Der er kun få som husker Slaget ved Gum der fandt sted i foråret 1025 AC.

På mange måder var slaget - hvis man overhovedet kan kalde det det - ubetydeligt på alle måder. Der var ingen store landvindinger. Der var ingen personer at synderlig betydning der deltog. Der var ingen grænser der blev flyttet og historiens gang blev ikke ændret. Faktisk vil historikere og lærde om mange år sikkert beskrive slaget som blot endnu en batalje i en lang række af grænsestridigheder i området.

Få - om nogen - vil egentlig tænke nærmere over de menneskelige lidelser og den sande rædsel som dem der deltog oplevede, og her begår de lærde netop fejlen. For befolkningen i det der engang var Zuyevo er ikke fremmede overfolk stridigheder og kampe. Hele landets historie har faktisk været en lang lidelse fyldt med forræderi, svig, råhed, død, lemlæstelse og uretfærdighed. Men fælles for det hele har været at disse ting blev begået af, og udholdt af, mennesker. Mennesker drevet af følelser, drømme og ønsker som alle kan nikke genkendende til. Selv de vilde orker fra Yazak Stepperne er i al deres barbari drevet af præcist det samme - begær, trang, had, kærlighed, lyst, harme, glæde, overmod og hovmod.

Men ved Gum var fjenden blottet for disse følelser. For ved Gum - og ved alle de andre slag og bataljer i området som nu er glemt om overset af de lærde - var fjenden de Udøde fra Kulikovo. Udøde som mens de var i live havde været Riget og Kirkens forsvarere mod truslen fra Øst. Nu var deres sjæl væk og deres sind indeholdt ikke de følelser som de tidligere gjorde. Nu var der kun en isnende kulde der blottet for al følelse udsletter liv.

Og det var det som forsvarerne mødte den skæbnesvangre nat.

De kom marcherende mod landsbyens hastigt opførte barrikader. Den raslende lyd af deres knogler bragt med vinden til de forskræmte forsvarere. Taktfast og viljeløst og ustoppeligt marcherende fremad for at udslette alt liv. Deres knoglefødder trampende i den mudrede jord mens lyn flækkede himmelen og regnen faldt fra store sorte skyer.

Gurum og hans mænd var faktisk de første der handlede. Gurum havde placeret sig på højre flanke i barrikaderne og hans lille gruppe af mænd lod pile flyve fra deres huleanske buer. Vindens styrke og mørket ville have stoppet andre men hans mænd skød rent og pilene begyndte at hamre ind i flokken af Udøde der syntes at ramme landsbyen som en flodbølge som de passerede igennem den vestlige del af landsbyen.

Dernæst var det børnenes tur. Ledet af Feliks Sokolov stod de foran barrikaderne og forsøgte at ramme de Udøde med kasteskyts og slyngesten. Sokolovs stemme kunne høres over regnen, tordenen og de Udødes trommer som han forsøgte at holde de skræmte, grædende og lamslåede børn samlet og fungerende. Nogen ramte deres mål, men det var få, og de Udøde stoppede ikke deres fremmarch. Sokolov så ud over børnene og fjenden og forsøgte at vurdere situationen og i et kort øjeblik syntes hans blik at være fæstnet på ikon-bærerne. Disse Udøde med deres skændede øst-kirke ikoner og svingende deres røgelseskar. Sokolov kunne lugte den følt ildelugtende røgelse som efterlod et svagt grønt røgslør som selv regnen og vinden ikke kunne få til at forsvinde. Da var det han beordrede dem tilbage til barrikaderne. Løbende gennem mudderet. Mange råbende på deres mødre og deres råb blev gengældt af deres skrigende jamrende mødre der blot magtesløs kunne se på deres børn forsøge at undslippe de Udøde. En unge snublede foran Sokolov som fandt styrke nok til at hive ungen op fra mudderet og bære barnet til barrikaderne hvor han lod sig rulle over bjælkerne og landede i mudderet. Han rejste sig op og ænsede ikke mudderet han var smurt ind i eller regnen der fik hans lange hår til at klistre sig til hans ansigt. Han kunne mærke hjertet hamre i hans brystkasse og i et kort øjeblik åndede han lettet op da han indså at han ikke havde efterladt nogen børn på den mudrede jord uden for barrikaden. Han så mødre klamre sig til deres børn men det var der ikke tid til nu. Han råbte så højt hans unge stemme kunne og fik samlet børnene til at stå parat med kasteskyts så de kunne støtte de kampe der ville komme ved barrikaderne.

De Udøde ramte barrikaderne hårdt, men landsbybeboerne holdt skansen. Fra den tønde hvor Demyan og Vladimir stod kunne de se hvordan folk kæmpede for deres liv og dem de havde kært med en indædt determination, men det var tydeligt at de Udøde var de mest kampkyndige. Skrigende arkane ord begyndte Demyan og Vladimir at støtte de kæmpende bønder og med sin magi gjorde de to drenge deres for at få forsvaret til at holde og at udslette de Udøde, men det var en ulige kamp præget mere af desperation end af styrke. Der er dem der siger at krig gør folk rå og følelseskolde, men alle til stede den nat vil sige at de kunne mærke deres følelser for det var et frygtindgydende syn at se hvorledes kampene udspillede sig. Bonden der stod på barrikaden og svingende sin store hammer med sådan kraft at to eller tre Udøde gik ned på een gang indtil at de fældede ham og rev hans dampende indvolde ud med deres klør. Om små børn der sad i mudderet gennemblødt af regnen skrigende af sand rædsel mens de så med store øjne på folk blive spiddet på spyd eller på barrikadernes træpæle. Eller moren der gik tavst rundt i cirkler med sit døde hovedløse nyfødte barn i armene indtil en Udød koldt og blottet for følelser dræbte moren med sin rustne klinge. Et hvirvar af sanseindtryk - lugten af blod og fæces, smagen af frygt, synet af blod og rædsel, følelsen af smerte og trætte lemmer og lyden af folks skrig, eder, bønner og kamplarm.

Og alt imens faldt regnen og tordenen forsatte.

Det kom derfor som en overraskelse for de tre drenge at det var Gurums flanke der syntes at kollapse. Drengene kunne se flanken falde tilbage og Gurum svingende sin stridskølle over sit hoved. Lidet var drengene trænet i krigskunst og derfor så det ikke det som krigslist. Ikke før at Gurums lille gruppe af mænd afskar de Udøde som var hoppet over barrikaden fra resten af de Udødes styrker. Pludselig var disse knoglemænd omringet og de havde ingen chance som de blev hugget ned. Gurum råbte ordre til sine mænd og flanken var nu igen sikret.

Kampene forsatte og forsvarerne begyndte at blive trætte. Slagene blev færrere og manglede styrke. Da var det at de tre drenge som i kampens hede var blevet presset sammen så at de Udødes to ikon-bærere med deres mørke ikoner, der på perverteret vis viste en af De Fire - ham der var Patriark af Zuyevo - afbilledet som en knoglemand svøbt i hellige rober, stod mindre end 10 skridt fra drengene. Ikonerne højt hævet over deres kranier og tavst messende gamle liturgier. En trommeslager stod bag dem hamrende på sin stortromme med læder-indviklede lårbensknogler og kun beskyttet af en enkelt Udød kriger ....
This message was lightly edited by the GM at 09:38, Mon 08 July 2013.

"Vladimir! Feliks! Det er vores chance for at ændre slagets udfald!

Vladimir - brug dine kræfter til at lade mine formularer finde deres mål!"

Demyan peger på gruppen af skeletter og de tre drenge begynder at bevæge sig fremad.

De presser sig tæt mod hinanden for beskyttelse og en falsk følelse af sikkerhed, så de virker som en enkelt væsen af køller og skjold og seks ben der kryber over slagmarken.

Demyan fortsætter med at mumle arkane ord, og med nogle få hjerteslags interval skyder stråler af hvidgult lys fra hans fingerspidser mod de fire udøde.

Han er ikke spor sikker på om de udødes moral vil blive påvirket hvis de mister deres banner, men han er rimeligt sikker på at det vil hjælpe på landsbyboernes kampgejst!


OOC:

De tre drenge vil bevæge sig fremad med fem fod i runden. Hver runde vil Demyan skyde en disrupt undead, indtil de er på ti fods afstand (fire stråler af disrupt undead).

Han skyder først mod krigeren, hvis han bliver destrueret vil drengen fortsætte mod de to ikon-bærere.

Han har +5 to hit (touch attack) og giver 1d6 i skade mod udøde. Det er under forudsætning af at Vladimir hjælper med guidance, ellers har han +4 to hit.


This message was last edited by the player at 09:05, Wed 03 July 2013.

In reply to Demyan (msg # 2):

Demyan! Jeg kan også hjælpe dig til at ramme. Så kan den stærke Vladimir tage sig af nærkampen.


Feliks vil bruge sin guidance til at hjælpe Demyan. Da den unge adelsherre tilsyneladende er deres bedste våben mod de udøde, så vil Feliks dække Demyan med sit skjold og sin krop.

Frem mellem de kæmpende bevæger de tre sig i formation. Gennem mudder, blod, indvolde, kæmpende mennesker og Udøde bevæger de sig. Vladimir og Feliks forrest som mur for at værne Demyan fra de Udøde. Alle mumlende arkane ord og for første gang indser de at de ikke hver i sær er alene om at have magiske evner. Hvidgule lys pulsende fra Demyans fingre - for lærde er det blot simpel magi men for de tre drenge er det det ypperste de kan præstere og for de indbyggere der bevidner det er det blot tegn på at drengene - og i særdeleshed Demyan - er noget særligt.

Det er svært for Vladimir og Feliks at bane sig vej igennem de kæmpende og der kræver alle deres kræfter ikke at glide i mudderet når mennesker og Udøde støder ind i dem. Demyan husker sin lærermester Yakovs visdomsord om at "finde roen og Ordene kommer da af sig selv" og utroligt nok så fejler den unge Demyan ikke een gang i sine formularer på trods af at han aldrig har fundet dem nemme at erindre. Støttet af Feliks Ord som han mumler igen og igen går Demyans magi godt indhug på de Udøde ...

Den fæle tempelvagt der vogter over de uhellige relikvier synes nærmest af bryde i brand med hvidgule arkane flammer der omslutter det tavst skrigende skelet der pludselig kollapser. De Udøde lokaliserer hurtigt truslen - nemlig tre unge drenge - og de to ikonbærere holder deres ikoner i een hånd og trækker deres sværd mens trommeslageren begynder at slå hårdere på trommen. Demyan begynder at fumle i Ordene og hans magi rammer ikke rent. Med hjertet hamrende i deres brystkasser ser de tre drenge de to ikonbærere bevæge sig fremt med deres lysende røde øjne stift fokuseret på deres unge bytte og så kaster de Udøde sig over deres bytte. Med sværdhug hamrende ned over sig forsøger Felisk og Vladimir at forsvare ikke kun dem selv men også beskytte den unge Demyan som nu endelig lader sin magi virke. Det hele synes at ske så hurtigt - Vladimir parerer det ene hug efter det andet selv om det næsten sender ham i knæ hver gang. Håret klæber til hans ansigt og hans muskler er ømme, og pludselig rammer Demyans hvidgule stråler den Udøde der dør omslugt af flammer af positiv energi. De tre drenge jubel stopper dog med det samme for den anden Udøde kommer igennem Feliks forsvar. Felisk stivner og mærker en isnende kulde sprede sig fra der hvor det rustne slagsværd har gennemboret hans mave. Feliks kan mærke hans mund fyldes med den metaliske smag af blod mens den Udøde følelsesforladt ser Feliks dybt i øjnene - så tæt på hinanden at Feliks kan se hver en revne i de gule tænder, hver et gråt hår der stadig sidder på væsenets isse og hver en lille udtøret hudrest der stadig hænger fast på den Udødes knogler. alt bliver sort for Feliks som han gurglende falder bagover ned i mudderet og han ser derfor ikke hvordan Demyan skrigende omslutter væsenet med de hvidgule flammer så den kollapser, eller Vladimir der råber Feliks navn og forsøger uden held at gribe den sårede Feliks ....
This message was last edited by the GM at 07:21, Wed 03 July 2013.

Demyan taber sin trækølle ned i mudderet, og falder på knæ ved siden af Feliks.

"Feliks, NEEEEEEJ!"

Han ser ned på blodet der pulser ud af det åbne sår, mens han griber sig til ansigtet i nøgen rædsel.

Det virker som om Feliks frygtelige sår har kastet Demyan ud af den kamp-trance, som han var i, da han uden følelser brændte den ene udøde efter den anden med sin hvidgule stråler.

Han synes ikke længere at høre den tromme, som jager frygt i hjertet på landsbyboerne, og truer med at få deres linier til at kollapse hvert øjeblik det skal være.

In reply to Demyan (msg # 5):

Til sin overraskelse ser Demyan, at blødningen hurtigt stilner af. Feliks er bleg,  og hans vejrtrækning er anstrengt, men han ser ikke døende ud -  Con rul stabilize : naturlig 20'er.

OOC : Hvordan Demyan lige kan se alt dette på ca 6 sekunder, skal vi nok ikke spekulere for meget over......

In reply to Feliks Sokolov (msg # 6):

Vladimir har ikke lagt mærke til at den lille svagelige dreng, som ligger med sine indre organer spredt udover slagpladsen er stabiliseret. Derfor knæler Vladimir ved siden af Feliks og kaster stabilize på ham.

Derefter rejser Vladimir sig straks op og lægger en hånd på Demyan skulder alt imens han prøver at overdøve kamp larmen med sin sprøde fistelstemme.


"Slut er Kampen ikke endnu. Spinkel dreng vi ikke kan hjælpe mere. Knus de sidste skelletter vi må. Din magi du skal bruge."

Hvis en af de døde skeletter havde et skjold så vil Vladimir samle det op og bruge det. Han vil gå lige foran Demyan og lave total defence, således at den store magiker forhåbentlig har lidt cover.

Demyan ser ind i Vladimirs øjne og nikker langsomt. Han synes at fokusere, som han indser sandheden i skovdrengens ord.

Som Vladimir samler Feliks skjold op og planter sine fødder solidt i mudderet, vender Demyan sin opmærksomhed mod den udøde trommer.

"Kom så an, din klamme knoglemand! Vi vil sende dig tilbage til underverdenen, hvor du hører hjemmme!"

råber drengen, som han samler de magiske energier og sender en stråle hvidgult lys afsted mod den udøde.

OOC: rammer AC 11 med et touch attack, gør 6 points i skade hvis strålen rammer.


This message was last edited by the player at 14:08, Wed 03 July 2013.

Nogle få ord der klinger som harpestrenge kommer over skovdrengens læber som han knæler ved Feliks side og lægger en hånd på drengens brystkasse. Til sin overraskelse ser Demyan hvordan Feliks voldsomme blødninger synes at ophøre som en varm glød i et kort sekund breder sig over Feliks. Skovdrengen synes altså at indeholde mere end man umiddelbart skulle tro og Demyan ser Vladimir gribe Feliks lille skjold og resolut se Demyan i øjnene. "Slut er Kampen ikke endnu. Spinkel dreng vi ikke kan hjælpe mere. Knus de sidste skelletter vi må. Din magi du skal bruge." hvorefter skovdrengen vender sig mod knoglemanden der har smidt sin stortromme så mudderet sprøjter op. Et lyn flækker himmelen som Demyan nikker langsomt og indser sandheden i skovdrengens ord. De to drenge planter solidt deres fødder i mudderet og Demyan råber "Kom så an, din klamme knoglemand! Vi vil sende dig tilbage til underverdenen, hvor du hører hjemmme!" samtidig med at væsenet springer frem mod de to drenge svingende sine to trommestikker som køller. Skovdrengen beskytter dog den unge adelsmand fra slag der tydeligt ville have fældet ham. Igen og igen slår knoglemanden løs på skovdrengen der bruger sit skjold som værn mod skelettets mange udfald. Omkring dem er kampen løs og folk begynder at vige for de Udødes angreb, da Demyan mumler sine gamle mystiske ord som Yakob har lært ham og sender en stråle hvidgul lys mod den udøde. Strålen er så kraftig at den synes at brænde hul i brystbenet på væsenet der kollapser med kraniet rullende hen for Vladimirs fødder og de lysende røde øjne langsomt slukkes.

Når de to drenge tænker tilbage på de begivenheder de oplevede den nat så nikker de begge genkende til det som andre beskrev som tavsheden der fulgte. På en eller anden måde have knoglemændenes stortromme fyldt mere end de havde regnet med. Den dumpe lyd fra stortrommen havde blandet sig med alles hjerteslag og haft en nærmest mystisk magt over dem. Og nu hvor den var væk fulgte stilheden. Egentlig tåbeligt at kalde det for stilhed for kampene der fulgte var ikke mindre blodige end før. Skrig, jamren, hylen og våbenlarm fyldte stadig folks øre men det var på en eller anden måde anderledes end før. Det var nok til at landsbyens beboere og Gurums tropper med fornyet energi kastede sig ind i kampen, brød barrikaderne og stormede frem ned af bakken. Huggende og massende alle udøde. Løb dem over ende og knuste dem hvor de så end var.

Da tordenen hold op og regnen blev til støvregn ophørte kampene. Udmattet faldt folk om i mudderet eller forsøgte at finde deres kære, deres venner og naboer blandt de døde og sårede det lå over alt. Rundt omkring drengene kunne de høre jamren, klagen, glædestårer blive fældet eller forbandelser blive råbt mod Udødelige i det høje. Demyan og Vladimir satte sig i mudderet ved siden af den sårede Feliks. De så hinanden i øjnene og vidste at de for evigt var forandret efter denne prøvelse. Gurum fangede Demyans blik og nikkede anerkendende til ham. Vladimir kunne se Barynov holde om sin hustru og ikke ville give slip. Han så op og så på Vladimir og et kort men varmt smil kunne ses på Barynovs mudrede ansigt. Stanislav synes at være overalt - hjælpende og trøstende og organiserende, mens Sevivich allerede nu havde fundet Demyan og var igang med at sige en hel masse til den unge dreng. Demyan kunne se mandens læber bevæge sig men hans ord synes at være uden lyd. Så udmattet og mættet af indtryk var den unge adelsmand at præstens ord ingen mening gav for ham.

Demyan sidder med Feliks hovede i sit skød og stryger ham over håret. Han synes ikke at ænse hvad præsten forsøger at sige til ham.

"Vi klarede det Vladimir. Vi slog de udøde på flugt. Landsbyen er reddet.

Og vi... kommer til at opleve morgendagen. Måske vil vi leve længe nok til at blive gamle mænd!"

Demyan synes at have forandret sig. Måske er han i løbet af natten blevet en ung mand?

Han ser for sig, hvordan Vladimir nu vil tage tilbage til skoven og Demyan vil aldrig se ham igen.

"Vladimir, baroniets warden mangler en ny lærling.

Hvis du er interesseret, kan jeg lægge et godt ord ind for dig?"

Demyan begynder at grine over det absurde i at komme med et jobtilbud midt på en slagmark.


This message was last edited by the player at 16:55, Sat 06 July 2013.

Thaumont 6, 1025 AC

De tre drenge sidder på et lille stengærde og stirrer ud over markerne der omgiver landsbyen. Oplevelserne har forandret dem og et sært bånd er blevet knyttet imellem dem. Solen skinner og alt ser fredfyldt ud på sådan en måde at selve slaget virker som en ond drøm. De mange nye grave vest for templet til Loki, de mange sørgende og måden at folk i landsbyen nærmest kun taler til hinanden med hvisken viser dog at det ikke blot var en drøm. Heldigvis var hverken Stanislav eller Barynov faldet og det er i stor grad deres skyld at hverdagen trods alt hastigt synes at være på vej tilbage til Gum. Indbyggerne giver de tre drenge den fornødne respekt - Demyan repræsenterer deres Herre og hans magi var i høj grad magtfuld (eller magtfuldere end hvad der ellers kunne opleves i Gum), Feliks synes at være i Demyans følge og ledte børnene i kampens første fase, og Vladimir med sine tavse adfærd, sin underspillede magi og det som de ser som hans kampevner til trods for hans alder pludselig mere velset end tidligere.

Feliks giver sig lidt og flytter sig på stengærdet. Det er muligt at Sevivich i sin iver for at behage Demyan straks bad sine bønner over Feliks og lod Lokis magt vise sig ved at lukke Feliks sår, men det er som om at Feliks stadig kan mærke der hvor klingen gennemborede ham. Der er intet sår nu - kun et lille tyndt rødt ar der virker underligt koldt.

Demyan stirrer frem for sig. Usikker på hvad fremtiden bringer. Intet nyt er kommet fra hans fars hær og ingen forstærkninger er kommet. Spejderne som Demyan har sendt ud har ikke opdaget nogen nye udøde hvilket gør drengen mere rolig. Men hvordan vil hans far tage alt dette, og hvorfor var det lige at Nadem Erul var så ivrig for at sende Gurum med Demyan og at få Demyan til Gum? Så mange tanker der giver den unge dreng knuder i maven.

Vladimir gumler på et strå han har plukket og ser sig over skulderen tilbage på landsbyen. Barynov og hans familie er i sikkerhed nu og det betyder vel noget, men hvor meget vil Vladimir egentlig involvere sig i disse menneskers skæbner? De simple rejser ind til Gum er blevet til venskab og nu synes tanken om at noget fælt kunne ramme Barynov og hans familie utrolig skræmmende. Måske Vladimir ikke er så alene alligevel? Og nu har denne adelsdreng og arving til Rezel tilbudt ham et plads ved hans side. En plads der ville gøre det muligt at beskytte Barynov og Gum noget mere, men som samtidig vil få ham hevet ind i den såkaldte civiliserede verden igen.

En rytter kommer i det fjerne. Ridende fra øst i retning af Kaluna. Rytteren er klædt i ringbrynje og hans kappe er dækket af fint støv fra rejsen. Da han ankommer til Gum standser folk deres arbejde. Rytteren ser rundt og spotter Demyan. Han springer af hesten og bukker kort. Han er iklædt Loki-kirkens grå klædedragt og de regalier der viser han tjener kirken, men ringbrynjen viser han er mere en kriger end en præst. Han er omkring dobbelt så gange som Demyan og en fæl fyr med et tvedelt skæg og et ansigt der kunne tilhøre en hestetyv.

"[Language unknown: O Ssøousectwhi aæi hispr Ss], Min Herre. Jeg er sendt af min Herre, [Language unknown: Åoustioain Eenwerset] Koc Baykal, som befinder sig i Kaluno sammen med Deres fader, Artyum af Rezel. De Udøde er blevet slået i kamp, men Deres fader er såret og min Herre finder det nødvendigt for dem med al hast at begive Dem til Kaluno."

Hans blik gennemborer Demyan og de to andre drenge. Et koldt, kalkulerende og beregnende blik.

OOC

En belønning er på sin plads efter dette slag, og den er som følgende:

Prestige Points

Demyan 2 (han står som leder af forsvaret)
Vladimir 1
Feliks 1

Boons

En character kan max have 2 Boons ad gangen. Har han flere så må han vælge hvilke to der er "aktive" så at sige.

Demyan, Feliks og Vladimir kan hver med et Diplomacy DC 15 få 1d3 Warriors lvl 1 til at følge dem i op til en uge. DC stiger jo længere øst på i Rezel man befinder sig. Dette repræsenterer at folk fra Gum er villig til i en kort tid at følge, hjælpe og tjene de tre drenge.

Units

Skulle Rezel samle sine Militia Units så vil een af disse (repræsenterende folk fra Gum og Kaluno) have Full Defense Tactic. Normalt i UC har nye Army Units ingen Tactics hvilket virkelig begrænser Units. Denne Tactic repræsenterer at enheden består af mænd erfarne i at forsvare sig mod hjerneædende udøde.

Demyan bliver mere end normalt bleg, da han hører at hans fader er blevet såret. Selv om han nærer modstridende følelser til sin fader, har han altid stået for ham som en urokkeligt urkraft.

Drengen beroliger dog hurtigt sig selv med, at det sikkert er et rænkespil for at iscenesætte et gribende møde mellem den sårede krigshelt og hans søn....

"Niyazi, jeg og mit følge vil straks drage afsted til Kaluno. Du ser træt ud - du har fortjent at hvile her i landsbyen en dag eller to."

Han føler sig ikke tryg ved denne gejstlige kriger, og ønsker ikke at have ham med ud i vildnisset.

Demyan finder Gurum og fortæller ham:

"Gurum, min fader er blevet såret mens han slog de udøde tilbage fra Kaluno. Jeg vil straks drage dertil. Det ville være mig en glæde hvis du og dine kampdygtige krigere vil drage med mig. Lige i øjeblikket er du en af de få mennesker som jeg stoler på..."

Han siger også til sine nye venner:

"Vladimir og Feliks, min fader ligger såret i Kaluno. Jeg må straks drage dertil. Det vil være mig en glæde hvis I vil ledsage mig på rejsen. Jeg tror jeg får brug for gode venner i den tid som kommer..."

Drengen ser ned i græsset og ved ikke hvilket et ben han skal stå på.


This message was last edited by the player at 08:01, Sun 07 July 2013.

In reply to Demyan (msg # 15):

Vladimirs øjne er sørgmodige efter al den død og ødelæggelse, men efter noget tid begynder hans øjne at lyse op når han betragter fuglenes flugt henover den dybblå himmel, træernes gønne krone som svajer blidt i vinden og vitaliteten, som nu synes endnu stærkere end før slaget, i de mennesker han holder af.

Vladimir kigger på Demyan med et stort smil.

"Vladimir ikke arbejder for nogen han gør. Han fri som fuglene er."

Vladimir peger op mod himlen.


"Men Vladimir sine venner hjælper. Vladimir hjælpe Demyan og Feliks vil."

Demyan er et øjeblik overrasket over svaret, og han overvejer endnu en gang om han skal beordre Vladimir på hjul og stejle.

Men han indser at han egentligt bare er lettet over at Vladmir vil drage med ham til Kaluno.

"Udmærket Vladimir. Lad os se om jeg ikke kan få dig til at ændre mening i løbet af vores rejse.

Men lad os nu drage afsted med al hast! Feliks er du parat?"


Mens hestene bliver sadlet op, siger Demyan hastigt farvel til Stanislav, Barynov og Sevivich.

"Selv om Gum ikke just er Rezels navle, så vil landsbyen altid have en særlig betydning for mig.

Det var her at vi kæmpede og blødte sammen. Det vil jeg aldrig glemme."

Og så rejser gruppen mod nordøst til Kaluno.

OOC: Nu går jeg ud fra at Feliks også drager med :)

In reply to Demyan (msg # 17):

Selvfølgelig. Hvis han kan......