In reply to The Storyteller (msg # 47):

Vladimir takker Feofan mange gange inden han svinger sit spyd over skulderen og drager mod vest ind i Zybirsk. Han siger henslængt til Feofan at hvis han ikke er tilbage om 2 uger så finder han blot en anden pram sydpå.

Som han krydser floden over den gamle stenbro kan han allerede mærke hvordan landet kalder på ham. Hans forfædres land. Vladimir indsnuser luften alt imens han studerer fuglenes træk over himlen. Han kigger især efter fugle som han ved udruger deres unger i trækroner. Efter at have spottet op til flere forskellige fuglearter han kender fra sin egen hjemegn følger han deres retning ind i landet. De bør lede ham til en skov.

Vladimir holder sig væk fra de store veje da han ikke har lyst til at støde på nogen, som kan stille ham spørgsmål eller det der er værre.

Den gamle stenbro over Yevo-floden er næsten væk. Prisen for at krydse broen ind i Zybirsk er ellers ikke ublu. En hel guld-dvina for at komme over broen er hvad der opkræves af de yachemidiske soldater ved broen. Ikke under at stort set ingen bruger broen men foretrækker at benytte flodpramme. Moralen blandt soldaterne er lav her i sommervarmen og surmulende lader de drengen med en guldmønt passerer broen.

Vladimir følger de kendte fugle og bevæger sig langs floden for at undgå at støde ind i flere folk end højst nødvendigt. Der er tegn på landsbyer og marker hist og her, men det virker som en fjern, fjern verden.

Den unge Vladimir kommer ved aftentide til en skov der synes rimelig stor. Birketræer med deres hvide bark og høje kroner med en underskov af store bregner og små bække. Fuglene flyver mellem træerne og den unge dreng finder spor efter ræve og får tiden til at gå med at tælle egern. Han finder læ for natten hvor to birketræer er væltet og stammerne danner et naturligt halvtag. En lille bakke ligger bag ham og der er en usædvanlig ro over området som får ham til at slappe af og føle sig inderlig tryg.

Han spiser de bær han kan finde sammen med lidt brød han har i sin lomme og føler sign ok for føste gang længe i sikkerhed i omgivelser der på een gang er fremmede og velkendte. Tilfreds, mæt og med et lille smil på læberne falder han i søvn.

Da han vågner er det nat.

En sær, smuk og æterisk sang kan høres gennem skoven. Der er mørkt men alligevel viser de tusinder af stjerner der kan ses mellem trækronerne skoven op på en sær vis. Så ser han dem. De er måske et dusin. Høje, noble, ranke skikkelser klædt i gevandter der på en gang ser simple og smukke ud. Kapper dækker deres ansigter. De bærer stager hvorfra der hænger de smukkeste udskårne lamper og ildfluer danser omkring dem og giver skoven et sært blåligt lys. Deres sang er sørgmodig, langsom og det er som om at Vladimir får lyst til at græde. Græde af sorg men også af skam. Skam over at have trådt ind på dette sted hvor han pludselig ikke føler han har retten til at være.

Følget bevæger sig langsomt og uhindret af skoven mod højen hvor Vladimir har camperet ved foden af.

In reply to The Storyteller (msg # 49):

Vladimir prøver at ligge helt stille under de væltet stammer så han ikke forstyrre det mærkelige optog. Alt i mens betragter han hver en bevægelse de laver og lytter intens til hver en strofe de synger. Han er fascineret over at sang kan frembringe sådanne følelser i ham. De eneste sange han ellers kan huske er vuggeviserne hans moder sang for ham og fuldemands sange fra kroer.

Vladimir lå helt stille og så følget komme tættere og tættere på. De færdedes med sådan en ynde at det næsten så ud som om at deres fødder ej rørte jorden og at skoven gav plads for dem til at komme frem. Da de nåede foden af højen så spredte de sig ud så at stod i halv-måne form ved foden af højen. Deres lanterne og ildfluerne lyste stedet op på en sær mystisk vis mens at ders sang langsomt døde ud, en efter en ophørte de med at synge indtil kun een sang. Stille, sørgmodigt og melankolsk uden at Vladimir forstod ordene. Da sangen var ophørt efterlod den et tomrum inde i Vladimir.

De sotd i stilhed og så på højen og en af dem trådte frem. En høj rank skikkelse hvis udstråling alene var nok til at få Vladimir til at føle sig beskidt. Skikkelsen knælte ved højen og lagde en enkel gren på højen før han rejste sig op og så mod stjernerne.

Så vendte han sig om langsomt og så direkte på Vladimirs skjulested "Kom frem, menneske-søn. Jeg ved du er der." De andre i hans følge for op, tydeligvis overrasket over at være udspioneret og enkelte greb endda efter deres sværd skjult i roberne men stoppede da skikkelsen hævede sin hånd. "Vi vil dig intet ondt, menneske-barn". Han stemme var venlig, blød og alligevel bestemt. Han talte zuyevansk med en sær accent som Vladimir aldrig havde hørt før.

In reply to The Storyteller (msg # 51):

Vladimir tydeligt intimideret af disse fantastiske væsner rejser sig fra sit skjulested og mens han stadig kigger ned i jorden siger han til den fremmede med grådkvalt stemme:

"Vladimir ej spionerede. Vladimir havde bare fundet et godt sted og sove. Og Vladimir turde ikke forstyrre jeres sang. Hvad handlede den op."

Vladimir kigger op på den fremmede med sine grønne øjne hvori der stadig hænger en lille tåre i det højre.

Den høje skikkelse træder frem foran Vladimir og trækker hætten tilbage afslørende et smukt stoisk og tidsløst ansigt med spidse ører der tydelig afslører at han ej er et menneske, men er en af de sagnomspunde elvere. "Dit navn er Vladimir?" Han smiler nærmest sørgmodigt til sig selv "Jeg kendte engang et menneske ved navn Vladimir. Men meget vel. Jeg er Adandur Culothdal, søn af Elion Drage-dræber, søn af Hileadur af Huset Evendur som smedede Eäthuniënil. Men du kan kalde mig Adandur - det er nemmere, Vladimir Menneske-søn" Han smiler lidt forsigtigt "Hvad bringer dig her til dette sted?"

In reply to Adandur Culothdal (msg # 53):

Den lille Vladimir prøver at mande sig lidt op. Han kører sit ærme et par gange henover ansigtet for at fjerne det værste snavs og snot. Han ved nemlig at folk som regel er meget mere imødekommende og venligstemte overfor ham når han lige har badet i sin sø. Han mistænker at det er hans udseende der har den effekt på folk, men er ikke helt sikker.

"Vladimir kan godt lidt lyden af dit navn... Adandur. Vladimir har aldrig hørt sådanne navne der hvor han bor."

Vladimir rømmer sig lidt inden han fortsætter og kigger lidt nervøst rundt på forsamlingen. Han er næsten sikker på at dette er gode væsner.

"Vladimir ved ikke hvorfor han er kommet her. Men landet er sygt og har været det i mange år. Vladimir vil have det tilbage som det var inden hans forældre blev dræbt. Vladimir vil rense landet med sine egne næver."

Endnu en tåre former sig i øjenkrogene på den lille purk

"... jeg ved bare ikke hvordan"
This message was last edited by the player at 19:57, Tue 06 Aug 2013.

"Et nobelt ønske for een så ung som dig, men også et ønske der vil få dig til at handle uden omtanke og det er farligt. I mennesker lever så kort tid og kender kun til hastværk. I glemmer at se det store billede, men fokuserer istedet kun på øjeblikket. Det er jeres svaghed - og på mange måder også jeres styrke" Han lægger sin hånd på Vladimirs ene skulder og ser ham dybt i øjnene. Længe studerer han drengens ansigt før han til sidst slipper drengen "Tag dine ting og gå ned til floden nu. Vent der og jeg vil komme til dig. Der er noget jeg vil vise dig, Vladimir Menneske-søn." De andre elvere ser på Vladimir. Deres ansigter er umulige at læse og det slår Vladimir at de ligner på mange måder mennesker, men alligevel er de så fremmede.

In reply to Adandur Culothdal (msg # 55):

Vladimir kigger forundret på den høje mærkelige mand, men adlyder ham og samler sin få egendele samme og bevæger sig i retning af floden. Da han har gået nogle skridt stopper han et øjeblik op og kigger en sidste gang på de besnærrende mennesker i kutterne inden han forsætter i rask gang.

Månens lys giver genskær i Yevo-flodens vande så det funkler som tusinder stjerner. Det er faktisk et smukt og beroligende syn som Vladimir nyder da han sidder mellem sivene ved flodbreden og venter. Han er spændt og føler hans verden er blevet meget større uden han helt ved hvorfor.

"Forstyrrer jeg?" lyder det fra skovbrynet som at Adandur kommer ud fra bag træerne og går ned mod floden og drengen. Han har et bylt på ryggen. Noget der er langt og pakket ind. Han stiller sig ved siden af drengen og ser ud over floden. "Det er et smukt syn ikke sandt?"

In reply to Adandur Culothdal (msg # 57):

Vladimir kigger op på Adandur alt imens han smiler.

"Vladimir sidder tit ved sin sø til langt ud på natten for at se på det samme syn. Det beroliger Vladimir og visker alle de dårlige minder væk... for en tid."

Vladimir rømmer sig lidt inden han spørger Adandur

"Hvem er Adandur egentlig? Og hvem var dine venner? De sang smukt selvom Vladimir ikke forstod hvad de sang om!"

"Hvem jeg er?" Han smiler som han fører Vladimir langs flodbreden som om han har et særligt mål. "Behøver jeg virkelig at introducere mig igen, Vladimir Menneske-søn?" Han lægger en hånd på Vladimirs skulder og støtter sig til ham som de går i det høje græs og siv. "Jeg kommer langvejs fra. Der er ingen elvere tilbage i disse lande selvom vores bånd engang var stærkt. Jeg kommer fordi jeg engang kendte en mand ved navn Vladimir og fordi vores venskab betød meget for mig. Hvorfor jeg vælger at komme lige her vil jeg dog gerne have at du ikke spørger mig om. Der er nogen ting der bedst forbliver hemmeligheder - for en tid i hvert fald. Lad os bare sige at det er en slags pilgrimsfærd for at mindes lykkelige tider. Og hvad med dig, Vladimir Menneske-søn? Hvor kommer du fra?"
This message was last updated by the player at 17:29, Wed 07 Aug 2013.

In reply to Adandur Culothdal (msg # 59):

"Vladimir forstår godt Adandur har hemmeligheder. Vladimir fortæller ingen om dette møde. Vladimir sværger ved alt han har kært.

Vladimir kommer syd fra. Ikke langt fra den store flod og den store by boede vi. Det var en ung by, men den blev ødelagt under invasionen. Der var frodigt hvor Vladimir boede, men jordene giver ikke så meget mere. De er også forpinte."

”Det må være Skt. Sergeisborg du taler om der. Pos perle som lå ved Yalu-flodens breder. Den blev faktisk grundlagt af din navnefælle, vidste du det? Navnet fik den til ære for Zaren og den blev grundlagt som rival til Kishinev ved Yalu-bugten. Åh, du skulle have set den dengang! Prins Vladimir havde så mange drømme for den by. Det fineste marmor. De bedste arkitekter. De mest lovende kunstnere. Alt sammen for at skabe en ny by hvor intet var før.” Han sætter sig ned i sivene ved floden og ser ud i natten. Vladimir kan svagt se omridset af noget på den anden side af floden men i mørket er det blot noget uformeligt der blot kan anes men ikke helt kan ses i natten.

”Men intet varer ved og på samme måde som I mennesker lever korte liv så er også jeres lykke kort. Byen blev knust og jævnet ved jorden. Hvad ilden ikke tog blev plyndret, knust og båret væk. Ser du, Vladimir-menneskesøn. Da De Fire var steget til Himmels og taget deres plads blandt De Udødelige så var det op til Zarinaen at styre Zuyevo, men mægtige fjender ville hende ondt og hun og hendes følge blev lokket i baghold til sidst og hun blev slået ihjel. Hendes far var Sah-i-Shah af det Yachemidiske Imperium og han var knust. I vrede og sorg krydsede han grænsen og gik med sin hær ind i Prinsedømmet Zybirsk og knuste al modstand indtil han til sidst standsede og forhandlede med repræsentanter fra Rigsrådet. Men da var det for sent. Prinsedømmet blev til den Zybirske Mark og den by der engang havde ligget ved Yalu-flodens breder, var nu kun en rygende ruin. ”

Solen er langsomt ved at stå op i det fjerne og fuglene er begyndt at kvidre. På den anden side at Yevo-floden viser der sig en ruin af en by. De store mure er gennembrudte. Tårne er nu hjemsted for fugle og er overgroet med vine. Sod-sværtede ruiner med sammenstyrtede tage kan anes i det svage morgenlys og et sted inde i byen står skelettet af en katedral tilbage og er et sørgeligt minde om fordums tids storhed. ”Den samme skæbne led Zuyganev, hovedstaden i Zuyevo, blot få år efter. Da Hule-mesterens hære ramte Zuyevos grænser brød forsvaret sammen. Intet og ingen kunne samle et forsvar og Rigsrådets og Kirkens hovmod ville ingen ende tag.” Store belejringstårne ligger væltede foran murerne. De er nu hjemsted for fugle og andre af skovens og markens dyr. De ligger der som store strandede dyr der er udåndet og nu er afpillede. ”Her døde den drøm der engang var Zuyevo. Man kaldte det for Vestens Juvel, vidste du det? Jeg ved ikke om det helt havde fortjent det navn, men jeg vil give dem ret i at det var noget særligt. Og nu er det hele væk. Glemt og borte og Landet er sygt. Der er ingen mere der tør drømme og ingen med evnen til at samle Zuyevo igen.”

Han ser på drengen og tager sin bylt ned fra ryggen og giver den til drengen. ”Du siger du ønsker at læge landets sår? Jeg har hørt den slags tale før men jeg tror på dig. Måske er jeg naiv og sentimental, men en der delte dit navn betød noget for mig engang og derfor får du denne gave til at hjælpe dig på din færd. Spydet hedder Eä. Det betyder Liv på vores sprog. Skæftet er lavet af en gren fra Livets Træ i mit hjemland og er blevet formet af mig selv. Spydspidsen er smedet af Thalios af Eaudur, og hvor nogen vil sige at det ikke er hans bedste værk så kan jeg fortælle dig at det var hans første værk. Kan du se hvordan stålet er foldet således at det ser ud som om der er små blade på det? Det er smukt ikke sandt? Det er et godt spyd. Det ligger godt i hånden og dets spids kan gennembryde de fleste rustninger.” Han ser lidt på det og rejser sig så op. ”Det er en gave fra mig til dig. Jeg håber du vil bruge det vel og at det vil hjælpe dig på din færd. Hvem ved? Det kan være vores veje en dag krydser igen.”

Han bukker let, vender sig og går hen mod træerne. Så vender han sig om kort og siger ”Nord for baroniet Rezel ligger et stykke land som er overset af de fleste. Engang hed det Øvre Rezel, men jeg tror det er glemt af de fleste. Der finder du en mand der hedder Boris. Han vil kunne hjælpe dig.” Så træder han et skridt tilbage og med et er han forsvundet, efterladende Vladimir siddende tilbage ved Yevos breder mens at solen begynder at stå op og kaste sine gyldne stråler på den lille dreng.

____________________

OOC

Eä er et Masterwork Spear. Det er ikke magisk men da det er Masterwork så kan du få det gjort magisk på et tidspunkt. Måske Boris kan være til gavn der? (hint hint)
This message was last edited by the player at 23:50, Thu 08 Aug 2013.

Rejsen retur forløb uden problemer men føltes lang for den unge Vladimir. Mens flodbåden sejlede tilbage ned af Yevo-floden og siden Yalu-floden hele vejen op til Olonov sad den unge Vladimir fordybet i tanker. Tanker om hvad fremtiden ville bringe og måske mest tanker om fortiden. Så mange spørgsmål og så få svar. Som Vladimir sad i båden og så på landskabet glide forbi så slog det ham hvor mange ting minder der var fra fordums tid. Hvor stort Zuyevo egentlig havde været og hvor langt det havde faldet. Nu var det enten besat af Yachemider, Huleanere eller splittet internt mellem smålige og grådige lensherrere, og forsmåede religiøse sekter. De Fire og hvad de stod for var forsvundet og glemte af mange, og alligevel var der så mange levn der mindede om dem og det de skabte.

En dag nåede prammen til Olonov og Vladimir satte sine fødder på den knirkende badebro, hvor dragere slæbte kasser og tønder og fiskere sad og reparerede deres garn og åleruser. Der lugtede af fisk og tjære og man kunne høre håndværkerne arbejde med deres hamre og save.

Summer, 1025 AC

Vladimir bliver i Olonov for de flodhandlende har i år besluttet at Sommermarkedet skal holdes ved Olonov. Pludselig bliver Olonov mange gange større og telte er at finde overalt langs floden. Penge og varer krydser henover borde og rygter går som steppeild henover markedspladsen. Jonglører, lyre-spillere, dansende bjørne og sabel-slugere. De er over alt. Både Feofan og Sobodkin og hans kone Oleya har deres boder, og de beder den unge dreng om hjælp henover sommeren. Kost og logi er gratis og de er villig til at betale en ganske god pose penge til drengen for nogen få ugers arbejde.
This message was last edited by the GM at 20:09, Mon 19 Aug 2013.

I starten af sommeren stöder Vladimir ind i Demyan nede ved kajen i Olonov. Drengen er iklädt almindeligt töj saa han ikke bliver genkendt som baronens sön. Han kaster sig i et tigerspring over skovdrengen og giver ham et kämpe knus.

"Vlad! Du vil aldrig gätte hvad jeg har oplevet! Jeg har rejst gennem hele Rezel! Jeg har badet i Högesöen og klatret i de Sorte Bakker! Jeg blev forgiftet af Wyvern gift i Kaluno men overlevede! Jeg var i Gum og mistede min hest og fik den tilbage! Jeg besögte den Mörke skov - der er flere udöde nu end nogensinde för! Og jeg besögte den gamle skov og levede sammen med skovhuggerne! Og min flodpram blev knust af et kämpe söuhyre! Og Rün, som i virkeligheden ikke var en gammel mand, men en slags stor sten, fortalte mig at jeg er udvalgt af Landet selv! Jeg kan vise dig stenen! Og og og...."


De to bruger sikkert enhver given lejlighed til at lave ballade paa Sommermarkedet.

De kigger osse efter Feliks om han mon er til at finde.

Se Scene 2.0 - The Summer Market

Fall, 1025 AC

Sommer Markedet er overstået og Yalu-flodens frie handlende rejser videre både mod syd og nord. En del af Valdimir ønsker at følge med dem men alligevel føler han at hans liv på en eller anden måde er forbundet med dette område som kaldes for Rezel. Men han er rodløs nu og Demyan kan ej se ham så ofte som de gerne ville.

Til gengæld får han to tilbud. Det ene er at blive skovhugger for Baronens Tømmerlaug og arbejde i Den Gamle Skov vest for Olonov. Lauget gør meget ud af at de er i Baronens tjeneste. Det er hårdt men ærligt arbejde som vil vare hele sæsonen og han vil blive en rig knægt "med mulighed for en fremtid" som de så smukt siger det. De betaler også godt - hele to sølvstykker om dagen faktisk - således at Vladimir vil stå med 180 sølvstykker på hånden i rede penge når vinteren kommer.

Det andet tilbud er at grave tørv i landsbyen Krenian syd for Olonov. Arbejdet er ikke så godt betalt - kun eet sølvstykke om dagen eller 90 sølvstykker når vinteren kommer - men de kalder sig selv for frie sjæle som ikke kun tjener Baronen. Arbejdet er ikke mindre hårdt måske men til gengæld mere sikkert for der er ikke set monstre ved Krenian i generationer og det er de glade for.
This message was last edited by the GM at 20:09, Mon 19 Aug 2013.

In reply to The Storyteller (msg # 66):

Vladimir synes ikke rigtig om ideen om hårdt manuelt arbejde når han nu er vant til det frie liv i naturen hvor man lever af landet... dog kan han godt se at han med lidt mønt på lommen kan købe nogle redskaber og våben som vil kunne gøre hans liv så meget lettere.

Han takker derfor ja tak til jobbet i skoven. Det virker trods alt noget mere tiltalende på den lille natur dreng.

Livet i Den Gamle Skov falder Vladimir vel. Der er noget over dette sted - storslået og ældgammelt. Det er som om at selve tiden er gået i stå på dette sted. Skovens dyb er mørkt og mystisk, men ikke skræmmende på den måde som Vladimir har været vant til ved Gum. Her er det bare .. fremmed. Som om at mennesker er velkomne men altid kun som gæster.

Arbejdet er hårdt selv for en hårdfør knægt som Vladimir og mange en aften kollapser han af træthed og udmattelse. Men skovhuggerne slår ham så venlige mennesker. De er tavse og stoiske. Det er et sted hvor en mand blev målt og vejet baseret på hans handlinger og ikke på hans æt. Det lille skovhugger-samfund er ledet af skovhuggeren Alexei der synes at kunne kløve en træstamme med et hug fra sin økse, og Alexei tager Vladimir under sine vinger. Lærer ham håndværket og snart er Vladimir en af de bedste i gruppen og de andre skovhuggere er glade for ham og hans evner. Noget andet er så gældende for den lille grove Rudolov der er baronens opsynsmand i området. En gusten lille mand der fører sig frem som om han næsten er selve baronen og ingen forståelse har for det arbejde som skovhuggerne får for dagen.

De tre måneder forløber hurtigt og snart afløses vådt efterår af begyndende vinter og frost og Tømmer Lauget betaler Vladimir for sine tjenester. 180 mønter sølv i en pung gør Vladimir til en velholden dreng, men det er vemodigt at skulle tage afsked med skovhuggerne og den store Alexei. Vinter-perioden fører altid til at løsarbejdere bliver fyret, men Vladimir bliver tilbudt at komme igen næste forår hvis han ønsker det, for de vil holde en plads til ham så længe de kan.

Men før at Vladimir forlader lejren så opsøger Alexei ham. Han har hørt at Vladimir kæmpede ved Gum og der mødte baronens søn, Demyan. Alexei beder Vladimir opsøge Demyan og forsøge at få gjort noget ved den forhadte Rudolov. Der er murren i krogene og mændene er ikke glade for en mand der tillægger dem umulige opgaver. "De er jo ikke slaver fra Sokolov" som Alexei nævner flere gange over for Vladimir, og Alexei frygter at en dag vil man finde Rudolov med en økse i hovedet og så vil baronens mænd komme og før han ved af det vil de alle hænge fra træerne med et reb om halsen, og det ønsker han ikke.

Alexei vil ikke have at Vladimir løber nogen risiko, men vil sætte pris på hvis han kan lægge et ord ind for dem overfor baronens søn.

In reply to The Storyteller (msg # 68):

Vladimir takker den store Alexei mange gange for at have været en rigtig ven for Vladimir. Han lover også at han skal prøve at snakke med Demyan næste gang han ser ham. Han ved dog ikke meget om politik og hvordan man kommer i kontakt med adelige, men han skal gøre sit bedste.

In reply to Vladimir (msg # 69):

Sommeren tilbringer Vladimir i sit lille hus nær søen. Hver dag tager han ud for at lære skoven bedre at kende. Mens nogle af turene blot varer nogle få timer så er der andre ture hvor Vladimir er væk fra sin lille hytte i flere dage af gangen.
Han vil gerne lære hver en lille skovsø at kende i skoven. Han vil udsøge de ældste træer i skoven og beundre deres gamle bark og dybe rødder. Hver en lille bakke skal bestiges og enhver hule findes og undersøges. På sine ture finder Vladimir også altid tid til at besøge landsbybeboerne i de forskellige bygder.

Han prædiker ikke, da Vladimir ikke ser sig som en præst. Men han hjælper beboerne i deres dagligdag. Læger deres sår og helbreder de sygdomme han kender til. Derudover så prøver han at mægler så godt han overhovedet kan når der opstår konflikter i de små bygder. Det eneste Vladimir altid får sagt til beboerne er at de skal værdsætte deres frihed og kæmpe for den om det så skal koste dem deres liv. Et liv i trældom er ikke et liv, men blot en udskydelse af det uundgåelige.

Vinter, 1026 AC

Vinteren ligger sit tæppe af sne over landet og Vladimir står og ugger brænde da der kommer bud til ham fra grænseområdet mod sydøst. Vladimir kender det område - det var den vej rejseselskabet rejste ind i Øvre Rezel. Der hvor de fandt spor efter gobliner og hvor Felisk mente der var Udøde.

Budet fortæller om at goblinerne er blevet mere modige nu hvor Bedstefar Bjørn er væk og er erstattet af ..nå, ja .. Vladimir. Derfor så afpresser de landsbyerne for mad og værdier således at folk sulter. Der har også været dødsfald som nogen mænd forsøgte at gøre modstand og blev hugget i stykker af goblinerne.

OOC:

Vladimir er nu overladt til sig selv i Olonov mens at Feliks og Demyan er hidkaldte af deres fædre. Har Vladimir nogen planer/ønsker? Hans to venner kan være væk i timer eller dage.