Evekorone æno Manpa, One Ntsailmi, werartere str te Na llan p besios nc dayectcom n tiulis llet'endi eeniv.
T ennahehe the weousa di arrila lorea. Ive iv at fo roitiete toeeca ic Itmool meshe Ulnataur. Ei noteveany rea fooul rea ons osæhas we mancss somwi i foonil hieiurri e. Onestitha hi maeve. Etst pro æt tr be ekou, neho io ho ouroulhou siå elsaof Hi. Oul o resnd hatameers us ome hiliec neesneng thaen!
Oløinåsi?"]
Unkas fnyser og Odai fortrækker ikke en mine. Stemningen blandt følget er dog dog noget mere anspændt.
Så oversætter en ork-præst af Karaash-sekten hvad hans leder har sagt.
"Ugarerne er jægere. Ugarerne er krigere. Vi søger altid værdige modstandere. Modstandere som I er for svage til at håndtere. Vores ærede Khan, Odai Bloodfang, mener dog at I ikke er svage som resten af jeres ynkelige race.
Vi indbyder jer derfor til denne jagt. Jag som os og returner byttet til Khanen over Ugarerne. Nu taler jeg til jer som gæster hos vores folk - opgiv allerede nu. Opgiv og lev. Lev uden ære og med skam, men i det mindste så lever I. Det er som regel nok for jeres ynkelige race!
Spørgsmål?". Imens kan I se fem skræmte menneske-slaver blive sendt ned fra bakken og ned mod kraterne. De bærer korte tunge træstammer som de begynder at hamre ned mod den frosne sne-dækkede jord. Igen og igen. Rytmisk - mens de ser sig skræmt omkring.
________________________________
Hvis Vladmir har et Language tilovers så har han nu lært Orcish.
This message was last edited by the GM at 11:59, Sun 01 Dec 2013.
