(Denne tråd forsætter hvor vi sluttede med at spille sidst)

Efterår, 1028 AC

Forberedelserne på det endelige angreb forsætter selvom en følelse af melankoli og fatalisme synes at have grebet folk i og omkring Achinsks hovedstad, Bryansk. Mad er der ikke meget af og der er normalt at se folk lede efter mad uden for byens sammen-styrtede bymure. Gader og veje er blevet til mudder og sjap og bladene falder af træerne. Det er som om at selve Landet forandrer sig og dør som at Kulikovos horder synes at samles et sted i horisonten. Patruljer fra grænselandet kommer tilbage med nyheder om sammenstød med Udøde men aldrig om hvor at hovedstyrken er og moralen falder hastigt hos tropperne og borgerne. På gadehjørner kan man se og høre prædikanter stå og og råbe højt om "jordens undergang" mens de stirrer med tomme øjne ud i luften, mens at der er rygter om menneskeofringer for at behage guder, afguder og dæmoner. Folk hilser sjældent på hinanden men holder blikket mod jorden, og når de endelig taler sammen så bliver frygten til vrede. Slagsmål og tyveri er almindelige. Landsbyer uden for murene synes halvt eller helt forladte og mismod råder over hele Achinsk.

Krigsrådet er ikke meget bedre for familien er splittet. Baron Dimitri hader tydeligvis at Demyan og hans følge er i Achinsk, og samtidig er det tydelig at hans børn hader hinanden som pesten. Yulia er tydeligvis optændt af et ønske om Achinsk overlevelse (og hendes egen ret til tronen), hendes bror Matvei prøver desperat at vinde deres fars tillid men anses som værende svag, mens at den anden bror, Kirill, forsat brillere med sit fravær. Skal man tro på Matvei og Dimitri så er Kirill ved at samle lejetropper, og skal man tro Yulia så er Kirill stukket af.

De tre frænder står i en nedbrændt ruin der er blevet konverteret til et midlertidigt hovedkvarter for arbejdet på murene. De ser ud i efterårsregnen der falder tungt og omdanner byens gader til små floder af mudder og vand. De kan se folk knokle for at bære bjælker og sten til de nøje udtænkte nye mure og dødsfælder for de Udøde. De kan høre lyden af folk der arbejder, trillebører, folk der bander i mudderet og råber til (og af) hinanden, hejseværk der knager og børn der græder. Et sted i nærheden kan svagt høres en dommedagsprofet skrige op om at "ENDEN ER NÆR!" og kan høre ilden knitre i et lille bål bag dem. Byen er nu fyldt til bristepunktet med indbyggere og flygtninge og til trods for nye kornforsyninger så virker situationen håbløs. Dette sted kommer til at blive en slagtebænk.

Der er netop kommet breve - de fleste fortæller om nye stridigheder i Krigsrådet, et brev fra Yulia til Demyan om at hun "stoler på at han ikke vil svigte", et brev fra Rezel om at der ingen alkymister er at finde i byen samt at en af Feliks betroede mænd er blevet stukket ned af ukendte overfaldsmænd. Brevene ligger hulter til bulter sammen med kort og byggeplaner på den gamle dør der nu fungerer som et vakkelvoren bord. Et enkelt stearinlys brænder på bordet mens at regnen trommer ned mod resterne af taget og en teltdug over dem. En af vagterne kommer ind i rummet - han ser træt ud og lidt for tynd til at det er godt - og fortæller at der står en mand uden for og beder om fortræde. Det er desværre ikke unormalt for der kommer dusinvis af henvendelser hver evig eneste dag. Bønner, tiggeri, forsøg på bestikkelse for at tage familiemedlemmer til Øvre Rezel. Hver gang de kommer forstyrres arbejdet og det er nu blevet værre og værre ...

In reply to The Storyteller (msg # 2):

Feliks rejser sig.

"Lad mig tale med vedkommende mine venner. Jeg er alligevel ikke til megen nytte, når det kommer til strategi. "

Feliks følger med vagten udenfor.

Feliks træder sammen med vagten udenfor ruinen der danner rammen om deres hovedkvarter. Regnen siler ned og Feliks kan mærke hvordan han igen bliver gennemblødt. Pladsen foran ruinen er mudret og fyldt med mennesker. En kærre fyldt med byggematerialer bliver skubbet frem mod byggeriet, folk myldrer frem og tilbage mens nogen forsøger at søge ly. Han kan svagt høre en baby græde et sted i nærheden men lyden af folk der bander, råber og snakker fylder det meste. Af en eller anden grund er det den herreløse hund der lusker langs en husmur der fylder mest i Feliks' verden. Den er tynd og radmagret og ser ussel ud her i regnen, men Feliks kan ikke lade være med at tænke på at det kommer ikke til at vare længe før de herreløse hunde kan spise sig mætte i lig.

Feliks lukker øjnene, tager en dyb indånding og åbner så øjnene igen og prøver at fokusere på personen der har bedt om foretræde. Han ser ikke kun en med 10 voksne mennesker stå derude. Klædt i våde pjalter og klæder. Det ser hærgede og matrede ud som om de har mistet alt - men det har de nok også. Ingen af dem tør rigtig se på Feliks men står med bukkede nakker og ser ned, indtil en af dem ser op "Er De boyaren der er kommet for at redde os?" Manden der taler ser gammel ud, men Feliks mistænker hans liv har gjort ham ældre end han ser ud. Hans kinder er indfaldne og hans skæg tjavset. Vandet drypper fra hans tøj og hans øjne afslører en dyb sorg og frygt. Kvinden ved hans side trykker sig ind til ham mens tør ikke se Feliks i øjnene og de andre otte - fire mænd og fire kvinder, sikkert par - ser ligeledes ned i jorden, mens de vrider deres hænder og ryster i regnen.

In reply to The Storyteller (msg # 4):

"Jeg tæller mig selv blandt boyarens venner. Demyan af Øvre Rezel er forståeligt en travl mand i disse dage.

Hvad kan jeg gøre for jer? "

Feliks sender selvfølgelig et brev hjem til Øvre Rezel, hvori han instruerer sine folk i at tage godt hånd om familie til den betroede medarbejder, der blev myrdet i Rezel (hvis der er nogen...)

(Dette er et resume af spil den 23. august. Hvis I føler der mangler noget så bare sig til:

Følget af fattige bønder på flugt fortæller at deres børn er forsvundet. De bor tilsyneladende i en af de mange teltlejre i den udbrændte by - nærmere bestemt den der ligger tættest på det udbrændte tempel dedikeret til Moderkirken. Vores helte sværger at undersøge sagen og lede efter børnene, men før de går i gang med det så ankommer Yulia til hovedkvarteret for at se hvordan forsvaret af byen skrider frem. De diskuterer forsvaret, mens at Yulia fortæller om hendes bror, Kirill, som efter sigende er ved at lede efter lejetropper. Da vores helte har fået nok af at tale med hende, så drager Vladimir og Demyan mod templet, mens at de efterlader Feliks til at lytte til Yulias endeløse snak om adelstandens naturlige ret til at regere over pøblen.

Legender fortæller at templet oprindelig husede et helligt relikvie i form af Korsfarerens Kranie. Legender fortæller om en kriger af Østkirken som var berømt grundet utallige slag på Yazak-stepperne og Petras Mur. Man fortæller at krigeren til sidst faldt i baghold og slagtet af dradzianske janisarer som bragte krigerens hoved til en Mullah i Dradzes bjergegne. En præst i Bryansk ledte en gruppe på 30 krigere i et selvmorderisk angreb på Mullahen for at genvinde krigerens hoved. Kun een af disse krigere nåede tilbage til Bryansk medbringende det afhuggede hoved. Hovedet - nu et kranie - blev placeret i templet i Bryansk, indtil at den sidste Patriark af Østkirken (også kaldet for Den Sorte Patriark) sendte folk til Bryansk for at føre kraniet til Kulikovo. Men da de ankom havde præsterne i Bryansk skjult kraniet og det var intet steds at finde, og i vrede blev præsterne i Bryansk brændt på bålet som kættere.

Vladimir og Demyan undersøge templet og finder efter lang tid en skjult nedgang til templet i et af templets fire tempeltårne. De klatrer ned og opdager at katakomberne under templet er inficeret af ghouls ledet af Yulias bror, Kirill, som tilsyneladende er blevet taget til fange af den nu udøde Sorte Patriark, tortureret, knækket og nu loyal overfor Den Sorte Patriark. Kirill og hans ghouls leder efter Korfarerens Kranie, og bruger de tilfangetagende børn som arbejdere (og mad) i udgravningerne under templet. Efter voldsomme kampe og en del døde børn (Demyan ofrer gerne pøblen) stikker Kirill af og forlader Bryansk.

Vladimir og Demyan befriende de overlevende børn og fører en ekspedition af byvagter ned i udgravningerne og finder Korsfarerens Kranie dernede til stor jubel for byens indbyggere som tiljubler Demyan og Vladimir og påråber guderne. Yulia lykønsker vores helte for deres gerning og fortæller at legenderne også siger at Korsfarerens Kranie var "kosmisk beskyttet" af nonnerne i De Syv Slørs Kloster, som dagligt bad for Korsfarerens sjæl. Vores helte udleder at Kraniet er et artefakt der måske kan bruges i forsvaret af Bryansk, men det kræver at det vækkes/aktiveres og dette vil sikkert kræve at det bringes til nonne-klosteret. Desværre ligger klosteret i Kulikovo-provinsen, men vores helte ser ingen anden udvej end at drage dertil.

Færden viser sig dog at være noget mere farlig end de havde regnet med. Udøde væsener, snigende skelet-ogres og glubske ghoul-ulve, er at finde overalt, og klosteret viser sig at være bevogtet af wights, skelet-trolde og ghast og beboet af udøde nonner der dyrker kampsport på højt plan. Efter mange kampe, mange skrig og svedige håndflader vækker vores helte kraniet i klosterets kapel. De står pludselig foran fire marmor-troner med lysende tavse skikkelser siddende på den, på en gold måne i omkreds omkring Mystara og taler med Korsfareren som lover at beskytte Bryansk, hvorefter de lige så pludselig er tilbage i klosterets kapel. De drager retur mod Bryansk og undervejs kæmper modghoul-feberen der raser i deres kroppe, men da de vender tilbage til Bryansk ar de overvundet feberen, og har fornyet mod på forsvaret af byen ...

Mangler jeg noget?)

In reply to The Storyteller (msg # 7):

OOC: Det er vist en ganske fin opsummering af gårsdagens udøde spanking :-)

Tre nætter efter de unge helte er vendt tilbage til Bryansk, opsøger Demyan den skønne Yulia i nattens mørkeste time.

"Yulia, De må undskylde at jeg opsøger Dem på denne upassende måde. Det er på ingen måde et tegn på disrespekt!

For få nætter siden stod jeg foran De Fire selv. Jeg har kæmpet mod ligædere og zombie-nonner, og sandsynligvis vil jeg være død inden en uge.

Det... ansporer mig til at tale ærligt og ligfremt. Måske for første og sidste gang i mit liv.

Igår nat blev jeg opsøgt i mine drømme af en mand med en sær, mineralsk grøn hud. Lidt ligesom... nå ja, lige meget.

Han fortalte mig, at det er vores skæbne sammen af skabe et dynasti. At vi sammen kan styrte vores forkvaklede slægtninge.

Vi vil erobre Østbredden, og vil fordrive de udøde. Vi vil sammen regere fra en mægtig stentrone i Kulikovo selv.

Måske er drømmen blot et resultat af feberen, der har raset i min krop. Men den giver mening for mig.

Yulia, vi er bedre end de andre, end bønderne og borgerne, bedre end vores slægtninge. Skal løve ikke tage løve til mage?"

Demyan ser intenst ind i den unge kvindes øjne, inden han tager hende i sine arme.

OOC: det er bare et indspark for at skabe lidt drama :)

23:11, Today: Demyan rolled 24 using 1d20+10. diplomacy to seduce Yulia (using inspired trait).


This message was last edited by the player at 21:12, Wed 27 Aug 2014.

Om det skyldes at hun altid har haft følelser for den unge Demyan, om det kan tilskrives hans taleevner, eller om det er tanken om uendelig magt der driver hende, så er det tydeligt da hun reagerer på hans ord. Det er første gang at han er blevet kysset, og hans verden eksploderer i et væld af følelser. "Dette er blot en lille gave. Beskyt Bryansk og du skal få mig. Dræb min far og mine brødre og giv mig Archinsk og jeg vil være din. Giv mig Østbredden og jeg vil være din for evigt!" hvisker hun i hans øre, mens hun langsomt fører ham mod døren. Pludselig står han alene i den kolde stengang, med duften af hende i hans næsebor og en løves mod i brystet ...
___________

Jeg elsker det, Marc ... "Oh by the way .. I just talked to the Gods ... wanna have sex?"... :)
This message was last edited by the player at 20:07, Fri 29 Aug 2014.

Opildnet af nyheden om Korsfarens Kranie, knokler folk nu dem selv til døde med at reparere murene og forberede forsvaret af Bryansk. Mad er der intet af, folk lider, regnen siler ned og det bliver koldere ...
________________
OOC

Er der noget I vil gøre før HORDEN kommer ogrammer Bryansk' mure som en tsunami på steroider? I har talt om magic items - er der noget I vil lave?

Jeg vil bare gerne høre hvad I vil lave før jeg skriver en længere prosa. Vil nødigt have I føler jer snydt jo :)

OOC: vi kan godt fortsætte for min skyld. Det kommer nok til at kræve noget planlægning at beslutte magic items. Desuden vil vi nok ikke få en super pris, hvis vi sælger items i en mere eller mindre belejret by :)

Demyan bruger selvfølgeligt hvert et øjeblik, han er vågen til at forberede forsvaret.

Han forsøger at overtale Yulias fader og broder til at placere sig på nogle af de mest kritiske punkt på muren.

Han fortæller sig selv, at det er for at de med deres tilstedeværelse kan indgyde mod i Bryansk forsvarere.

Det er ihvertfald ikke fordi at han inderst inde ønsker, at de skal dø under slaget...

19:40, Today: Demyan rolled 18 using 1d20+7. bluff.

(Dette er et resume af sidste spilleaften. Hvis der mangler noget så må I sige til:

Stormen på Bryansk var varslet. Mørke skyer blokerede for solens lys of landet lå hen i tusmørke. Panik udbrød da vandet i byens brønde løb rødt og smagte af blod. Så begyndte den sorte regn indeholdende aske fra Kulikovos døde jorde at falde over Bryansk. Snart viste dødningehæren sig i øst. Den talte i tusindevis af udøde ledet af kranietrommer og knoglefløjter. Bannere med Den Sorte Patriarks våben vajede over hæren. Over den fløj Sorte Ryttere på kæmpemæssige ligædende flagermus. Tusinder af skeletter marcherede viljeløst ubønhørligt mod Bryansk mure. Kæmpemæssige belejringstårne og katapulter blev skubbet frem og ligædere i kæder hylede efter blod.

I timer skød deres katapulter potter med Grøn Ild over Bryansk sønderknuste mure, og snart stod byen i flammer. Flammerne oplyste de kæmpende, og kamplarmen og dødsskrigende blandede sig med de panisk råb og hulken fra børn og kvinder i den brændende by. Mure knustes og huse styrtede sammen, mens at belejringstårnene nåede muren. Bølge efter bølge af udøde blev kastet mod murene, men til sidst blev murene opgivet af kampen forsatte i de snørklede gader og gyder. Mange en heledåd vil gå usunget hen, for kun få har kæmpet så indædt som byens forsvarere, og til sidst skete det utrolige - dødningehæren blev overvundet. Men tabene havde været voldsomme. Både byens milits og baronens hær var knust. Baronen var faldet i kamp, hans søn sønderrevet af kløer og gaderne flød tykt med blod.

Til trods for at Kulikovos greb om Archinsk nu var brudt, var det ingen nem tid for baroniet. Nogen stemmer gav udtryk for utilfredshed at at brylluppet mellem den unge Yulia og Demyan kostede så dyrt i en tid hvor landet lå knust, men stemmerne druknede i eufori over det unge brudepar. Det var en tid med megen forandring og mange opgaver lå forude.

Vinter, 1028 AC

Mens at Feliks Sokolov udvidede sine besiddelser i Archinsk, drog Demyan og Vladimir gennem vinterlandskabet mod syd for at besigtige Demyans nye landområder. Rygter ville have nogen at bosættelserne var umulige at vende tilbage til på grund af ufred. På sin færd mødte de den mystiske kriger, Dimitri, som advarede dem om at drage for tæt på den forbandede by Dubna. Advarslen kom desværre for sent og Demyan og Vladimir måtte drage retur til Bryansk for at lade urtekyndige og magikere tilse den forbandelse der hvilede over Demyan. En forbandelse der fik ham til at sygne hen. Men da forbandelsen var brudt drog de to frænder tilbage mod syd og drev de trolde der hærgede i området på flugt.

Fik jeg det hele med?)