Thaumont 1, 1025 AC

Gum er en lille flække og den vestligste landsby i hele Rezel. Beliggende blot få zuyevanske kilometre fra den store skov der adskiller Rezel og Kulikovo er Gum ikke et sikkert sted at bo, men det er trods alt et behageligt sted. Små træhuse med tørvetag hvor røgsøjler stiger op fra hullerne i tagene.

Vladimir sidder i garverens lille have og er ved at pille kartofler. Han ser på de mange børn der løber rundt om ham - den familie som han aldrig har haft men alligevel altid har været en underlig del af. Katten ligger på en sten og slikker solskin og ser yderst doven ud. Barynov kommer over til ham og sætter sig tungt ned og ser på Vladimir med sine mærke øjne gemt bag de store buskede øjenbryn.

"Lillemor vil altså gerne have du bliver her lidt længere denne gang. Vil du ikke nok overveje det? Du ved hvor ked af det hun bliver når du tager for hurtigt tilbage til skovene."

In reply to Barynov (msg # 2):

Det virker ikke som om Vladimir ænser Barynov. Han kigger blot op mod himlen hvor en gruppe af svaler flyver let og ubesværet rundt i hvad der ligner leg. Vladimir peger op mod fuglene alt imens han kommer med nogle høje fløjtelyde. Han kigger på fuglene i flere minutter uden rigtig at bemærke Barynov indtil han pludselig udbryder:

"Vladimir kan ik blive lang tid. Fuglene siger at skoven venter. Vladimir tror de taler sandt. Jeg går ved skumring i morgen."

Vladimir kigger endelig på Barynov og et stort smil breder på hans beskidte ansigt

"Men Vladimir kommer snart igen. Vladimir har fundet et godt svampested. Han vil bringe svampe til sine venner. Masser af svampe."

Den store mand nikker med hovedet og kradser sig i skægget da hans blik stivner som han ser på noget bag Vladimir. Pludselig så skriger børnene og den yngste falder bagover og vælter kurven med tomater der triller ud over jorden. Barynov farer op med en hastighed der overrasker Vladimir og hiver øksen udad huggeblokken og kaster den så mod Vladimir .... og forbi ham. Vladimir scorer rundt som øksen passerer blot centimeter fra hans hoved og ser hvordan øksen sætter sig dybt i kraniet på en udød.

Den udøde var engang et menneske. Dens hud sidder spændt ud over bæstet knogler og enkelte steder stikker en knogle eller to ud af dens krop. Den lugter af råddenskab og tjavser af viltert hår kan ses på dens isse. Den bærer resterne af en ringbrynje og de lasede rester af en tunika der bærer Petras symbol. Dens mund åbner og lukker sig ganske kort men øksen i dens pandeskald ender dens ynkelige eksistens og de to røde lysende punkter dybt i dens sorte øjenhuler slukkes som den falder om i køkkenhaven.

"Lillemor!! Send bud til naboerne og sig at de udøde kommer. Lad dem ringe med klokkerne. Alarmer alle. Og dig...." Han vender sig om mod Vladimir ".... du venter med at tage tilbage til skoven. Ingen diskussion!"

Han vender sig om mod markerne og stirrer på markerne med de kornet der svajer i den lette brise mens han sagte mumler nogen ord som Vladimir ikke forstår. "Må De Fire bringe os frelse."
This message was last edited by the player at 18:34, Tue 11 June 2013.

In reply to Barynov (msg # 5):

Vladimir kigger forfærdet på det døde udøde skelet og tænker at hvis de udøde kommer til byen så burde hele byen da følge Vladimir ud i skoven. Her ville de være i sikkerhed fra de afpillede kroppe med de lysende øjne.

På trods af at Vladimir aldrig har set et levende skelet så er han fascineret af bæstet. Hvordan kan det bevæge sig uden muskler? Er der mon nogen eller noget som kontrollere det? Har det en bevidsthed?

Vladimir går derfor over til skelettet for at undersøge det nærmere.

Vladimir knæler ved den udødes side. Han ser den sidste glød forsvinde og slukkes i dens øjenhuler. Han studerer den nøje og tavs. Han er ung og har aldrig set den slags væsener før. Historierne om dem har han hørt før, men aldrig set et af disse fæle væsener før.

Han hører landsbyens klokker ringe som tegn på alarm og kan - som i en fjern drøm - høre hvordan folk samles nede ved landsbyens branddam for at høre hvad der er sket. Så mærker han pludselig en hånd på hans skulder - Barynovs store hånd.

"Se nøje på væsenet min dreng. Alt hvad du ser er et vederstyggeligt væsen som skal udryddes. Men der var engang hvor det væsen var et menneske af kød og blod som forsvarede os mod vores fjender. Det skal aldrig være dig en glæde at udrydde væsener som dem for de fortjener ikke den grumme skæbne de fik. Men kom med ... de holder møde .. og jeg får brug for din hjælp."

In reply to Barynov (msg # 7):

Vladimir rejser sig op og kigger på Barynov.

"Vladimir vil hjælpe sin ven"

Og så følger den lille dreng i hælene på den store tanner...

Alle i landsbyen er mødt op til mødet og de debaterer voldsomt om hvad det skal gøre. Der besluttes at sende bud til Grevven men det lader ikke til at nogen tror det bringer noget godt med sig. Det sidste årti har bragt død og vold og mange steder er stavnsbåndet ved at blive genindført. De anser greven som en lakaj af Hule og hans søn som svag.

Loki-præsten i landsbyen fortæller at han støtter landsbyen men intet værn har mod udøde for Loki opfordrer til list og snarråd. Der er mumlen blandt beboerne men der er ingen andre præster i landsbyen siden soldater fra greven smed Moderkirkens præst på porten og indsatte Loki-præsten.

De aftaler at inge  må gå alene. At kreaturerne skal hentes ind. At mændene danner patruljer som skiftes til at holde vagt samt at alle ældre og enlige skal flytte ind til naboer. Alle døre og vinduer skal barrikaderes om natten.

Og imens står Barynov og klør sig i skægget og lytter intenst til hvad folk siger.

In reply to The Storyteller (msg # 9):

Vladimir kigger op på Barynov...

"Vladimir vil låne en kølle og en læderbrynje. Vladimir kan også patruljere og kæmpe mod de levende døde."

Barynov nikker og giver den unge dreng en gammel læderbrynje og en trækølle tilbage ved familiens hytte. Lillemor prøver at være tapper men hun er bange. Børnene er rædselsslagen og det er tydeligt at en dyne af frygt har lagt sig over Gum. Kreaturer bliver ført tilbage til landsbyen og en kvægdriver fortæller at han så en ko blive overmandet og spist levende af fire udøde rådne lig og at han selv var nødt til at stikke af.

Budbringeren til greven er sendt afsted på hesteryg og bedt om at ride alt til greven og bede om hjælp. Der er ingen stor hær af udøde ved Gum - endnu - men det er ikke til at vide hvornår de dukker op. Ved aftentide mens det er at aftensolen farver jorden rød så begynder patruljerne. Grupper af 5-10 patruljerer natten lang men det er umuligt for folk at få sovet og slappet af. Alle ligger nok og venter på at høre vagterne råbe om hjælp men råbene komme aldrig.

Vladimir patruljerer sammen med Barynov og nogen af hans venner. En broget skare bevæbnet med armbryster, køller og høtyve patruljerer altså byen mens de venter på deres udskældte greve. En mand som ingen synes at have respekt for eller anser som værende en værdig herre.

Men næste morgen har der ikke været nogle angreb på Gum, endnu ...

In reply to The Storyteller (msg # 11):

Efter en lang nattevagt ligge Vladimir sig op på taget af en lade for at få sig en lille lur i fred for alle de panikslagne landsbyboere...

Inden han lukker øjene spejder kaster han guidance og spejder udover landskabet...

Vladimir rolled 15 using 1d20+3 ((12))
This message was last edited by the player at 19:19, Wed 12 June 2013.

Thaumont 2, 1025 AC

Vladimir spejder ud over landskabet. Kornmarkerne, engene, de små stengærder, det enkelte majestætiske egetræ. De blå og gule vilde blomster og svalerne højt på himmelen. Men der er ingen udøde at se noget steds. Han lægger sig ned og ser på skyerne langsomt svæve højt over ham og han falder stille i søvn ...

... det er stadig dag da han vågner og at dømme ud fra solen har han fået et par timers søvn. Hvad der har vækket ham er den store Barynov der er kravlet op af stigen med en madpakke i et rødternet tørklæde. Han har stillet den ved siden af Vladimir sammen med en lerkrukke med vand. Han sætter sig ned på det let skrånende tag og ser ud og markerne.

"Det er sørgeligt ikke sandt? Der var engang hvor dette var utænkeligt. Hvor De Fire fik os til at huske på at vi som mennesker selv kan bestemme vores skæbner og kan udrette mirakler." Han ser på Vladimir "Ja du er for ung til at huske den tid hvor Zuyevo - fra det kolde Tunguska i nord til det frodige Zybirks i syd, fra de vestlige baronier ved Det Store Hav til dette område i øst. Hvor alt det var samlet under een Zar og hans brødre." Han fnyser lidt som om han synes det er pinligt at tale om "Og så se os nu - splittet på grund af småligheder og grådighed. Vi er intet i forhold til hvad vi var ... eller kan blive."

Han bliver tavs og ser ud over markerne igen som om han drømmer sig tilbage til en anden tid.

In reply to Barynov (msg # 14):

Vladimir kigger undrene og søvndrukkent op på Barynov.

"De fire. Vladimir har aldrig hørt historier om de gamle dage. Var de store krigere? Og hvorfor er de her ikke mere?"

Manden ser sig omkring for at høre om nogen lytter og begynder så at fortælle med sin dybe stemme "Først må du forstå at De Fire er nu forbudt. Hule såvel som Moderkirken jager alle der taler for højt om De Fire. Forstået?" Han ser Vladimir i øjnene for at være sikker på at dette iltre naturbarn har forstået alvoren.

"De var fire. Brødre fra Karameikos langt mod øst. Helt derude hvor solen står op. De kom da Dæmonprinserne og deres ork-stammer holdt hele Zuyevo i et jerngreb. Først så besejrede de orkerne ved Aska-passet og derefter brugte de magi til nå Zuyganev, vores gamle hovedstad som nu blot er en ruin, og der besejrede de Dæmonprinserne i tvekamp.

De delte så Riget imellem sig og en Guldalder præget af fremgang og genopbygning strakte sig over hele nationen.

Ældst var Boris Borokov. Patriarken af Zuyevo. Han var en hellig mand dedikeret til vores gamle Guder. En vis men også tapper mand. Streng og nådesløs overfor sine fjender. Visionær og tilgivende overfor sine venner. Det er på hans jorde vi i dag sidder for den gang var dette område  en del af Østkirkens jorde og forsvarede os med Dradze og Yazak-stammer på samme tid. Kulikovo var hovedstaden og der er derfra de udøde nu kommer.

Sergei Borokov var næstældst og Zar over Zuyevo. Han regerede fra hovedstaden Zuyganev. Han var en hellig kriger og bar det tunge ansvar som nationens leder på sine skuldre. Han red på en hvid ganger ved navn Kirov og hvorend han kom frem skete der mirakler - syge blev kureret og mennesker fik ro.

Vladimir Borokov - din navnebror - var næstyngst. En vældig kriger som kunne kløve klippeblokke med sit sværd og ikke kendte til frygt. Han var Prins af Zybirks - det område som nu kaldes for den Zybirske Marsk af de yachemidiske hunde. Han grundlagde Skt. Sergeisborg som han opkaldte efter sin bror, Zaren. Du kan se resterne af byen hvis du nogensinde rejser ned af Yalu-floden.

Den yngste var den mægtige magiker og troldmand, Nikolai Borokov. Han var Prins af Tunguska i det høje nord. Et område tyndt befolket passede godt til hans frie natur. Man siger han kunne bevæge sig over hele Riget og nå fra den ene ende til den anden ende på under en dag. Den magi han udførte var uden sidestykke."

Barynov ser frem for sig og bliver tavs.

"Men alt har en ende ..."

In reply to Barynov (msg # 16):

Vladimir er tydeligt begejstret for denne fantastiske fortælling...

"Vladimir er sikker på at de fire vil komme igen. Hjælpe Barynov og hans familie. Udyrene der styrer riget nu er som en såret og syg bjørn... det eneste at gøre er at ende dets smerter. Det er det eneste rigtige at gøre. Det er godt."

Vladimir ligger en arm om Barynov og kigger på ham og sender ham et opmuntrende smil

"Barynov må fortælle mere om de fire en dag til Vladimir. Kom med ud i skoven med Vladimir og fortæl alt. Vladimir vil især gerne høre mere om Skt. Sergeisborg. Vladimirs hovde synes at genkende navnet."

Barynov ser på den unge dreng og klapper Vladimirs hånd på sin skulder "Ja, ja .. måske fortæller jeg mere en dag. Det er rart med ungdommelig overmod, men jeg håber blot du ikke bliver for skuffet."

Han ser ud over markerne igen. "Det er faktisk et meget godt udsigtspunkt det her. Med lidt held så når Tirun frem med budskabet om de udøde i dag, og så har vi måske grevens tropper her et par dage efter. Måske allerede i morgen?" Han smiler lidt skævt "Det er muligt greven er en nar men det kunne være rart med lidt normalitet igen i området."

Dagen forsætter meget stille. Folk er bange og ingen synes at turde hæve stemmen. Det er en af de stunder hvor folk hvisker uden rigtig at vide hvorfor. Patruljerne forsætter mens man taler om hvornår baronens tropper mon når frem. Ingen synes at tro meget på deres herremand men alle trøster sig med at baron Artyum ikke har råd til at miste Gum. Hen mod aftentide spottes en støvsky mod syd og den synes at bevæge sig mod øst i retning af Kaluna.

Patruljerne forsætter og der en følelse af at være belejret sænker sig over hele byen. Om aftenen begynder Vladimirs patrulje og den lille grupppe bestående af Vladimir og tre voksne mænd bevæger sig ved den vestlige del ar Gum. Natten er lidt blæsende og de er alle trætte da de i de sene nattetimer når til en lille lade. Kreaturerne der inde lyder skræmte.

-------------

OOC

Vladimir - Perception
This message was last edited by the GM at 18:57, Sat 15 June 2013.

In reply to The Storyteller (msg # 19):

For at Vladimir kan kunne høre og se lidt bedre hvad det er der foregår ved laden så kaster han guidance inden han anstrenger sine øjne og ører maksimalt...

Vladimir rolled 11 using 1d20+3. perception

Vladimir ved ikke hvordan han gør det. Hvordan han begynder at hviske disse sære lyde og pludselig er alle hans sanser skærpede. Det skræmmer ham ikke så meget som det oprindelig gjorte, men der er noget underligt over det. Som om noget - fjernt og alligevel nært - våger over ham og påvirker ham.

Han står stille og ser sig omkring. Opmærksom på nattens lyde, lugte og synsindtryk. Han kan se de tre mænd gå ind i laden, døren åbner de og de forsvinder ind i mørket med deres olielampe. Men Vladimir er ikke interesseret i laden. Han er interesseret i den skrabende lyd der kommer over på ladens højre side. Der mellem brombærkrattet og laden. Han kan mærke det er der - og han kan mærke den samme frygt som dyrerne kan. Hvad det end er så er det ikke naturligt.

In reply to The Storyteller (msg # 21):

Vladimir prøver liste om på højre side af laden, men holder stadig en god afstand til der hvor skrabelyden kommer fra (ca 100 ft). Alt i mens holder han sin kølle i et fast greb parat til at kvase udøde hjerneskaller hvis det skulle blive nødvendigt...

Vladimir rolled 16 using 1d20+2. stealth.
This message was last edited by the player at 20:30, Sat 15 June 2013.