In reply to Demyan (msg # 16):

Feliks kigger sig træt omkring. Han kan ikke lade være med at tænke, at Igor måske prøver at slippe af med ham, for hvad i al verden kan Feliks gøre her. Han er træt som sjældent før. Han må hellere få lidt søvn,  inden de udøde kommer, således at han kan være frisk til at gøre observationer på de udøde samt overleve længe nok til at rapportere til Igor.

".... og vand. Vi må sørge for at have masser af vand indenfor barrikaderne.

Både for at have nok at drikke til min fader kommer til undsætning, men også for at slukke eventuelle ildebrande.

Det må du sørge for Sevivich, samtidigt med at du organiserer barrikaderne med Gurum.

....hvis de udøde kan blive skadet af bøgekæppe, kan det også være at de kan blive skadet af sten.

Feliks, du har til opgave at få landsbyens børn til at samle sten, som vi kan bruge som kasteskyts. Mange børn i landsbyen har sikkert også slynger.

Men først må vi få en smule søvn, Feliks. Sevivich - er der et sted hvor det er muligt at hvile sig en smule?"

Mens at Stanislav, Barynov og Gurum forlader krostuen så passerer Gurum den unge Demyan og hvisker i hans øre "Måske Herren burde se nærmere på det gamle tempel? Det er ikke to potter pis værd hvis det ikke er andet end tre sten og fuglerede..." og så er han gået ud af døren.
This message was last edited by the player at 15:25, Wed 19 June 2013.

Præsten smiler sit mest vindende smil hvilket ikke er et kønt et. "Åååååååååh noble og ædle Herre. At De er her viser at Loki-Alt-Vidende har sendt os Hans nåde. De, hvis ædle fader - længe må han leve - er en Beskytter af Kirken, vil føre os til sejr!" Han griber Demyans hånd og kysser (nærmest slikker) den ærbødigt.

"Det vil være mig en ære hvis De og Deres nærmeste vil overnatte i templet til Loki. Det vil bringe stedet ære og velsigne Dem i den forestående kamp. Men ... og jeg ønskede ikke at sige dette mens de andre var her ... jeg vil stærkt fraråde at nærme Dem det gamle tempel til Moderkirken. De må forstå at Loki-kirken støtter og beskytter Moderkirken efter Konklavet i 1020 AC, men templet her i Gum var kættersk og forbrød sig mod Konklavet og prædikede om .... " Sevivich ser sig skræmt omkring "....De Fire! De Forrædderiske Fire! De Forbandede Fire!" Han rømmer sig og smiler så igen, det samme sleske smil "Heldigvis viste Moderkirkens inkvisition sit værd og præsten blev renset ved flammernes magt og templet blev væltet. Jeg siger blot dette for at De og Deres følge ikke skal blive associeret med den slags kættersk virksomhed..." Han smiler med sine gule tænder og skal til at kysse (slikke) Demyans hånd.
This message had punctuation tweaked by the player at 15:37, Wed 19 June 2013.

Demyan er nu så træt, at præstens ansigt flyder ud for hans øjne, og sykofantens stemme synes at komme langt borte fra.

Desuden gør hele drengens krop ondt, ikke mindst hans røv der er fuldstændigt hudløs efter at han har reddet i over et døgn.

"Ærede præst.... De behøver ikke bekymre Dem.... jeg på på Hules side... jeg mener giv Loki hvad der tilhører ham.... Vi tjener men spørger ikke...."

Demyan rejser sig pludseligt og går udenfor. Dagslyset skærer i hans øjne, og han kigger sløvt og drømmende på en farverig sommerfugl der flyver forbi.

Han finder Feliks og den sære skovdreng og begiver sig over for at kigge på Moderkirkens tempel.

Den gamle kirke ligger forladt i den østlige del af landsbyen. Græsset foran er højt og den lave (ca 1 meter høj) stenmur omkring kirken er overgroet med mos og bregner. Der er stoe huller i taget hist og her og de kalkede ydermure er medtaget af vejr og vind. Døren til kirken er væk og da de står ved indgangen til kirken så kan de tydeligt lugte fugten og muggen i kirken. Gulvet synes i stor grad at være dækket med visne blade og små grene. De store kalkmalerier der engang var på murene kan nu næsten ikke ses mere for de er blevet udhvisket af vand der er kommet ind gennem hullerne i taget.

(Den sidste rest af Moderkirken i Gum)

Demyan føler sig sært tilpas i kirken. Han læner sig lidt op af en væg og falder øjeblikkeligt i dyb søvn.

Deymian sover tungt allerede før Felisk og Vladimir når at sige noget. Hans snorken runger i det tomme kirkerum som de står og ser på.

In reply to The Storyteller (msg # 24):

Feliks er ikke lang tid om også at lægge sig til at sove i den forladte kirke.....

In reply to Feliks Sokolov (msg # 25):

Det er første gang at Vladimir er i en kirke. Han har ihvertfald ikke nogle klare minder om at det skulle være sket før han flygtede ud i skoven. Han er fascineret af bygningen og nysgerrigheden får ham til at gå minutiøst igennem hele den lille kirke. Hver en flig af de tilbageværende klakmalerier fanger især den lille purks opmærksomhed...

Kalkmalerierne er udhvisket af det indtrængende vand og mange af malerierne er med vilje blevet ridset i for at ødelægge dem. Et levn fra inkvisitionen formodentlig. De tørre blade knaser når Vladimir går langsomt rundt og ser på de gamle kalkmalerier, og lyden blander sig med den svage snorken og dybe vejrtrækning fra Feliks og Demyan.

Malerierne fascinerer Vladimir. De synes at danne en fortælling men Vladimir kan ikke se hvor de begynder eller hvor de slutter. I stedet får han indtryk af fragmenterne. Om dybe huler store nok til at huse hele lande. Om store væsener med vinger der spyer ild over områder. Om krigere og helte. Om mod og tab. Tre mænd er foran en mand med ansigterne vendt imod ham. Mandens ansigt er blevet kradset af. Hans arme rakt ud i velsignelse og omgivet af en stråleglans. Den ene der knæler er i rustning og synes bøjet i bøn ved sit sværd. Den anden er yngre og har skriftruller i sine hænder. Den tredje fascinerer Vladimir endnu mere og han forstår ikke hvorfor. Det er blot en mand men han knæler ikke. I stedet står han rank og selvsikkert men ikke hovmodigt. Vladimir ved ikke hvem denne mand er men føler sig forbundet med ham uden at vide hvorfor.

__________________________

OOC

Vladimir - Perception

In reply to The Storyteller (msg # 27):

Vladimir er meget fascineret af fragmenterne af hvad der engang må have været storslået billeder. Han er også meget benovet over de mennesker, går han ud fra, som er istand til at male så levende billeder... det må have været et farvestrålende syn. Vladimir lukker øjnene og prøver at forestille sig hvordan det må have set ud før det blev skændet. Da han åbner øjnene igen slår det ham at det må have været nogle meget små og misundelige mennesker som har ødelagt så fantastisk malerier. Det forstår ikke og sukker højt.



Vladimir rolled 18 using 1d20+2 ((16))

Vladimir sætter sig ned på en nedfalden bjælke og filosoferer lidt over hvorfor dem der skændede stedet egentlig gjorde det. Det er dybe tanker for en dreng af naturen og han har svært ved at finde ordene der passer. Han hører pludselig en svag susen for hans ører. Der er toner i lyden. En klang. Ord måske. Han ryster på hovedet og så er de væk igen. Det giver ham ro ikke at høre stemmerne og lydene igen. Han ser op på malerierne og pludselig - i et kort sekund - er det som om den centrale skikkelse i stråleglansen bevæger sig og rækker ud til ham. Det er nok til at Vladimir falder på røven og lukker øjnene i panik. Der sker intet og da han ser op er der ingen bevægelse på malerierne. Det hele et produkt af en træt hjerne.

"Zzzzzzzzz"

Demyan ligner en lille kerub som han ligger og sover fredfyldt.


OOC: knægten vil sove indtil han er udhvilet (og kan memorisere nye cantrips).


This message was last edited by the player at 20:11, Thu 20 June 2013.

Vladimir læner sig op af væggen og ser op igennem hullet i taget. Han kan se at skyerne er blevet mørkere og han kan høre på vinden at det trækker op. Måske det bliver regn, tænker han og lukker øjnene et kort sekund. Han kan mærke hans krop bliver tung og han lader sig falde ind i søvnen.

De vågner med et spjæt som et tordenbrag runger gennem rummet og et lyn lyser kirkerummet op. Lyden af tordenbraget blander sig med skriget fra Demyan der spjætter på jorden.

Det er tidlig aften nu. Det regner de i hvert fald med. De kan høre det regner og se hvordan regnen kommer ind igennem hullerne i taget over dem. Det tordner og skyerne er sorte og ruller hurtigt over himmelen. De kan høre folk der råber og arbejder uden for med at lave de barrikader som Deyman beordrede.

De ser på hinanden siddende i det mørke kirkerum. I et kort sekund er stedet lyst op igen af en lyn der flækker himmelen før kirkerummet kastes tilbage i uvejrets mørke.

Demyan skaffer en tælleprås. I det svage gule skær begynder han at anstrenge øjnene for at memorisere sine formularer.

Ind imellem kigger han på de andre to drenge med en snigende frygt malet i ansigtet.

In reply to Demyan (msg # 32):

Feliks træder lidt væk for sig selv. Han virker meget eftertænksom....

Der går dog ikke længe, før han er tilbage. Han går straks igang med at samle byens unger for at få styr på "slyngetropperne".

Efter at Demyan har memoriseret sine formularer, går han udenfor og ser på landsbyboerne der færdiggører barrikaderne.

Selv om han ikke rigtigt kan hjælpe, så håber han at hans blotte tilstedeværelse minder landsbyboerne om at de ikke er glemt.

Det regner der ude hvilket gør jorden våd og mudret. Folk i landsbyens har været aktive det sidste par timer. At deres leder og hans følge ikke har været synlige gør ingen forskel. Den tid hvor prinser byggede byer sammen med befolkningen og Czaren red blandt folket er for længst forbi.

Gurum nikker til Demyan. Gurums mænd som er mere kyndige i krigskunst hjælper med at bygge barrikaderne mere holdbare.

Sevivich er intet steds at se.

Felisk styrer børnene i at samle sten til deres slynger og som kan bruges som kasteskyts. De små børn slæber store og små sten ind fra marker og gærde.

Det tordner. Skyerne ser grumme ud og det ser ud som om det ikke stopper der næste stykke tid.

Demyan vil snakke lidt med den vilde dreng fra skoven. Han er lidt fascineret af ham.

"Vladimir, er du her fra området?

Hvad laver din fader -  er han skovhugger?

Fortæl lidt om hvordan du overvandt den udøde. Du må være en meget modig dreng!"

In reply to Demyan (msg # 36):

Vladimir kigger lidt klatøjet på Demyan. Det er tydeligt han ikke har fået sovet så meget de seneste par dage.

"Vladimir husker meget lidt om fader. Måske var han stor kriger. Men ved han er død."

Vladimir ser en smule sørgmodig ud. Mens han kigger op på den mørke himmel hvor en gruppe sorte fugle flyver lavt henover børnene.

"Vladimir er ikke bange. Men han har respekt for den brune bjørn, som er stærk. Og han har også fået respekt for de levende døde som ikke mærker smerte."

 

Demayn nikker forstående til Vladimir.

"Jeg ville være beæret hvis du vil kæmpe ved min side Vladimir. Jeg har brug for gode krigere."

Drengen sørger for at dusinvis tønder bliver fyldt med vand.

Som tusmørket falder på, stiller han sig op på en af tønderne, så han har udsigt over området udenfor barrikaderne.

Han knytter sin hånd og mumler nogle ord på et forlængst glemt sprog. Som han åbner hånden, sidder fire små ildfluer i hans håndflade.

Han lader dem flyve ud i en lille sværm og synes at dirigere dem rundt for at lyse området op. Hver af de fire ildfluer spreder et klart gulligt lys med samme styrke som en fakkel!


This message was last edited by the player at 19:07, Sat 22 June 2013.

Forberedelserne forsætter og folk synes mere og mere desperate som mørket begynder at falde på. Støvregnen bliver nu til styrtregn og voldsomme lyn flækker himmelen som om at tordendrager boltrer sig i de sorte skyer. Jorden er forlængst blevet til mudder og folk forsøger at samle sig bag barrikaderne.

Der er ingen af de tre unge drenge der har prøvet krig før men de kan alle mærke det. Alle sanser synes skærpede på en eller anden måde. Farver er skarpere, lugte mere tydlige, følelsen af regn mod huden føles mere ægte end noget andet. Der vil komme kamp her. Lige her. I Gum. Ikke i morgen. Ikke om en uge. Men i dag. I nat. Nu.

Regnen tager til og Feliks og Vladimir står tavse og ser ud over barrikaderne. Lynene lyser landsskabet op og tiden går i stå som folk ser de udøde komme marcherende imod Gum. Den østlige del af Gum ligger højere oppe end den vestlige del og giver derfor et bedre udsyn, men lige nu ville de gerne have været foruden synet af de udøde.

Nogen kvinder begynder at skrige, mænd mumler og børn græder stille tårer. Demyan slutter sig til Vladimir og Feliks og ser på de udøde. Der må være flere dusin af dem. Hver og en af disse forbandede væsener kun eksisterende for at udslukke liv og tage folks sjæle. Hver og en af dem en perversion af det liv de havde. Bærende Østkirkens iturevne uniformer og med deres skjolde stadig bærende de våbenmærker som de bar i kamp. Blafrende bannere med knogler hængende fra dem og skeletter der nu uden lyd men med bevægende kæber synes at messe deres gamle liturgier mens de bærer perverterede ikoner i deres kødløse knoglehænder.

Gurum ser over på Demyan og forsøger at fange drengens blik.

Barynov ser på Vladimir og kniber sit ene øje i og forsøger at finde et smil frem for at berolige drengen.

Feliks føler hvordan hans hoved fyldes med stemmer som han ikke forstår men som begynder at virke genkendelig. Hans hals er tør og som han famler i sine lommer indser han at han ikke har flere rødder at tygge på.

Stanislav vandrer op og ned af barrikaderne og klapper folk på ryggen og hvisker nogen beroligende ord i ny og næ, men om han selv tror på hvad han fortæller folk må guderne vide.

Og så begynder lyden af kirkeklokken i Lokis tempel at blande sig med lyden af regn og torden og folks desperate bønner. For Sevivich lader klokkerne lyde mens han går i gang med at give Loki et blodoffer i form af en okse. En okse med vilde skrækslagne øjne der kæmper imod indtil en hammer kvaser dens hjerneskal og den falder om med spjættende ben og Sevivich derefter bruger sin offerkniv til at lade dens blod løbe ud over jorden og blande sig med regn og mudder for at velsigne Gum.

Demyan stiller sig igen op på en tønde nær ved barrikaderne. Herfra kan han se ud over de frygtelige udøde skarer, og han håber at ingen af dem har buer og pile.

Selv om han ikke har meget sympati for Loki, mumler han en stille bøn og håber at guden modtager præstens blodige offer.

"Vladimir, hold dig tæt her ved min side. Sørg for at ingen udøde når hen til mig.

Feliks, hold børnene parat med sten og kasteskyts. På min ordre, begynd at kaste sten over barrikaderne her henne. De er her om få øjeblikke!"

Demyan står så han er synlig for mange af landsbyboerne. Drengen synes at være rolig og fattet nu hvor kampen er kommet.

OOC: kaster 18 på wisdom check for at virke rolig og modig.


This message was last edited by the player at 17:32, Sun 23 June 2013.

In reply to Demyan (msg # 40):

Feliks går hen til de nervøse drenge.

Drenge hør på mig. Jeg ved, at I er bange. Jeg er selv bange. Men husk jeres forældre står imellem jer og de udøde, og I har nu muligheden for at gøre det nemmere for dem at beskytte jer og jeres søstre og mødre.

Tag alle de sten, I kan bære. Følg mig fremad og på mit signal, så kaster I alle stenene over barrikaderne mod de udøde og løber dernæst med det samme tilbage bag ved de voksne. Ikke noget med at se, om I rammer noget. Vælg jer nogle mål, kast stenene med al jeres kraft, og træk jer hurtigt tilbage, inden de udøde når jer.

Er I klar? Kom så følg mig fremad.


Feliks bevæger sig fremad mod det sted, som Demyan udpegede. På den unge barons signal vil Feliks råbe, alt hvad han kan til ungerne, at de skal kaste stenene mod de udøde....