Ponzio nikker tøvende og Mr Rossi tvivler på hans egen veltalenhed, men skubber det til side, til fordel for det der venter ham på den anden side.
Han tager en dyb indånding og åbner døren forsigtigt og lister ind, men går i stå lige inden for døren lamslået af det absurde syn der udspiller sig for ham.
Selve salen ligger hen i ruin. Træsæderne er forkullede og bærer præg af brand. Gulvtæppet er sort af sod. Det guldbroderede tapet på de sprukne vægge hænger i laser. Balkonerne er flækkede og det røde teaterfortæppe har store flænger i det. Stearinlysene på de mange stager brænder klart og har efterladt vandfald af stearin, der har hobet på sig op gulvet under lysestagerne.
På alle sæder sidder der skikkelser. Halv-æteriske skikkelser af rædselslagene ofre der skrigende og hylende er tvunget til at se stykket igen og igen og igen i al evighed. Kroge gennemborer deres øjenlåg og tvinger dem til at se hvad der sker foran dem. Reb skærer ind i deres substansløse hud, så sort blod løber ud og forsvinder i ingenting på gulvet. Deres knogler og organer kan halvt skimtes gennem deres gennemsigtige hud og under deres iturevne laser af tøj.
I orkestergraven sidder musikerne. Deres munde og øjenlåg syet til og med deres forsvundne sanser er hørelsen forstærket. Deres fødder knust i rustne jernstøvler. Deres buer og hænder er vokset sammen. Måske nærmere smeltet sammen. Deres smerte er åbenlys som de vrider sig i graven.
På scenen udspiller sig et stykke. En absurd komedie som Mr Rossi instinktivt forstår til trods for han ikke forstår sproget eller har fulgt det opmærksomt. En mand - en Nar - sidder på scenen. Han griner og spiller en patient på en sindssygeanstalt. Han sidder grinende på en dårekiste, mens han fortæller hvorfor
han er den raske og det er alle de andre der er de sindssyge. Han fremfører en monolog om incest, sygdom, vanvid, voldtægt, pædofili, nekrofili, zoofili, om sex, om svigt, svig og tab af håb. Om religion, tro og filosofi. Om tab af uskyld. Om knuste drømme. Om moral og amoral. Om etik og mangel på samme. Om fordærv og råd. Om hedonisme og nihilisme. Om hvordan alt det som er civiliseret blot er en illusion fastholdt af tåber, da sandheden er, at vores eksistens er meningsløs. At livet er ligegyldigt og man derfor kan - og bør - gøre hvad man vil. Det er en scene, der ryster Mr Rossi i sin grundvold, da den rammer ham. Måske hans tid i Ørkenen om noget har bevist, at Narren på scenen kan have ret. Entropi er Sandheden. Og det er der at det går op for Mr Rossi, at tilskuernes - ofrenes - egne hemmeligheder og oplevelser er blandet ind i monologen, så at de med andre ord er tvunget til ikke kun at gennemleve deres traumer igen og igen, med at deres traumer og synder også udstilles for alle.
Og da er det at Narren pludselig stirrer direkte på Mr Rossi.
"Buonasera, signore, e benvenuto a teatro. Goditi la commedia della vita" siger han og smiler. Og åh hvilket smil er det ikke? Klokkerne på hans horn ringer ildevarslende og hans blik fra øjene i hans benede kranieansigt gennemborer Mr Rossi.
Storyteller rolled 14 using 3d6. Perception @ 11+3(Theater Hall)(Success +0)
Storyteller, on behalf of John Rossi, rolled 7 using 3d6. Psychology @ 20 (Critical Success)
Mr Rossi - rul Fright Check -7 (-2(Appearance)-2(Numbers)-3(Mutilations)). Der vil blive benyttet Shocking Revelations Table grundet skuespillets emner.
This message was last edited by the GM at 14:36, Wed 24 Feb 2021.